Fortællinger fra det gamle Farsø og erindringer fra min barndom

af Susse Heidemann

Man skal såmænd ikke så langt ud i fremtiden, før de tidligere generationer er glemt og borte. Selv i en lille by som Farsø, hvor alle i ’de gode gamle dage’ kendte hinanden, forsvinder man med tiden, hvis ikke billeder, fortællinger og det, der bliver skrevet ned, holder det i live. Holder dem i live…
Jeg er blevet opfordret til at fortælle lidt om Købmandsgården og familien Heidemann, da der ikke findes særlig meget nedskrevet herom. Min farmor, Cathrine Heidemann, blev dog tilbage i 1986 interviewet til ’Barn af Himmerland’ i anledning af Købmandsgårdens 100 års fødselsdag. Der er dog stadig så meget mere at tilføje, og så mange sjove historier, så jeg fortæller også meget gerne, både for at bevare lidt af minderne om det gamle Farsø for andre, og ikke mindst for min egen skyld.

Det store hus
Mit navn er Susse Heidemann, jeg er døbt Vibeke, men hele mit liv blevet kaldt Susse af familie og venner - og mit liv tog sin begyndelse i Købmandsgården i januar 1946. Min farmor, Cathrine Heidemann og jeg er de eneste to personer, der rent faktisk er født i det store gamle hus, der i dag i 2015 er 129 år gammelt. Utroligt, når man tænker på, hvor mange mennesker der gennem årene har haft deres daglige gang og liv der. Købmandsgården - det senere ”Christensen & Heidemann” blev bygget i 1886 af min oldefar, Christen Christensen, der var søn af en skolelærer fra Vognsild. Han var en dygtig og driftig ung mand, der ønskede at blive købmand. Han kom i lære hos Købmand Byrial Nielsen i en anden købmandsgård i Søndergade og senere kom han til Thy, hvor han mødte sin hustru, Marie.

Som udlært købmand og gift med Marie påbegyndte Christen Christensen byggeriet af sin egen købmandsforretning i Farsø. Købmandsgårdens placering var nøje udtænkt. Den blev placeret, så man kunne se den både fra Søndergade, og når man kom ind i byen nordfra ad Nørregade. Lige der hvor den jordede vej gik gennem lille Farsø og slog et knæk ved siden af Farsø kirke. Byggeriet varede fra 1885-1886. Den første bygning, hvor der også var privatbolig, lå langs vejen. Snart blev der bygget en tilbygning i den sydlige ende ind mod det nuværende apotek. 3. etape var en kvist midt på huset langs hovedgaden og en længe langs Søvej. Gennem mange år blev der lavet meget om både indendørs og udendørs, vægge blev bygget op og tingene tog form. Mod vest blev bygget en staldbygning, så Købmandsgården blev en stor flot 4-længet gård, der omkredsede en indre brostensbelagt gårdsplads. Huset var bygget i mørkerøde mursten og alt var bygget i flere etager med store lofter og kældre. Bag staldlængen lå endnu en længe, hvor man havde grisesti og opbevarede landbrugsmaskiner. Gårdspladsen var omkredset af ko- og hestestald, dueslag, garager, vaskerum og den store åbne port med ind- og udkørsel til Søvej. Ved udkørslen stod en stor firkantet sten, hvorpå mange tørstige sjæle har siddet og nydt en øl. En stor rød lade blev desuden bygget på sydsiden. Et hejsesystem ved porten hejste sække op på ladens første sal, hvor korn blev opmagasineret efter vejning og handel med egnens landmænd. Når landmændene med deres koner kom til byen for at handle, kom de ofte kørende ind på gårdspladsen i deres jumber og hestevogne. Hestene fik sig et hvil i gæstestalden, som havde fire båse, mens der blev handlet i butikken. Til Købmandsgården hørte også en ponyvogn, så min oldemor, Marie Christensen, selv kunne køre af sted på besøg. Sådan var livets gang i mange år.

Måltiderne i hjemmet var mange og store. Dagen begyndte tidligt, og de første mælkekuske kom allerede ved 6 tiden med forsyninger og ordresedler fra landmændene. Personalet begyndte med morgenmad kl. 6, og kl. 10 blev der igen smurt mad til alle i køkkenet. Personalet i butikken fik deres mellemmadder sendt ind, så de kunne stå i butikken og spise. Kl. 12 blev der serveret 2 retter varm mad til middag og kl. 15 ostemadder til kaffen. Til den tid skulle pigerne være klædt pænt på i deres eftermiddagskjoler. Kl. 19 var der aftensmad, der bestod af en varm ret og smørrebrød.

Til Købmandsgården var der mange tilhørende marker, og de strakte sig bl.a. ned til Vestbyen bag søen, Stationsvej og den nye kirkegård. I udkanten af Farsø mod øst lå engarealet ’Kæret’ med eng og mose, og mod syd et skovstykke kaldet ’Heden’, som også hørte til Købmandsgården. Der var ansat en karl, som med hjælp fra gårdens heste såede og høstede som i et almindeligt landbrug. Høsten kom op på det store høloft, der gik over i et andet niveau til kolonialloftet, hvorfra man altid kunne høre duerne kurre i det store dueslag. Overalt var der trapper op og ned, for det store hus rummede lofter og kældre i alle 4 længer. Engang om året skulle der slagtes grise, og mellem garagen og staldene var der et stort vaskerum med gruekedel, hvor slagtningen fandt sted. Fra rummet gik der en fyrretræstrappe op til et par karlekamre på loftet.

Købmand Christensen og Marie fik tre børn. Den ældste Ruby, og den næstældste Inger blev begge ramt af engelsk syge, som var ret udbredt dengang. Som tredje og sidste barn kom Cathrine Mathilde Christensen, min farmor, som blev født i 1895. Ved siden af Købmandsgården, hvor apoteket ligger i dag, lå familiens have med et lille springvand. Da trafikken gennem byen gik lige forbi, var der ikke så meget privatliv der. For at beskytte Inger og Ruby, der på grund af den engelske syge var skrøbelige og små af vækst, og for at give familien et dejligt fristed, fik min oldefar anlagt en pragtfuld have på 1 tønde land, mellem Stationsvej og Søen, der hvor Søparken og en del af Gråbølle ligger i dag. Midt i et paradis af alléer og plæner, blomsterbede og en lille sø med ø og bro, byggede han et rødt træhus i svensk stil. Her kunne man med madkurv tage ned og være sig selv. Træhuset bestod af to stuer og et køkken. Navnet ’Hytten’ blev brugt om hele herligheden med hus og den kæmpestore have, som var omkranset af et mirabelle-hegn. Min oldefar plantede 125 frugttræer plus masser af bærbuske, så der var alle de sorter, man kunne ønske sig – og frugten blev bl.a. solgt i butikken. En havemand sørgede for, at haven altid var flot og velholdt.

Da Inger og Ruby nærmede sig skolealderen, samlede min oldefar nogle af vennernes børn, og indrettede en skolestue i Købmandsgården. Man ansatte derefter en lærerinde til at undervise dem på lige fod med alle andre børn. De andre børn i den lille klasse var bl.a. Pastor Egeløvs to børn, hvoraf den ene også havde engelsk syge.

