Lokale Historier / Det farlige liv
 
 
Jernbanen

Det farlige liv

  
Livet på landet har altid været farligt. I dag er landbrugserhvervet det erhverv, der har flest dødsulykker, hvilket skyldes de store maskiner og den megen teknik. Men heller ikke tidligere har det været ufarligt at leve på landet, hvilket følgende eksempler fra Ertebølle i perioden ca. 1880-1950 giver et lille indblik i.
Eksemplerne er i vid udstrækning hentet fra Løgstør Avis, som i det hele taget giver et godt indblik i dagliglivet i stort og småt.

Et af de helt store faremomenter var ilden. De fleste bygninger var brandfarlige, og ofte lå de tæt. Opvarmning, madlavning og belysning skete udelukkende ved hjælp af ild. Man havde kakkelovne, bageovne og komfurer, der blev fyret op med brænde eller tørv, og lyskilden var en eller anden form for levende lys. Det var bestemt ikke ufarligt.

En lørdag aften i oktober 1933 var husmand And. Christensen i Ertebølle gået i stalden, og mens han var på loftet efter hø til kreaturerne, væltede den lygte, han havde stillet fra sig på ladegulvet. Brandvæsenet fra Farsø nåede først frem, da ilden var gået ud af sig selv, men da var hele høsten og alle maskiner brændt. Heldigvis lykkedes det at redde stuehuset og alt levende.(1)

Når man skulle vaske, fyrede man op i gruekedlen. Det gjorde man også i hos fisker Søren Poulsen i Ertebølle i sommeren 1898, men der faldt nogle gnister ned i noget lyng, og hele huset brændte ned. Det lykkedes dog at redde hovedparten af indboet – og såvel ejendom som løsøre var heldigvis forsikret.(2) 

Også Marie Lund, der boede alene i et lille hus på Ertebølle Hede, havde sin brandforsikring i orden. Hun havde en fredag i november 1901 været i gang med at bage og vågnede ved midnatstid ved, at det brændte. Den gamle dame på 79 år skyndte sig hen til sin nærmeste nabo, som løb med hende tilbage og fik reddet noget af hendes tøj.(3) 

Bageovne kunne i det hele taget være farlige. I Jens Peter Jensens hus på Ertebølle Mark var husmoderen en sommermorgen i 1903 i gang med bagningen, da naboen pludseligt kom styrtende for at fortælle, at der var ild i huset. Husets beboere ville ikke rigtigt tro på det, men da taget umiddelbart efter stod i lys lue, måtte de give naboen ret. Hele huset brændte ned, men det lykkedes at redde det meste af indboet. Familien var lige flyttet ind, og huset var så lavt forsikret, at ejeren led tab ved branden.

Ilden var formentlig opstået ved, at gnister fra den revnede ovn havde antændt en hønserede, der var anbragt på selve bageovnen.(4) 

Da man skulle tænde op og tænde lys, havde man selvfølgelig tændstikker liggende inden for rækkevidde – og tændstikker og ild har altid været spændende for børn. Det var de også dengang.

I sommeren 1893 brændte Chr. Hansens hus i Ertebølle, efter at et barn ”ved uagtsom omgang med tændstikker” antændte en stak, hvorfra ilden bredte sig videre til huset. Huset brændte ned til grunden sammen med alt indbo – og kun med nød og næppe lykkedes det at redde et spædbarn ud af det brændende hus. Beboerne mistede alle deres ejendele, men som avisen konstaterede, ”at de havde assureret er dog en lykke i ulykken”. (5)

