Jens Foulum

Jens Foulum – født Nielsen – skræddersøn fra Foulum fik et spændende liv.

Skrædder familien i Foulum i starten af 1900-tallet.

Foto fra omkring 1915-16. Skrædderparret Niels Peder Nielsen og hustru Kirsten Marie med nogle af deres børn.

Bagerst fra venstre: Nielsine Kirstine (19/8-1903), Christen Sigvard (5/6-1896), Kisten Marie har på skødet Helga (15/8-1914), skrædder Niels Peder, Christa Marie (5/9-1900), Mourits Christian (15/4-1893). Siddende til venstre: Caroline Amalie (25/6-1906), og til højre: Hjalmar (26/4-1909).

Børn, der ikke er med på billedet:
5/2 1895 Ane Kirstine Nielsen
1/8 1898 Jens – som ved bevilling af 6/1 1938 får sit efternavn ændret til Foulum
14/12 1911 Holger Peter; han blev kun 2 år - døde den 23/1 1914

Familien havde 9 tdr.land i Foulum, derfor måtte Niels Peder også arbejde som skrædder. Han var ”en rigtig” skrædder, der arbejdede siddende på et bord. Et barnebarn Konrad har fortalt, at der var 9 borde i lokalet, så skrædderen må også have haft ansatte.

Foto af ni børn ud af elleve fra Skrædderfamilien.

Bagerst fra venstre: Ane Kirstine; hun er farmor til Leif Kristensen, der har forsynet arkivet med materiale til historien om Jens Foulum, Hjalmar, Christa Marie, Jens, Nielsine Kirstine.
Siddende forrest: Mourits Christian (uddeler i Thise), Caroline Amalie, Helga, Christen Sigvard.

--------------------

Avisartikel - Tirsdag, den 30. juli 1968

Russerne afbrød hans

karriere i Litauen

Kustoden på Hessel, Jens Foulum, fylder 70 år og kan se tilbage på en række begivenhedsrige år.

Det kan næsten ikke gå an at sige, hvor gammel kustoden på Hessel bliver torsdag den 1. august. Der er nemlig ingen, der vil tro det! De vil måske gætte på omkring 60, og så bliver han dog 70.
Da det blev spurgt, om han ville være kustode på den nyopbyggede, stråtækte gård, mente Jens Foulum selv, han var for gammel, men amtsrådsmedlem Jens Jensen sagde: ”Ja, hvad! Kan du ikke længere, kan vi jo bare skifte ud, så det er ikke så galt. Desto lettere får vi ved at skifte kustode”. Denne spøg indeholdt en stor del sandhed, for det var med nogen betænkning, Jens Foulum sagde ja til opfordringen om at overtage pladsen på Hessel.

Men han har prøvet så meget her i livet og har måttet tage så mange afgørende beslutninger, at det ikke var første gang, han stod over for et valg, og han befinder sig godt ude på gården, hvor der hver dag kommer besøgende, skønt gården endnu ikke officielt er åbnet for besøg. Det bliver der meget snart, og så får Jens Foulum nok at bestille.

Navneændring nødvendig. Ja, fødselaren hed egentlig Jens Nielsen og var søn af skrædderen i Foulum, der i sin tid trofast sad på bordet og syede et sæt tøj for 15 kr., og så lagde han vist endda foer til. Alligevel opvoksede der i det solide, arbejdsomme hjem mange børn, der allerede fra barndommen måtte ud at tjene, og det kom Jens da også. Alle kunne lide de børn, for de var alle godt opdraget, stilfærdige og samtidig tilpas muntre. Venlige var de alle, så det var ikke vanskeligt for dem at få pladser.

I 1916 kom Jens Nielsen ind på Fællesforeningens frøkontor i København, gik på skole om vinteren og var i praktisk arbejde om sommeren. Her var der fire, der hed Nielsen, hvorfor de kaldte Jens Nielsen for ”Ullits”, og han fik da den idé at ansøge om at antage dette navn, men det viste sig, at dette navn var der eneret på. Så søgte han om navnet Foulum efter sin fødeby, og nu hedder han Jens Foulum.