Der skete ikke de store begivenheder i Farsø i min farmors barndom, men hvert år blev store fåreflokke drevet gennem Farsø til afskibning fra Hvalpsund. Det var altid spændende. Århundredeskiftet 1900 blev fejret med fakkeloptog gennem byen. Dette forskrækkede en husmand nær Farsø så meget, at han troede hele byen brændte. En sjov historie er, at selv samme husmand var slem til at forsyne sig lidt vel rigeligt af den gratis skrå, som altid stod fremme på disken i købmandsbutikken. Komisserne havde lagt mærke til ham og en dag, hvor husmanden kom ind i butikken, havde de fyldt peber i dåsen, så den stakkels mand var lige ved at gå til i hoste, til stor morskab for personalet.

Det gik fremad for købmandsparret, og der var meget travlt i den velassorterede forretning. Der var efterhånden mange ansatte, hvoraf de fleste boede i huset. Én karl, to komisser, to køkkenpiger, bybud og i årene der kom - endnu flere. De boede på karlekamrene over stalden med kakkelovne som opvarmning, og på kvistværelser på loftet over privatboligen. På tørreloftet stod en kæmpestor stenrulle, så pigerne kunne rulle alt linned og duge. Loftet blev gennem årene brugt til opbevaring af udstillingsting til vinduerne i forretningen, og store mørke spændende skunke med møbler og utallige ting, der med tiden var blevet til overs. Det var stadig mange, mange år senere et eldorado at lege gemmeleg her for en lille pige, og jeg elskede at gå rundt deroppe og finde mærkelige ting. Engang imellem lod pigerne mig hjælpe til, når der skulle rulles på den store tunge stenrulle.

Familien
Under 1. verdenskrig, den 26. januar 1915 kom Sikringsstyrken til Farsø. En kaptajn og hans oppasser skulle indkvarteres i Købmandsgården. Da Lauritz Heidemann kom ridende ind af porten til Købmandsgården blev hans skæbne beseglet. Han fik hurtigt øje på husets yngste datter, Cathrine, og de blev meget forelskede i hinanden. Min farmor fortalte, at hun var med til at rede op til 50 soldater, som skulle indkvarteres i Sparekassen. Det gav liv i byen med de mange nye ansigter, og soldaterne blev forkælet alle steder, bl.a. var der mange af byens damer, som strikkede strømper til dem. Lauritz Heidemann kom fra Hjørring, hvor han var uddannet landmand, og efter 2 års forlovelse med min farmor stod brylluppet i september 1917. Brylluppet var en begivenhed i Farsø. Brudekjolen var syet i Hjørring og var af fin elfenbensfarvet silke. Brudeparret og gæsterne gik fra kirken ned ad hovedgaden til Kroen med musik i spidsen og langs vejen stod folk for at se brudeparret. Da Lauritz og Cathrine – min farfar og farmor – var blevet gift, tilbød Christen Christensen sin nye svigersøn at blive kompagnon i forretningen sammen med sønnen Ruby, som var dygtig til tal, og skulle styre bogholderiet. Der var bare én betingelse. Lauritz skulle uddanne sig til købmand først. Straks efter brylluppet gik han derfor i lære som købmand. Lauritz, som fik kælenavnet 'Lasse', var begejstret for det hele, da der jo var tilhørende landbrug, som havde hans store interesse. Her kunne han bruge sin viden fra landbruget, og nu samtidig blive udlært købmand. De unge mennesker, Cathrine og Lasse, flyttede i flot, nybygget hus på Stationsvej - Villa Pax. Det lå der, hvor Sparekassens parkeringsplads ligger i dag. Det kostede dengang den store sum af 18.000 kr. Lasses dagligdag var nu i Købmandsgården, med svogeren Ruby placeret lige overfor ved to store skriveborde, med udsigt ind til butikken og gårdspladsen til den anden side. Regnskabs- og kolonnebøgerne var store og tunge, og hver dag blev udgifter og indtægter ført til protokols med fyldepen. Penge blev talt op og låst inde i det store pengeskab. Firmaet ”Christensen & Heidemann” var nu etableret.

På Stationsvej i Villa Pax kom tre børn til verden. Den ældste Kai, som var min far, blev født den 4. december 1918. Derefter kom Inge - kaldet Tut, den 2. november 1921, og til sidst Bent, som blev født den 14. april 1925. Børnene havde deres daglige gang i den store spændende købmandsgård, hvor der altid skete noget. Kai gik i "den gamle skole" hos lærer Ottosen, hvor man gik i skole hver anden dag. Ottosen havde 3. og 4. klasse og en lærerinde, Jenny Jensen, havde 1. og 2. klasse. For at tage præliminær eksamen måtte man tage til Aars, hvilket både min far og hans søskende gjorde. ’Hytten’ blev også et lige så elsket sted at være for dem, som for de forrige generationer. Fester blev holdt i den store have, og der blev pyntet med kulørte lamper i alléerne. Der var en bøgeallé, en kastanjeallé, og en nøddeallé. De tre unge, Kai, Tut og Bent fik også lov at holde fester dernede, da de blev ældre. Den sidste fest der blev holdt, mens familien boede i Villa Pax var Tuts konfirmation. Den gamle købmand Christensen døde, da hun var 14 år gammel, Nytårsaften 1935. Hans kone Marie var død 10 år tidligere, den 25. februar 1925, så han var enkemand i 10 år. Da Christen Christensen skulle begraves var præsten syg, og der skulle tilkaldes en udenbys hjælpepræst. Han kom til at sige købmand Petersen i stedet for købmand Christensen, og blandt kirkegængerne sad byens anden købmand, der hed Petersen. Det gav naturligvis anledning til lidt hvisken i kirken. Den unge familie med Lasse og Cathrine i spidsen, skulle nu flytte hen i Købmandsgården. Ved siden af Villa Pax blev der bygget et yndigt hus i gule sten med altan ud mod Stationsvej til Inger og Ruby. Alt var gennemtænkt og passede til dem, så både køkken og bad blev indrettet i mindre størrelser end normalt. Det blev et rigtig dejligt hjem for dem.

Et helt nyt liv begyndte i Købmandsgården i 1935, og med en anden ’kaptajn’ ved roret skete der små forandringer hen ad vejen. Forretningen blev bl.a. senere delt op i kolonialafdeling og manufakturafdeling - adskilt af en glasdør. Til hver afdeling var der ansat hvert sit personale. Da telefonerne kom til byen fik ”Christensen & Heidemann” nr. 1 og senere da opdelingen af forretningen fandt sted, fik manufakturen tildelt nr. 50. Kunderne fik skrevet på bog i kolonialen og betalte én gang om måneden. Min farfar, hans yngste søn Bent samt to komisser og en bydreng varetog opgaverne i kolonialen, mens min far Kai og to til tre ansatte var i manufakturen. Min farmor Cathrine hjalp også til, når der var ekstra travlt.
Et par gange om året kom der en Hr. Trane fra et københavnsk tøjfirma, med sin nye kollektion. Han medbragte altid en smuk pige som model. Hun blev så klædt på i det fine tøj og spadserede frem og tilbage i forretningen, mens det blev bedømt, om det var noget, der kunne sælges i Farsø.
En tradition der varede ved i alle årene var, at der hver eftermiddag præcis kl. 3 var kaffe inde i privaten for alle familiens medlemmer. Der blev tingene vendt og diskuteret. Lige meget hvad man var i gang med, så vidste man kl. 3, hvor man kunne finde alle de andre i familien.

