|
Jens Erik Ingvordsens enke har venligst foræret Lokalhistorisk Arkiv for Farsø & Omegn kopier af skriftligt materiale om 2. verdenskrigs tid: Billedet herunder viser Jens Erik Ingvorsen, som er fotograferet sammen med sine forældre.
Jens Erik Ingvordsen f. d. 29. August 1922 i Farsø Kontorassistent Bopæl ved Arrestationen: Nørregade 29 Farsø. (legal). Arresteret d. 29. Februar 1944 paa Farsø Kæmnerkontor Kl. 9 ca. for illegalt Arbejde. Sigtet for at være Medlem af en Gruppe, der modtog Vaaben og Sprængstof fra engelske Flyvemaskiner. Der foreligger delvis Tilstaaelse fra min Side.
Jeg blev d. 8. juli 1944 deporteret til Tyskland sammen med 13 Kammerater fra Vestre Fængsel. Transporten fra Vestre til Gedser foregik i 2 tyske Militær-Lastbiler under Bevogtning af et Dusin Politisoldater. (M.P.bevæbnede – Flugt umulig). Paa Færgen til Warnemünde fik vi Lov til at købe en dansk Middag, Kalvesteg og Jordbær, Øl og Snaps. Politisoldaterne var menneskelige; men kunde ikke oplyse os om Rejsens Maal. Fra Warnemünde fortsatte Rejsen i almindelige Rejsewaggoner sydvest paa gennem Rostock over Lübeck til Kiel, hvortil vi ankom d. 8. juli Kl. ca. 12 Nat. Natten før havde Byen været udsat for et Luftangreb – vi saa Bombeskaderne, da vi gik gennem Byen hen til ”Gerechtsgefuenis Kiel”. Befolkningen var iøjnefaldende fjendtlige stemte, da de erfarede, at vi var politiske danske Fanger. I Kiel sad vi paa Enecelle i 5 Dage, det var et frygteligt Fængsel. Maden var endnu ikke af Betydning, thi jeg var velnæret fra Vestre Fængsel, men Disciplinen her var djævelsk, Fængslet skummelt og natlige Luftangreb. 3 Franskmænd forsøgte at hænge sig, mens jeg var der – kun de 2 fik Held dermed. Kun de gode Nyheder fra Normandiet og Østfronten holdt mig borte fra Flugten fra det hele ved Livremmens Hjælp. Fra Kiel kørte vi med Jernbane i Fangevogne til Hamburg, vi frygtede det var Endestationen for os, denne allerede den Gang sønderbombede og udbrændte By, men Turen gik videre nordøst paa til Lübeck hvor vi overnattede i et Politifængsel udenfor Byen sammentømret af Træ. Herfra fortsatte Turen næste Morgen til Bützow-Dreibergen, en lille By 50 km syd for Rostock. D. 14. Juli 1944 (Bastilledagen) gik vi ind i Straffeanstalten Dreibergen, som vi først forlod 9 Maaneder senere. Her mistede vi vort civile Tøj og blev iført Tugthusuniformen, en hvid Skjorte under en sort luvslidt Jakke; Jakken var sortgraa med et gult Baand over den ene Arm – lange sorte Bukser med en gul Stribe ned langs hver Yderside og en sort Kalot – og et Par Træsko, bestaaende af et Par Træbunde med Lærred som Overbygning. Alle mine Ejendele blev fjernet, og jeg blev klippet skaldet og anbragt paa en Celle sammen med 2 Kammerater. Vi sad paa anden Sal i Midtfløjen i det store Fængselskompleks (Celle 52), Kammeraterne var placerede andet Steds. Den største Del af Straffeanstalten var belagt med Tugthusfanger, Resten var Fængselsfanger. Fangernes Arbejde var mangesidigt. Nogle forlod hver Morgen Fængslet i Kolonner – de skulde ud paa de omkringliggende Gaarde eller ned til Bützow og deltage i et eller andet Fabriksarbejde. Men