Fortalt af Svend Skov, Højgaardsvej 14A, 9640 Farsø

Når man tænker næsten 60 år tilbage, er det svært at forstå, de store problemer der var, når der kom snedriver på 1 til 3 meter. Jeg vil her fortælle om en tur med sneplove fra Farsø til Vegger og retur en januar aften i 1954.

Efter 1 års ansættelse på kontoret ved entreprenør Th. Eriksen, Farsø – i daglig tale kaldet ”Leth” - blev jeg gjort opmærksom på, at det var sundt at komme med ud og se, hvordan der arbejdes i ”marken”. Med ca. 2-5 graders frost og en god vind fra nord-øst og snevejr var der startet snefygning søndag aften omkring midnat. Klokken fem mandag morgen blev der fra Aalborg Amt’s Vejvæsen ordret 1 lastvogn med sideplov ud. Vejret tog til op af formiddagen. Klokken 9:00 blev lastvogn nr. 2 med spidsplov ordret ud. Chaufførerne på lastvognene havde ved 14 tiden været hjemme og aflægge rapport om amtsvejens tilstand med hensyn til sne, på det af vort firmas opgave at rydde, nemlig strækningen fra Tinghusene (krydset Hvalpsund-Nibe og Viborg-Løgstør landeveje) og til Vegger. Denne rapport skulle jeg så ringe videre til tilsynsførende for vejstykket, der på det tidspunkt var vejassistent Christensen, Løgstør. Der blev aftalt med Christensen, at vejstykket
skulle ryddes igen fra kl. 17, og at man denne gang ville indsætte både 1 lastvogn med spidsplov og 1 med sideplov, der skulle følges ad, således at sneen kunne skubbes længere ud i rabatten.
 
Begge lastvogne kørte fra firmaets garager kl. 17 mod Tinghusene, dette blev en nem tur og man var tilbage i Farsø kl. 18.Her begyndte min oplevelse som snerydder. Lastvognen med spidsplov var en 5 tons Bedford årgang 1937, læsset med 2 m3 sand bagerst på ladet for stabilitet. Føreren var Marinus Skov, som
siden 1933 havde været ansat i firmaet og kørt lastbilen fra ny, medhjælper var Sigurd Møller, som havde til opgave hele tiden at se efter, hvor tæt ploven/lastvognen var på rabatten; hejse ploven op og ned ved passage af banelinie og lignende og ligeledes smøre/tørre ruderne af med glycerin for at forhindre, de skulle fryse til. I lastvognen årgang 1937 var der ingen varme og derfor ingen defroster, her mellem disse to erfarne sneryddere fik kontormanden sin plads, og frøs næsten inden vi kom i gang. Lastvognen med sideplov var en 4 tons Opel Blits 1939, og havde ligesom Bedforden sand på ladet. Leth var selv chauffør og havde som medhjælper Henry Nøhr.

Første del af strækningen gik nogenlunde. Der var mindre driver op ad bakken fra købmanden i Vannerup, men det var først, da vi kom til Fredbjergvejen, der begyndte at blive større driver. Fra Bedforden opdagede vi en fuld oplyst personvogn, der holdt ude midt på vejen, lige før en stor snedrive! Vi stoppede ca. 10 meter før og gik hen til personvognen, heri sad en af Farsø’s travle praktiserende læger, motoren varmede, radioen spillede god musik. Han spurgte, hvad vi kom efter, nu han endelig havde fået fri? Leth, som kendte lægen godt, orienterede ham om, at hvis han ikke i en fart fik vognen vendt rundt og kom i vort spor til Farsø, kunne han nemt komme til at holde resten af natten. Dette accepterede lægen, vi hjalp til med at vende rundt og ønske god tur.

Vi kørte igen, men kun ca. 1-2 km., her holdt en Taxa fra Farsø med en passager, der skulle til Vester Hornum. Taxa vognmanden fik den samme besked som lægen, vend om og kør til Farsø. Det ville passageren ikke acceptere. Leth gav herefter den besked til vognmanden, at det ikke ville være muligt for sneplovene at se efter, om han kunne følge os gennem sneen. Herefter blev også taxaen vendt rundt og sendt tilbage til Farsø. (Dagen efter fik vi at vide, at begge biler var kommet godt hjem).