Krigen
Den 9. april 1940 invaderede tyskerne Danmark. Sidst på eftermiddagen nåede en deling til Farsø. Tyskerne myldrede overalt og Afholdshotellet lige overfor Købmandsgården blev beslaglagt til indkvartering. Samtidig blev skolens gymnastiksal taget i brug af tyskerne. Det blev desværre også pålagt Købmandsgården at have 2 soldater boende, selvom min farfar gjorde hvad han kunne, for at slippe udenom. Et karlekammer over stalden blev de næste par måneder bolig for 2 tyske soldater, og venner af familien hjalp med indkvartering af de 2 forviste staldkarle. Min farfar satte det krav, at de ikke skulle være på kost og ikke have adgang til privaten. Maden fik de fra Afholdshotellet overfor og ofte sad de på trappen ude i gården og spiste deres mad. Efter nogle måneder var de ude af byen igen.

Mine forældre
Min far, Kai Heidemann, var udlært hos Herreekviperingen Springborg på Nytorv i Aalborg. I 1944 mødte han min mor, Eva Marianne Vengsgaard, der kom fra Gedsted. Hendes forældre var Manna og Nicolai Vengsgaard, der havde manufakturforretning på torvet i Gedsted. Det var i øvrigt tidligere nævnte Hr. Trane, som førte mine forældre sammen, da han kom som rejsende i begge deres forældres manufakturforretninger. Min mor og far blev gift i sommeren 1945, og byggede det røde hus ved siden af Hvilehjemmet (Søperlen) på Søvej. Det blev et dejligt barndomshjem for mig og mine yngre søskende, Jørn og Ulla. Huset lå centralt med udsigt ned over søen og lige mellem Købmandsgården og Hytten.

Thit Jensen
Thit Jensen var en ven af familien, som indimellem dukkede uventet op. Hun var, som alle ved, datter af dyrlægen i Farsø og søster til Johs. V. Jensen. Han kom sjældent til Farsø, men engang imellem dukkede han kort op, for at lægge blomster på sin families gravsted. Når Thit Jensen var i Farsø, var det tit for en uge ad gangen. Hun boede på Afholdshotellet, lige overfor Købmandsgården. Thit kom ofte over i købmandsbutikken, og især i tiden med min oldefar, Købmand Christensen havde Thit nogle heftige diskussioner. Der blev ofte arrangeret spisning om aftenen, og så fik Inger og Ruby, min oldefar og Thit et spil Lomber bagefter. Min Faster Tut husker, at hun som barn en aften, hvor Thit var mødt op i højrød silkekjole, højrøde silkestrømper og sorte laksko, ikke kunne modstå fristelsen til, at kravle ind under spillebordet og føle på strømperne. Det var ikke sådan en beklædning man ellers så i Farsø. Da min farfar havde overtaget forretningen, kunne også han få en vældig diskussion med Thit om livet og døden, og især livet efter døden. Meget specielt. De var ret uenige. Jeg husker ikke selv Thit Jensen, men har dog en oplevelse med hende. Da jeg var spæd, var min mor ovre i Købmandsgården med mig i barnevogn. Thit var på besøg og spurgte Mor, om hun ikke måtte køre en tur med lille Vibeke. Hun kørte mig lige ud på gaden, uden at se sig for, og vi var lige ved at blive påkørt, selvom der dengang var langt mellem bilerne. En anden gang kom hun ind i stuen, hvor min farmor fejrede fødselsdag. Da hun hørte det, tog Thit resolut sine hængeøreringe af, og gav dem til min farmor. Øreringene er senere givet til Thit Jensen Museet. Èn af Thit Jensens bøger "Jørgen Lykke" er delvist skrevet i Hytten, under én af Thits ferier i Farsø. Da Thit Jensen fejrede sit 50 års forfatterjubilæum den 17. marts 1953, var Martha Eriksen, Louise Larsen, Meta Nielsen, Birthe Sonne og min farmor, Cathrine Heidemann inviteret til København for at være med. Min faster Tut var også med hos Gyldendal og om aftenen var der stor fest på Hotel D'Angleterre. Thit Jensen blev også fejret med stor middag og taler i Farsø. Thit havde selv taget nogle venner med fra København, som skulle være der under festlighederne på Hotel Farsø, men det ville man som arrangører ikke betale for. Dette blev Thit så sur over, at hun tog vennerne med til Løgstør, hvor de overnattede.

Sygehuset
I en stor familie kan det jo ikke undgås, at én engang imellem skulle på sygehuset. Min første erindring om Farsø Sygehus er, da min mor fødte min lillebror Jørn i december 1949. Jeg var knap 3 år gammel og indlagt samtidig, fordi jeg ikke ville spise. Jeg husker de lange gange på det gamle sygehus ud mod Nørregade og en meget sød sygeplejerske, der hed Frk. Kragstrup. Jeg lå med en færdigpakket, lille rød kuffert på maven, fordi jeg ville hjem. Jeg råbte hele tiden ”Kragstrup, Kragstrup..” og min mor kunne høre mig for enden af den lange gang, men måtte ikke stå ud af sengen, da hun lige havde født.
Dengang var det Overlæge Levinsen, der regerede på sygehuset. En streng, men dygtig læge. Senere kom den elskelige Overlæge Mygind. Efter en lang dag med operationer gik han altid en runde om aftenen inden sengetid, for at sige godnat til sine patienter og se om alt var vel. Dengang var der ikke uddelegeringer til andre sygehuse, men Farsø kunne klare næsten alting selv indenfor operationer og medicinske behandlinger.
Jeg husker, at jeg en overgang fik kulbuelysbehandling på sygehuset. Man brugte bl.a. behandlingen mod D-vitaminmangel. Jeg nød det, for det var så afslappende og behageligt. Man lå på en briks med mørke briller og så blev kulbuelysene tændt og gav en dejlig varme. Der var en spruttende lyd og en behagelig brændt lugt i rummet og store hvide forhæng blev trukket for som afskærmning. Jeg husker desuden bakken bag sygehuset, hvor der lå en pavillon, og hvor patienterne blev kørt ud på brikse på plænerne forår og sommer, for at få frisk luft og solskin.

Julen
En ganske særlig årstid i Købmandsgården var Julen. Længe før den oprandt, var der travlhed med slagtning, saltning, bagning o.l. suppleret med sommerens høst af henkogning og syltning, alt sammen gemt i den iskolde kælder under gulvet i spisekammeret. Det var et hus, hvor der altid kom mange gæster, så det var store mængder mad, der skulle til, når også den store familie fra nær og fjern troppede op. En fin tradition i alle byens butikker var julepyntningen og den 1. søndag i advent var en spændende dag. Det var helt utroligt, hvad der blev gjort ud af det. I Købmandsgården blev gulvet pyntet foran dørene. Især i kolonialen blev gulvet overhældt med alskens lækkerier på underlag af flotte stoffer. Folk stod længe derude i kulden og mørket og beundrede det store arbejde. I manufakturen var der opsat et langt bord med masser af gode gaveideer. Alt fra handsker, tørklæder, underbenklæder og fine bluser. Cardigans i alle farver, skjorter og seler til herrerne. Alt sammen fine gaveideer. Gaverne blev pakket ind i fint papir med snor omkring. I snoren satte man en lille træpind, så kunden kunne bære pakken hjem i den. Til dagligt var indpakningspapiret lyseblåt med et C&H logo på, men i juletiden var papiret med røde julestjerner. Jeg husker selv tydeligt gåturen med Far og Mor i hånden ned ad hovedgaden for at se alle de smukt julepyntede vinduer i byen. Guirlander, nisser og engle overalt. Jo - der var dejlig julestemning i Farsø dengang. Vi fejrede ofte jul hos min farmor og farfar, og det var altid hyggeligt, fordi vi var så mange mennesker. Vi dansede om juletræ og sang salmer.