det var kun Fanger med ret korte Straffe der kom udenfor Fængselet. Fanger med over 4 Aar kunde ikke haabe paa at komme med, de maatte arbejde i Fængslet. Nogle sad Dagen lang paa Cellen og løste Knuderne paa brugt Høstbindegarn med et Søm. (Det var mit arbejde de 3 første Maaneder). Knuderne skulde fjernes inden det paany kunde forarbejdes paa Maskine. Nogle sad og lavede Træsko, andre reparerede Læderfodtøj. En hel Etage Tugthusfanger var beskæftiget med Fenderarbejde, hvilket ikke foregik paa Cellen, men i et større Arbejdslokale indenfor Fængselsmuren. Nogle arbejdede med Bogbinderi og Bogtrykkeri og Snedkerarbejde. Foruden Vagtmesterne var der en Arbejdsleder til hvert Fag, til at holde Opsyn med Arbejdet. Over Vagtmesterne stod Hauptvagtmeisterne – de var gerne Partimedlemmer og ikke medgørlige. Vagtmesterne var for en stor Del Reservemandskab, der var hvervet nede i Bütsow, da de oprindelige Vagtmestre blev sendt til Fronten. De var medgørlige; der var f.eks. en tidligere gammel Slagter, der var blevet Vagtmester, da der ikke var noget Sul at handle med, han var en hyggelig Fyr, vi kaldte ham ”Huselefanten”. Andre Vagtmestre var Krigsinvalider, det var hysteriske Mennesker. Foruden Fængslets vagthavende Embedsmænd var der en hel Stab Kontorfolk, som vi til daglig intet havde at gøre med. De arbejdede sandsynligvis med Fængslets Driftsregnskab, med Registrering af Fanger o.s.v. Paa hele Fængslet var der ca. 2000 Fanger, hvoraf en Del var paa Udekommando til Flyvemaskinefabrikkerne i Wismar og i Warren andre paa Bombekommando. Til Bombekommandoerne blev der kun taget Tyskere som meldte sig frivilligt. Deres Arbejde bestod i at demontere ueksploderede Bomber rundt omkring i Nordtyskland; Arbejdet var farligt, mange blev dræbt, men Kosten var god. Størstedelen af Fangerne var Tyskere – af Danske var vi ca. 200 – af Nordmænd ca. det samme. Desuden var der en Del Franskmænd, Russere, Hollændere og Belgiere; alle sammenblandede. Jeg vedlægger her 3 Tegninger, jeg har tegnet efter jeg kom hjem. De er saaledes tegnet efter Hukommelsen, men de ligner Virkeligheden forbløffende, siger mine Fangekammerater dernede fra. Det første forestiller Hovedfløjen med en af Sidefløjene til højre i Billedet; Iagttageren ser fra den anden Sidefløj ud over Gaardspladsen. Her gik Fangerne hver Dag en 20 Minutters Gaardtur med 4 Skridts Afstand. Vagtmesteren stod henne paa Trappen under Taarnene, hvor Indgangen var.
Det næste Billede forestiller den øverste Etage i højre Fløj – det var Skrædderafdelingen i Tugthuset. Man ser Etagerne neden under. Den anden fjerneste Dør i højre Side, var Døren ind til min Arbejdscelle, Nr. 21; min Sovecelle laa paa modsatte Side og kan ikke skelnes.
Jeg var Skrædder i 6 Maaneder paa denne Celle, som ses paa det næste Billede. Vi var 2 Mand der, en skrædderuddannet Nordmand fra Bergen, 55 Aar og jeg. Paa Instrumentet i Hjørnet til venstre besørgede vi vor Nødtørft – den blev tømt Morgen og Aften. Vi spiste derinde og arbejdede der, og der var en Soveplads, som blev benyttet af en Skrædder, der arbejdede paa en anden Celle. Det var en Student fra Horsens.
