Lokale Historier / Hilmar Larsen - "Mine erindringer fra Østprøjsen"
 
 
Jernbanen

Hilmar Larsen - "Mine erindringer fra Østprøjsen"

 
Hilmar Larsens efterladte fortælling om årene 1943-1945.
 
 
 
                                     Blikkenslagermester Hilmar Larsen (1920-2000) fra Farsø
 
Midt i oktober måned 1943 kom min gode ven Chr. Ulrich Hansen og besøgte mig. Under vor samtale, hvor også tyskerne blev drøftet, spurgte han mig, om jeg ville være med til at kæmpe mod dem. Mit svar var et tydeligt ja. Jeg havde længe vidst, at Chr. U. Hansen var med i den illegale organisation, så jeg var kun glad for også at komme med. Resultatet af vor samtale blev at oprette en gruppe i Farsø, og vi skulle modtage våben ude på en hede, som var blevet godkendt til dette.

Vi kom først rigtig i gang i februar 1944. Vi stod i forbindelse med grupper i Aars og Ranum. De tre grupper skulle have våben en aften i februar 1944, men det blev kun Aarsgruppen, der modtog noget, hvilket senere viste sig at blive årsag til deres henrettelse, og at vi ikke modtog noget resulterede i, at tre af os havnede i tysk fangenskab. I midten af marts måned sker det skæbnesvangre, at en mand fra Aarsgruppen drikker sig fuld i Aalborg, taler over sig til en stikker der er til stede, og alle tre grupper optrevles af Gestapo.

På dette tidspunkt var jeg på et kursus i Århus og blev der anholdt af Gestapo den 1. april 1944. Efter at have siddet i Århus nogle dage blev jeg ført til Aalborg for at blive afhørt. Senere blev jeg ført til Horserød og derfra til Vestre Fængsel. Efter at have været til forhør og domsafsigelse på Dagmarhus, som lød på 8 års tugthus, blev jeg den 8. juli sendt med transport til Tyskland. Rejsen gik over Gedser til Kiel, hvor jeg sad en uge, derfra til Hamburg. Fra Hamburg gik turen videre til Lübeck for til sidst at havne i Dreibergen. Der ankom jeg til den 17. juli og sad til den 18. november. Tiden gik med at løse knuder.
 
 
 Jens Erik Ingvordsen: Dreibergen
 
 Den 18. november om eftermiddagen kom der en vagtmester op til mig i cellen, hvor jeg sad, og spurgte mig, om jeg ville arbejde. Ja, for der var kommet besked fra Berlin, hvor de havde opdaget, at jeg var blikkenslager. Jeg skulle sendes et sted hen, hvor de havde brug for mig. Vagtmesteren betragtede mig nøje, hvorefter han sagde på gensyn i morgen. Hvad denne mønstring skulle betyde, kunne jeg ikke rigtig forstå, men løsningen kom den næste dag. Jeg blev senere hentet til hausfatter, hvor jeg fik mit civile tøj og de få ejendele, jeg havde, udleveret og blev så stoppet ind i en celle nær vagtstuen. Jeg var nu klar over, at jeg skulle på transport inden længe – det værste ved det hele var, at jeg ikke fik sagt farvel til kammeraterne, for det var jo ikke sikkert, vi skulle ses mere. Da det blev aften, kom der en franskmand ind til mig, og jeg kunne forstå på ham, at han også skulle sendes ud at arbejde; men hvorhen vidste han ikke. Vi lagde os til at sove for at være udhvilet til rejsen, som sædvanligvis foregik omkring midnat. Vi blev ikke vækket førend tidligt næste morgen. Samtidig med, at der blev stukket os nogle skiver brød ud, kom der en nordmand ind til os, som også skulle på transport. Han var mekaniker og hed Rolf Vestergaard. Når jeg nu skriver denne beretning, vil han ofte blive nævnt, for de kommende tre måneder kom vi til at gennemgå meget sammen, og det er til en vis grad hans skyld, at jeg kan nedskrive dette nu.

