En historie, som var i Himmerland og Kjær i 1952 (på dialekt) er blevet "oversat" ved Karsten Liengaards og Edvin Heedes hjælp. Historien er illustreret med fotos fra arkivet i Farsø - disse billeder er ikke bragt med den oprindelige historie.
 
 
Dansk Amerikaneren P. Bach, der var født i Farsø som søn af daværende Gaardmand Christian Bach, udvandrede til Staterne. Han skrev i Aarenes løb adskillige større og mindre fortællinger om Forhold og Oplevelser her hjemme og i U, S. A.

Til at begynde med var Formaalet at give sine Børn et Indblik i de Forhold, hvorunder han var opvokset i Danmark, og i de Vilkaar, en Pioner gik ind under ude paa den øde og ugæstfri Prærie; men efter at interessen for litterært Arbejde var vakt, blev det til Fortællinger paa Engelsk og Smaafortællinger dels paa Engelsk, Rigsdansk og Himmerlandsk Dialekt.

Gennem Aarene fik Bachs Ungdomskammerat fra Dakota først i Halvfemserne, Bankdirektør Thomsen, Aars, tilsendt flere af disse skriftlige Arbejder til Gennemlæsning, og et af dem er nedenstaaende Erindringer om Hjemstavnen og nogle af dens Beboere.

FARSØ FOLK I FORRIGE AARHUNDREDE

KRÆMEREN

AF P. BACH

Hans Navn var nok ellers Søren Sørensen, men vi kaldte ham nu aldrig andet end som Kræmer-Søren eller Kræmmeren. Han boede i en Gaard paa sydsiden af Søen og havde en lille Butik i den østlige Ende af Stuehuset, han var ellers en god Kræmmer, selv om han hverken kunne læse eller skrive. Ja, skønt det vil da sige, han kunde vel skrive noget, der lignede hans navn, men i Butikken brugte han saadan nogle besynderlige Tegninger som Skrift; solgte han en Ost, der skulde skrives, lavede han en Cirkel, og var det en Slibesten, lavede han et firkantet Hul inden i cirklen, og saadan havde han sin egen Maade at skrive paa.

Man sagde om ham, at han var en slimet Fyr og glat som en Aal, og at han havde en Skælm i Ærmet, men det kan jeg nu ikke sige er sikkert; da jeg var en Knægt paa en fem-seks Aar har jeg mange Gange, naar han stod og talte med nogen, listet mig til at se op i hans Ærme, om jeg kunde se Skælmen, men jeg fandt den aldrig. Kræmmeren var en gammel Mand da jeg var Dreng; han gik altid med en lodden Hue på Hovedet og var i en Lædervest hvortil der var syet nogle ringere Bindeærmer (strikkede Ærmer), og han gik lidt stift med en Stok. Men i hans unge Dage var han nok fuld af Spilopper og især naar han fortalte Krøniker og holdt Sjov med Mændene fra Fredbjerg; de skulde jo i Kirke om Søndagen og efter Kirketid mødtes de nede ved Kræmmeren og holdt Staahej hele Eftermiddagen.

Saa kunde det jo nok ske saadan en Søndag Eftermiddag naar de havde snakket meget og drukket mere, at der kunde komme saadan lidt Dvaskhed over dem; men saa gjaldt det jo om for Kræmmeren at faa Tungen paa Gled igen, det var da gerne en stor Fortælling, han havde eller ogsaa et Væddemål, han fik i Gang.

Det var en Søndag i Høstens Tid, der var kommet en ny Præst til Sognet og den første Søndag, han prædikede, kom alle Fredbjerg-Folkene i Kirken, og efter Kirketid kom de som altid ned til Kræmmeren for at faa Næsen tøet op, og købt lidt sager til Hus og Hjem.

”Naa,” siger Kræmmeren, ”hvordan synes i saa om vores ny Præst?”

”Aah,” siger Jens Justesen ”ham kan jeg godt lide”.

”Prædiker han godt?” – ”Ja, det er rent forskrækkeligt, som han kan skraale, jeg er ligeglad om du saa sad nede i det fjerneste Hjørne i Kirken, kunde du høre hvert et Ord, han siger, han er ikke saadan et Mumlehoved som den gamle Præst, vi havde; næh denne her han er ikke ret stor, men han kan skråle fra Skægget, saadan at én kan høre ham”.