Jeg sov, som skrevet, paa en speciel Sovecelle, mens jeg var paa Skrædderiet. Det var Celle 17. Vi var 5 Mand, der sov i 2 Etagesenge – en med 2 Sengepladser og en med 3. Til hver Sengeplads hørte en Madras, en Skraamadras, et Lagen, 2 Tæpper, et Tæppebetræk og en Hovedpude med Overtræk. Lagenet og Betrækket blev skiftet en Gang, mens jeg var i Fængslet. Til Cellens yderligere Inventar hørte naturligvis Küblen, d.v.s. Nødtørftstedet og et Skab til at opbevare vore Spisegrejer i, og desuden et Bord og fem Treben (Stole). Vore Spisegrejer bestod af et Spisefad (et Blikvaskefad), en Træske, en Trækniv, en Trægaffel og et Blikdrikkekrus til hver Mand. Dagen begyndte Kl. 5½ -- da ringede en Klokke nede ved Hauptvagtmesterens Kontor og lidt efter bankede en Vagtmester paa Døren og raabte ”aufstehen” eller han
Nu arbejdedes der fra 6 til 12. Arbejdet paa min Celle var almindeligt Skrædderarbejde. Vi vendte Vagtmestrenes Koners gamle Frakker og syede Jakker og Bukser til deres Børn. Jeg var ikke fagudlært, men det var min Kammerat, og jeg kom snart efter det. Skræddervagtmesteren var selv Skrædder; han kom med Arbejdet til os – forklarede os – laasede og gik – og kom og hentede det naar det var færdigt.
Kl. 12 kom Vagtmesteren og Kalfaktoren med én liter tynd Kartoffel-, Bønne- eller Kaalsuppe til hver Mand. Kl. 12½ kom vi paa Gaardtur i 20 Minutter. Det var næst efter Maaltiderne Dagens Højdepunkt. Skønt vi skulde gaa med 4 Skridts Afstand var det dog muligt at komme til at tale med Kammeraterne. Under Foregivende af at ens Træsko var ved at gaa af, kunde man træde ud af Rækken, saa langt borte fra den Vagthavende som muligt, og sidde og vente til de Fanger kom forbi, man ønskede at tale med; saa sprang man ind i Rækken. ”Noget Nyt?” var Spørgsmaalet altid, thi Krigen paa Fronterne var vort Evangelium. ”Kønigsberg faldet!” – ”Amerikanerne er gaaet over Rhinen paa 3 Steder!” – ”Præsten kommer!” – noget var Sandhed, andet var Rygter; men vi tog alt med Skepsis, vi var blevet skuffet for ofte. Efteraaret 1944 bragte os den store Skuffelse at Krigen fortsatte – vi havde haabet – mange endda troet paa Sejr i September. Aldrig har jeg været saa tungsindig, som da jeg erfarede Nederlaget ved Arnhem. Efter Gaardturen fortsattes Arbejdet til Kl. 7 Aften. Kl. 3 havde vi faaet en Kop varm Æblethe uden Brød; vi brugte den gerne til at vaske Fødder i.
Aftensmaden bestod af en 1½ cm tyk Rugbrødskive, en stor Radise eller en Skive Kødpølse, undertiden 20-30 g. Margarine og Æbletheen paany. (De første Uger var Sulten ikke slem dernede, men den kom, og den var frygtelig. Jeg vejede 165 Pund ved Ankomsten – i September vejede jeg 146 Pund – i Januar 1945 var jeg nede paa 124, og nogen Tid før Afrejsen vejede jeg 112 Pund). Den sidste Maaned blev Rationerne sat ned. Morgen- og Aftenskiven var ikke tykkere end en almindelig dansk Rugbrødskive.
Kopi af 2 avisartikler:
8 Sabotører henrettetAndre 8 Sabotører idømt Tugthusstraffe
Fra officiel tysk Side meddeles: Ved Krigsretsdom af 19. juni 1944 er følgende blevet dømt for Deltagelse i Sabotageforbrydelser: Stud. Theol. Christian Ulrik Hansen, født 26. Maj 1921 i Farsø i Jylland, Landmaaler Emil Balslev, født 19. September 1913 paa Frederiksberg, Købmand Børge Lauritsen, født 25. Oktober 1916 i Aars, Jylland, Købmand Jørgen Rydder. Født 20. September 1923 i Aars, Jylland, Klejnsmed Jens Peter Funk Lind, født 14. Maj 1921 i Sandvig paa Bornholm, Købmand Michael Westergaard Jensen, født 25. Oktober 1916 i Randers. Jylland, Skibskaptajn Poul Ib Gjessing, født 31. Marts 1919 i Silkeborg, Jylland, og Mejerist Hans Jørgen Henriksen, født 1. April 1919 i Aalborg, Jylland, blev dømt til Døden.