Men det var ikke blot tændstikker i børns hænder, der kunne blive farlige. I begyndelsen af 1950erne havde Søren Albert og Mary Nielsen på Nørgård taget en københavnsk feriedreng til sig. De lokale børn var ikke videre begejstret for ham, da han var stor i slaget og bandede en del. En oktober-dag kastede han en tændt stjernekaster op på stråtaget på Nørgård – man fik hurtigt ilden slukket ved at smide et par spande vand på, men et par timer senere viste det sig, at der havde ligget gløder og ulmet. Nu stod taget i lys lue. Kohuset brændte først ned, men heldigvis var det lykkedes at få kreaturerne ud. Oven på hvælvingerne til stalden brændte hele høhøsten og alle tørvene – og i laden brændte årets høst og alle maskinerne. Kun stuehuset lykkedes det at redde. Brandvæsenet fra Farsø kom, men deres slanger var ikke lange nok, så de var ikke meget bevendt. Først da brandvæsenet fra Løgstør nåede frem med en flunkende, ny brandbil og otte mand, blev kom der gang i slukningsarbejdet. De tre brandslanger blev fordelt til høet, laden og kostalden, mens man med en håndsprøjte fik slukket ilden i elmasterne, så man kunne kappe el-ledningerne. Da branden var slukket, stod kun stuehuset tilbage, resten var brændt. Kreaturerne blev opstaldet rundt omkring hos naboerne. Efter den dag kom der ikke flere københavnske feriebørn til Ertebølle. (6)

Under branden var der i øvrigt dukket en pæn herre op, som fulgte gårdejeren rundt, mens han forsøgte at redde, hvad reddes kunne – det viste sig at være en mand fra kriminalpolitiet. Forhøret blev dog hurtigt overstået, da det viste sig, at der intet kriminelt var ved branden. Branden gav dog Albert Nielsen et økonomisk knæk, så i 1955 solgte han gården og flyttede til Ranum. (7)

En sommermorgen i 1935 sad husmand Søren Christensen og hans familie ved morgenkaffen, da der pludseligt lød et voldsomt brag, og der blev mørkt i stuen, som samtidig blev fyldt med røg. Ægteparret og deres to børn samt endnu en person kom helskindede ud i det fri, men kun for at se, at hele ejendommen var omspændt af flammer, og at stråtaget var skredet. Det lykkedes i sidste øjeblik at få dyrene ud, men en gris var blevet så medtaget, at man var nødt til at aflive den.

Det blæste stærkt, så det var ikke muligt at slukke ilden, og i løbet af kort tid var det hele forvandlet til en rygende askehob, hvor kun de nøgne mure ragede op. Indbo, maskiner, avl og redskaber brændte.

Politiet undersøgte brandårsagen, som man mente skyldtes en utæthed i skorstenen.(8) 

Det viste sig ganske rigtigt, at brandårsagen var en utæthed i skorstenen, så Søren Christensen måtte stille i retten i Løgstør, sigtet for overtrædelse af brandpolitiloven. Han indrømmede, at brandkommissionen havde givet ham påbud om, at han skulle udbedre en utæthed ved skorstenen, men han havde fået henstand til 1. september. Imidlertid brændte huset 2. maj. Dommeren afgjorde sagen med en advarsel.(9) 

Datidens trækkraft var heste. Man brugte heste til markarbejdet (hvis man da ikke brugte stude) - man brugte heste til at ride på, når man skulle langt (ellers gik man) – man brugte heste til at spænde for vogne, hvad enten det var til transport af varer eller mennesker. Der var kort sagt masser af heste. Heste er store dyr, der kan finde på at sparke eller blive forskrækkede og løbe løbsk – eller der kan opstå problemer med seletøjet, der måske ikke var helt så stærkt, som man havde regnet med.

Den slags ulykker skete også i Ertebølle.

I november 1897 kørte gårdejer Niels Sørensen (Brygger) fra Ertebølle med sin kone og to små sønner til Stistrup for at besøge svigerfaderen Kr. Andersen. Men da de kom til Strandby, gik seletøjet i stykker, så hesten løb løbsk og drejede ned ad en mindre vej med det resultat, at vognen væltede i grøften, og alle blev slynget ud af den. Niels Sørensen (Brygger) slog ryggen alvorligt, men værre gik det med den ældste af sønnerne, Søren på 4 ½ år, som fik så alvorlige kvæstelser i hovedet, at han døde nogle timer senere. Det var en særdeles fremmelig lille dreng, som ikke bare forældrene, men også mange andre sørgede over.(10) 

Børn havde dengang et meget friere liv, hvor de fik lov til at færdes på egen hånd. Desuden deltog de meget tidligt i arbejdet både i hjemmet og hos andre, og de var derfor også mere udsatte for ulykker, end nutidens børn er.