Nu blev det alvor. Med ca. 30-40 km/t. og i 2. og 3. gear. Der skulle passes på, vi ikke kørte fast. Snedriverne var nu blevet 10-15 meter lange og op til 2 meter i højde, og i næsten hele vejens bredde. Et af de vanskelige stykker på strækningen var Hvanstrup bakke, lige før vejen går ned ad mod Hornum bro krydset; men det lykkedes os at komme igennem uden at holde.Fra Hornum bro var det med at komme i god fart op ad bakken mod Hornum; men så var der igen problemer. Vester Hornum kommunes sneplov, som kom fra V. Hornum by og skulle ud i vejen, vi kom ad, var kørt fast i sneen, så vi ikke kunne komme forbi. Først måtte vi alle ud og grave fri, så blev der spændt en trosse fra kommunens sneplov og til vores sneplov. Det lykkedes at rykke den fri.

Vi fortsatte nu mod Hornum. Vejstykket fra V. Hornum til Hornum vendte godt for vejr og vind og i løbet af kort tid var vi igennem Hornum by og på vej til Jenle. Her kom den næste forhindring. I en snedrive lige midt på vejen var en mindre personvogn kørt fast. I bilen sad et yngre ægtepar, der var på vej hjem til Ålestrup efter at have været til familiefest i Aalborg. Selskabstøjet lunede ikke meget i snestormen, men de var klogeligt blevet siddende i bilen. Vi fik dem skovlet og rykket fri af sneen og fortalte dem, at de kunne komme til Hornum, men længere kunne vi ikke sige, de kunne komme.

Fra Jenle til Bislev og retur til Hornum gav ingen problemer. Da vi kom til Hornum var klokken blevet 23:00. Leth Eriksen så, at kroen var åben, syntes vi havde fortjent en pause, med en kop kaffe og et stykke mad. Da Leth Eriksen skulle til at betale regningen, blev han meget bleg. Han kunne ikke finde sin tegnebog, som indeholdt en del penge, og mente, han havde tabt den under arbejdet med at grave biler fri af sneen. Det var dog ikke tilfældet, han kom i tanke om, hans kone, lige før han tog af sted, havde bedt ham om at lade tegnebogen ligge hjemme. Han klarede dog hurtigt situationen ved at sige, at det med at betale måtte kontormanden klare, hvorfor skulle han ellers være med. Jeg havde penge, så vi fik klaret regningen.

Fra Hornum til Krogstrup bakke havde vi ingen problemer, men her var det største problem. Sneploven fra V. Hornum var igen kørt fast, bare den modsatte vej. Holdt nu næsten med hele sneploven ude på Amtsvejen mod V. Hornum. Igen måtte der graves, rykkes, skubbes, strøs sand under hjulene. Vinden var igen taget til, og det sneede kraftigt. Den ene af vore lastvogne fik efter ca. 1 times forløb rykket sneploven fra V. Hornum fri, så den kunne komme mod V. Hornum, men med det resultat, at vi selv kørte fast med sneploven på Bedforden. Der blev spændt en wire fra Bedfordens bagende og hen til vangerne på sneploven på Blitzen. Så skete katastrofen! Det hårde ryk for at trække fri fik sneplov og lastvogn til at skride til siden, hvorved boltene, som holdt rammen, blev rykket ud. Nu kunne Blitzen ikke køre videre, før sneploven blev afmonteret.

Klokken var nu blevet 3 00, men alle gik i gang med at grave, afmontere og læsse den defekte sneplov. Når jeg i dag tænker tilbage, forstår jeg faktisk ikke, hvordan vi fik den op på ladet af lastbilen. Nu skulle vi hjemad og med god fart og Blitzen kørende solo, nåede vi uden større forhindringer Farsø. Klokken var nu blevet 500, Bedforden med spidsplov skulle videre til Tinghusene. Blitzen blev sat ned til Farsø Maskinværksted og jeg kunne komme hjem i seng.