8 idømt TugthusstraffeManufakturhandler Knud Malthe Poulsen, født 12. Februar 1922 i Farsø, Jylland, Kontorist Jens Ingvordsen, født 28. August 1922 i Farsø, Jylland, og Blikkenslager Hilmar Kjeld Larsen, født 9. November 1920 i Farsø, Jylland, blev dømt til hver 8 Aars Tugthus. Kommis Carsten Abildgaard, født 28. November 1921 i Aalestrup, Jylland, Seminarieelev Kaj Erhard Enggaard, født 22. December 1922 i Hillerslev, Jylland, Seminarieelev Poul Henrik Pedersen, født 30. Juli 1922 i Løgsted, Jylland, Seminarieelev Aage Kjærulf Bisgaard Christensen, født 17. Juni 1924 i Thorup, Jylland, og Elevaspirant til Seminariet Robert Viggo Hvolby, født 10. August 1926 i Nørresundby, blev idømt hver 6 Aars Tugthus. De under samme Sag anklagede: Fru Else Gjessing, født Jensen, født 11. Juni 1916 i Aalborg, Jylland, og Sagfører Jens Paul Torrild Thomsen, født 4. Oktober 1903 i Aalborg, Jylland, blev frikendt. Dødsdommene er blevet fuldbyrdet i Dag. Fredag den 23. Juni 1944.
2. verdenskrig (som jeg mindes den i korte træk).En eftermiddag var vi nede i haven, Bent og jeg – her så jeg noget som startede en tankerække hos mig. Det var i marts 40 – Czeckoslovakiet og Polen var opslugt af det sindssyge tyske folk, men vi regnede overhovedet ikke med at der var den mindste mulighed for at Danmark kunne gå samme vej. ”Du lille folk, som hygger dig i ro, mens hele verden brænder om din vugge”. Det, jeg så, var en 2 motoret flyver, der i meget stor højde – den kunne næsten kun skimtes i soldisen – var på vej nordover. Den interesse jeg havde for flyvemaskiner sagde mig klart, at det ikke var noget trafikfly eller noget dansk fly. Jeg mente klart at kunne se Heinkel 111’ren profil. Hvad ville tyskerne her? Den 9. april vågnede jeg ved en durren fra luften – sprang til vinduet – så op og opdagede højt oppe de mange sorte kors af fly på vej nordover. Der var JU 88’ere, Heinkel 111, Ju 52 o.s.v. – at det virkelig var vore gravkors, der kom ad luftvejen, vidste jeg ikke. Først på realskolen i Ålestrup, hvor jeg gik, fik vi besked om hunnernes ankomst til Norge og Danmark. Skolen gav fri og vi var et par stykker, der fik fat i salonriflerne og anbragte os skjult i nogle sandgrave, hvorfra vi fyrede løs på Ju 52’erne der strøg lavt over landet. ”Vi skød ingen ned” skønt hensigten var god nok. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor regeringen kapitulerede – det var jo ikke et spørgsmål om at vinde – hvilket var umuligt, men enhver død tysker var dog et lille bitte skridt, den vej som senere skulle betrædes. Norge holdt ud til den bitre ende. Årene gik – isvintre, tyske og japanske sejre som perler på snore – en gylden tid for danskerne, der tjente store penge på tysk arbejde på at sikre nazityskland udi evigheden, men hvad gjorde det, vi forstod intet. Efter endt skolegang var det mig umulig at koncentrere mig om at arbejde, der var nogen fremtid i – fremtiden afhang jo udelukkende af krigens gang – og som ungt menneske, mærkede jeg klart, at min tid ville komme. Klarest så jeg det, mens jeg arbejdede som gartnerlærling i sommeren 41. En varm sommereftermiddag så jeg mens jeg arbejdede ude, 12 2-motorede bombemaskiner højt oppe på vej mod Ålborg. Det var Blendheimer. Jeg vidste, at der på de tyske baser ved Ålborg var stationeret ret store mængder af Messerschmidt ME 109 og 110, som var Blendheimerne langt overlegne – og jeg vidste at de 12 forlængst var observeret af hunnerne og at der ville blive en massakre. Det blev det også. ME’erne vendte højt over Blendheimerne og skød alle ned – ”12-3 kanadier flyver i den visse død for at vinde en krig – mens du går og plukker