Trætheden og de lange åbningstider til sent om aftenen blev afløst af dage med familien. Omkring 1960 indførte man halvhelligdage mellem Jul og Nytår og butikkerne lukkede kl. 12. At fejre Nytår i Købmandsgården var noget ganske specielt. Det gjorde vi altid, for ingen steder var bedre. Det var også den aften, hvor Kongen ringede efter sin nytårstale for at ønske familien godt nytår. Vi forhandlede fyrværkeri i forretningen, og alt hvad der ikke var blevet solgt blev affyret af min farfar på fortrappen. Raketter i lange baner og romerlys han holdt i hånden samlede børn fra hele byen.
Hellige Tre Kongers aften var også en aften, min bror Jørn og jeg så frem til. Vi fik lov af Farmor til at invitere et par venner hver til billedlotteri med gevinster ude fra butikken, såsom saftige juleappelsiner, chokolade og knas. Min farfar sad for bordenden og råbte op. Først efter denne aften afpyntede min farmor juletræet.
Min farmor var meget glad for at gå i kirke, og var en trofast kirkegænger søndag morgen. Hun nød roen ved at sidde og lytte til salmerne. Min farfar læste avisen derhjemme imens, hvor han sad i sin lænestol og røg på sin uundværlige cigar.

Travlhed var der altid - også ude i butikken. Ting skulle skaffes hjem til kunderne, hvis man ikke lige havde det hjemme på lager. I min barndom blev alt vejet af i poser. ’Christensen & Heidemann’ poser med billeder af huset udenpå. De fandtes i mange størrelser. På kolonialloftet var der store lemme, hvor man tømte sække med indhold af f.eks. mel, gryn og sukker. Nede fra bagbutikken kunne man så stikke en pose ind, lukke en lille lem op, og veje af hvad kunden skulle bruge. Det var ikke sjældent, at en kunde kom med en opskrift på en kage og fik de præcise mål med hjem. Æg stykvis, 3 flødeboller i pose fra den store grå eftertragtede kasse med 50 flødeboller i. Man kom og skulle have et par spegesild, og min Onkel Bent måtte ned af trappen i bagbutikken, ned i en kold kælder, der var inddelt i ostekælder, ølkælder og en afdeling med store tønder. Fra en tønde fiskede han spegesild op på et stykke pergamentpapir og vejede af til kunden. Bag døren i bagbutikken var en petroleumspumpe, så folk kunne få fyldt deres kander op efter behov. Fra bagbutikken gik en dør ud til gårdspladsen, så mange kunder, der var kendte i huset, brugte meget denne genvej. En stor disk i bagbutikkens længde blev brugt, når lærlinge vejede af i poser. Inde i forretningen var der en dejlig duft af nymalet kaffe fra den store sølvskinnende kaffemølle, der stod ud for vinduet til Søvej. De andre af forretningens vinduer var pyntet med gode tilbud.

Et år var pyntningen til Påske noget ganske særligt. I ét af vinduerne i kolonialen åbenbarede der sig et yndigt syn, ingen nogensinde havde set før. Det myldrede med små kyllinger i lyserøde, lyseblå, gule og lysegrønne farver. De var slet ikke til at stå for og alle var vildt betagede af dem. Der var puttet farvestof ind i æggene meget tidligt, så de blev klækket i farver, men det er helt sikkert ikke noget, man måtte gøre i dag. Jeg har i hvert fald aldrig set det siden.
Inde i manufakturen ved siden af, pyntede man ikke selv vinduerne. Her kom der dekoratør en gang om måneden og iklædte mannequin-dukkerne flotte kjoler og frakker. I forretningen kunne man købe alt lige fra knapper, lingeri, badetøj og overtøj til gulvtæpper. Næsten alt. Min farfar sagde altid, at vi handlede med alt - undtagen fodtøj. Man opmaskede silkestrømper i årene efter krigen. Jeg kan huske skuffen med de små poser med damernes navne på. Knapper købte man efter store kort og stoffer lå i ruller på reoler. Der blev desuden indrettet en vinafdeling, da butikken blev renoveret i 1950'erne, med ny gulvbelægning og nye diske. Der var slik i store glaskrukker ved siden af tobaksafdelingen og det var fristende at smage på de søde sager, men man skulle altid spørge om lov først. Man spurgte Far eller Farfar, som vi alle kaldte ’Bebe’, fordi jeg som lille ikke kunne sige Bedstefar. Det kom hele familien efterhånden til at kalde ham. Selv voksne venner af huset kaldte ham Bebe. Spurgte man Onkel Bent om slik, var svaret altid ’nej!’ Han blev dog lidt mildere, da han selv fik børn. På loftet ovenover stod desuden kæmpe dåser med slik til opfyldning i butikken. Mange gange, når jeg legede med mine venner, så foregik det nede i Hytten eller på det store loft med blikdåserne, hvor vi sommetider havde besvær med af få sat lågene rigtigt på igen. Onkel Bent har tit råbt op af trappen: 'Kan I så gå stille!', når det tydeligt kunne høres nede i butikken, hvor sjovt vi havde det deroppe.
Jeg kan huske, at plastic begyndte at komme frem omkring 1950. Jeg var fascineret af det første farvede plastic og stablerne af plasticspande i butikken og pludselig voksede andre spændende ting i plastic frem på hylderne i butikken.

Når vi som børn var til familie-komsammen hos Farmor og Bebe, var det altid spændende at lege gemmeleg ude i butikken. Det eneste lys, der var tændt om aftenen var udstillings lyset i vinduerne, og halvmørket gjorde det ekstra spændende. Vi kravlede rundt på stativerne, og det var lidt uhyggeligt, når man stak hånden ind mellem rækkerne af frakker, for at mærke, om der var én som gemte sig inde i mørket. Selvom det var lidt skræmmende at lege i halvmørke i butikken, så elskede vi det. Vi kendte det hele så godt, men det var bare så anderledes, når der ikke var lyst og fuld af liv.

En gang om året blev der båret jernstativer, som vi kaldte ’galger’, ud i gården. Derpå blev hængt rækker af frakker og kjoler fra forretningen ud til luftning. Det var et stort arbejde, inden alt var på plads igen. Imens blev der gjort hovedrent i alle afkroge af butikken. Tværs over gårdspladsen i 1. sals højde, mellem det værelse, hvor jeg var født og staldbygningen overfor, hang en tørresnor. Når der var store vaske dag, så flagrede lagner, dynebetræk og tøj over vores hoveder.
Mor brugte også en galge i haven hjemme hos os og luftede vores tøj. Galgen kunne nu også bruges til andet. Når der stod én på hver side og holdt fast i galgen, så kunne man bruge den som cirkus-trapetz, lege akrobat og hænge med hovedet nedad. Det havde vi det sjovt med.

Kæret
Kæret lå mellem den nuværende omfartsvej (Røjbækvej) og den første store vindmølle øst for Farsø. I Kæret blev der gravet tørv. Fra min tidlige barndom husker jeg engang, at én af arbejdshestene var faldet i et tørvehul. Farsø havde ikke en Falck station, men en redningstjeneste, der hed Zonen. De kom med en stor kranbil og hjalp med at få trukket hesten fri. Den blev bragt hjem i stalden i Købmandsgården, hvor der blev gjort meget for den. Jeg husker jeg sad på Farmors køkkenbord og kiggede over på den oplyste stald, hvor mændene for ud og ind. Hesten overlevede heldigvis, men jeg husker det som meget dramatisk.

