|
Da der var gået nogle år, lejede han et lille værksted af sin lærlingekammerat fra Skals Maskinfabrik J. A. Christensen, som var blevet ansat som bestyrer på Farsø Elværk. Han lejede værkstedet for en 5- årig periode fra 1. november 1941. Det var et mindre værksted, som nu er jævnet med jorden, og som lå hvor XL-Byg nu er. Den 1. november 1942 kom jeg i lære hos ham og stod i lære i 4 år. Lønnen var svimlende med 12 kr. om ugen de første 2 år og 15 kr.om ugen de sidste 2 år.
Brixvej 10 Da de 5 år var gået, udløb lejemålet. Min farbror byggede derfor et nyt værksted på Brixvej og efterfølgende et stuehus. Min farbror blev aldrig gift og boede hele livet hos mine forældre. Jeg kan oplyse, at han blev 93 år, og min far blev 94 år, og min mor blev 91 år, så vi bliver gamle i min familie. Jeg selv er nu 90 år. Jeg forsatte som svend hos min farbror et års tid, men så ville skæbnen, at jeg var til noget sjov på hotellet. Der traf jeg en af mine venner Ib Jensen, hvis fader var mejeribestyrer i Haubro. Ib fortalte, at de var 4, der havde købt billetter til Island, fordi man der altid manglede arbejdskraft. Der var imidlertid en, der var hoppet fra, da han havde fået kolde fødder. Jeg sagde så, ”at den billet køber jeg”. Ib syntes, at jeg lige skulle tænke mig om, men det så jeg ingen grund til. Billetten kostede 315 kr. Vi sejlede afsted med ”Dronning Alexandrine” fra København, start 17. september 1947. Det blev en ganske spændende tur. Vi havde kun det med os, som vi stod og gik i og så et par træsko og en kedeldragt i kufferten samt nogle islandske kroner, som vi havde købt på sort børs. Da vi kom derop, kunne vi ikke få arbejde, da de strejkede over alt. Vi var så så heldige, at den ene af os, en pige, fik arbejde på et plejehjem, og vi andre fandt husly i en bunker nede ved havnen. Der boede vi i en fjorten dage. Pigen smuglede noget mad ud til os fra plejehjemmet, så vi kunne holde os i live. Vi fik så arbejde i en landsby uden for Reykjavik på en tekstilfabrik. Mit arbejde var at holde maskinerne i orden. Der blev jeg så i ca. 3 år og tog så hjem. Jeg skulle så ind som soldat. Jeg havde regnet med at blive fri på grund af eftervirkningen af krigen. Men tværtimod fik jeg 18 måneder, fordi jeg kom på korporal skole – det var ikke efter min plan. Efterfølgende fik jeg så arbejde igen hos min farbror. Der blev jeg, og er der stadig. Da jeg kom tilbage, var jeg blevet bekendt med maskinparken oppe på Island. De havde jo været besat af amerikanerne, hvorimod vi havde været besat af tyskerne, hvor der ikke skete nogen ting. Amerikanerne havde mekaniseret meget på Island, og det havde påvirket mig, så jeg var mere interesseret i at gå ind i branchen med landbrugsmaskiner. Vi var nu fremme ved den tid, hvor folk begyndte at spekulere i traktorer her i Danmark. Det var noget af det første, jeg fik min farbror til at se på, om det var den vej, vi skulle gå. Det var han med på med det samme. Vi jagtede så de traktormærker, der var til at få. Det endte med, at vi fik et tysk traktormærke Porsche.
Nye Porche-traktorer klar til salg Så ville skæbnen, at der efterhånden var kommet så mange traktormærker på verdensmarkedet, at man var begyndt at fusionere og nedlægge fabrikker. Det endte med, at Porsche fabrikken stoppede. A. P. Møller var startet med at producere traktorer i Kalundborg, sideløbende med produktionen af bukhmotorer til skibe. Han havde fundet ud af, at der også kunne produceres traktorer, og det resulterede i en traktorproduktion i Kalundborg. Der blev udviklet en traktor, der sagde spar to til de traktorer, der var fremme på det tidspunkt. Vi fik forhandlingen og solgte en hel del Bukhtraktorer. Der var efterhånden også blevet udviklet større Bukhtraktorer. En skønne dag, da A. P. Møller var død, udtalte sønnen, at traktorerne havde været hans faders hobby – men det var absolut ikke hans, så han stoppede produktionen. Så stod vi igen uden traktormærke, så gode råd var dyre. Vi var nede på Munkebjerg for at få meddelelsen om produktionsophøret. Da vi kørte slukøret hjem, sagde jeg så til min farbror, at vi nu skulle finde noget, vi var sikre på kunne holde. Jeg havde hørt, at Ford ville udskille sin landbrugsafdeling fra bilafdelingen. Jeg syntes, vi skulle kontakte Ford. Det syntes han var en god ide. Jeg skrev til Ford og forelagde dem problemerne. Der kom et hurtigt svar, at de var interesseret. Nogle dage efter kom deres salgschef til et møde. Det viste sig, at Bukh’s salgschef og direktør var flyttet over til Ford. Det var dem, vi kom til at forhandle aftalen med, så det kunne ikke passe bedre. Forhandlingen af Ford traktorer gav et noget større løft til forretningen, end vi havde regnet med. Nu skulle vi have både lagermand og bogholder og der skulle ske mange ting. Det endte med, at vi i løbet af få år ikke længere kunne være på Brixvej, så vi begyndte at se os om, hvor vi kunne bygge nyt værksted. Der var ikke rigtig nogen gang i industrigrunde på det tidspunkt. Havemose havde købte en ejendom på Svoldrupvej, og var i færd med at købe endnu en for at kunne rette nogle skæve skel op. Vi gik sammen med Havemose og ejendomshandler Holger Jensen om handlen og købte en del af arealet, mens Havemose købte resten. Vi fik kommunen til at etablere kloak, vand og el, samt at anlægge Fabriksvejs mod vi lagde jord til. Det blev starten på det nye industriområde.