Kort efter blev vi hentet ud, og den vagtmester, som var inde hos mig dagen før, stod og ventede på os. Det viste sig, at det kun var os tre, der skulle ud at rejse med denne vagtmester. Han havde været rundt at se på os for at konstatere, at vi ikke var ”stor-forbrydere”, så han ikke turde rejse med os. Det viste sig, at Rolf kendte ham fra værkstedet, hvor han havde arbejdet. Rolf og jeg blev straks gode venner – nærmest på grund af vor indstilling over for tyskerne og vor nordiske nationalitet.

Nu begyndte en rejse for fanger, som var højst mærkelig. Vi travede sammen med vagtmesteren, først hjem til hans privatbolig. Han skulle hjem med sin cykel og have en madpakke med på rejsen. Vi stod og talte sammen – hvilken lettelse at komme ud fra dette helvede, hvor man havde tilbragt nogle forfærdelige måneder. Så kom vagtmesteren, og vi begav os til stationen. Han købte billetter til os alle fire til en by, som hed Stuhm, og den lå, som jeg senere opdagede, ca. 50 kilometer øst for Danzig. Vagtmesteren holdt selvfølgelig øje med os, men han var noget slesk for at få os med med det gode – hvis vi ville, kunne vi jo godt have stukket af, men vi havde kun chancer for at blive fanget af andre tyskere og ført tilbage til fængsel. Under rejsen, som foregik med ordinært tog, gik det ganske godt. Vi fik tobak af vagtmesteren, ja selv en skive brød nedlod han sig til at give os. I Stettin skulle vi skifte tog, og der var vi nær blevet væk for hinanden. Rolf havde en stor kuffert med, og den var jo ikke nem at komme frem med, men vi fandt hinanden – til stor lettelse for vagtmesteren. Vi kom med toget til Danzig, hvor vi igen skiftede og kom til Stuhm ved midnat. Under den sidste del af rejsen havde det været meget koldt, og det var begyndt at sne, så vi var noget forkomne, da vi steg ud.

Vagtmesteren vidste ikke, hvor fængslet lå, hvor vi skulle til, så han måtte spørge sig frem, inden vi forlod stationen, bad han os gå med ind i restauranten, som hørte til stationen, for så ville han give os kaffe, inden vi skulle til fængslet. Det var nu blevet så sent, at de ikke serverede mere, men vi kunne få et glas øl, og det fik vi. Det er den mest mærkelige eller rettere latterlige situation, jeg endnu har været ude for: tre fanger sidder og drikker øl med vagtmesteren, som om lidt vil føre os i fængsel. Måske for sidste gang er man ude i det fri. Nok om det. Vi begav os af sted for at finde fængslet. Der var nu blevet en uhyggelig snestorm, så vi var nærmest glade, da vi endelig fandt fængslet. Vi blev nu afleveret til vagten tillige med vore papirer, vi sagde farvel til vagtmesteren, som nu havde sendt os ud i nye trængsler og prøvelser; men vor store trøst var, at vi skulle arbejde, en mærkelig trøst; men én, der har siddet indespærret i lang tid, vil finde en stor lettelse ved at komme til at arbejde. Vi blev nu stoppet i hver sin celle for så næste dag at aflevere vort civile tøj og blive iført fangedragt – ikke en så uhyggelig, men almindeligt arbejdstøj. Vi var så heldige at komme sammen alle tre i én celle. Om eftermiddagen blev vi ført til chefen for fængslet. Da han havde set os, spurgte han, hvorfor vi var kommet her. Vi så noget på hinanden og svarede: det vidste vi virkelig ikke. Han spurgte da om vore straffe, og det var henholdsvis 8, 6 og 4 år. Så nærmest skreg han enecelle; men så forklarede Rolf, hvorfor vi var straffede og fortalte, at han havde siddet som fange i tre år. Chefen gav sig så til at se vore papirer igennem og blev da klar over, at vi var kommet for at arbejde. Da vi skulle arbejde på samme værksted, fik vi lov at bo sammen. Franskmanden hed Chabre og var elektrosvejser, og vi kom vældig godt ud af det sammen. Næste dag kom vi så over på værkstedet sammen med de andre fanger. Det viste sig nu, at der rundt i hele fængslet var bygget store værksteder. Særlige autoværksteder, hvor der blev fremstillet dele til flyvemaskiner og en lille ammunitionsfabrik. Rolf og jeg blev anbragt i blikkenslagerværkstedet, hvor vi hovedsagelig klippede ud i bilerne for anbringelse af generatorer.
 