Han blev så tilbudt plads på Trifoliums forsøgsgård Damgård i Falling ved Odder som assistent. Nu var han kommet ind på den bane, der skulle blive hans fremtids, og som skulle føre ham vidt omkring. Han blev konsulent i frøavl ved Trifolium i Randers, men i 1923 søgte han plads i Czekoslovakiet inden for frøavlen.

Forpagter i Litauen. Forstander Bredkjær på Tune landbrugsskole var imidlertid rejst til Randstaterne for at undersøge mulighederne der, og det blev afgørende for Foulum, der fik forbindelse med en kollega, der rådede ham til at komme der i stedet for Czekoslovakiet.

Han rejste til Letland, men det blev i Litauen, han senere kom til at udføre sit pionerarbejde, idet han der forpagtede en gård. Han begyndte med at dyrke agurker og blomkål på 10 tdr. land, men senere flyttede han ind til byen Siauliai, hvor han kom til at bo i mange år.

Billede af huset, hvor Jens Foulum boede i Siauliai i Litauen. Han boede til venstre for gitterporten.

På billedet ses Jens Foulum med sin Oldsmobile uden for huset i 1929. Han boede på 1.sal og havde butik i stuen. Der var reklamer for sukkerroer i vinduet.

I disse mange år var han hele tiden i forbindelse med Danmark og havde gerningen som tilsynsførende med hvedemarker og med frøavl. Han begyndte dernæst en efterhånden større virksomhed både som importør og eksportør, især til Tyskland, Frankrig og USA. En stor butik og store lagre blomstrede op, og samtidig havde han tilsyn med over 2000 ha. marker for Trifolium i Danmark. Det hele gik fremad, og han blev kendt langt omkring for sit arbejde – både ude og hjemme.

Han var tit i Danmark i juletiden, da han havde bedst tid, og han elskede også at se sit gamle land og sine venner i juletiden, hvor han besøgte sin gamle kirke og sine slægtninge og venner i Foulum og Omegn.

Russisk statsborger – eller Danmark? Desværre brast hele udviklingen på én nat: i 1940, den 15. juni, var Foulum til studenterfest i Siauliai. Alle morede sig godt, og humøret var højt, indtil det pludseligt blev afbrudt ved råbet om, at russerne havde omringet byen og var på vej ind. – Og det var kendsgerningen. Alt var i en stor forvirring – glæde omskabt til sorg. Fængsler åbnedes, så mange fanger kom ud, mens andre kom ind, og udlændinge fik besked om, inden 2½ måned at erklære, om de ønskede at blive i landet som russiske borgere, eller de ville forlade landet og efterlade alt?

Alle danskere – lidt over 40 – valgte at rejse. Deriblandt også Jens Foulum. Der var ikke noget at gøre ved det. Mange drømme blev slået i stykker, men Foulum beholdt sit gode smil og sin mildhed, og han vidste, at han havde trofaste venner, der ville hjælpe ham til en stilling her.

Han fik straks arbejde ved ”Vestfrø” med hovedkontor i Slagelse, og nu fik han nok at gøre med at tegne kontrakter og sælge frø i Vestsjælland i fem år.

Direktør – og sælger.
Der var da opstået et frøfirma. ”A/S Himmerlands Frøavl” med hovedkontor i Farsø. De tilbød Foulum direktørpladsen, som han havde til 1958, da han købte hus i Vognsild og igen gik i arbejde hos sit gamle firma Trifolium. Han kender mange folk, og han er derfor en god sælger af frø for firmaet, og samtidig er han deres konsulent og har tilsyn med flere avlssteder.

Ringen er sluttet. Et indholdsrigt liv, der har holdt Foulum ung. Han blev aldrig gift, men har venner alle vegne, og derude på Hessel kan han skimte over fjorden til sit gamle hjemsogn, hvor hans tanker altid i trofasthed har søgt til.

Han havde aldrig i sine mange drømme set, at han skulle ende som eneboer og kustode på den gamle herregård, der i hans drengetid var en stor gård i drift, og som nu faktisk er et museum. Men alt kan Foulum fortælle om på sin hyggelige stilfærdige måde. Men frø har altid været hans kæreste arbejde, og i vintertiden og andre stille stunder som kustode, vil han stadig sælge frø. Man kunne sikkert ikke have valgt en bedre kustode til opgaven på Hessel. Han elsker disse egne her ved fjorden og kan fortælle om det, og – som sagt – man aner ikke, at manden er 70. Men det er han ifølge kirkebogen, og den skal jo stemme.