Søvej
Når jeg som helt lille pige gerne ville frem og tilbage mellem mit hjem på Søvej og Købmandsgården om aftenen, ringede min far og farfar sammen. Far havde fået installeret en ekstra lampe nede ved vejen, for vores hus lå på bakken og der var ingen gadelygte. Farfar sagde, ’nu kommer hun’, og så løb jeg alt hvad jeg kunne forbi den uhyggelige kirkegård, Marens hus og Hvilehjemmet og så stod min far og ventede på mig ved lygten. Det husker jeg som en kæmpe tryghed.

Som 7-årig cyklede jeg altid rundt på min farmors store, sorte damecykel. Min farfar, Bebe, kom en dag ud i gården og kaldte på mig, og så gik vi hånd i hånd ud gennem porten over til Morten Nielsen, på den anden side af gaden. De havde en stor bilforretning med tilhørende cykelforretning. Indenfor kiggede Bebe på mig og sagde ’Vælg den, du helst vil ha’’. Jeg kiggede på ham og var målløs. Flotte, nye cykler i lige min størrelse. Jeg valgte en rød cykel – og jeg fik travlt med at cykle hjem ad Søvej til Mor og vise den frem.
Lige overfor Købmandsgården lå Frosts Møbelfabrik (senere Rabøl og nu Galleri 14). De havde udstilling af møbler og tilhørende ligkiste-magasin i baglokalet. Ovenpå i den store lejlighed boede den gamle Fru Frost, Harald og Verner Frosts mor. Verner og hans kone, Else, var mine forældres bedste venner og de havde 3 børn, som var på alder med mig og mine søskende, Per, Lilli-Ane og John. De er desværre alle 3 døde i dag, men mine søskende og jeg delte vores barndom med dem. Det var altid lidt uhyggeligt at besøge den gamle Fru Frost, når man skulle forbi rummet med alle kisterne.

Ved siden af Købmandsgården, med kirkegården imellem, boede Ølhandler Pedersen. De havde 3 døtre, hvor den yngste Dorthe var én af mine veninder. Man legede anderledes sammen dengang. Der var ingen TV, mobiler og computere. Børnene havde større fantasi og man legede på kryds og tværs med alle de andre børn i byen. Der skete ikke så meget i Farsø, men en gang om året kom der Tivoli til byen. Det blev slået op på markerne på Søvej, ved siden af vores hus. Det var spændende, men lavede en frygtelig larm, når det varede. Jeg kan huske den evige musik, dag efter dag (Den lille Sigøjner, Harry Lime og lign.) Til sidst blev min far så træt af, at høre de samme numre igen og igen, at han gik over på den anden side af hækken og forærede dem en stak af vores grammofon-plader. De blev så glade, at de insisterede på at Far tog imod et par af deres gamle slidte. Mærkværdigvis lever ”Den lille Sigøjner” plade endnu, for hver gang jeg rydder op, så overlever den som et sjovt minde. Man spillede plader på det kæmpestore møbel, der rummede både radio og grammofon og man lyttede til Ønskekoncert søndag eftermiddag. ’Vildandens sang’, ’Mor er den bedste i Verden’ og Raquel Rastennis ’Her kommer mutter med kost og spand’ var fast repertoire. Ja, det var anderledes tider dengang. Jeg kan huske, at vi havde en lille højtaler i spisestuen, så man kunne høre musikken helt ud i køkkenet.

Nabo til Hvilehjemmet
Som nabo til Hvilehjemmet (Søperlen) har jeg mange specielle oplevelser. Hr. og Fru Frederiksen, som bestyrede Hvilehjemmet hele min barndom havde 5 sønner og 1 datter. Arne, Frank, Bent, Ove, Hanne og Erling. Mine søskende Jørn, Ulla og jeg havde dejlige legekammerater derinde og vi var sammen næsten hver dag. Vi legede indimellem på de lange gange og besøgte nogle af de gamle beboere, som havde bolscher til os. Engang indebrændte en ældre dame, fordi hun havde røget i sengen. Det var frygteligt. Hendes værelse vendte ud til vores have og jeg kan huske det åbne vindue og den brændte lugt. En anden ulykke jeg aldrig glemmer, skete foran købmandsforretningen. Pludselig skete der et sammenstød mellem en bil og en motorcykel. Motorcyklisten kurrede hen ad gaden i flydende benzin og landende lige ud for Farmors fordør og mig! Far kom og hev mig væk, men jeg glemmer aldrig nogensinde den oplevelse.

Plejebarn i Købmandsgården
Den sommer jeg var 9 år gammel i 1955, tog Farmor og Bebe en 8-årig mulat pige i pleje for hele sommeren. Hun hed Nancy Kroher og kom fra Tyskland. Hendes far var sort amerikansk soldat fra én af USA’s militærbaser og hendes mor en ung tysk pige. De stakkels mulatbørn havde det ikke let efter krigen, men det blev en dejlig sommer for Nancy. Hun vakte meget opsigt i byen, og var i begyndelsen meget genert, men hun kom efterhånden til at elske at være i Farsø. Hun fik mange venner i byen, og Aalborg Stiftstidende kom og lavede en reportage om den lille mørke pige. Da hun rejste hjem til Tyskland igen, bugnede hendes kuffert af mit tøj.

Dødsfald
En episode jeg aldrig glemmer, er at jeg en dag i første klasse gik rundt i skolegården i frikvarteret. En dreng kom hen til mig og råbte: ”Susse, der er én i din familie, der er død. Hele byen flager på halv”. Jeg fik selvfølgelig et chok! Jeg løb fra skolen, op gennem hovedgaden, alt hvad jeg kunne. Jeg måtte standse for toget, der passerede forbi, inden jeg kunne løbe videre. Jeg stormede ind til min far i Manufakturen og skreg – hvem er død? Da jeg så min far tænkte jeg, at det så gudskelov ikke var ham. Det var min farmors søster Inger, ’Bettemoster’, som kun var 54 år gammel. Jeg holdt meget af hende og kom meget hos hende og onkel Ruby på Stationsvej, og det var sørgeligt at møde døden første gang. Apropos skolegården, så var det Tom Christensen, der var skoleinspektør dengang og alle havde stor respekt for ham. Han gav tit en lussing, når de stakkels drenge var oppe at toppes. Når Tom Christensen stod på trappen ved sin bolig og så ud over skolegården, kunne han tit råbe ”HOV” og alle stivnede! I min skoletid var det meget normalt, at lærerne slog, men kun én gang har jeg set en pige blive slået, og det var til gengæld meget voldsomt. Det gik ud over en af mine gode veninder i en matematiktime, og vi var alle meget chokerede.

Mine første langbukser
Da jeg var barn, gik piger altid i kjoler eller nederdele. Aldrig i lange bukser! Det fandtes slet ikke til piger. Om vinteren kunne det være en kold omgang med et stykke bar hud oppe under skørterne. Strømpebukser havde vi nemlig heller ikke før senere. Vi brugte hofteholdere, og hvor var det dog synd for alle små piger. Inde på Hvilehjemmet strikkede en gammel dame lange tykke strømper til mig til vinterbrug, og de var forfærdelige, for det kløede sådan, når man svedte. I Købmandsgården havde vi besøg af familien Lampe, som var gode venner af vores familie. De havde et stort skrædderi på Cort Adlersgade i København, hvor de bl.a. syede uniformer til garderne. Deres datter, Bibi, som var på min alder, kom på et tidspunkt i lækre skræddersyede slacks, og det var vist ikke set før i Farsø. Min mor og jeg synes det var fantastisk smart og som 8-årig fik jeg derfor syet lange bukser. Det var vidunderligt at gå i! Først langt op i 1950’erne blev det normalt for piger at gå i slacks, samtidig med at strutskørterne gjorde deres indtog sammen med fnuggede mohair bluser i pastelfarver. Det var Radio Luxembourg tid, og jeg købte min første transistor radio af Bebe. Han havde ligget på sygehuset og købt en radio til underholdning. Et lysegrønt vidunder, som jeg elskede at ligge og lytte til efter sengetid, i mit lysegrønne værelse med kvistvindue og udsigt over den nye kirkegård. Hvor var det en dejlig tid.

