Lokale Historier / Gøttrup Bjerge
 
 
Jernbanen

Gøttrup Bjerge

Per G. Pedersen, ”Bjergvang”, Bjergvangsvej 22, Gøttrup, 9640 Farsø har bidraget med følgende skildring:

Gøttrup bjerge

En mindesten står smukt på toppen af Gøttrup bjerge midt i en lille bøgelund. På stenen står indhugget:

Jens Christensen (Fas)
Du graved og planted på denne bakke
Vi dig for din flid og dit arbejde takke
Rejst af egnens beboere 1935

 
Jens C. Fas blev født i 1847 og kommer til Gøttrup i 1890. Her bosætter han sig på den lille ejendom, der ligger lige syd for bjergene. Der var 12 tdr. land agerjord og 7 tdr. land bakker.

Familien havde fire døtre og fire sønner. I 1912 overtager sønnen Chr. Christensen ejendommen. På et ukendt tidspunkt sælger han selve bakkerne til en mand ved navn Møller Gisselbæk, Enggården ved Farsø.

Af denne mand købte min far Hans Pedersen, Bjergvang, Gøttrup bjerge først i trediverne. Min far var hermed ejer af dette smukke sted til sin død 2001. Vi efterkommere efter Kathrine og Hans Pedersen sælger igen bakkerne tilbage til ejendommen, som nu ejes af Malene og Peter Ditlev, og vi er overbeviste om, at de vil pleje og vedligeholde stedet. Peter Ditlev er i øvrigt forstmand og fagmand.

Efter denne korte gennemgang af ejerforholdet til stedet vil jeg som søn af Hans Pedersen fortælle noget om stedet og enkelte ting om Jens Christensen Fas, som er blevet mig fortalt af min far.
 


Far holdt utrolig meget af disse bakker; ligesom vi børn og et utal af andre både børn og voksne har oplevet  stedet både sommer og vinter med store eventyrlige glæder til følge.

Før 1890 var der kun spredt hårdfør selvsået beplantning deriblandt lyng på bakkerne, så når man stod på kæmpehøjen, havde man uhæmmet udsyn til alle sider horisonten rundt. Man kunne se i alt fem kirker, og Limfjorden lå som en gylden stribe punktvis fra Rønbjerg til Hvalpsund.

Det var en barsk natur at se på og for så vidt at være i. Der var næsten ingen træer over mandshøjde, da min far ankom til egnen sidst i tyverne og bosatte sig på Bjergvang sammen med vores mor Kathrine, der var fra Alstrup. Mine forældre havde været nogle år på øerne og var dermed vant til en langt frodigere
natur, så min far var noget mismodig over naturen. Træerne var af blæsten tvunget til at hælde mod øst. I dag er der en helt anden naturstemning takket være alle disse mænd og kvinder, der omkring århundredskiftet begyndte træbeplantningen.

Jens Christensen (Fas) var en stor stærk og bredskuldret mand. Foruden den lille ejendom gik han på dagleje hos egnens landmænd for at tjene til familiens ophold. Han kom bl.a. ned til Chr. Vestergård i Gøttrup. Denne blev så imponeret over hans store fysiske styrke, så han engang tilbød at forære ham en tønde korn (100 kg.), hvis han kunne bære den hjem på sin nakke. Det kunne Jens, og der gik frasagn om denne bedrift hos lokalbefolkningen.

Jens var en fremsynet mand og opmærksom på nye muligheder i landbruget. Han hørte om muligheden for at købe kunstgødning. Han bestilte derfor en sæk i Farsø købmandsgård. Den skulle leveres og hentes på nærmeste station, og det var i Hornum. Eftersom Jens’s trillebør var udstyret med træhjul, gik han til Chr. Vestergård, der havde noget så luksuriøst som en jernring uden om træhjulet på sin trillebør, og lånte denne. Derefter gik han den lange tur på 10 km. til Hornum og hentede sin gødning. Jeg har tit tænkt på Jens, når jeg til de samme marker har hentet 5 tons gødning i Farsø på en spredevogn og spredt det på et par timer. Kontrasten er så stor, at man næsten ikke kan forstå det.

Med spade og en utrolig energi begyndte Jens Christensen (Fas) at brække lyngen (datidens udtryk) på bakkerne i 1890-erne. Det var virkelig et pionerarbejde. Grunden var det rene sand og for at give de små bjergfyr, som skulle plantes, en chance for at gro, bar han kogødning op ad den stejle bakke og lagde en klat i hvert hul ved det lille træ. Disse bjergfyr banede vejen for at danne skovbund til næste generation af træer. Jeg har været med til at køre hele læs af disse træer hjem. De var ikke større end, at de lige kunne gå i kvashuggeren. Det var så især rødgran og ædelgran. De var et glimrende supplement til brændsel især under krigen, også af den grund var min far glad for skoven, det var hjælp til overlevelse. Min far var meget
påpasselig med at få genplantet skoven. Ingen troede på, at løvtræer kunne gro, men far plantede alligevel i 1940 en lille bøgelund omkring mindestenen. Disse groede efterhånden smukt op.

Men Jens Christensen (Fas) brækkede altså i alt ca. 8. tdr. land hede op med håndkraft. Dette var så stor en forandring og forskønnelse af landskabet, at det var let for far at få naboerne med på ideen om at hædre den gamle Jens Fas, som han hed i daglig tale. Til dette knytter der sig en hel speciel historie.

