I Himmerland og Kjær Herred 1958 var der en artikel om Johannes Andreas Bunde, bedre kendt som Kaptajn Bunde. Artiklen er skrevet af F. Elle Jensen, og vi har fået tilladelse til at viderebringe den her - klik på billedet, og læs artiklen om den spændende mand:

-------------------------------

Fra Aalborg Amtstidende har vi fundet denne artikel om købmanden og iværksætteren Kaptajn Bunde. Billederne, som bringes sammen med artiklen, er hentet fra forskellige artikler i aviser og bøger. Bemærk, at der i avisartikle og i en billedtekst står Peter Bunde, hvilket ikke er korrekt. Navnet er i teksten her rettet til Hjalmar.

Kaptajn Bunde 

I det Herrens aar 1865 kom en ung løjtnant til Farsø. Han red ind i byen på en fuldblods hoppe, og Farsø-borgerne havde aldrig set magen til karl. Høj og flot, veltalende og munter, en fryd for øjet. Intet under da, at han allerede første vinter tildeltes elskerrollen i den lokale dilettantforestilling. Elskerinderollen fik egnens smukkeste pige Elisa Kjeldsen fra godset Lerchenfeldt, og dermed var de to unge menneskers skæbne beseglet.

De fulgtes ad i mere end en menneskealder

Løjtnant Bunde kom til Farsø som farmaceut, han havde just kæmpet med hæder ved Dybbøl og snart fulgte kaptajnsrangen. Men det var hverken til hæren eller farmacien, hans hu stod. Derimod til handelen, og det forstod han sig på. I mange aar udgik al handelslivet i Vest-himmerland fra hans gaard i Hestbæk.

Kaptajn Bunde døde i 1930, 93 aar gammel, men hans minde lever videre, ikke bare hos børn og børnebørn, der gik i hans fodspor, men ogsaa paa egnen omkring Hvalpsund. Der er ærefrygt i stemmen naar de gamle derude tale om kaptajnen.

Maltgøreri, landbrug og høkerhandel

Skjult bag høje træer ligger den gamle købmandsgaard som et symbol paa svunden storhed. Stuehuset ligger som da kaptajnen og godsejerdatteren rykkede ind i 1867, men aarene har sat sit præg. Ogsaa den gamle stald er bevaret. Det var her, kaptajnen havde sit maltgøreri, og bygningen er usædvanlig, fordi den tjente to formaal. Øverst laa fabrikken, underneden kostalden, og bærmen fra malten tjente til drikkelse for køerne.
Bag haven, der næppe heller har gennemgået større forandringer siden kaptajnens dage, strækker tyve fyrretræer sig majestætisk mod himlen. De kom til gaarden i Enrico Dalga’s lomme. Den berømte hedeopdyrker havde hørt om kaptajn Bundes succes inden for handlen, og da han kendte ham fra hæren, begav han sig en dag til Hestbæk for at aflægge visit. Inden tilbagerejsen afleverede han sin gave: frø til tyve østrigske bjergfyr. Dem såede Bunde, og træerne er i dag fredede.

        Den gamle købmandsgård "Godthåb",ca. 1915

               De to drenge er Kaptajn Bundes børnebørn Hilmar og Alfred

                                      
Med kaptajnens søn

Kaptajn Bundes søn, Hjalmar, der er 81 aar, bor i Hvalpsund, mens et par af hans sønner driver kaptajnsgaarden videre. Han ledsager os en eftermiddag ud til sit barndomshjem for at fortælle om svundne tider. Det falder ikke svært, for den høje alder til trods er han i besiddelse af sin fulde aandskraft.

Maaske kan et lille vers allerbedst karakterisere far, sige han og sætter sig paa en gammel bænk bag haven. Jeg kan tydeligt huske det. Man sang den endnu, da jeg var en stor dreng:

Før Farsø blev en hovedstad og promenadegade fik,

en modig junker ung og glad med lette fjed i sandet gik.

cylinderhat og fod laker’t i nakken skilning, holdt glaser’t

Men hvad dog alle undre maa, slips med prins og prinsesse paa

til Farsø mange kunder kom, det gjaldt at se i største fart

den flotte løjtnant Bunde, som til baller, selskaber gør figur, spiller komedie ”Paa Alvor” med stor natur. 

Ja, forklarer Hjalmar Bunde. Saadan hed det stykke, far og mor traf hinanden i. Far var for resten selv en stor versemager. Der var næppe et selskab paa egnen, hvortil han ikke forfattede sange, men en gang, vi fejrede ham, havde min onkel en sang i lommen til ham, Der stod blandt andet om fars mange beskæftigelser:

-- Kornspekulant, maltfabrikant og forhandler af blaar, hamp og smør.