Familiens hunde
Der har altid været hund i Købmandsgården. Det begyndte med store jagthunde, der gennem årene blev skiftet ud med mindre hunde. Jagthundene var der behov for i de år, hvor familiens mænd gik på jagt på markerne i Kæret og i Heden, der dengang lå langt uden for byen. I vores røde hus på Søvej havde vi også selv hund, da jeg var barn. Det var en dejlig sort puddelhund, der hed Jackie. I Heden havde vi først i december hvert år en tur, hvor hele familien klippede gran til julens dekorationer. Et år blev Farmors hund derude. Da vi skulle hjem, kunne vi ikke finde den nogen steder. Der blev ledt efter den de følgende dage, men der var koldt og til sidst opgav vi at finde den. Vi regnede med, at den var gået i en rævegrav, og min farmor var meget ulykkelig. Hun fik dog hurtigt en ny hund igen. Min farmor havde hund lige indtil sin død, som 101 årig.

Søen var et dejligt sted at være, både sommer og vinter. Om vinteren var der masser af børn på kælkebakken, og Mor kunne stå oppe i vinduet i det røde hus og holde øje med os. Udover vores lille kælk, gik vi engang i mellem over i Købmandsgården og hentede en mægtig stor trækælk. Vi kunne sidde 6 børn på den, når den tordnede ned af bakken. Det skulle altid være én af de store, der styrede, for det blev gjort med fødderne, så den kunne dreje og den var så tung og hurtig, at den var svær at standse. Det gav et ordentligt drøn, når den fortsatte ud over isen. Slæden var sikkert beregnet til at spænde efter en hest og transportere kornsække om vinteren. Ved siden af den almindelige kælkebakke gik en endnu stejlere bakke med træer, og den blev kaldt ’døden’. Vi stod også på skøjter, og jeg tror, at alle børn i Farsø var gode skøjteløbere dengang. På et tidspunkt blev der installeret en projektør, der lyste ud over isen, så man kunne løbe på skøjter i de mørke timer sidst på eftermiddagen og om aftenen. Vi havde skistøvler, hvor vi med skøjtesving skruede skøjterne fast. Isen sang, når drengene skøjtede hurtigt hen over den og spillede ishockey. Min far var rigtig dygtig til at løbe på skøjter og kunne både springe, dreje rundt i luften og løbe hurtig baglæns, så jeg var en stor beundrer. En tidlig morgen i min barndom vågnede min far ved lyden af skrig og skrål. Han kunne høre, at det kom fra søen og løb straks derned. Han fik reddet en ung mand op af isen. Han var kørt ud på isen på sin knallert, men nogle steder var isen længere om at fryse til end andre steder, og der var han gået igennem. Heldigt for ham, at Far var hurtigt vågen og fik ham trukket op af isen. Den eneste gang jeg selv er gået igennem isen var engang, jeg skøjtede ind mellem sivene på tynd is. Når man er vokset op på Søvej, så har man altid fået mange formaninger. Min far sagde engang: "Så længe isen knager, så holder den". Det misforstod jeg, så jeg troede, det var bedst, når isen knagede. Det kunne da være gået helt galt.

Nedenfor kælkebakken, med bagsiden ud mod Søvej, stod i mange år et gult træskur, hvor man kunne købe is. Iskiosken blev bestyret af en dame, som hed Nora Meeling, en lidt ældre enlig mor, så vidt jeg husker. Jeg legede ind i mellem med hendes datter, Janne, for jeg boede jo lige på den anden side af Søvej.
Ved søen var der også et andet sted, man kunne købe is. Det var ovre på Stadionallé, der gik ned til minigolfbanen, hvor der nu er tennisbaner. I kiosken derovre kunne man bl.a. købe Ama Toppe til den store sum af 1 kr., hvilket var meget dyrt dengang. Det var mors og min yndlings is, men det var sjældent, at vi flottede os med sådan én. Normalt kostede en stor firkantet flødeis, indpakket i sølvpapir, 25 øre. Is solgte vi først i Købmandsgården nogle år senere, og så blev der lettere adgang til dem. Tennisbanerne lå i 40’erne og 50’erne nede omkring Kornblomstvej. Allerede dengang var min farfar en stor og fyldig mand, men han spillede alligevel ofte tennis, bl.a. med sin gode ven, Dyrlæge Sonne. Senere flyttede tennisbanerne ned på Søvej, ved den gamle sportsplads, som skolen benyttede, og hvor der senere blev bygget den gule præstegård (nu frisørsalon). Næsten hele min familie spillede tennis og min mor Eva var turneringsspiller, når der skulle dystes mod andre himmerlandske byer. Senere flyttede tennisbanerne over, hvor de ligger i dag, ved siden af søen.

Hytten
Om sommeren cyklede Farmor og Bebe bagom Købmandsgården forbi det sted, hvor min far senere opførte Heifa Tekstil (hvor Sognegården nu ligger), af markvejen bagom vores røde hus og ned i Hytten. Der slappede de af og sov til middag på drømmesenge i skyggen under træerne, ved siden af hinanden. Altid i skyggen for at undgå den stærke sol. Vejen der førte ned til Hytten hedder i dag Cathrinevej (opkaldt efter min farmor) og vejen ned mod søen hedder L. Heidemannsvej (efter min farfar). Farmor havde et specielt sted i Hytten, der var hendes. Langs én af plænerne var et stendige rammen om en forhøjning, vi kaldte ’rabatten’. Her havde hun roser af alle slags, som hun passede og plejede, og som vi ikke måtte plukke. Til gengæld var der plantet lange rækker af plukkeblomster til buketter, så jeg cyklede tit ned og hentede blomster til Mor. I Hytten lå der en lille sø, og langs den voksede der de skønneste syrener i blandede farver. Når det havde regnet, duftede de ekstra stærkt, og jeg synes det var den dejligste duft i verden. Det synes jeg stadig. Der var rangorden i familien, når der skulle plukkes bær om sommeren. Først når Farmors køkkenpiger havde plukket, og dernæst onkel Rubys husbestyrerinde, så måtte vi andre plukke, hvad der var tilbage af stikkelsbær, solbær og ribs. Det synes jeg var meget uretfærdigt.

Mellem Købmandsgården og Hvilehjemmet lå ’Marens hus’, hvor Pouline og Jacob boede. Huset var omgivet af et jordstykke, som tilhørte familien, hvor der blev dyrket alverdens grøntsager og lange rækker af jordbær. Det betød, at familien ikke blot var selvforsynende med frugt og bær fra Hytten, men også med grøntsager.

I både min farmors, min fars og min barndom var Hytten som nævnt en velholdt have, som blev passet og plejet af havemænd og gennem tiderne har fire generationer haft så mange dejlige minder derfra. Det blev dog for omfattende at vedligeholde haven som i gamle dage, så gennem tiden groede den langsomt til og træhuset forfaldt. Man fastholdt dog en hyggelig tradition i familien og fejrede St. Hans aften dernede til langt op i 1970’erne, hvor også mine børn har dejlige minder derfra. St. Hans aften holdt vi sammenskudsgilde og dækkede op ved lange borde på plænen, sang midsommersang og havde stort bål med alle naboerne på L. Heidemannsvej.