”Naa,” siger Kræmmeren, ”saa kommer jeg vel til at gaa i Kirke en Søndag og høre ham”. ”Ja, det skulde du, men du maa hellere vente til det bliver Formiddags-Prædiken igen, saa du ikke spolerer Eftermiddagen med det”, siger Jens Justesen. ”Ja, det forstaar sig, hvem vil vel spolere en Søndag Eftermiddag med at gaa i Kirke?”

Som de nu havde faaet slukket Tørsten og var blevet lidt røde i Kammen, siger Kræmmeren: ”Har I hørt, at Gall-Ankirstine er død? Hun kom nok noget sært af Dage”. ”Hvordan gik det til, og hvornaar skete det?” spurgte Jens Justesen ”Ja se, det var Dagen før i Gaar, det skete. I ved jo nok, at hun havde saadan nogle sære Nykker og kunde blive noget sur en Gang imellem, saa ingen kunde komme nogen Vegne med hende. Hun havde en Stue oppe i Fatttighuset, og de andre Fatttighuslemmer skulde passe hende, men det skete flere Gange, at de maatte have Bud efter Morten Sognefoged for at faa hende væk fra sine Nykker, men saa skete det en Dag, at Ann-Kirstine sad ude paa Kaalgaardsdiget og saa blev hun igen lige paa én gang sur og smed sig omkring og kom til at ligge med Hovedet nede i Diget og Snuden lige i Vejret. De deroppe i Fattighuset kunde ingen Vegne komme med hende, men saa sendte de igen en Knægt efter Morten, og han kom ogsaa med det samme med Skiltet paa Brystet og Stokken i Haanden. Da han kom ned til Ann-Kirstine, siger han: ”Naa, er du nu sur igen Ann-Kirstine?” men hun svarede ham aldrig med et Ord, saa blev Morten vred, løftede Kæppen og klaskede hende et ordentligt slag i Enden, men Ann.Kirstine sagde ikke noget, og da Morten kom til at se rigtigt, kunde han se, at Ann-Kirstine var død.

”Aa,” sagde Poul Pedersen ”det var da en sølle Maade at komme af med Livet paa, tror I nu, hun kan blive salig?” – ”Ja, det er ikke let at sige, men jeg er da ellers bange for at hun kan komme til at gaa igen, det er ikke sikkert at Ann-Kirstine var tilfreds med at have Morten til at slaa sig i Enden med hans Kæp, selv om hun var død, der kan godt komme noget ud af det; den Morten er ogsaa en underlig en, han skulde slet ikke have været Sognefoged, han faar mig tit til at tænke paa det gamle Ord: ”Du kan tage en Stud og sende den til Hamborg og naar den kommer tilbage igen, saa er den stadig en Stud,” siger Jens Justesen.

”Ja, der kan godt være noget om det,” sagde Powl Madsen, ”men jeg vilde nu ikke ret gerne, at Ann-Kirstine skulde gaa igen, det er jo lige ved Vejen til Fredbjerg, og vi færdes jo tit der ved Nattetide; den Gaaen-igen er ikke til at spøge med. I ved jo alle sammen om Jeppe her¬ovre, han maatte da flytte Gaarden ud paa Marken fordi der var Spøgeri i den gamle Gaard. Der havde en Kone druknet sig i Kilden, og hun gik igen, ja, det var hver eneste Aften; der er mange Folk, der har set hende, og det var akkurat til til en bestemt tid, saa de kunde sætte deres Ur efter det. Ja, saadan noget er ikke Narrestreger.”

”Ja,” siger Nils Thomsen, ”der er saa meget Skidt nu om Dage, saa man kan snart blive forskrækket ved det. I har allesammen hørt Fortællingen om den Aften, de spillede Kort nede ved Nils Nøddes; ja, det vil da sige, det var ikke hans rigtige Navn, men hans Far havde engang stjaalet en Studekalv og saa gav Folk ham det Øgenavn og kaldte ham Nødde til Efter¬navn, og siden den Tid blev han altid kaldt Nødde. Som jeg siger, de spillede Kort der nede, og de var mange til Stede, der var Lige-op-en og Wakkeren (Logrehalen?) og Farsø-Thomas og flere, og som de saa var begyndt at spille kort, kom der en fremmed mand ind ad Døren; der var ingen, der kendte ham, men han satte sig ned og spillede Kort med dem, og det gik nok haardt til, det var lige ved at Farsø-Thomas kunde have spillet Gaarden væk, men saa skete det, at en af mændene tabte Klør Knægt paa Gulvet, og Niels Liv kravlede ned af bænken for at finde Klør Knægt. Saa faar Lyven (Niels Liv) at se, at den fremmede de spillede Kort med ikke havde Fødder, som andre Folk, men en Hestehov i Stedet for Fødder som andre Folk, saa nu vidste de, hvem den fremmede var, det var Fanden selv, de havde spillet Kort med.

