Kræn Byrialsen

Den gamle Christen (kaldet Kræn) Byrialsen fra Alstrup

Det er forbavsende hurtigt, at folk kan glemme en person, selvom vedkommende har haft stor betydning for den egn, hvor han har boet og virket. Om det også gælder for Kræn Byrialsen, ved jeg ikke.
Der findes både ældre og yngre af dette navn, men når man i Alstrup taler om Kræn Byrialsen, tænker man som regel kun på én, selv om denne nu har ligget i sin grav i snart 150 år.
Han blev født den 10. januar 1783. Hans fader, Byrial Christensen var snedker og boede i et lille hus i Alstrup.

B14141 – Dragkiste lavet i 1817. Kisten er helt sikkert lavet af Simon Byrialsens Fader, her omtalte Byrial Christensen, der var tømrer og snedker i Alstrup fra 1790 til 1835.

År 1817 lader Simon Byrialsen lave en fyrretræskiste (dragkiste), hvorpå står følgende:

1817

S - B S – A

Hvilket skulle betyde:

Simon – Byrial Søn – Alstrup

B14133 - På et billede, som også findes på museet i Års, ses hele familien tegnet i silhuet. Mange af slægten har en fotografisk gengivelse deraf, som bærer underskriften: ”Sognefoged Christen Byrialsen i Alstrup med Hustrue og deres sammenavlede 10 levende Børn”. Det er dateret 1851.

Der var 4 børn i hjemmet: 1) Peder, som fik huset efter faderen. Han døde barnløs. 2) Ane Kathrine, som blev mor til den kendte Byrial Nielsen, kaldet ”Post-Byrial”. Han købte en gård i Farsø og anlagde en stor købmandshandel der. 3) Simon købte en gård i Alstrup. 4) Christen, som var den yngste, tjente som dreng på Lundgaard i Alstrup sogn. Han skulle vogte fårene, som dengang fandtes ved alle landbrug. En dag, da han gik nede ved fjord Rimmerne med fårene, så han, at der lå et kar i vandkanten. Det har vel sagtens været ”gisten”, som var sat i vandet for at blive tæt igen. En sådan fristelse var alt for stor for en rask dreng, der tilmed kedede sig ved det ensformige arbejde med fårene. Han fik karret øst tomt og steg ombord i ”skuden”. Det endte ikke så godt, som det begyndte. Han var ikke kommet langt fra land, før ”skivet” kæntrede. Resultatet var selvfølgelig et ufrivilligt bad. Det skulle ikke blive det sidste, han fik med fjorden at gøre. Siden kom han til Kærsgaard i Strandby, hvor han også skulle vogte får, og da han blev 12 år, kom han til Vadgaard, som dengang var præstegård, ligeledes som ”Hjorddreng”. Skolegangen var det så som så med. Der var lang vej til skole og fårene skulle først og fremmest passes. Men provsten ordnede sagen på faderlig vis, så både fårene og skolegangen blev passet. Der var i præstegården en gammel provsteenke. Hun kunne læse og regne med ham i hans fritid og at dømme efter, hvad han senere drev det til, har denne undervisning båret god frugt. Konfirmationen blev også holdt, da han var på Vadgaard 14 år gammel. Han blev der yderligere 2 år. I de 2 år fik han den betroede stilling at gå til Bjørnsholm og hente postsagerne om søndagen. Var der eftermiddagsgudstjeneste, overværede han den, iført sine hvide bukser og vadmelstrøje, men med bare fødder.
Da han blev 16 år, kom han i lære. Han ville være snedker ligesom sin far. Ved en snedkermester i Nibe var han i tre år. Her fortsatte han en tid endnu, dels ved snedkerfaget, dels ved landbruget. Engang, da han arbejdede på Hestbæk mølle, vandmølle, som nu for længst er væk, fik han sin ene arm kvæstet, så han bar mærker deraf til sin dødsdag. At blive selvstændig var hos ham en drøm, som for så mange andre.

B2766 Hestbæk Mølle. Mads Poulsen lod vindmøllen på "Hesthøj" bygge ca. 1870.

Den blev solgt og nedbrudt i 1914, hvorefter en mølle rejste sig i Ullits.