Solgte korn og smør til Norge

Det var nu kun nogle af de mange varer, der udgik fra gaarden her. Vi solgte ogsaa manufakturvarer, og smedene hentede deres forsyning af jern. Desuden solgte far tømmer, det blev indskibet fra Norge. Én sommer lossede vi 80 skibsladninger. Vi havde to store fladbundede kaage, som tømmeret blev sejlet ind paa. Til gengæld fik nordmændene korn og smør. Vi fik jo tiendekorn fra Lerchenfeldt, og smørret leverede egnens bønder. Det var saa som saa med hygiejnen, smørrets konsistens var forskellig fra gaard til gaard, men far kom hele beholdningen i en æltemaskine og nordmændene var ikke kræsne. De kunne lide det. Tømmeret blev forhandlet over hele Vesthimmerland. Husk paa, der eksisterede ikke andre landforretninger i miles omkreds.
Hjalmar ser ud paa den tomme gaardsplads.

Kan De forestille Dem, hvilket leben, der var her, spørger han. Folk kom kørende med deres hestevogne for at købe ind. Fiskerne fra Hvalpsund og bønderne fra Louns og Alstrup. Der blev taget vel imod dem og far afsluttede aldrig en handel af betydning, uden at modparten kom ind i hans kontor bag butikken.

Jeg husker tydeligt en hændelse fra provisorie-aarene. Bølgerne gik højt i det politiske liv, og der var mange gange splid og fjendskab mellem folk. En dag kom én af egnens bønder med korn, og far bød ham indenfor. Det ville manden ikke, og far anede nok uraad.

-- Har du nogensinde set mig ved et politisk møde, spurgte han.

-- Nej, svarede bonden, men forholdene byder Dem at være højremand, naar De er gift med Kjeldsens datter.

Hidsig, men retfærdig

Hjalmar Bunde ler. Jeg kan forestille mig min fars vrede, siger han. Kaptajn Bunde havde nemlig et hidsigt sind, men han var retfærdig og han snød ingen. Vi havde vore folk i mange aar ad gangen. I butikken var der to kommis’er, desuden var der en gaardskarl, der ogsaa fungerede som maltgører, en kusk, der kørte med varer, en avlskarl og en røgter. Og ikke at forglemme fem børn. Vi kom med i arbejdet, saa snart vi var vokset lidt til. Mor havde en husjomfru og to piger, som ogsaa passede køerne. Dem var der en halv snes stykker af, og saa havde vi 4-5 heste, en snes faar og mange svin og høns.

Hjalmar Bunde og hans søskende kom paa Latinskolen i Viborg. Saa længe skolegangen varede, rejste de kun hjem i ferierne, og saa hentede kaptajnen dem i sin lukkede vogn. Det hændte, at dyrlæge-sønnen fra Farsø, Johannes, kom med op at køre. Han var jævnaldrende med Hjalmar, og de fulgtes ad gennem aarene.

-- Men da Johannes blev berømt, ville han ikke kendes ved mig, fortæller den gamle mand. Vi mødtes tilfældigt ved Gedsted Kro en gang i tyverne, jeg hilste selvfølgelig paa ham, men han saa lige igennem mig. Det skal jeg pinedød aldrig glemme ham.

Jernbanen ødelagde virksomheden

Hjalmar Bunde fik en solid landbruger-uddannelse paa større gaarde i Jylland, og da han var ældste søn, kaldte faderen, der paa denne tid ogsaa ejede Hvalpsund Kro, ham hjem.

Det var begyndt at gaa tilbage for forretningen, siger sønnen. Far kunne se, hvor det bar hen med industrialiseringen, og teknikkens frembrud. Og da banen kom i 1910, var det forbi. Butikker brød frem alle vegne, der var for langt til kaptajnsgaarden. Saa kørte vi videre med landbruget, og far flyttede efter mors død til Aalborg, hvor jeg endnu har en søster. Lige til han mistede sin kone, var han rask og rørig. Udviklingen havde ikke gjort ham bitter. Han havde faaet sit, sagde han altid, men miste sin elskede taalte han ikke. Dagen efter hendes begravelse var hans aandsevner borte. Han kunne ikke engang huske, at han havde været gift.

En aften i det herrens aar i 1930 gik den gamle kaptajn i seng for aldrig at vaagne igen.

Døden satte punktum for et usædvanligt menneskes bevægede liv.

En gammel mand og en gammel tid gik i graven.

”Annagrethe”

Aalborg Amtstidende, søndag d.14. juli 1957