De prøvede at faa ham ud, men han vilde ikke gaa. Men saa sendte de i hastværk et Bud over til Thorupgaard efter Præsten, og han kom ogsaa lige straks. Da Præsten saa kom ind ad Døren, slog han Korsets Tegn for sig og siger ”Guds Fred og God Aften”. Det tog Magten fra Fanden, nu kunde han ingenting gøre.

Saa siger Præsten til Nils Nødde: ”Du plejer jo, Nils at bore og klinke Fade og Krukker, har du ikke et Bor, jeg kan laane?” – ”Jo, det havde Nils da, og saa tog Præsten og borede et lille Hul igennem en Vinduesrude, da han saa var færdig, manede han Fanden ud igennem det lille hul i Vinduet. Det klemte Fanden saa haardt, at Blodet løb ud af ham og sprøjtede hen over Bord¬pladen, og siden den Aften, har Maren, Nils Nøddes Kone, skuret den Bordplade med saadan en Skurebørste, men de Pletter af Fandens Blod vil ikke gaa væk. Ja, det er sandt hvert Ord, jeg har set det med mine egne Øjne. Og I ved da ogsaa alle sammen at den Aften nede ved Nils Nøddes blev Wakkern så forskrækket at han gik hjem og hængte sig selv. Jeg har godt nok ikke hørt noget om, at han gaar igen, men men Folk bliver da ogsaa mere forsigtige, de Reb, han hængte sig med, puttede de ned i Kisten til ham, saa de skulde nok hjælpe til at holde ham, hvor han var. Og det kunde jo være, om de tog Mortens Stok og lagde den i Kisten ved Gall-Ann-Kirstine at hun kunne sunde sig lidt, ved at blive, hvor hun er, det var da værd at prøve.

”Aah,” sagde Jens Battelsen, ”Siden vi nu snakker om de Ting, saa kan jeg da fortælle jer, hvad Knud i Fandrup fortalte mig for et stykke Tid siden, da han kom gaaende en Aften fra Vognsild og hjemefter, og da han kom gaaende paa Stien der ved Møllers Mose, kom der en Rytter ridende i fuld Galop paa en hovedløs Hest; Knud maatte da springe til Siden, ellers var han da blevet rendt over Ende, men i det samme saa han et stort Lys oppe paa Møllers Høj. Knud blev noget forfjamsket ved det, men han befattede sig da og gik hjemefter, men hele Vejen kunde han høre Odins Jæger ride og galoppere oppe i Himlen og Hundene de gøede og lavede et skrækkeligt Spektakel deroppe ogsaa. Han kom da helskindet hjem, men glad var han.

”Ja,” sagde Kræmmeren,” der er saa meget Snavs af den Slags, der gaar for sig nu om Dage, og som vi nu ikke rigtigt forstaar, men saadan har det vel altid været. Jeg synes, at I mænd der paa Bænken er blevet lidt blege om Næsen, vi maa da hellere faa os en lille Dram mere”. Det var der ingen, der sagde noget til, og Brændevinsmunken gik saa Omgangen rundt, og det lettede godt ved den.

”Jeg har hørt”, sagde Kræmmeren, at dernede i Fredbjerg ved denne her Tid paa Aaret har I nogle rigtig dygtige Karle til at grave Tørveskær og saa alt det Korn de kan tærske om Vinteren for ikke at tale om alt den Lyng de kan slaa ved Juletid, men har I en Hølekarl, der er noget ved?”

”Ja, det kan jeg da sige, at vi har” sagde saa en af Fredbjerg-mændene,” ”Der er nu Powl Madsens Per, der sidder derovre, Ham er der sku ingen Hølekarl i hele Sognet, der kan hamle op med.