Bilture og TV
Bilen, der i min barndom hørte til Købmandsgården, var i mange år en mørkerød Chervolet med dørtrin. Stor, tung og rummelig. Vi kunne være mange, når vi skulle ud og køre søndagstur. En af de mest elskede ture gik til Rebild Bakker med efterfølgende kaffe og lagkage på Rebildhus. Det var før fjernsynets tid og man havde tradition for mange køreture. Nogle gange til Vesterhavet og fjorden, andre gange til Fredericia på familiebesøg eller til Himmelbjerget med madkurv.
Min farfar elskede en sommeraften, når vi havde spist, at køre en lille tur ud og se på omgivelserne rundt om Farsø, altid kørende meget langsomt med sin cigar siddende i mundvigen. Jeg var tit med og han holdt ind, for at mærke om kornet på markerne var modent, og i det hele taget se, hvordan afgrøderne stod på både andres og sine egne marker.
Den bedste tur vi kendte, var turen ud omkring Trend Skov. Vi vidste præcis, hvor vi skulle holde for at se kronhjortene, når solen gik ned. Det har jeg oplevet mange gange med Farmor og Bebe, så jeg bliver helt nostalgisk, når jeg engang imellem kommer forbi. Sikke minder, sikke en tid og sikke en ro. Én af turene med Bebe i den gamle bil gik til København i 1952. Bare os 2 alene. Mor smurte stor madpakke til os til den lange tur, og puttede det hele i en kurv. Bebe kørte meget langsomt, så det blev en lang tur. Da vi nåede Ullits, spurgte jeg, om vi ikke snart skulle have vores madpakke, men vi skulle vente meget længere, sagde Bebe. Havde jeg dog bare vidst, hvor langt der var til København. Jeg havde været derovre én gang tidligere året før, men den gang fløj jeg alene derover. Jeg husker, at Far fulgte mig helt op i SAS flyet og afleverede mig til stewardessen, som holdt mig i hånden under hele flyveturen, hvor jeg var syg af skræk. Da jeg nåede Kastrup, kom min faster Tut op i flyet og hentede mig, og jeg følte, at hun reddede mig fra noget meget farligt.

Midt i 1950’erne begyndte min far, Onkel Bent og Verner Frost at udleje biler, da det langt fra var alle familier, som havde en bil. For den ’store’ sum af 1 kr. pr. bil fik Far og Bent mig overtalt til at vaske dem, støvsuge dem og tørre dem fint af, så de stod rene og klar til næste udlejning.

Mine forældre var vist nogle af de første i Farsø, der fik fjernsyn. Det var helt uvirkeligt, pludselig at have en ’levende’ skærm hjemme i stuen. Jeg husker tydeligt programmet ’Horisont’ med John Danstrup på en lille sort/hvid skærm. Han sad bare der og talte, men det var åbenbart meget spændende, for vi havde altid gæster til aftenskaffe. Tænk engang, man inviterede bare på aftenskaffe og fjernsyn.

Min farfar var en ivrig jæger og var medlem af Jagtklubben, som han stiftede sammen med Lassen Stephansen, Bystrup og Emanuel Petersen. Der blev bygget en jagthytte i Fragtrup og Jagtklubben eksisterer stadig i dag. Min farfar blev desuden formand for Vesthimmerlands Købmandsforening og medlem af landsforeningens bestyrelse - og Hytten dannede flere gange rammen om store sommerfester i det regi.

Kongen
En ting, som mange altid har forbundet med Købmandsgården, er tilknytningen til kongehuset. Flere har i årenes løb spurgt os alle, hvordan det hang sammen og hvordan det var opstået. Da Kong Frederik og Dronning Ingrid blev gift fik de i folkegave et stykke af Trend Skov, hvor de byggede Jagtgården. Kongen kom dog allerede som kronprins op for at se på området. Han forhørte sig om, hvordan det var med handlen og hvorfra man kunne få, det man skulle bruge. Han fik anbefalet Købmandsgården i Farsø. Pludselig en dag da min farfar står i kolonialen, kommer kronprinsen ind af døren. Min farfar går hen og hilser og byder velkommen. Kronprinsen vil gerne snakke og forhøre sig om forskellige ting og min farfar spørger, om han ikke vil med ind i privaten og tale tingene igennem over en kop kaffe. Det vil han meget gerne. Der blev snakket og besluttet mange ting og i dagene derefter falder der aftaler på plads.

Da 2. verdenskrig bryder ud, bliver det pålagt kongefamilien ikke at forlade Sjælland. Den næste gang der kommer kongeligt besøg er derfor først i 1945, hvor kronprinsen i mellemtiden er blevet konge. Da Kong Frederik den 9. kommer hen og giver min farfar hånden siger han: "Ja, jeg håber da ikke, at jeg er blevet for fin til at komme på besøg her". Han bliver med glæde budt indenfor. Som årene gik kom der utallige kongelige besøg til Påske og Jul - og både af Kong Frederik, Dronning Ingrid og de tre små prinsesser. Dette foregik i 27 år - i årene fra 1945 og frem til 1972, hvor Kongen døde. Derefter fortsatte Dronning Ingrid alene og besøgte trofast min farmor.
Et par besøg i Påsken og Julen, frem til Nytår, hvor familien skulle tilbage til Amalienborg. Bestemte tider på dagen, somme tider både formiddag og eftermiddag. Det var mest Kongen og min farfar, som blev nære venner, men også Dronning Ingrid og min farmor fik et fint venskab. Min farfar glædede sig, når majestæten kom på besøg, og var altid rørt når telefonen ringede og Kongen sagde "Nu er vi kørt. Vi kommer lige om lidt". Kongen ringede nogle gange fra Hobro station, når en del af familien blev hentet ved toget af én af Krone-bilerne. "Vi er der om en halv time. Kom lige ud – for vi har ikke tid til at komme på besøg før senere". Så stod mine bedsteforældre udenfor og sagde velkommen, og bilerne med Kongen i den ene og Dronningen og prinsesserne i den anden holdt ind til fortovet, og hænder blev stukket ind og ud af vinduerne. Ikke mange timer efter kom det første besøg. Mens Kongen, som næsten altid selv kørte bilen ind til Farsø var på besøg i privaten, underholdt Onkel Bent chaufføren, der altid var med, ude i bagbutikken. De kongelige kom altid først ind i kolonialen, gik derefter gennem manufakturen, hvor de hilste på min far og derefter ind i privaten. En jul kom der besøg fra Trend hele 9 gange - og da de skulle rejse hjem til København ringede Kongen og sagde: "Vi har allerede overtøjet på, og vi kommer forbi lige om lidt og siger farvel."