jordbær” tænkte jeg – de er kommet fra den anden side jorden for at brænde ihjel for din sag. Da begyndte krigen for mig – i mit sind – og den skulle aldrig slutte, før min død. Masser af danskere arbejdede for tyskerne ved anlæg af baserne i Ålborg – det var muligt her måske at komme nær på tyske flyvemaskiner, man behøvede ikke at rejse fra Canada – måske kunne en mand ødelægge mere end 36 og endda overleve. Jeg søgte arbejde på en tysk base og arbejdede med skovl. Og der stod de – ME’erne, Ju’erne og Dormerne ganske tæt på, men under bevogtning. Jeg undersøgte muligheden for at komme til dem fra vandside – over fjorden, men det var håbløst – jeg var ene, uden våben og sprængstof, og forlod arbejdet på basen. Hunnerne stormede gennem Rusland og Afrika, Japanerne gennem det fjerne Østen. Det så håbløst ud, indtil tyskerne gik i stå ved Stalingrad – det første lyspunkt – det kom i vinteren 42/43 – en frygtelig isvinter. Så kom el Alamein i Afrika – nu vendte lykken. Jeg begyndte at klippe tyske telefonledninger over – ledninger der førte til lytteposter, hvad fanden skulle man gøre når man kun havde en skævbider og en cykel. Mor var uhyre interesseret i krigens gang og fulgte den gennem BBC’s udsendelser fra London – far var radikal, d.v.s. ikke ”krigerisk”. Jeg havde mange samtaler med mor om krigen, fremtiden og hun anede, at jeg ville deltage så snart muligheden var der. Hun sagde intet hertil. Sommeren 1943 fik jeg arbejde på kommunekontoret derhjemme, passede arbejdet, måtte endog hjælpe den særdeles hjælpsomme kæmner – en Scaveniustype – med at indkvartere tyske tropper i byen. Sikke våben, jeg kom på nært hold – men den gik ikke. Pludselig stod den effektive mand der – en gammel skolekammerat – Chr. Ulrich Hansen – en fanatiker i sit had til nazisterne – en frygtløs ung mand. Han organiserede efter ordre fra sine kontakter med London hurtigt 3 modtagehold i området: Ranum, Års og Farsø – det var i oktober 43. Vi havde et første kontaktmøde med Chr. U. i en plantage ved Foulum kirke en aften. Her blev vi sat ind i arbejdet, som bestod i at modtage våben, sprængstof m.m. fra bombemaskiner, som ved nattetid ville komme ind over Himmerland på aftalte tidspunkter og steder. En bomber skulle forsyne vore 3 grupper. Nedkastningsstedet for min gruppe blev en hedestrækning vest for Urhøje op mod Trend storskov, ca. 4 km stik øst for Ertebølle klint. Klinten skulle gøre det lettere for piloten at finde frem, når han kom lavt hen over Limfjorden. Nedkastningerne vilde foregå mellem 22 og 2 og datoen bestemtes således: hver aften sendte BBC fra London nyhedsudsendelsen på dansk mellem kl. 18.15 og 18.30. Mens speakeren talte ville vi kunne høre morsesignaler i ”baggrunden” – normalt lagde man ikke mærke til dem. Vort signal blev F . . -- ., det ville komme mellem 18.17 og 18.22 en aften med ”Bombers moon”. Vi skulle lytte hver aften. Endelig havde jeg kontakt med den frie verden – med et mægtigt militært apparat, som ville noget. Nu fulgte den lange ventetid – aften efter aften uden . . -- ., vi begyndte at tvivle. Sidst i januar 1944 kom der fuldmåne og mange klare nætter – nu følte vi, at tiden var inde. En tirsdag aften havde vi næsten alle i familien samlet om bordet – men BBC skulle høres. Vi lukkede op og hørte de første nyheder – men da der ikke var noget særligt, foreslog far at vi lukkede og spiste i fred. Jeg forlod bordet, skruede ned for radioen, de andre spiste videre – men mor så undersøgende på mig og spurgte om der var noget særligt, jeg ville høre. Jeg svarede ikke for pludselig hørte jeg f’et . . -- . var det sandt – jo det blev gentaget – bombemaskinen