”Aah,” siger Kræmmeren, ”Jeg kan ikke vide det, jeg tror sku, at jeg kan følge ham med Høleen, hvis han da ellers vil tage et godt Skår”.

”Neej, Fanden gale mig, det kan du ikke”, sagde Powl Madsen, ”det vil vi vædde fire Potter Brændevin om, at du ikke kan”.

”Naa, det tror du ikke” siger Kræmmeren, ”Ja, saa er det vel bedst, vi kommer ud og faar Høleen strøget og faar det prøvet, men forstaa mig ret Folkens, jeg siger at jeg kan følge ham med Høleen, hvis han vil tage et godt Skaar.”

Leerne var nu godt strøget, og de gik alle sammen ud til Rugmarken for at prøve deres Kunst. Per gik til den, som om han havde Akkord, det gik rask, men Kræmmeren tog Høleen på Nakken og gik ved Siden af Per. ”Ja,” siger Kræmmeren, ”du er en god Hølekarl, det maa jeg sige, der er ikke mange, der kan hamle op med dig, hvad det angaar.”

”Ja, men vil du ikke til at begynde?” siger Powl Madsen.

”Aah, du forstaar mig vel,” siger Kræmmeren, ”jeg sagde at jeg kunde følge ham med Høleen, hvis han vilde tage et godt Skaar, og jeg er her lige ved Siden af Per med Høleen.”

De Fredbjerg-Mænd saa lidt forlegne til hverandre. De forstod, at de var narret igen og maatte betale for de fire Potter Brændevin.

Der gik en Maaneds tid, da alle de Fredbjerg-Folkene var i Kirke. De var alle sammen blevet taget til Alteret, det var jo noget, der skulde passes mindst to gange om Aaret. Kræmmeren var ogsaa i Kirken, men var ikke blevet taget til Alters, men da saa de Fredbjerg-Folk var kommet op og ligge paa knæ ved Alteret, og Præsten havde taget Bægerne og begyndte at give dem en taar Vin, saa vendte Poul Pedersen sig lidt omkring og vinkede med Tommelfingeren over Skulderen til Kræmmeren og hviskede til ham: ”Kom du herop, Kræmmer, ellers faar du sku ikke noget.”

Kræmmeren rejste sig op fra Sædet og listede sig forsigtigt op gennem Kordøren og satte sig paa knæ ved den Nordre Ende af Alterskamlen. Den ny Præst gik hele Omgangen rundt, og Kræmmeren fik hans Tår med. Efter Kirketid mødtes de nede ved Kræmmeren og det var rent forskrækkeligt som de skvaldrede over det Kup, de havde lavet oppe i Kirken, og Kræmmeren maatte give fire Potter Brændevin for det, at han kom med til Alters.

”Ved I hvad,” sagde Jens Justesen, ”Jeg tror sku at Præsten saa, at Kræmmeren kom op til Alteret, men han lod som Ingenting og gik Omgangen rundt, jeg synes nu, at den ny præst er en sjælden karl, han kan sku prædike bedre end nogen anden, jeg har hørt, og som han da kan messe, det er saa ovenud, jeg synes nu, vi var sjældent heldige, at vi fik saadan en Præst. Hvordan han vil være, om han kom i Kast med Fanden, det ved jeg jo ikke, men det kan være, at han er god til det ogsaa. Det kunde se ud til, at den gamle Præst var bedre til det, end som de unge er nu om stunder, men vi ved jo ikke.

”Ja,” siger Kræmmeren, ”Jeg tror du har ret der, Jens Justesen, det ser godt nok ud til at den gamle Præst var bedre naar det kom an paa at tumle Fanden end som Præsten nu til dags er, og nu skal jeg fortælle dig noget, som min Bedstefar fortalte mig: I har jo alle sammen været ude ved Fjorden til Hvalpsunds marked, men har I lagt Mærke til, at der engang for mange Aar siden har været prøvet at lave en Vej tværs over Fjorden fra Salling til Himmerland?” – ”I har jo set, at der fra Salling er en Odde eller Vej, der gaar mere end halvvejs over Fjorden, den har sku ikke lavet sig selv, og hvordan den var blevet til, ja, det var det, min Bedstefar fortalte mig om.