Det var jo en fryd at se tyskerne ty til dette drivmiddel. På værkstederne, som vi snød os til at gå rundt at se på, traf vi folk fra 13 forskellige nationer. Rolf var den eneste nordmand, og jeg den eneste dansker. Der var mange franskmænd, hollændere og belgiere. Der var i alt ca. 500 mand, som arbejdede på disse værksteder. I fængslet var godt 2.000. Foruden fangerne, som arbejdede der, var der nogle franske civilearbejdere, som var blevet tvunget dertil, men som boede ude i byen i nogle barakker. Dem kom Rolf og jeg snart i kontakt med og fik på den måde besked om, hvad der foregik ude i verden. Også på en anden måde hjalp de os – og vi dem. Det var særlig til jul, der blev gang i den sorte handel og arbejde. Det var for det meste Rolf, der sluttede handlerne og mig, der udførte arbejdet. Når mestrene ikke var til stede, havde jeg vældig travlt med at organisere materialer og fremstille kageforme, askebægre og cigaretetuier m.m. Dette fik så franskmændene, som de solgte ude i byen for brød og tobak, som vi så fik vor andel i, og det skal siges, at de var meget lige overfor os. Ikke en eneste gang blev vi snydt. Til jul havde vi opsparet fra vor handel to rugbrød, en sandkage og rigelig tobak til hele julen.

Da vi kom derop, var det begyndt at blive småt med materialer, og lidt arbejde blev der jo lavet i forvejen, så det var ikke mange biler, der kom ud fra værkstedet. Jeg kan f.eks. fortælle, at der kom en ambulance til reparation, og den skulle klargøres snarest muligt – det vil sige ved forenede kræfter lykkedes det os at trække det ud en måned, inden den kunne køre igen. Vor arbejdsdag var fra kl. 6 morgen til kl. 7 aften undtagen om søndagen, hvor vi sluttede kl. 14.Maden var en smule bedre end i Dreibergen; men her skulle vi jo også til gengæld arbejde lidt. Der var ikke meget med renlighed. Jeg var i bad én gang i den tid, jeg var der, og fik rent tøj to gange. Selvfølgelig blev man jo befængt med utøj i lange baner, og særlig slemme var lusene. Vi havde gjort det til en regel hver aften, når vi kom op, at trække af alt tøjet og så knække alle de lus, vi kunne fange, og hver gang var vore tommelfingre oversprøjtet med blod, og så kunne der endda komme nogle til live, når vi kom ned under tæpperne og fik det varmt.

Julen, jeg tilbragte der, var den mærkeligste, jeg endnu har oplevet. Vi holdt med at arbejde kl. 14 juleaftensdag og tog så fat igen anden juledag. Der var rejst et juletræ inde i fængslet, og om aftenen blev der tændt lys i træet. Der var nogle tyskere, som sang salmer, medens vi stod oppe på cellegangen og fulgte begivenhederne. Første juledag var der gudstjeneste i kirken, som i den anledning blev gjort ren. Der blev flettet kurve i den til daglig. Rolf og jeg gik ned til gudstjenesten nærmest af nysgerrighed. Det, der blev sagt, kan siges med få ord: Vær tilfreds med det, du kan få, bestil alt det, du kan, og så skal Tyskland nok vinde krigen. Det var nu ikke det, vi forstår ved en juleprædiken.
 