I foråret 1889 fulgtes den syvårige Karen Marie, der var datter af bestyrer Niels Pedersen på Støddesholm, med to andre små piger fra Ertebølle ud til en sandgrav for at hente sand. Karen Marie gik så langt ind i under en brink, hvor der var gravet sand, at det hele styrtede sammen om hende. Den ene af de to andre piger satte sig ned ved siden af hende og græd, mens den anden styrtede hjem efter sin mor. Der var igen beboere i nærheden af sandgraven, så da hjælpen nåede frem og den lille pige blev gravet frem, var hun død.(11) 

Vand har altid haft en stor tiltrækningskraft på børn, og selv om børn i Ertebølle var vokset op med respekt for vandet, kunne det sagtens gå galt. En vinterdag i 1895 havde tre små drenge på 9-10 år fået fat i en pram, som de morede sig med at stage frem og tilbage langs kysten. De havde imidlertid ikke været opmærksomme på, at der var fralandsvind, og pludseligt var de kommet så langt ud, at de ikke kunne nå bunden med deres stage, så de drev over mod Salling. Heldigvis kom Niels Jacobsens søn Anders i det samme ned på stranden for at se til sin båd, og han opdagede, at der var noget galt, så han skyndte sig at sætte en anden pram i vandet og roede af fuld kraft efter de nødstedte. De tre ungersvende havde ikke så meget sejlererfaring, at de havde sanset at holde stævnen mod vinden, så båden var halvt fyldt med vand og synkefærdig, da Anders Jacobsen nåede frem i sidste øjeblik. Han fik de tre ungersvende over i sin båd, men han havde roet så kraftigt til, at han havde knækket den ene åre, så han måtte drive til den anden side, hvor han kom velbeholden i land med børnene. Imidlertid var der blevet uro hjemme i Ertebølle. Forældrene syntes, at drengene blev væk lidt for længe, så man begyndte at lede efter dem og opdagede, at der manglede ikke bare én, men to pramme. Folk blev meget forskrækkede, men det hjalp dog lidt på skrækken, da man fandt ud af, at også Anders Jacobsen var væk. Nogle unge fiskere fik sat sejl på en båd og sejlede mod Salling, hvor de fandt de skibbrudne i god behold, selv om de tre ungersvende var både forkomne og forskrækkede. Ved sengetid var alle tilbage i Ertebølle, og glæden og lettelsen var stor. Det var heldigt, at det ikke gik værre, for det var ikke bare almindeligt blæsevejr, det var kuling – og den nærmeste kyst var ca. en mil borte. Avisens konklusion var, at de tre drenge nu forhåbentlig havde fået så megen kulde og forskrækkelse, at de foreløbig ville holde sig på de tørre! (12) 

Anders Jacobsen fik i øvrigt et par måneder senere Redningsmedaljen for sin indsats.(13) 

Men heller ikke for voksne var Limfjorden ufarlig.

Ud for Ertebølle Sønderstrand lå der store mængder kampesten, og i sommeren 1884 lå to mænd med en lille skude ud for Ertebølle ved ”søndre Bjergnæse” for at fiske kampesten op. De havde nogle små pramme med, så de kunne gå helt ind til kysten efter kampesten, som de lastede i prammene og sejlede ud til skuden med. Uheldigvis havde den ene af mændene fyldt sin pram alt for meget med det resultat, at den pludseligt sank ude ved skuden, og til trods for den ringe vanddybde lykkedes det ikke den anden mand at redde kollegaen, så han druknede. Folk fra Ertebølle blev hidkaldt, og man fandt hurtigt liget af den druknede, der boede i Skive og lige var blevet gift.(14) 
 