Det var en Lørdag Aften for mange Aar siden, Præsten i Torupgaaard sad inde i hans Studerekammer og skrev paa hans Prædiken, som han skulde holde Dagen efter i Strandby Kirke, og bedst som han sidder der, kommer der en Mand ind ad Døren. Præsten havde travlt med sin Prædiken, for det var ikke godt at faa den delt i to stykker, saa han saa slet ikke op fra Bordet, men sagde da til Manden om at sætte sig ned. Da præsten saa blev færdig med at skrive, lægger han Pennefjeren til Side og siger: ”Naa, hvad vil du saa, min gode Mand?” – Der var ikke meget lyst i Kammeret, bare et lille Tællelys, som Præsten havde at skrive ved, men da han saa kom til at se Manden efter, faar han Øje paa, at det var en Hestehov, der stak ud af hans Bukseben. Nu vidste Præsten, hvem han havde for sig og det var jo galt, at han helt havde glemt at slaa Korsets Tegn for sig, da Manden kom ind, og ogsaa glemt at sige Guds Fred og God Aften, saa nu havde Fanden Overtaget, og det var svært at sige, hvad der nu vilde ske.

”Naa din sorte Djævel”, siger Præsten, ”hvad vil du?”

”Aah, da du kender mig”, siger Fanden, ”saa kan jeg vel lige saa godt komme med det lige ud: Det har været smaat med de Sjæle, jeg har faaet fra det her Sogn i lange Tider, og det er jeg ikke tilfreds med, nu vil jeg enten have nogle flere, eller ogsaa vil jeg have din Sjæl.”

Jeg kan ikke give dig andre Folks Sjæle, det kommer du til at snakke med dem om, og min Sjæl tilhører mig, og du kan da ikke vente at faa den, uden at give noget for den.

Nu begyndte de for Alvor at snakke og akkordere, og til sidst saa siger Præsten: ”Jeg kan fortælle dig, at den eneste Maade, at jeg godvilligt vil give den til dig, det er: Du ved, at Folk her omkring, og ogsaa dem ovre i Salling vil grumme gerne have en Kørevej over Fjorden, og du ved ogsaa, at i morgen Formiddag skal jeg prædike i Strandby Kirke, og nu vil jeg lave den Aftale med dig, at du skal lave en Kørevej over Fjorden i den samme Tid, som jeg holder min Prædiken; vi vil begynde paa en gang, og bliver du færdig først, skal min Sjæl tilhøre dig, men bliver jeg færdig først, skal du gaa tilbage til det lede Sted, hvor du hører hjemme. Det halve af Jorden til at lave Vejen med, maa du tage paa Salling-siden, og det andet halve, skal du tage paa den her Side af Fjorden oppe i Risgaarde Bakker, og naar jeg siger Amen i Kirken, skal Vejen være færdig.” Den Akkord var Fanden tilfreds med, for han vidste jo nok, hvem der ville vinde.

Den Nat sov Præsten ikke, han laa og spekulerede paa hvad han skulde gøre for at narre Fanden; hen ad morgenen kom det til ham, at han jo kunde sætte sit Ur en halv Time frem. Ved Kirketid den Morgen begyndte Fanden at lave Vejen, han lavede først den Halvdel fra Sallingsiden og var godt i gang med den anden Halvdel, men Præsten havde jo en halv Times forspring og det vidste Fanden jo ikke, saa han gav sig god Tid og Præsten holdt ogsaa et Øje med ham fra Prædikestolen gennem Kirkevinduet. Men saa ser Præsten at Fanden kom slæbende med en Favnfuld Jord nede fra Risgaarde Bakker, og det var maaske det sidste, og han var lige tæt ved Vejen, hvor det skulde ligge; nu havde Præsten travlt, saa han plaprede resten af Prædikenen af saa rask han kunde, og endte med at sige: ”I Jesu Navn, Amen.”

Det hørte Fanden dernede i Fjorden, og han blev saa gal at han smed den favnfuld Jord, han havde under hver Arm og for saa af Sted og Præsten saa ham aldrig mere. Den favnfuld Jord ligger dernede endnu. I har sikkert lagt Mærke til at et lille stykke nordøst for Oddehoved ligger to smaa Holme ja, det er de favnfulde Jord, som Fanden kom med og de ligger der endnu; men Præsten fik da lavet Vejen halvvejs over Fjorden, men nu kan jeg ellers ikke vide, om en Præst nu om Stunder, kunde narre Fjenden lige saa meget; om saa er, kunde det jo være, at vi kunde faa Resten af Vejen gjort færdig en Gang.