Alt imens vi gik her og drev rundt, havde russerne gjort god fremgang, hvilket vi fik at vide fra nogle arbejdskommandoer, som hver dag var ude og grave skyttegrave for hæren. Spændingen blev større og større, og på vagtmesteren kunne vi nu også mærke det. Midt i januar blev der givet ordre til, at de maskiner skulle gøres klar til at sende bort. Natten mellem den 22. og den 23. januar måtte vi arbejde på nogle kærrer, som skulle bruges. De blev nu ikke gjort bedre end højst nødvendig. Resultatet viste sig også senere at være godt. Den 23. var der vild panik – hele byen skulle evakueres. Alle de maskiner, der blev sendt bort, og det var ikke mange, blev slået i stykker. Fangerne fik deres civile tøj udleveret og skulle gøre sig klar til en længere marchtur den næste dag. Vagtmestrenes familier blev sendt bort med lastbiler – de selv skulle følge os. Næste dag begav vi os så på turen. Vi blev sendt af sted i hold på hundrede med fire af de kærrer, vi havde lavet aftenen forud, læsset med proviant. På hovedvejene måtte vi ikke komme, for der flygtede værnemagten, så der var kun bivejene til os. Der lå en god halv meter sne på jorden, og hundekoldt var det. Det frøs 10-12 grader, så det var ikke meget, det gik frem, og bestemmelsesstedet for den dag blev selvfølgelig ikke nået, men vi måtte overnatte i en lade til en tilfældig gård. Næste dag måtte vi jo på den igen, og nu begyndte vanskelighederne. De ældste af fangerne kunne ikke følge med, kærrerne gik i stykker en efter en, så provianten måtte nu deles mellem fangerne. Vi kunne nu høre kanontordenen i det fjerne, og af og til så vi en russisk flyvemaskine. Nu skal jeg love for, at Rolf og jeg var tilpas. Humøret var højt. Bøndergårdene, vi kom forbi, var ved at blive evakueret, og på vejene var der fyldt med flygtninge. Da var det, at Rolf og jeg talte om at flygte fra kolonnen og blive tilbage på en efterladt gård og blive der, til russerne kom. Vi havde på det tidspunkt 6 rugbrød gemt i Rolfs kuffert, så nogle dage kunne vi da holde det ud. Vi begyndte nu at sakke bagud og foregive, vi var trætte. Den dag var der to fanger, som ikke kunne følge med og var blevet ladt tilbage. De blev frataget deres mad, så de var sikre på, de nok skulle sulte eller fryse ihjel. Vor flugt, var vi klar over, skulle være, inden vi nåede Weichselfloden. Kom vi først derover, var der ingen håb om, at vi kunne komme over til russerne. Vi prøvede de næste dage, men uden held. Vagtmestrene havde fået øje på os to med kufferten, som vi bar imellem os på et kosteskaft. Vort bestemmelsessted var pr. Stargard, men da vi nåede dertil, var byen allerede så stærkt truet af russerne, at også denne by måtte evakueres. Så der var vi kun én dag – så måtte vi ud at trave igen.
 