Nogle gange var det dog almindelig uforstand og mangel på omtanke, der fik det til at gå galt. En dag havde tjeneren på Restaurant Bjerget Henry Larsen og lærer Jensens søn Bjarno aftalt, at de skulle ud at sætte fiskegarn. De havde lånt en norsk jolle, og selv om det blæste godt, så der var skum på bølgerne, mente de nu nok, at de kunne klare det – til trods for at Kran Storgaard havde sagt til dem, at de var tossede at gå ud i sådan et vejr. Det lykkedes dem at komme ud over revlerne, og Bjarno begyndte at sætte garnene. Pludseligt kom der en kæmpe bølge, så Bjarno smed nettene fra sig i én stor klump og klamrede sig til rælingen for ikke at blive skyllet udenbords. Lige efter kom endnu en kæmpe bølge, som fyldte båden halvt med vand, og den ene åretold knækkede af, da Henry Larsen forsøgte at holde båden op mod bølgerne. Bjarno kravlede hen til ham og lagde sin ene arm ud, så Henry Larsen kunne støtte åren mod den – og på den måde fik han båden til at drive ind mod land. Vind og strøm bragte dem hurtigt i land – en forskrækkelse og en erfaring rigere.(15) 

Limfjorden er i det hele taget ikke til at spøge med. Den kan se både fredelig og idyllisk ud, men det kan hurtigt blæse op, og fjorden er bestemt ikke ufarlig. Tidligere var der meget fiskeri i Limfjorden – og for en meget stor dels vedkommende med små både. Megen trafik foregik også over vandet, hvilket ofte var både hurtigere og nemmere end at benytte det ikke voldsomt udbyggede vejsystem.

Det var måske også derfor, at man i Ertebølle i 1899 havde planer om at anlægge en havn i Ertebølle. I hvert indsendte nogle beboere i februar en ansøgning til sognerådet om et bidrag til opmåling og tegning til en trafikhavn og fiskerihavn ved Ertebølle. Beboerne mente at de selv ville kunne indsamle 100 kr. til formålet. Sognerådet har åbenbart fundet ansøgningen noget vidtløftig, i hvert fald kunne der ikke bevilges noget, før sagen var bedre belyst (16). Hermed døde sagen åbenbart, for den optræder ikke senere i sognerådets forhandlingsprotokol.

I efteråret 1892 blæste det voldsomt op, og vejret var nærmest orkanagtigt, så der skete flere kæntringsulykker med adskillige druknede til følge. Mellem Ertebølle og Fur gik en båd under; båden blev fundet nord for Fur, mens de to ombordværende fiskere fra Fur først blev fundet senere.(17)
 


Også i december 1914 var der orkanagtigt uvejr, så postbåden mellem Fur og Nykøbing rev sig løs fra sine fortøjninger ved Fur Brohoved og drev til søs. Den gik på grund ved Ertebøllehoved og blev fyldt med vand. Redningsdamperen ”Vestkysten” forsøgte at trække den fri, men kunne ikke rokke den; den forsøgte dog igen senere. Bunden på postbåden var blevet slået i stykker, og lasten, der bestod af stykgods til en værdi af 1200 kr., gik tabt. Hverken skib eller ladning var forsikret, så ejeren hr. Vadskær led et betydeligt tab.(18)

Også i 1930 var der et skib, der strandede ved Ertebølle. I januar grundstødte den tre-mastede skonnert ”Frida” af Stettin på vej fra Skive ud for Ertebølle, da besætningen ikke havde det fornødne kendskab til sejlforholdene på stedet. I løbet af natten mistede skibet ydermere sin skibsjolle, så besætningen hverken kunne komme i land eller selv trække skibet fri. Derfor hejste man næste dag nødflag, og nogle fiskere fra Ertebølle roede ud til skibet i den stærke storm, selv om det bestemt ikke var ufarligt. De konstaterede, at skibet heller ikke kunne få sejlene rejst, så de lagde to ankre ud, og efter fire timers slid lykkedes det at få skonnerten trukket fri, hvorefter den fortsatte til Kanalhavnen i Løgstør for at vente på, at skibsjollen skulle dukke op.