”Ja, det kan jo gerne være,” sagde Jens Justesen, ”men dersom at jeg var Præst, tror jeg alligeve ikke, at jeg vilde prøve paa det.” Ja, det var nu rent forskrækkeligt, alle de Krøniker, den Kræmmer havde at fortælle, alle de Narrestreger og Bajadser, han kunde blive ved med, indtil han var en gammel mand. Nu er det vel ogsaa gaaet i Glemmebogen om hans Bedrifter, men da jeg var en Knægt, snakkede Folk meget om ham, og grinede ad hans Spilopper.

Jeg skal lige fortælle én mere om ham, og saa lade ham hvile i Fred: Det var en tidlig Morgen at Nyruppen kom ind til ham i Butikken for at faa sin Morgendram; Nyruppen havde travlt, sagde han, han skulde hjem og slagte en stor So. ”Naa,” siger Kræmmeren, ”saa er det vel bedst, at jeg giver dig en lille pakke Rosiner, du kan tage med dig hjem og putte i Blodpølsen, det gør dem meget bedre.”

”Ja, Tak sal du have,” siger Nyruppen, ”saa maa du hellere komme ud ved Aftenstid og faa en Pølse med.”

”Ja, tak, det kunde jo være,” sagde Kræmmeren.

Hen sidst paa eftermiddagen gik Kræmmeren ud til Nyruppens Gaard. Han fandt ham inde ved Dagligstuebordet i Færd med at mæske sig med Blodpølse. ”Da var det fandme godt, at du kom, Pølsen er lige blevet færdig,” siger Nyruppen. Kræmmeren satte sig ned paa Skamlen og fik en Pølse med. Som de nu sidder og snakker, siger Nyruppen: ”du maa sku hellere komme med ud og se det slog til So, vi har slagtet, det er et helt Høved, kan du tro,” De gik ud for at se paa Soen: ”Er det ikke et ordentligt Kadaver?”

Aah hvad, jeg har vel set dem større før,” sagde Kræmmeren.

”Nej, det tror jeg sku ikke,” sagde Nyruppen.

Soen hang paa en stige, der var sat op imod Muren ved Siden af Bryggersdøren. Og der var en tre Alen bred Stenbro langs med Endehuset; Der udenfor laa Møddigen, og en stor Møddingspøl var der ved Bryggersdøren. ”Aah,” siger Kræmmeren, ”Soen er sku da ikke større, end jeg kan tage den og bære den ind paa Stuebordet.”

”Næh, Fandme kan du ikke,” sagde Nyruppen,” det vil jeg sku vædde fire potter brændevin med dig om , at du ikke kan.”

”Ja, saa faar vi vel ogsaa det prøvet.” sagde Kræmmeren, ”Naar jeg nu faar godt fat paa Soen, saa kan du løsne rebene.” Kræmmeren var en stor, stærk Mand, han spændte armene omkring Soen, og Nyruppen skar rebene over. Kræmmeren tog et par skridt med Soen, men lod sig falde ned paa knæene, og Soen trimlede ud i Møddingspølen; ”Næh, jeg kan sku alligevel ikke,” sagde han saa, men Nyruppen, som stod ved Siden af Bryggersdøren, hoppede lige i Vejret og raabte: ”Du har fandme tabt! Du har fandme tabt! – af Sted med Munken!”

Kræmmeren gik hjem efter de fire potter Brændevin, og da kan kom tilbage, havde de faaet Soen slæbt ud af Møddingspølen og var i Færd med at vaske hende. Kræmmeren og Nyruppen gik ind i Dagligstuen, satte Munken paa Bordet, og de fik sig nogle flere Blodpølser med nogle store Dramme til.

Da Kræmmeren gik hjem den Aften, gik han saadan og smaalo og snakkede med sig selv: ”Ja, de Narrestreger i Aften kostede mig alligevel fire potter Brændevin, men det var de vel ogsaa værd.”

Ja, det er vel nu over 65 Aar siden, Kræmmeren blev puttet i Jorden, og de fleste af hans Spilopper er vel glemt deroppe paa Egnen, saa jeg syntes, det kunde være rart nok at opfriske og mindes nogle af dem igen.

I November 1950

P. Bach, S. Dakota