I de næste dage, vi marcherede, startede vi kl. 8 morgen og blev ved til kl. 20-21 om aftenen, ligesom vi nu var heldige med at finde en gård, hvor vi kunne overnatte. Jeg skal love for, vi var trætte, når det var aften, men værst var det næsten om morgenen, for fødderne var så ophovnede fra dagens march, at det voldte vanskelighed at få mine sko på, og galt blev det, når jeg begyndte at gå. Der var intet andet at gøre end at følge med, hvis da ikke man ville risikere livet. Efter halvanden dags march kom vi så til byen Könitz, der skulle vi se at finde et fængsel, hvor vi kunne stoppes ind; men om forladelse: et sådant fandtes ikke – der var kun en retsbygning, hvor Gestapo havde holdt til. De var allerede flygtet til befolkningens store harme, men sådan var de jo. Vi rykkede ind der. Vagtmestrene tog de private kontorer i besiddelse og overlod fangerne retssalen. Vi havde det meget rart der. Vi fandt brændsel i kælderen, fyrede op i en stor kakkelovn, som var der, fandt noget rugbrød frem, som vi havde med fra pr. Stargard, og faldt i søvn. Nogle på tilhørerpladserne og andre på og under skranken, de særlig heldige i de store stole, hvor dagen i forvejen de store nazisvin havde præsideret. Om morgenen, da vi vågnede, var der vild panik i byen. Vagtmestrene for ud for at høre de nye rygter, og da de kom tilbage, var de til at købe for en skilling. Nogle af dem græd og jamrede: hvor er min kone og børn. Kommer russerne og ser mig i den uniform, bliver jeg skudt – og i den dur lød det. Andre bandede og råbte om, at vi skulle gøre os klar til at gå videre. Nogle af fangerne svor, at de ikke kunne gå videre af træthed, nogle fik bank, og én blev skudt. De skulle, som de kunne lyne og bande, nok få os af sted. Jeg havde nu ikke særlig travlt, og det havde Rolf heller ikke. Vi følte os godt tilpas og syntes, der var noget af den rigtige stemning. Vi var kun 65 mand, da vi endelig fik startet. Resten var flygtet eller var døde de foregående dage.
 
Denne dag kom jeg ud for den største oplevelse på turen, ja, først så vi, da vi kom uden for byen en stor flyveplads, hvor der nok var indesneet mindst et halvt hundrede flyvemaskiner. Længere henne ad vejen traf vi sammen med flere hundrede engelske krigsfanger, som også var på transport, men under meget lidt bevogtning. Rolf, som kunne tale engelsk, kom snart i forbindelse med dem, og vi slog nu følge med dem. De skulle til samme by som vi, nemlig Neustettin. De bød os cigaretter, men ikke førend de var klar over, at det var en nordmand og en dansker, de var sammen med, og hvorfor vi var der. Da de havde fået det at vide, var de straks meget venlige. Jeg skal love for, at sådan en god cigaret, de havde givet os, kunne stramme op. De havde hele tiden fået tilsendt Røde Kors-pakker, som var dem en stor hjælp. Vi var nu kommet helt bort fra vor kolonne og holdt os nu til dem. Senere på dagen gjorde vi holdt, tændte bål, smeltede lidt sne i en konservesdåse, og der blev nu lavet varm mælk ved hjælp af noget tørmælk, som englænderne havde. Det gjorde godt i den kulde – man kvikkede vældig op. Denne dag nåede vi ikke frem, så vi gik sammen med englænderne ind på en gård og fik ved hjælp af nogle tyske vagtmestre lov at sove i laden, hvor der i forvejen var nogle flygtninge. Englænderne tændte, trods forbud, et lille bål på gulvet, lavede the og serverede mig the og kiks med ost. Jeg var den aften meget sløj. Om morgenen gik englænderne tidligt efter at have sagt farvel til os – deres transport skulle af sted.
 