Men så opstod der problemer med bjergningslønnen. Skipperen på skonnerten ville kun betale 100 kr. for bjergningen, men det ville Ertebølle-fiskerne ikke finde sig i, så det endte med, at fogden indfandt sig på skibet for at foretage arrest i det som sikkerhed for fiskernes tilgodehavende. Efter lange forhandlinger accepterede fiskerne dog at nøjes med en bjergningsløn på 500 kr. foruden omkostninger.(19)

Men det var ikke bare ude på vandet, at Limfjorden kunne være farlig. Også tidligere har man haft problemer med stormflod og deraf følgende oversvømmelser. F.eks. var der i december 1895 stormflod, som ramte beboere i Risgårde og Ertebølle. Beboerne fra de to områder sendte derfor en henvendelse til sognerådet om at få dettes anbefaling til et andragende til Fonden for Vandlidte. Sognerådet svarede ”Andragendet har sognerådets fulde tilslutning hvorfor det anbefales på det bedste”(20) Erstatningsspørgsmålet er dog åbenbart ikke blevet behandlet tilfredsstillende, for i marts samme år forelå der en begæring fra de vandlidte i Risgårde og Ertebølle om en ny taksation af den skade, stormfloden havde påført deres ejendomme.(21) 

Også tåge kunne drille – især når der pludseligt kom tæt tåge. I marts 1902 gik det helt galt, fordi det blev så tåget, at mange fiskere ikke kunne finde i land. På den måde landede 19 fiskere fra Fur i Himmerland, nemlig syv i Risgårde og 12 i Ertebølle. Fiskerne, der landede i Risgårde, var så kloge, at de blev på stedet natten over, hvorimod de 12, der var landet i Ertebølle, sejlede videre. Det var dog nok ikke helt velovervejet, for en del af dem var nødt til at søge land igen i Trend.(22)

Nu var det heldigvis ikke alt på Limfjorden, der var farligt. I sommeren 1883, hvor fiskere fra Ertebølle en nat lå og fiskede på Limfjorden, så de en meteor komme hen over himlen med en lysende hale efter sig. Pludselig sprang den i flere stykker og forsvandt. ”I den korte tid, fænomenet viste sig, fordunklede det stjernernes glans idet meteoret kastede en stærk, forunderlig glans over den dunkle vandflade, så man så genstandene med stor tydelighed i det feagtige lysskær”, blev det beskrevet i Løgstør Avis.(23)

De stejle skrænter ned til Limfjorden ved Ertebølle kunne også skabe farlige situationer – for både dyr og mennesker. I efteråret 1891 var der f.eks. en ko, der gik og græssede på kanten af Ertebøllebjerg, som kom for langt ud og pludseligt styrtede i afgrunde ”fra betydelig højde”. Som Løgstør Avis konstaterede: ”Koen slog sig naturligvis ihjel på stedet.” (24)

Ovennævnte er eksempler fra Ertebølle, men man finder også mange andre tilfælde af ulykker, når man sidder med de gamle aviser. Der var mange farlige situationer, som vi i vore dage heldigvis er sluppet for.

Gamle dages brændekomfurer var farlige, ikke alene pga. den åbne ild. Stikflammer kunne pludseligt stå ud fra komfuret når man tog en gryde af, og antænde husmoderens tøj. Man kogte vand på komfuret og havde store gryder med saft og suppe, som man somme tider lige satte ned på gulvet – med det resultat at småbørn, der ikke var så sikre på benene, enten kunne vælte gryden eller falde i den og i værste fald skolde sig til døde.

Der var brønde rundt om på gårdene og markerne – brønde, der var dækket af et trælåg. Som oftest var der ikke en muret karm omkring disse brønde, og til tider var trælåget blevet mørt. Det skete i hvert fald, at folk faldt i en sådan brønd med et råddent brønddæksel, når de en mørk nat kom gående hen over heden eller markerne.

Børn fik lov til at færdes frit på egen hånd, og det resulterede selvfølgelig også i ulykker, som nå de små faldt i en å eller et vandhul og ikke selv kunne komme op. De kunne også falde ned fra loftet i laden og i det hele taget rode sig ud i situationer, som ikke var ufarlige. Som oftest gik det godt, og de lærte at klare sig, men somme tider gik det alvorligt galt.

Opvarmningen foregik med brænde, der skulle hugges op i mindre stykker. Det gav somme tider hugskader, hvor løse splinter forvildede sig med stor kraft og forårsagede skader på personer.

Selv det, vi i dag vil betragte som helt harmløse infektioner, kunne være livstruende, fordi penicillin ikke var opfundet. Folk døde efter mindre sår, en tandbyld eller lign., fordi der opstod blodforgiftning eller stivkrampe, som man ikke kunne gøre noget ved.