var på vej (med død, sult og elendighed til ingen af os mere var levende – men det vidste vi ikke). I den blanke kolde, månelyse vinternat gik vi over heden til den aftalte position. Vi var der kl. 22, og ventede spændt i en lavning i terrænet – der blæste en kold vind fra øst – det passede til indflyvning vestfra. Vi var ubevæbnede – kun stavlygterne havde vi med – en rød i vindretningen efterfulgt af 3 klare. Den tanke strejfede os, at der kunne vente tyskere i skovbrynet – et hul i systemet – en brudt kode – jo muligheden var der. Der skete intet – enkelte gange hørte vi støj af tyske natjagere, Ju 88 med Mercedes Benz motorer – ingen Rolls Royce motorer. Vi frøs af h. til og trods en del skæmten var vi bange og spændte. Kl. 2 begav vi os op ad lavningen på vej hjemover, -- Da vi nåede toppen hørte vi den komme -- motorer, der gik som symaskiner – og der – ganske lavt over Trend skov kom den – et fascinerende syn – ganske lavt, en 4-5 træhøjder oppe kommer den mægtige bomber buldrende mod os over Trend storskovs trætoppe – ganske tydelig at se i den månelyse nat (se side 128). Vi er hurtigst muligt på plads, d.v.s. stavlygterne i rette position – der blinker et lys på bomberens underside – den kommer utroligt langsomt nærmere, men pludselig drejer den af mod syd – buldrer bort – men kommer igen og drejer af en km fra os mod syd – vi kan høre den dreje nordpå – mod Ranum-gruppen – og senere mod Aars-gruppen – hvorfor kom den ikke helt ind over os? – at det var døden, der kom mod os, anede vi ikke – 4 måneder mere at leve i, hvis den var kommet – nu kom den ikke, og det gav os en lang respit, vi fik leve livet i mange år, men en dramatisk død betød bomberens drejning. Vi gik skuffede hjem over heden – vi anede intet om den farlige tur på heden’s konsekvenser. Nogle dage efter fik vi en reprimande fra London på grund af vor forkerte position, vi var korrekt placeret – fejlen lå et andet sted – måske hos de polske flyvere i bomberen. I Ranum kiksede det også – Års-gruppen fik hele ladningen ned og det døde de af – en dejlig junimorgen nogle måneder senere ødelagde tyske projektiler deres bryst og de sank sammen bundet til en pæl. Vi andre, en del af os – tog til det forbandede land og sultedes til vaxzx og til at leve resten af vort liv i sygdom. Der skulle komme en ny nedkastning i trekanten – men der skete noget helt andet – krigen blev til alvor for os – vi legede ikke ”røvere og soldater” mere. Vi var amatører, der kæmpede mod et effektivt og grusomt system. Vi var for dårligt uddannede og organiserede – et led i kæden brast – leddene var mennesker og derfor svage. Her begynder tragedien. En mand fra Aars gruppen kunne ikke holde kæften lukket med hvad han havde været med til – han var dødsens farlig at have iblandt os. London forlangte ham likvideret, men ingen kunne skyde ham og vi fandt vor egen tåbelige metode at få ham væk på. Han fik penge på lommen, blev kørt til Aalborg, hvor han på et værelse skulle vente 3 dage på at blive sejlet til det neutrale Sverige. Vi lod den farlige mand alene tilbage!! Han kedede sig på værelset – tog på restaurant – faldt i godt lag, og tungen løsnede sig på ham – han skulle fortælle. Lige bag ham sad Gestapo og lyttede og ”festen” fortsatte på Gestapos hovedkvarter, højskolehjemmet. Jeg så ham nogle uger senere, han var forfærdelig mishandlet og han må have fortalt alt. Vi anede intet. Aars-gruppen blev fanget, Chr. U., Paul Gjessing, Hans Jørgen Henriksen, Fru Gjessing og en uskyldig sagfører fra Aars. Om morgenen kom jeg intetanende til kommunekontoret, hvor jeg arbejder. Ved nitiden banker det på døren og ind kommer