Christen var nu blevet 28 år og havde samlet sig så mange penge, at han kunne købe sig en jordlod på 4 skp. Hartkorn. På denne byggede han sit hus ”på gaden” i Alstrup. Kærlighed blev der også tid til. Den udkårne, Else Marie Sørensdatter, fra Øster Elkær var 22 år. De blev gift i 1812. Han drev fremdeles håndværket i Nibe om sommeren, og om vinteren hjemme på værkstedet. Det meste af deres bohave lavede han selv, desuden mange forskellige møbler, dragkister, skabe, borde, stole o. m. m. Om foråret lejede han en fragtmand til at køre vinterens arbejde til bl.a. Bjørnsholms marked, hvor det blev solgt. Meget af hans arbejde kom til Fur, og her kan man stadig finde kister af Christens fabrikation. Han havde også altid ligkister på lager. Indtil han blev gift, brugte han dem til at have sit tøj i. I løbet af den næste snes år kom der 11 børn til verden hos Christen og Else Marie, 6 drenge og 5 piger, hvoraf en døde som lille. Men de 10 voksede op og hjalp til ved alt forefaldende arbejde ude og inde, i mark og på værksted. De drev en del fiskeri. Det var en kærkommen afveksling i kosten. Efterhånden som flokken øgedes købte Christen mere jord, så han fik en gård ud af det på 3 td. 5 skp. Hartkorn. Den blev kaldt ”Nørregaard”, da den lå nord for byen

B9871 - (Aalborg Luftfoto / Det Kongelige Bibliotek) - Luftfoto 1948-52 Alstrupvej 26, Alstrup.
Christen og Else Marie overdrog gården til sønnen Byrial i 1847. Hans barnebarn Byrial Tollestrup og Magda overtog gården, der ligger i den nordlige del af Alstrup by, i 1931 efter faderen Anton Peder Tollestrup. Byrial Tollestrup var sognefoged.

Gæld var ikke noget, han kendte til. Mens det var strenge tider for mange på grund af statsbankerotten, ca. 1814, gik det stadig fremad for Christen og Else Marie i velstand, formedelst Christens handelstalent og håndværket, med tiden godt hjulpet af deres børn. Folk, som uforskyldt kom i armod, kom til Christen, der så med sikkerhed i deres ejendom, betalte gælden for dem. Bagefter kunne de så få en del af ejendommen i fæste, alt efter hvor stor gælden var, som Christen skulle udrede, på gammel herregårdsmaner.
Deres datter Bodil Marie skriver i sin beretning om sin far angående devalueringen: ”Der var så mange papirpenge i landet, at man skulle have en stor pose fuld, for at have nok til et pund salt”. Men så kom der en lov, at papirpenge skulle indløses med hård valuta, som på det tidspunkt var sølv. Da de mange sedler kom ind, var der for lidt sølv i bankerne, så der kun blev udbetalt 1 rigsdaler for 6 mark og dem, der havde gæld på deres ejendom, for dem steg gælden i samme målestok. Ikke så underligt, at det gik galt for store dele af de danske grundejere. Et eksempel: Jens Frederik boede i Alstrup, og havde en ejendom på 1 td. Hartkorn. Han og hans kone var gamle og kunne ikke svare afgifterne, de henvendte sig til Christen og bad om hjælp. Han sagde: ”Jeg vil betale jeres gæld, og så kan I få det halve af ejendommen i fæste, når I svarer 3 rigsdaler om året”. Den anden halvdel fik Niels Thomsen, gift med Ane Cathrine, forældre til den før omtalte Byrial Nielsen og af den halvdel skulle der også svares 3 rigsdaler årligt.
I 1828 byttede Christen med Jakob Viesmark, der havde Søndergaarden.

B9876 – (Aalborg Luftfoto / Det Kongelige Bibliotek)
Luftfoto 1948-52, Alstrup Søndergård, Alstrupvej 50, Alstrup.
Christen og Else Marie lod gården overgå til sønnen Søren.
Da billedet er taget var Niels Teodor Jensen ejer. Hans søn Hans Halvor Jensen, der blev født i 1931 overtog gården i 1956.