Vi var nu os selv og tænkte: nu haster det ikke mere. Da vi endelig kom ud, mærkede vi snart, at vi ikke kunne holde ud at gå, så vi prøvede at komme med en lastbil. Det lykkedes, så vi kørte hele vejen til Neustettin, blev læsset af uden for byen. Så skulle vi se at finde de andre, for det var det eneste sted, hvor vi kunne få mad. Vi spurgte om vej til fængslet og fandt det og vore fangekammerater. Hele holdet var nu skrumpet ind til ca. 40. Resten var faldet fra den sidste dag. Vagtmestrene var nu endelig blevet klar over, at det ikke kunne nytte at drive os frem, for så fik de jo ingen med til et fængsel, som ikke var truet af russerne. I løbet af dagen kom der ordre til, at de skulle se at føre resten af fangerne til Dreibergen – altså den by, jeg var kommet fra, og det var jeg jo glad for, for så var jeg sikker på at træffe mine kammerater igen. Da der nu ikke var nogen, der kunne gå længere, så vagtmestrene ingen anden udvej end at få os med et tog. Der gik kun nogle få tog med flygtninge, og med et af dem kom vi – men kun fordi vi blev indskrevet som udenlandske civilarbejdere. Vi fik pålæg om ikke at sige, at vi var fanger, for så ville både vi og vagtmestrene blive smidt ud. Nu begyndte en togrejse, som jeg sent glemmer. Vi havde nu vandret i syv dage og mente nu, at når vi kom med toget, kunne rejsen snart få en ende, men deri tog vi fejl. Med toget var hovedsagelig kvinder, børn og ældre folk. Toget kørte kun ca. 25 km. om dagen eller rettere i døgnet, så det blev en lang besværlig rejse i de syv døgn, den varede. Jeg havde kun en lille siddeplads, som jeg havde besvær med at holde, da toget selvfølgelig var overfyldt. Der spiste jeg mit rugbrød, sov og forlod kun pladsen for at forrette et nødvendigt ærinde.
 
Da der var gået to dage, havde hverken vagtmestrene eller vi mere mad, så nu måtte vi selv til at sørge for det. På hver station, hvor vi holdt, kom der nogle folk med mad til flygtningene. Det vil sige, det var den sædvanlige suppe, som alle, der har været i Tyskland, kender, og den var der jo ikke meget ved. Det var også yderst beskedne portioner, der blev udleveret. På en station opdagede vi, at der blev udleveret rationeringskort til flygtninge, og de gjaldt i otte dage. Med en evne, vi efterhånden havde fået til at organisere, var vi nogle stykker, der havde fået fat i et rationeringskort. Nu var det så penge, der skulle skaffes, men dem fik Rolf og jeg af en tysk fange. Det var en soldat, der var deserteret, så vi betragtede ham som værende på vort parti. Nu var sagen jo klaret, mente vi. Nu kunne vi få mad til mange dage, men som det som regel altid går, blev vi også skuffet her. Da vi havde købt på alle mærkerne og havde spist to måltider, var der ikke mere tilbage. På en anden station lavede vi et andet nummer. Her opdagede vi, der var en kantine, hvor der blev serveret gratis mad for medlemmer af værnemagten. Rolf sagde straks: her må gøres noget, og vi lånte vor tyske vens soldaterkappe, som han havde fået lov at beholde til den lange vandring. Så skiftedes vi til at låne den og gå hen at få mad. Det blev opdaget, men vi nåede at gemme os i toget i den panik, der opstod, så de ikke kunne finde os.
 
Til slut en oplevelse, der viser, hvordan en tysker virkelig er. På en station kom der en tjekkisk fange hen til vore vagtmestre og spurgte, om han ikke måtte blive hos dem og få lidt mad. Jeg havde set ham i fængslet oppe i Stuhm. Han havde været med i en anden kolonne, men var blevet tilbage her. Vagtmestrene skældte ham ud og sagde, at det kunne de virkelig ikke tage sig af. Han blev ved at plage dem, hvilket resulterede i, at de smed ham ud. Dagen efter kom han igen. Han måtte jo være gået ind i en anden vogn og på den måde være kommet med. Han var nu syg, kunne jeg se, men han blev smidt ud igen og drevet langt ud på markerne, så nu troede vi ikke, vi så ham mere. Næste morgen, efter at vi havde kørt 20 km. om natten, da lå han uden for vores vagon og var død. Vagtmestrene tog nu og smed ham ind mellem nogle træer, og der lå han som en klump kød, for alle i toget skulle da se ham – både børn og ældre. Tyskerne sagde: ”Nå skidt, det var jo kun en tjekke”.