Jo, der var dejligt ude på landet i de gode gamle dage – men det var også et hårdt liv – og et farligt liv.


Vibeke Harsberg
Juli 2017
 
 
--------------------------------
 
 
Noter
 
1. Løgstør Avis 30-10-1933, s. 2, sp. 2 ”Brand i Ertbølle. Lampen væltede”

2. Løgstør Avis 17-6-1898, s. 3, sp. 1 ”Ildebrand”

3. Løgstør Avis 19-11-1901, s. 3, sp. 2 ”Ildløs”

4. Løgstør Avis 24-6-1903, s. 3, sp. 1 ”Nedbrændt hus”

5. Løgstør Avis 13-6-1893 s. 3, sp. 1 ”Ildløs” + 14-6-1893 s. 2, sp. 5 ”Branden i Hyllebjerg” + 15-6-1893 s. 2, sp. 5 ”Ildløs”

6. Farsø Lokalhistoriske Arkiv: Bjarno Finderup: Ertebøllehistorier. Fortalt af en degnunge (udat. manuskript), scanningsbill. nr. 45-47

7. Farsø Lokalhistoriske Arkiv – A 9072 (25): Larsen, Henry: Ertebølles historie – især vedr. Nørgård, s. 38

8. Løgstør Avis 2-5-1935 s. 2, sp. 1 ”Familien sad ved morgenkaffen, da taget skred. Dramatisk brand i Ertbølle”

9. Løgstør Avis 15-8-1935 s. 2, sp. 3 ”Branden i Ertbølle skyldtes en utæthed i skorstenen”

10. Løgstør Avis 26-11-1897 s. 3, sp. 1 ”Kjørt løbsk. Et barn dræbt” + Kirkebogen for Strandby sogn 1892-1908, døde mandkøn, Arkivalier online opslag 181

11. Løgstør Avis 4-4-1889 s. 3, sp. 2 ”Levende begavet” (der oplyser, at Karen Marie Pedersen var otte år) + Kirkebog for Strandby sogn, døde kvindekøn, Arkivalier online opslag 150 (der oplyser den døde piges alder til syv år)

12. Løgstør Avis 17-1-1895, s. 2 sp. 5 ”Reddet fra at drukne”
 
13. Løgstør Avis 16-4-1895, s. 2 sp. 4 ”Redningsmedaillen”

14. Løgstør Avis 10-7-1884, s. 3, sp. 2-3

15. Farsø Lokalhistoriske Arkiv: Bjarno Finderup: Ertebøllehistorier. Fortalt af en degnunge (udat. manuskript), scanningsbill. nr. 144

16. Strandby-Farsø kommune. Sognerådets forhandlingsprotokol 1-2-1899. På Rigsarkivet i Viborg

17. Løgstør Avis 22-10-1892, s. 3 sp. 1 ”Endnu mere ulykke” + Løgstør Avis27-10-1892, s. 3, sp. 2 med omtale af begravelsen på Fur

18. Løgstør Avis 9-12-1914 s. 3, sp. 1 ”En stranding ved Ertbøllehoved”

19. Løgstør Avis 11-1-1930 s. 2, sp. 8 ”En stranding ved Ertbølle” + 13-1-1930 s. 2, sp. 6-7 ”Strandingen ved Ertebøllebjerg”

20. Strandby-Farsø Kommunale arkiv. Sognerådets forhandlingsprotokol 3-2-1896. På Rigsarkivet i Viborg

21. Strandby-Farsø Kommunale arkiv. Sognerådets forhandlingsprotokol 19-3-1896. På Rigsarkivet i Viborg

22. Løgstør Avis 7-3-1902 s. 3, sp. 1 ”Taagen”

23. Løgstør Avis 16-7-1883 s. 3, sp. 2 (Ingen overskrift)

24. Løgstør Avis 20-10-1891, s. 2, sp. 5 ”En ordentlig himmelfart”
Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn | Torvet 1 -2. sal, 9640 Farsø  | Tlf.: 24 85 12 70 | lafarsoe@gmail.com