Christen gav 300 rigsdaler og en husmands ejendom på Alstrup mark. Endvidere skulle Christen give aftægt til 3 gamle folk, deres ko og 4 får, plus dyrenes yngel, gratis ildebrændsel, korn, flæsk og fisk. Den ældste af folkene levede i 21 år, efter at Christen overtog gården. Cirka en fjerdedel af Søndergaardens areal var hede med gammel lyng og vidjebuske, men det afskrækkede ikke Christen. Han tog fat på dyrkningen og fik med tiden godt kornudbytte fra heden.
Børnene: Søren f. 1813, Byrial f. 1815, Ane Catrine f. 1817, Jens f. 1819, Peder f. 1821, Bodil Marie f. 1824, Niels Peder f. 1826, Lene f. 1828, Christen f. 1830, Kirsten Marie f. 1833 og endelig den sidste, Gertrud, som døde 1½ år gammel.
Christen Byrialsen havde mange tillidshverv. Han var sognefoged og lægmand i over 20 år, tillige var han brandfoged. Engang, da branddirektøren var på brandsyn, påtalte han, at der var så mange assurancefejl. Det kunne ikke blive ved at gå. Det måtte afhjælpes. Christen svarede: ” Hr. direktør, det er fattige folk. Jeg kan huske en ildebrand i byen, men jeg kan også huske en tid, da der kun var én skorsten, én jernkakkelovn og ét klokkeværk (ur). Det var i Jakob Smeds gård”. Så smilede direktøren og lod sagen falde. Folk, som ikke havde jernkakkelovne, brugte i stedet en ovn, som var bygget op af store, sorte lerpotter, lidt tykkere i godset end jydepotter. De var klinede sammen med ler. Potternes hulrum holdt godt på varmen og gryder og kedler hang som regel i en svingbar jernkrog.
Der var dengang mange, bl.a. Harboørefiskere, ”havboer”, som fiskede ål i Louns bredning om sommeren. Christen vejrede en forretning her og lavede akkord med vodbinder K. Mollerup, at han skulle ”stande et Pulsvod”. Det er et vod, der blev brugt til at ”landdraw” med. Voddet bestod af 2 lange arme med en finmasket pose i midten. Vægte og flydere holdt arme og pose lodret og åben. Det blev lagt ud fra en robåd og trukket i land af 2 hold mænd på stranden. Voddet blev afleveret den 4. maj. Christen skulle levere 4 lispund heglet hør og 1 lispund hamp og H. Mollerup skulle fæste 3 karle og møde med dem og fiske til Bartolomeos dag (24. maj) og Christen skulle give dem kosten og lønne de tre karle. Han skulle have de tre dele af ålene samt de øvrige fisk, som kunne bruges i husholdningen. Ålene skulle saltes og røges og så kørte han til Aalborg og solgte dem på torvet. Sønnen Søren tog med ham, for at han skulle lære, hvordan det gik til, Christen tog både til Fur og Lundø og købte ål. En gang imellem kørte de også til Hobro og Randers. Søren blev ved at køre til torvs, indtil han blev gift. De andre børn passede gårdene, Byrial passede Søndergården, men fik kosten hjemme på Nørregaarden, Jens og en husmand tærskede der, mens Christen og de yngre passede dyrene.
Fuldmægtig Kehlet på herredskontoret i Hobro kom et efterår til Christen og købte ål af ham for 120 rigsdaler. De skulle sendes til en fætter i København. Christens sønner havde fisket ålene om efteråret, de blev nedsaltet i fjerding kar og kørt til Hobro. Nu havde Kehlet ikke så mange penge, så han bad Christen om kredit på en del af ålene. ”I kan få kredit på det hele”, sagde Christen. Kehlet sendte nu ålene til København, men derovre var de faldet i pris og fætteren kunne ikke få dem solgt, så han var nødt til at sende dem tilbage til Hobro. Fuldmægtigen skrev til Christen, at ålene var fordærvede og kunne ikke sælges. Christen svarede, at de kunne ikke være fordærvede, for han vidste, at de var behandlet i hans eget hus. Så blev Christen for første og eneste gang indkaldt for retten.
I Hobro sagde købmand Uhrenholt til ham: ”Du er i din gode ret, men vinder du sagen. Så taber du alligevel dine penge. Jeg råder dig til at gøre forlig”, Der blev også forlig. Christen fik 100 rigsdaler udbetalt mod at eftergive de 20. Ålene blev solgt ved auktion. Christen købte de fleste af dem, tog dem med hjem og saltede dem på ny. Hen i maj måned blev ålene røget og kørt til torvs og solgt igen. Rygningen har nok neutraliseret ”gammelsmagen”.
Christen var en meget alsidig mand. Foruden de andre håndværk havde han også lært karetmagerhåndteringen. Han lavede selv sine egne vogne foruden alt det øvrige til gårdens brug. Nu og da kørte han i skoven og hentede træ, der så blev savet i de dimensioner, det skulle anvendes til. Han lavede et egetræschatol til sig selv og møbler og inventar til alle børnene.
Foruden Nørregaarden og Søndergaarden byggede han også Østergaarden og alle blev efterhånden overtaget af sønnerne. Byrial fik Nørregaarden i 1847, Søren fik Søndergaarden og han selv flyttede ud i Østergaarden, som den yngste søn Christen siden fik.