Engang sad min farfar og Kongen og hyggede sig med en kop kaffe og en whisky sjus. Min farfar røg pibe, men kongen røg sit eget mærke cigaretter. Han havde selv medbragt en stor trææske med cigaretter, som stod og ventede fra gang til gang. Kongen syntes, at min farfars pibe duftede så dejligt, og Bebe sagde, at vi jo solgte fine piber i butikken. De gik ud for at finde én til Kongen, og fra den dag holdt han langsomt op med at ryge cigaretter og gik over til pibe. Når Dronningen og prinsesserne var med, var det altid ekstra sjovt for mig. Jeg var med på 1. parket, og der blev serveret chokolade og citronvand. Engang skulle min farmor have prinsesserne, uden at der var en guvernante med. Kongeparret skulle til Aalborg og min farmor ringede og sagde til min mor, at jeg skulle kommer over og lege med dem. Jeg skulle medbringe mit fineste legetøj. Jeg husker det, som var det i går, og det er nu over 60 år siden. Vi legede i stuen og pludselig kom prinsesserne Anne Marie og Benedicte op at skændes om min store flotte glasdukke og min hvide dukkevogn. Prinsesse Margrethe skældte ud på dem og bad dem opføre sig ordentligt og passe på min dukke. Jeg havde sådan lyst til at tage den fra dem, for den var jo min. Vi har i familien utallige oplevelser gennem de mange år, men altid har Kongen vidst, at han kunne stole på min farfar. Han sagde engang til majestæten: "Det der bliver sagt mellem os, bliver mellem os". Det at fotografere kongefamilien når de var på besøg, brugte vi ikke særlig meget, men der findes selvfølgelig nogle billeder. Det skulle være et fristed. Der er aldrig blevet viderefortalt om personlige ting, men et par sjove historier, som jeg dog godt kan dele, er disse..

Engang, da jeg var en helt lille pige, måske omkring 4 år, skulle Kongen komme på besøg, så Mor havde flettet mit hår fint med sløjfer i. Da jeg havde leget lidt ovre i købmandsbutikken, havde jeg tabt den ene sløjfe og gik ind på kontoret, for at få en voksen til at hjælpe med at binde den igen. Der sad en mand i onkel Rubys stol og jeg gik hen og spurgte, om han ville hjælpe med at binde den, for jeg skulle være fin til Kongen kom. Han tog mig op på skødet og sagde ’ja, jeg har selv 3 små piger derhjemme, så det er jeg vant til’. Først senere på dagen, fandt jeg ud af, at det var kongen, som havde bundet min sløjfe.

Kongen sad engang ved juletid og drak kaffe med Bebe og Farmor. Han tog en Krumkage og sad og kiggede lidt på den. Hvordan får de egentlig den krumme facon, spurgte han. Åh, det skal jeg sige dem, Deres Majestæt, sagde Bebe. Kokkepigen svinger dem over sine lår, når de kommer ud af ovnen. Kongen grinede meget af den historie, og fremover kom kagerne aldrig til at hedde andet end Lårkager.

Min kusine Mette, der næsten altid var hjemme i julen fra København, havde fået et fotografiapparat. Mellem stuerne hang der en portiere, og bag den prøvede hun i smug at tage et billede af Kongen. Han opdagede hende selvfølgelig og sagde: "Kom du nu bare frem og få taget det billede". Kongen kunne godt lide børn, og lavede altid sjov med os.

Som 6-årig hang jeg engang og dinglede i stangen til et af prøverummene. Min farfar sagde altid, at når Kongen gik igennem, så skulle der være ro. Men jeg vidste ikke, at han var der. Jeg hang højt oppe i stangen, og pludselig stod Kongen foran mig og kiggede mig lige ind i øjnene. ”Nu må vi så se, hvor længe du kan hænge der..” sagde han. Det gjorde ondt, men jeg turde slet ikke bevæge mig, da min farfar jo havde sagt, at jeg skulle forholde mig i ro. Til sidst forbarmede Kongen sig over mig, og løftede mig ned. Jeg hørte aldrig noget for det.

Som årene gik, fortsatte venskabet og blev stærkere og stærkere. Kongen bad om et fotografi af min farfar, som skulle stå på hans arbejdsværelse på Amalienborg. Mine bedsteforældre blev inviteret med til prinsesse Benediktes bryllup, og min farmor strikkede til alle de nye børnebørn, der efterhånden kom til, og der kom altid søde takkebreve tilbage. Der blev desuden givet blomster begge veje ved større anledninger og runde fødselsdage. En af de sidste gange prinsesserne var med på besøg i Købmandsgården var, da Kong Poul af Grækenland lige var død. Det glemmer jeg aldrig. Dronningen og de meget høje prinsesser var klædt fuldstændig i sort. Prinsesse Benedikte, der var meget dygtig til at sy, blev ekspederet af min mor i manufakturen og købte fór til nogle nye kjoler. Det var et mindeværdigt syn at se dem stå der klædt helt i sort. Prinsesse Anne Marie blev kort tid efter Dronning af Grækenland, gift som den første af prinsesserne.

Traditioner opstod der flere af gennem årene. Engang da Kongen sad i stuen med min farfar sagde han: "Jeg sender en hilsen til Dem i min nytårstale i år. Når jeg gør sådan med hånden, er det til Dem". Hele familien holdt nytårsaften sammen i Købmandsgården, og vi grinede alle, da vi så kongen lave tegnet. Straks efter talen var slut, ringede telefonen. ’Der er samtale fra Amalienborg’ lød stemmen i røret, hvorefter Kongen kom til telefonen og spurgte: ’Så De mig?’ Sådan startede en tradition med at Kongen ringede straks efter sin nytårstale i fjernsynet, og den varede gennem en årrække helt frem til 1970. Den sidste nytårstale var Kongen sløj, og han døde den 14. januar 1972. Den nytårsaften blev der ikke ringet, for min farfar var død et halvt år forinden. Da Kongen fik den besked den 14. juli 1971, kom der straks et kondolance-telegram, efterfulgt af et langt personligt brev. Den største og flotteste krans ved min farfars kiste var fra kongefamilien. Kong Frederik ringede og spurgte, om hans besøg måtte fortsætte, men det blev kun til den ene jul, da han selv døde kort efter. Fremover var det kun Dronning Ingrid, der kom på besøg. Altid trofast og sød.

Friske forsyninger
I min barndom var det kun ismejerier, der solgte mælk. Det var før kølediskenes tid. Derfor kom en mælkekusk hver morgen kørende med sin hestevogn direkte fra mejeriet, og solgte mælk fra dør til dør. Han ringede med klokken, når hans hest kom sjokkende ned ad Søvej. Vi havde fast bestilling af mælk og fordi vi altid var storforbrugere af mælk, havde vi et jernstativ stående på fortrappen, så kusken udskiftede de høje klare glasflasker hver morgen. Skulle vi have fløde og lignende lagde Mor en bestillingsseddel under stativet. Ymer og tykmælk fandtes ikke, så man lavede det selv af kærnemælk og sødmælk, der blev sat på et lunt sted. Min far var ekspert i at lave tykmælk. Uhm. Køleskab havde vi ikke før omkring 1950, så i stedet købte Mor store isblokke, der blev sænket ned i en stor metalforet trækasse, som stod i vores spisekammer i kælderen i det røde hus. Der var også et flueskab med net for. En lille madelevator kunne transportere øl, vand og mad fra kælderen og lige op til køkkenbordet. Det var meget smart. Hvordan kunne man dog leve uden køleskab om sommeren? Man købte nok oftere ind fra dag til dag. Jeg kan huske, at min far var i Schweiz omkring 1950 og kom hjem med en hel gren med klaser af grønne bananer. Det var første gang, vi nogensinde så bananer! Jeg husker at Jørn og jeg fik lov at dele én, men den smagte underligt, fordi den ikke var moden endnu. Far havde kørt turen til Schweiz med én af chaufførerne fra ’Holm Pedersen’ i Hvalpsund, og han fortalte hvordan Tyskland var fuldstændig udbombet efter krigen.

Heifa Tekstil
(fortsætter i Del 2  -  næste lokale historie)