Journalist Kaj Jensen, Aars havde denne artikel i avisen sommeren 1978.

Litauen blev andet hjem

for kustode på Hessel

Hessel: Litauen blev andet fædreland for frødirektør og tidligere kustode på Hessel, Jens Foulum, og havde det ikke været for kommunismens indførelse og russernes invadering af landet, havde han sikkert boet der endnu. Befolkningens væremåde og klimaet med varme somre og kolde vintre passede godt for den stovte himmerlænding, som 1. august fylder 80 år.

Jeg er født i Foulum, søn af skræddermester og husmand. Det medførte, at jeg fik lyst til landbrug og planteavl, fortæller Jens Foulum. Jeg tjente i begyndelsen ved landbruget her på min hjemegn, men FDB søgte unge, som interesserede sig for frøavl, derfor tog jeg til København og kom ind på FDB´s forsøgsgård i Lyngby. En dag kom jeg i tanker om, at nu skulle jeg prøve noget andet. Jeg cyklede en søndag eftermiddag til København og talte med direktøren for Trifolium, det medførte, at jeg fik en stilling som assistent i Jylland, hvor jeg fartede rundt i landsdelen og kontrollerede frømarker.

Firmaet havde meget salg af frø til Randstaterne før kommunismen blev indført. I begyndelsen af 1920-erne tog jeg toget gennem Tyskland. Jeg har aldrig set så megen armod og fattigdom i mit lange liv. På alle jernbanestationer stod tyskerne og tiggede.

På rejsen mellem Berlin og Litauen traf jeg en bankdirektør og hans kone. De forklarede mig, hvordan jeg skulle forholde mig i landet.

Jeg havde en god ven, som var taget fra Danmark til Litauen nogle år i forvejen. Det var faktisk ham, der fik mig til at tage springet til det fremmede. Jeg havde endda fået job i Østrig, men han overtalte mig til at rejse til Litauen i stedet, og det har jeg aldrig siden fortrudt.

Togforbindelserne var ikke særlig gode. Jeg skulle med et arbejdstog det sidste stykke til min vens gods, men det gik kun to gange i døgnet, og da vi så endelig nåede frem til endestationen kneb det med at få bagagen udleveret. Det sidste stykke kørte jeg med hest og vogn, og blev taget ved næsen af en jøde, som kørte. Jeg kørte dog gratis senere med samme jøde efter en biograftur.

I første omgang forpagtede jeg 10 tønder land, som jeg dyrkede med agurker og tomater, 11 koner var beskæftiget med arbejdet. Jeg skulle lære folk at dyrke frø; det troede de slet ikke var muligt på det tidspunkt. Det blev hovedsageligt roefrø, rødkløver og hvidkløver. Jeg arbejdede for Trifolium i begyndelsen, men fik senere mit eget firma, og eksporterede frø til Tyskland og Amerika.

Jeg fartede rundt i landet til de store godser. Jeg forpagtede også selv to store ejendomme. Når jeg var ude på mine rejser, kom jeg tæt ind på livet af lokalbefolkningen. Det skete ofte, at jeg måtte vække en bonde, når jeg kom med et sent tog. Der var skodder for vinduerne, som jeg bankede på. Bønderne var altid villige til at lade mig overnatte, men de ville ikke køre mig til godserne, før det blev lyst. De var bange for røvere. Det var 18 dejlige år i Litauen.

I mit firma var ansat otte mand i begyndelsen, senere 10. Jeg tog selv ud og tegnede kontrakter og kontrollerede frøområderne. I min tid var der fire danske gesandter i landet.

Da russerne kom, gik der godt en måned, før jeg blev tvunget til at forlade landet.
De hentede adskillige af mine gode venner, som jeg ikke har set siden. Alle danskere fik besked om at forlade landet i løbet af otte dage. Min husholderske, som var litauer, fik lov at beholde, hvad hun havde brug for, resten af mine ejendele blev sendt med skib til Danmark af gode venner, og jeg fik alt, hvad der blev sendt, og har mange ting endnu fra min tid i det fremmede.