B9874 – (Aalborg Luftfoto / Det Kongelige Bibliotek)
Luftfoto 1948-52 af Alstrup Østergård, Alstrupvej 48, Alstrup.
Christen og Else Marie lod gården overgå til sønnen Christen
Da billedet blev taget var ejer Søren Sørensen.

Peder og Niels Peder blev foreløbig ved håndværket. Til sønnen Jens købte faderen i 1851 Støttrupgard i Farsø sogn.

B402 - Postkort fra 1900-1910 - Støttrupgård. Støttrupvej 9.

Christen og Else Marie købte i 1851 gården til sønnen Jens Christensen.
Kortet er sendt i julen 1914 fra M. og P. Byrialsen til Købmand Christensen og frue, Farsø.
(M. og P. Byrialsen er Andrea Martine (f. Løve Hansen) og Jens Peter Jensen Byrialsen (f. i Støttrup 1857)).

Ane Catrine blev i 1846 gift med den dengang vidt kendte, virkelystne mand Mads Poulsen i Hestbækgaarden, en mærkelig sammensat personlighed, dygtig, energisk, men stridbar. Han nåede i det halve århundrede, han virkede, at lægge 3 gårde sammen til en meget stor gård, at bygge en ny vandmølle, en vindmølle, som foruden mel også lavede gryn, et stampeværk, en benmølle, et brændevinsbrænderi, en rebbane, en stor købmands-, trælast-, og kornhandel for til sidst at begynde på at bore efter ler til et teglværk, men det nåede han ikke at fuldføre.

B9951 - (Foto Sylvest Jensen / Det Kongelige Bibliotek)
Christen og Else Maries datter Ane Catrine blev gift med Mads Poulsen, Hestbækgård, Hestbækvej 54, Hestbæk. Billedet blev taget i 1955, da var ejere af gården Edith og Martin Skov.

Lene blev gift i 1852 med degnen i Alstrup, Jens Pedersen Holm.

B9886 – (Foto Sylvest Jensen / Det Kongelige Bibliotek – billedet er fra 1959)
Den 5. nov. 1851 indviedes Alstrup skole, Anneksvej 25, Alstrup.
Christen og Else Maries datter Lene blev gift med skolens første lærer Jens Pedersen Holm fra Harboøre.

Bodil Marie blev gift i 1854 med Anders Nielsen i Vester Elkær.

B4573 – Vester Elkær, Anneksvej 20, Alstrup.
Christen og Else Maries datter Bodil Marie blev gift med Anders Nielsen, Vester Elkær.
Bodil Marie skrev i 1901 om sin faders liv og levned.

Af Anders Nielsen havde Peder ved sit giftermål i 1858 købt en ejendom ved Gedstedbro, hvor han efter ansøgning anlagde et gæstgiversted. Mølholm, Gedstedbro,

Lykkestedet, Mosegårdsvej 6, Nibe

Niels Peder købte i 1858 en gård i Vesterbølle.
Sogndalsgård, Tolshøj 56 …..

B11017 - Høst i Alstrup omkring 1930. Fisker og husmand Kristen Nielsen med børnene Else Marie Nielsen og Kristen Gravesen Nielsen (oldebarn af Kræn Byrialsen). Den nu benævnte "gamle smedie" ses i baggrunden.

Kirsten Marie, den yngste datter, blev gift i 1853 med gårdejer Kristen Gravesen Nielsen i Alstrup.

B9894 - (Aalborg Luftfoto / Det Kongelige Bibliotek)
Christen og Else Maries datter Kirsten Marie blev gift med Christen Gravesen, Vestergård, Anneksvej 38 i Alstrup.
Billedet blev taget i 1948-1952, da var ejeren af gården Martin Christensen.