Den 7. februar kom jeg så til Dreibergen igen – hvor Rolf fik det lavet således, at vi fik lov at blive i Dreibergen, de øvrige blev sendt videre. Så sad jeg som tovarbejder og løste knuder til den 13. april, da Røde Kors-bilerne hentede os danske og svenske og kørte til Neuengamme. Svenskerne havde da fået lov at sende os til Sverrig. Vi blev afhentet den 20. april og kørt til den svenske lejr, hvor jeg sov i skoven om natten. Om morgenen kørte vi så til Møgelkjær ved Horsens. Fra Horsens rejste jeg da til Nyborg og med færge til Korsør, hvor vi sov i toget om natten og fortsatte med toget til København og derfra videre den 25. til Helsingør. Med færge til Helsingborg, indskrevet og fotograferet, afluset og vasket, og så gik rejsen til Ramløse, hvor jeg ankom 28. april om aftenen.
 
”Bor i villa Begonia og får min finger og bylder plejet af danske læger. Operasangerinde Alice Terp er sygeplejerske her”. Efter at være ekviperet og rekreeret rejste jeg derfra den 7. maj og var endelig hjemme 9. maj efter at have været fange i 13 måneder.
 

Nogle af gruppens medlemmer med fruer - mødes til middag på Farsø Hotel 1946. Bageste række fra venstre: Hilmar Larsen, Axel Sonne, Alfred Saabye, Vagn Kjær, Johannes Saabye og Knud Malthe Poulsen. Siddende på stole: Inger Vestergaard, Sinne Jacobsen (datter af Martin Jacobsen), Ingeborg Sonne, Birthe Saabye (gift Sonne), Rigmor Saabye og Hedvig Poulsen. Siddende på gulvet: Ejnar Vestergard og Bent Sonne.


Hilmar Larsens notatbog 1944:

26. maj: Ført fra Horserød til Vestre fængsel; boet sammen med kroejer Fiil,                        Hvidsten kro og 12 andre samt to fra Stoholm.
27. maj: Fotograferet på Dagmarhus, skrevet levnedsforløb.
19. juni: For krigsret.
20. juni: For krigsret og dømt 8 års tugthus. 8 dødsdomme.
22. juni: De 8 dødsdomme eksekveret
27. juni: Brev fra Else – 3 livsvarig af Hvidsten-gruppen.
28. juni: Besøg af Else.
29. juni: Besøg af far.
30. juni: Afsendt brev til Else. Generalstrejke.
 1. juli:   Ingen vand. Brev tilbage (Østberg).
 2. juli:   Stadig ingen vand. Utilpas. Brød.
 3. juli:  Vand, levet på vitaminpiller de sidste dage, ingen middagsmad,                                 sulevælling til aften.
  4. juli:  Middag 14.30. Cigaret:. Nord state.
  5. juli:  Besøg af Else. Endnu ikke normal forplejning. 13 mand i cellen.
  6. juli:  Meget varmt. Ikke syge. 10 kr.
  7. juli:  I bad.
  8. juli:  Afrejst til Kiel kl. 4. Middag på færgen Gedser-Warnemünde.                                     Ankomst til fængsel kl. 24.
  9. juli   De er strenge her, ingen vand. Byen er blevet bombarderet for 3                                dage siden.
10. juli:  Ved godt mod. Røget. Lagt kabale. Cellen lille. Dårlig mad. Knud og                         Jens bor hver sin side.
 11. juli:  Afleveret private sager, ikke det  jeg går i. Fået en bog at læse i. Jeg                     skal bone guld hver dag og pudse zink.
 12. juli: Brødet ikke muggent i dag. Barberet. Transport i morgen.
 13. juli: Fra Kiel til Hamburg til Lübeck. 12 mand danske i en celle i                                       fangevogn.
 14. juli: Fra Lübeck i fangevogn.
 
 
 
"Rød Patrulje"  fotograferet d. 12. maj 1997 i Mindelunden i Farsø.                                                        Fra venstre: Rudolf Stougaard, Hans Lundsgaard, Jørn Sonne, Hilmar Larsen og Bent Sonne.
Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn | Torvet 1, 9640 Farsø  | Tlf.: 24 85 12 70 | lafarsoe@gmail.com