De nye bygninger på Fabriksvej Der har været op og nedgangs tider. Ford begyndte også at udvide. De købte en stormejetærskerfabrik i Belgien ”New Holland”. Samtidig fusionerede Ford og Fiat, og de samlede deres landbrugsafdelinger i et nyt selskab ”New Holland”. Med nyt bomærke. Det bevirkede, at vi nu var to i Farsø, os med Ford og Traktorkompagniet med Fiat. Der var den væsentlige forskel, at Traktorkompagniet var direkte ejet af Fiat. Selv om det blev bedyret, at man fortsat ville køre med to linjer, var vi overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid. Vi gik så i forhandling med New Holland om køb af Traktorkompagniet. Det var de ikke så interesseret i, vi var heller ikke store og stærke nok til at tumle så stor en forretning. Der gik så nogle måneder uden at der skete de store ting. Jeg blev så opmærksom på, at man var i færd med at lægge Ford og Fiat forhandlingerne sammen i landene omkring os. Anette og jeg snakkede en del om det - Anette var kommet med i firmaet. Hun foreslog, at hun tog kontakt. Det løsnede op for, at vi kunne komme i forhandling med New Holland om Traktorkompagniet. Det endte med, vi købte Traktorkompagniet, bortset fra bygningerne, men med inventar, reservedele biler og maskiner. Vi overtog en god håndfuld medarbejdere. Over de følgende måneder ansatte vi dog yderligere en del medarbejdere fra det tidligere Traktorkompagni.
Samme år i september afholdt vi en auktion på adressen Holmevej, hvor det resterende inventar og maskiner, der ikke var blevet solgt, kom under hammeren. På det tidspunkt var det ikke så almindeligt, at der blev holdt maskinauktioner, så det trak folk fra hele landet til Farsø. Vi vurderede, at det var 3 -4.000 mennesker på dagen. I forbindelse med min 70 års fødselsdag blev Anette sat ind som direktør, og jeg trak mig tilbage.
Direktørskifte
Det blev igen opgangstider, landbruget begyndte at tjene penge, og der kom god gang i handlen. Vi ønskede at udvide vort forhandlerområde. I 2001 fik vi mulighed for at købe en eksisterende New Holland forhandling i Viborg, det tidligere TS Maskincenter. I den forbindelse ændrede vi navnet fra” Farsø Maskinværksted” til ”Farmas”, som var mere dækkende. I 2013 gik vor kollega i Midtjylland konkurs, og vi lagde endnu en gang billet ind på at overtage yderligere et forhandlerområde. Vi blev inviteret til et møde på Kryb i Ly Kro sammen med de højeste personer fra New Holland i Italien. Vi blev tildelt noget af området dvs. den midterste tredjedel, området omkring Herning.
Vi blev godt modtaget af kunderne i det nye område og var heldige med at finde nogle gode medarbejdere. I dag har vi ansat 14 medarbejdere i Herning. Der gik ikke lang tid, før vi igen blev kontaktet af New Holland. Nu var området Østhimmerland og Vendsyssel blevet ledigt. Vi etablerede os i Brønderslev, hvor vi købte en tidligere maskinforretning, som før havde været Massey-Ferguson forhandler. Bygningerne blev renoveret i 2017, og vi var klar til at betjene kunderne i Vendsyssel fra 1. oktober 2017. Vi skulle også etablere os i Østhimmerland, men besluttede at lave en aftale med en underforhandler i Sejlflod i stedet for. Jeg trak mig som formand for bestyrelsen sidste år, men er stadig menigt medlem, men jeg trækker mig helt til november. Jeg har gået i skole i Fandrup hver anden dag i 7 år. Derudover har jeg ikke nogen decideret skoleuddannelse. I min læretid gik jeg på Teknisk Skole i nogle lokaler i Skolegade. Der var både murer-, tømrer- og gartnerlærlinge sammen. Lærerne var murermestre, tømremestre og en arkitekt. Det var en blandet forsamling. Jeg har ikke deltaget meget i det lokale liv i Farsø, men har beskæftiget mig en del med erhvervsskolerne i Aars, som bestyrelsesmedlem i en periode. Det begyndte med, at skolen startede helt på bar bund, hvor de ikke havde nogen maskiner eller redskaber. Vi lånte dem i stort omfang maskiner til undervisning. Skolen var i skarp konkurrence med en tilsvarende skole i Næstved. Der var kun plads til en skole, så heldigvis trak Aars det længste strå. I halvfjerdserne startede Jysk Teknologisk Institut kurser direkte rettet mod maskinhandlere med 60 – 70 deltagere. De splittede os op i erfa-grupper, som mødtes rundt i landet i forbindelse med firmabesøg. De grupper gav mig et godt rygstød som maskinhandler. Jeg har også deltaget i forskellige kurser arrangeret af leverandører og andre.
Henning Olsen |