Nogle småtræk, der fortælles om Christen Byrialsen og Else Marie Sørensdatter: De talte sammen om, hvordan de bedst kunne afbøde truende ulykker og også om hjælp til småfolk, der var kommet i nød. I 1838-39 blev brødkorn meget dyrt på grund af misvækst. Rugen kostede 12-14 rigsdaler td. Christen solgte sit for 10 rigsdaler pr. td., men det fik snart ende. Der var ikke rug til dem, der ikke havde råd til at betale. Derfor sagde Christen til sine sønner, at de, når de kørte til torvs, skulle købe brød ved bageren og tage det med hjem og give til dem, som intet havde. Året efter kostede rugen 3 rigsdaler pr. td. og byg 8 mark pr. td.
Når der kom en ven og sad og snakkede fortroligt med Christen, sagde han ofte: ”Havde Vorherre ikke skænket os så mange børn, så havde vi ikke fået samlet os så meget jordegods, for jeg ved ikke, om vi har opfødt børnene, eller de har holdt os vedlige. Jeg har aldrig manglet penge, men jeg har heller ikke købt mere, end jeg kunne betale. Vi sidder om vinteraftenen, når vi er færdig med vort dagværk, - én læser højt i en bog og alle vi andre sidder med hver sit håndarbejde”. En sag, han efter nutidige begreber holdt på, det var om skolevæsenet. Han så ingen grund til, at piger skulle lære mere end det allernødvendigste. Hans yngste datter Kirsten Marie fortalte, at hun ofte havde stået i døren og gerne ville have haft lov til at gå i skole, men faderen sagde, trods det, at han var i sogneforstanderskabet og havde med skolevæsenet at gøre, nej. Der var brug for hende hjemme, så kunne skole og lærdom komme i anden række.

Christen og Else Maries økonomiske fremgang og deres, efter den tids forhold, store velstand, blev dem selvfølgelig misundt. Onde tunger, som der desværre altid er nok af, ville påstå, at Christen var i pagt med overnaturlige kræfter, ja, man sagde endog, at han kunne omskabe sig til en hare: En dag skulle der have været en, som skød ham med en sølvknap og fra den dag, var han halt resten af livet!
Selv, da han blev gammel, arbejdede Christen stadig på sit værksted, dog nu mest med vedligeholdelse af de sager, der blev brugt på gårdene. Men en dag kunne han ikke mere. Han kaldte sine børn til sig og skiftede sin ejendom med dem. De af sønnerne, som ikke allerede havde fået deres arv, fik hver 1600 rd. og døtrene hver 800 rd. Derefter sagde han: ”Nu har jeg endt min jordiske gerning. Nu skal I hente præsten, jeg vil nyde nadverens sakramente i Jesu Kristi navn”. Hans ønske blev opfyldt og han sov roligt og stille ind 1855, 71½ år gammel. Peder og Niels Peder, som arbejdede på herregården Astrup i Salling nåede ikke hjem, før han var død, men de kom tidligt nok til at ”gjøre” hans kiste. Else Marie overlevede ham i 14 år.
En stor del af ovenstående er fortalt efter en slægtstavle, som afdøde bankkasserer S. Byrialsen, Års, i sin tid udarbejdede og dette grunder sig igen på, for en stor del, hvad datteren Bodil Marie har skrevet i 1901 om sin faders liv og levned. Hendes optegnelser, der fylder mange ark, er stilet til hendes søster, Ane Kirstines søn, den da kendte lærer og udgiver af ”Børnenes Læsebog”, K. Byrialsen, Klastrup ved Hjørring. De opbevares sammen med skiftedokumenter efter Christen Byrialsen og en del originale skøder og andre juridiske dokumenter i Vesthimmerlands Museum i Års.

Historien var allerede at finde i 1969 i Historisk Samfund for Aalborg Amt ”Fra Himmerland og Kjær Herred”, da var den indgået fra Kr. Gravesen Nielsen.
I medlemsbrev for Lokalhistorisk Arkiv for Farsø kommune og Omegn i 1991 fandt Kjeld Stephansen anledning til atter at offentliggøre beretningen.
Christen Byrialsen og Else Marie Sørensdatters mange efterkommere samledes til slægtsstævne i 1957 i et antal af over 200 personer. Slægtsfesten blev gentaget i 1960 og 1963.