Historien om Syvsoverne foregår nytårsaften og de nærmest følgende nytårsdage i Kjeldby, som i historien er Johannes V. Jensens betegnelse for Farsø.

Han plejer ellers at anvende navnet Gråbølle om Farsø, men er altså i denne beretning afveget fra sædvanen. Handlingen er henlagt til Bakgaarden, og denne gård, som for længst er nedrevet, kan lokaliseres til en plads vest for det nuværende Farsø sygehus, midtvejs mellem Højgaarden og Redsøgaard nede ved søen.

Farsø 1883

 
Byens karle er nytårsaften - efter gammel skik – ude at slå potter på dørene.
De har et godt næn til folkene på Bakgaarden, som er lidt specielle. Deres søvnighed og ubeskrivelige langsomhed var næsten blevet et mundheld i Kjeldby. Der var en gaben og sneglen af sted, når der skulle bestilles noget, og de gik altid med sengehalmen strittende frem af håret.

Johannes V. Jensen anvender meget betegnende udtrykket: de krøb næsten altid hen over jorden, så trætte og slummersyge var de.
Man sagde om dem, at deres klæder kun falmede på den ene side om sommeren, for de sov på den anden.
Der blev også berettet, at på Bakgaarden var ”den grå rugmelsgrød, hin evindelige ret, som vore forfædre synes at have holdt diæt på gennem århundreder”, så bindende og stiv, at husmoderen klaskede den op på væggen, hvor så karlefolkene gik og gnavede af den. ”Den, der har set de gamles rowmelsgrødd, kan nok forstå, hvorfra de blev søvnige”.

Johannes V. Jensen beskriver også malende Bakmanden og – konen og de mange sønner og døtre, som absolut har været et særpræget folkefærd.
Når byens karle havde et ganske særligt næn til folket på Bakgaard, skyldtes det også, at de sidste nytårsaften havde lidt et forsmædeligt nederlag over for dem.
Forhistorien var den, at karlene sidste år havde opvartet med en grov spøg.
Ligesom Bakfolkene sad ved deres nadver, den søde grød, i blideste helgaftensstemning, blev Frammersdøren revet op, og ind fløj en stor lødgryde, fyldt med tørre aske, og den landede lige midt på bordet, hvor den sprak og hvirvlede sit indhold ud til hver krog af stuen.
Efter at have famlet sig frem i den tåge, der blev og efter at have hostet af, for Baksønnerne ud, bevæbnede med lange piske og slagvol og satte efter karlene, der til sidst søgte tilflugt et stykke ude i søen. Karlene var i træskostøvler, hvorimod Baksønnerne var faret ud i hosefødder og træsko, så de sidste valgte at blive inde på bredden. Men da de havde god tid, formåede de at fastholde karlene ude i den våde og kolde situation i et par timer.

Nu, et år efter – mente karlene altså, at det var på tide at få hævnet den forsmædelige flugt, der endte i den våde og kolde søtur.

Og da havde de i den anledning udspekuleret en vældig plan. De ventede til det tidspunkt, hvor lyset var slukket på Bakgaarden. Da alt åndede ro over gården, gik de til værket. Alle gårdens stuehusruder blev klæbet over med karduspapir, som sammen med oprørt gær var medbragt til formålet.
Intet dagslys skulle næste dag kunne trænge ind til Bakfamilien. På grund af Helligaftenen var Bakfolket gået noget sent til ro, og det faldt dem da derfor heller ikke svært at sove uden pauser til langt op ad nytårsdag. Men da de en efter en vågnede hen på formiddagen nytårsdag – og måske egentlig havde fornemmelsen af at være udsovede, var det jo stadig mørkt i stuen, mørkt som i graven – og så lagde man sig atter til at sove igen, måske noget forundrede over at være vågnede ”midt om natten”, det var ukendt i den familie.

Hen på aftenen vågnede Bakmanden. Han syntes, han havde sovet længere, end han plejede og gik hen og lindede på døren for at se, om det ikke snart ville blive dag. Men nu var det jo i mellemtiden blevet mørkt igen udenfor, ”det rigtigt tykke vintermulm, som står lige ind i øjenstenene”, så manden begreb, at han måtte være forkert på det og kravlede tilbage i alkoven. En af sønnerne spurgte gabende, hvad klokken var. Den gamle følte på viserne, klokken var syv. Ved vintertid kan det klokkeslæt jo passe både om morgenen og om aftenen.