mænd i cottoncoats med højre hånd begravet i lommen. Jeg var straks klar over hvem det var og at mine chancer var lig nul. Vi kendte de grå civilklædte mænd. Vi gik til en bil der stod udenfor. Jeg sad på bagsædet sammen med den ene, han var dansker. ”Forsøg intet” blev der sagt, ”vi skyder ved det mindste forsøg”. På turen gennem byen fik jeg øje på en af gruppens medlemmer – han gik på gaden – og jeg så her en chance for at advare dem. Da bilen havde passeret ham vendte jeg mig, for at han kunne se, jeg sad i en grå benzindrevet bil. Det lykkedes – han så mig, og i det samme ramte en knytnæve mit ansigt. Men han havde set mig, alt var i orden for de andre. Køreturen endte i et kontor på en af værnemagten besat skole i Aars. Jeg blev anbragt på en stol midt i lokalet – en gestapomand afhørte mig, mens en anden bevægede sig bag mig uden for mit synsfelt. Jeg var naiv, jeg troede at dette kunne klares mundtligt med søforklaringen, men da de fortalte, at Chr. U, Gjessing, Henriksen, Aarsfolkene var fanget og gestapo var i Ranum, indså jeg at slaget var tabt. Det drejede sig blot om min gruppe har reageret fornuftigt – stukket af, da de så mig i bilen. Efter nogen tids behandling med gummirem og pistolskæfter og støvlespark i ryg og mave, opgav jeg et navn, navnet på ham, der havde set mig i bilen – og jeg fik fred, mens de tog af sted for at hente ham. Han var stukket af ligesom alle de andre undtagen én – ham tog de senere – både Chr. U. og jeg opgav hans navn i den tro han var over alle bjerge, men han blev bare gående derhjemme – hvorfor har jeg aldrig rigtig fået ud af ham. Nogle måneder senere tog de en tredie fra Farsøgruppen. I løbet af nogle dage sad størsteparten af de 3 grupper + hele den secundære ledelse i Aalborg arrest: 5 fra Aars-gruppen, 2 + senere 1 fra Farsøgruppen og 4 fra Ranumgruppen desuden lederen Chr. U, Poul Gjessing m. kone og 2 Aalborg-folk. Fra fængslet i Aalborg har jeg et par ting, som jeg specielt husker og som er af betydning for mig. En nat blev jeg afhentet af gestapo til afhøring på højskolehjemmet – gestapos hovedkvarter i Aalborg, Chr. U. var med – det lykkedes ham, at gøre mig forståelig, at enhver chance for flugt burde benyttes – jeg begyndte at ane, at det hele nu virkelig drejede sig om liv og død – drengeårenes indianerlege var forbi. Da vi nåede hovedkvarteret blev vi med pistol i ryggen ført ud af bilen og ind i hotellet – jeg først. Op ad trappen – stadig pistol i ryggen. Da lød der tumult bag mig. Chr. U. havde lynhurtigt vendt sig – slået pistolen ud af hans ”bagmands” hånd – væltet ham ned af trappen og sprang nu mod udgangen. Min vogter trykkede pistolen hårdt ind i ryggen på mig og skreg ”Stehen bleiben”. Den væltede gestapomand var kommet på benene, fik fat i pistolen, styrtede mod udgangen og affyrede en række skud mod Chr. U., som rammes i knæet, men løber haltende videre, men standses af civile som tror, det er en mand der flygter fra danske myndigheder. Han fanges så af gestapo og mishandles grusomt. Skudsåret tilses først af en tysk samtäter næste dag.
Ganske vist står der i manuskriptet: fortsat s. men mere er der ikke! |
Kammerater til Døden ved Skydning, 2 til 8 Aars Tugthus, 5 til 6 Aars Tugthus og 2 blev frifundet). 
laasede Døren op og raabte ”alles da” og vi raabte ”Ja, fünf Mann, alles hier”. Saa tændtes det elektriske Lys, og vi væltede os ud. Vinduet var selvsagt ”verdunklet”. Sengen ordne-des – Ansigtet vaskedes i koldt Vand, og saa var Vagtmesteren og Kalfaktoren der med Æblethe og en 1 cm tyk Skive Rugbrød til hver. Kl. 6 kom Skræddervagtmesteren og lukkede os over paa vores Arbejdsceller.