Jeg kom til Trifolium igen og senere til Himmerlands Frøavl i Farsø. Min kontakt til sparekassedirektør S. Bugge Vegger og amtsrådsmedlem Jens Jensen gav anledning til Hessels bevarelse, og medførte senere, at de opfordrede mig stærkt til at blive herregården Hessels første kustode. Jeg kendte forpagteren på Hessel og havde hans frøavl. Bugge Vegger blev straks fyr og flamme, da han fik herregården forevist, og så kom der gang i sagerne.

Da jeg flyttede ind på Hessel, var der koldt og blæsende, og de gamle porte smækkede. Efter kontakt til Vitskøl kloster kom der hurtigt gang i restaureringen. For fire år siden fratrådte jeg som kustode, men bor stadig på Hessel. Jeg har fri bolig, og må blive boende så længe, jeg ønsker. Der var 92 ansøgere til stillingen som min efterfølger som kustode, slutter Jens Foulum.

Fra tiden i Litauen har Jens Foulum en krystal-pokal, som har sin egen historie. Den russiske Zar skænkede pokalen til et jubilæum i Litauen. Efter kommunismens indførelse turde ejeren ikke have pokalen mere, fordi der var inskription på en sølvkant.

Foulum fandt pokalen hos en marskandiser, men i første omgang syntes han, at den var for dyr. Et par dage senere, da han havde bestemt sig til at købe, var pokalen sendt til en sliber for at få fjernet inskriptionen, den var for farlig. Jens Foulum ville gerne have haft den med tekst, men han kom for sent.

Jens Foulum har de senere år syslet med tanken om at besøge venner i USA, men helbredet er ikke, hvad det har været, derfor regner han ikke med, at rejsen bliver til noget, men han har aldrig fortrudt, at han i de unge dage tog den lange rejse til Litauen, som han synes var et af de bedste steder i Verden.

Fra ”HESSEL Fra forfald – til fredning”

Til varetagelse af og tilsyn med de museumsmæssige forhold blev Jens Foulum tilknyttet som kustode i 1968. Han varetog sin funktion på sin personlige facon, indtil han i 1974 på grund af alder blev afløst af museumsleder Børge Brink.

Hessel-udvalget var sidst i tresserne ved at være nået til ende med den meget store opgave, som det havde været at genopbygge Danmarks sidste helt stråtækte herregård. I stuehusets nordlige ende blev der indrettet en lille lejlighed til en kustode. Jens Foulum, som blev Hessels første kustode, flyttede ind i lejligheden i juni 1968, og mange vil huske ham fra Hessels første år. I 1974 blev Jens Foulum afløst af Børge Brink. Jens Foulum blev boende endnu nogle år i den mindre lejlighed i stuehuset.

Landbrugsleder Johannes Mortensen, Bjørnsholm, som var tilknyttet Vitskøl Kloster

fik i 1966 markarbejdet på Hessel; han fortalte:

”Den 1. juli 1968 blev der ansat en kustode, tidligere direktør for Farsø Frøkompagni, Jens Foulum. Han flyttede ind i den tidligere ejers nyrestaurerede lejlighed. Foulum blev 70 straks efter, og vi var med til den første store fest på Hessel.

Der ligger ca. 4 ha søkær, som skulle blive liggende, for at man kunne se, hvordan det havde set ud.

En lille historie om dette areal: Søren, vor maskinstationsejer, og jeg gik en dag nede ved arealet og funderede over, hvordan vi skulle gribe sagen an. Søren foreslog, at vi kunne sætte en tændstik til rørene, så kunne vi bedre se. Der var 800 m til Hessel. Det blev et mægtigt bål, der især kunne ses ovre fra Sundsøre, hvorfra der blev ringet til Hessel til jens Foulum. Han blev helt forvirret og ringede til brandvæsenet. Da vi med en vældig god samvittighed kom op til gården, fik vi at vide, at den slags gør man ikke uden underretning til brandvæsenet.”

Jens Foulum blev begravet på Foulum kirkegård, hvor han fik et gravsted sammen med sin bror Hjalmar, der også var ugift.