Men hvad med kreaturerne? De lod sig jo næppe narre. Byens karle havde forudset dette problem og listede ved de normale fodringstider ind i Bakgaardens stalde og sørgede for heste og kreaturer.

(At Bakfolkene senere var overbeviste om, at det var gårdens nisser, der havde sørget for dyrene under den lange nytårs-søvn, er en helt anden historie).

Selvfølgelig måtte sulten melde sig på et tidspunkt – og nu følger i Himmerlandshistorien Johannes V. Jensens festlige skildring af, hvordan Bakkonen på et tidspunkt hører en gnasken fra sønnernes alkove. De havde forgrebet sig på husets spege- og rullepølser og fårelår, som var ophængt under loftet. Hun skælder og smælder, men da hun selv fornemmer en tom krævende mave, går hun ud i køkken og spisekammer, hvor hun samler kage og mellemmad sammen og bærer ind til flokken. Meget betegnende tænder hun ikke lys, hun er jo vant til at færdes i mørket derude. En stor kande juleøl bliver der også til. Og denne affodring af husstanden sætter humøret op på uanede højder. ”Der blev en prat og en munterhed, som om der aldrig havde været nogen morgenstund før”.

Tordenkalven, den berømte Himmerlandsoriginal, var netop på sin vandring nået frem til Bakgaarden nytårsaften og var blevet indlogeret i en slagbænk, og han tog vældigt del i løjerne. Han foredrog viser og fortalte sine ikke helt stuerene historier, ”Men hvad, der var jo også et buldrende mørke. Sønnerne vrinskede så der ikke var en ørenlyd”.

Efter at have holdt den gående i tre (!!) nætter, bliver det endelig dag. De listige karle har i sidste nats mulm og mørke fjernet papir og klister fra vinduerne.

Bakfolkene stiller tredje nytårsdag oppe ved kirken. Der er tradition for, at hele familien nytårsdag skal i kirke. De forstår ikke rigtigt, at kirkedøren er låst – og mærkelig nok er der heller ikke mødt andre kirkegængere op.

En hjælpsom karl fra Kjeldby dukker meget belejligt op – ”et mageløst tjenstvilligt menneske”, der kunne fortælle dem, at der ingen gudstjeneste var den dag, desformedelst at det var tredje nytårsdag! Bakfolkene bød hastigt farvel – og skyndte sig hjem, meget forstemte. Der var ingen latter i Bakfolket, og de syntes ikke, at det var høfligt af karlen at give sig til at le.

Bakfolkene viste sig ikke uden for gården resten af helligdagene. De kunne sidde hjemme de stille frostaftener og høre latterskrålene helt over søen nede fra Kjeldby.

 
------------------------
 

 Syvsovergården 1946

 
 Det er uvist, hvor meget af det foranstående, der er opdigtet; derfor har det været lidt interessant at se i folketællingerne, hvem der egentlig har boet i Syvsovergården.

Jens Nielsen anskaffer sig gården som selvejergård i 1828. I sit første ægteskab med Ane Marie Christensdatter fra Ovenskov i Louns sogn bliver der født syv børn fra 1830 til 1844, hvor Anna Marie afgår ved døden.

2. ægteskab med Kirstine Marie Andersdatter bringer yderligere seks børn til verden i årene fra 1847 til 1857. Af disse børn kender vi historier om Magnus, født i 1853, idet han benævnes som Grise Magnus i flere småhistorier. I 1858 dør Jens Nielsen.

Enke Kirstine Marie gifter sig i 1859 med tjenestekarl Morten Hansen, som senere bliver sognefoged i Farsø. Ægteskabet mellem Kirstine Marie og Morten Hansen bringer fire børn fra 1860 til 1867.
Kirstine Marie dør i 1879, da er hun 59 år gammel. Morten Hansen gifter sig igen.

I januar 1888 køber Jens Hansen matr. 2c (den oprindelige Syvsovergård – Gråbølle 22), som senere Lassen Bystrup køber i 1940.

Jens Hansen, der ejede syvsovergården fra 1888 til 1940

 
 
Kilder:

Forord til Barn af Himmerland VI, idet forsidebilledet er billedhugger Frantz V. Hansens udskæring i teak af Syvsoverne.

Folketællinger

Udskæring i teak af billedhugger Frantz V. Hansen