Nogle mænd, jeg afholder mig fra at nævne navne, da jeg ikke ved alle, cyklede til Ærtebølle og udså sig en stor flot sten, der lå et lille stykke ude i Limfjorden. De lejede en lokal vognmand – naturligvis en hestekusk  – for at hente stenen. Uheldigvis kom han med den forkerte sten, der slet ikke egnede sig til formålet. Den blev dog senere til fundament for den udvalgte sten. Min far samt Per Trend og nogle flere mænd, som jeg ikke husker, riggede nogle dage senere en meget solid vogn sammen og satte nogle gode store heste for, og så gik turen til Ærtebølle igen. De gravede vognen helt ned på siden af stenen og ved hjælp af nogle store træer fik de stenen væltet over på vognen. Hjemme i Gøttrup igen vakte det opsigt og forundring, hvorledes man dog fik sådan en stor sten opad den stejle bakke. Kunne seletøjet holde? Ville hestene løbe løbsk o.s.v.? Mine store søstre, der var 5-6 år, fik store formaninger om at holde sig væk fra området imens. De husker stadig, hvordan de stod hjemme ved Bjergvang og så hvorledes hestene sled sig op ad bakken. Det var et stort arbejde for mændene at få de tonstunge sten lagt på plads over hinanden, hvilket jo naturligvis skete ved hjælp af pæle og håndkraft.

Da alt var på plads, stenene muret sammen og stenens indskrift hugget ind, blev det skikket bud til Jens Christensen (Fas), der boede hos en datter og svigersøn i Hvalpsund. Der blev holdt en sammenkomst af omegnens beboere, hvor stenen blev afsløret, og hvor der fra forskellig side blev rettet en stor tak til den gamle mand for hans store indsats for landskabet og egnen. Ifølge Løgstør Avis var dette kun blevet til ved en ukuelig vilje og energi.

I mange år efter denne tid kom der flere familier på søndagsudflugt i Gøttrup bjerge, hvor de hyggede sig med deres kaffe og med hinanden, nød naturen, og drøftede dagens problemer, mens børnene legede i træerne og på højene.

Der fødtes en ny tanke. Ved fælles hjælp blev der rejst et udkigstårn af træstammer på en kæmpehøj, der ikke var fredet. Det var et glimrende udkigstårn og udflugtsmål i en kort årrække. I tidens løb gik tårnet til af vind og vejr og blev da farlig at have stående.

Min far, der var gymnastiklærer i en årrække, fik også den ide at lave sommergymnastikstævne på en plads, der blev indrettet lidt vest for den store kæmpehøj. Det var et sted med læ og naturlige soddepladser opad
skrænterne. Stævnerne stod på i nogle år.


Kælkebakken

Det var vintersneen på Gøttrup bjerge, der var den store årlige oplevelse for alle børnene i kilometers omkreds, i mange generationer.
 


Der var en lang bakke helt oppe fra kæmpehøjen, som fortsatte helt ned til ejendommen og over Bjergvangsvej, over marken forbi en brønd. Denne dårligt tildækkede brønd var det store faretruende punkt for både børn og voksne, og ikke uden grund. Engang faldt der en ko i brønden, og folk måtte trække den op ved hornene. Jeg kan huske Verner Byrialsen, der var så vittig, fortalte at dens hals var så tynd som en gåsehals ved den operation. Brønden blev siden dækket til, da den heller ikke længere var i brug.

Jeg kan ikke lade være med at omtale bakken som gik under navnet "Døden". Når vi stod på ski på "Døden", kunne man kigge lige ned i gården, hvor Anton Haldrup dengang boede. Det var en helt utrolig stejl bakke, 30-40 meter lang med træer på begge sider. Vi susede ned ad den, nåede bunden og fortsatte et stykke op ad marken. Det gav virkelig et sug i maven, for træerne stod tæt på begge sider. Det føltes farligt, og mange nåede aldrig overvindelsen at tage turen. Der blev bandet meget for at overvinde sig selv inden suset. Jo, "Døden" var i manges bevidsthed skrækken i Gøttrup bjerge.

Dyrlæge Sonne i Farsø havde et stort øje for eventyret på Gøttrup bjerge for børnene. Han havde selv en flok børn, og når det helt store snevejr satte ind, sendte han ilbud rundt i byen: ”Efter skoletid trækker jeg slæder efter bilen til bakkerne”. Så var der en hale så lang af slæder. Det var festligt og til stor morskab for børnene.

Der kunne godt blive kamp om pladserne på kælkebakken, og jeg tror nok, landbobørnene nogle gange følte sig lidt trængt i defensiven af bysbørnene. Landbobørnene var lidt mere generte og følte velsagtens, at det mest var deres bakker. Men det var kun små skærmydsler, der aldrig førte til voksenindblanding,
og når det blev aften, kom Axel Sonne og slæbte hele flokken hjem til byen igen. I nyere tid fortsatte sønnen, Bent Sonne transporten af de glade børn. På stjerneklare frostaftener husker jeg, vi kunne være en lille flok børn, der stod på ski i bakkerne. Det føltes som en fuldstændig forrygende sammensmeltning af naturoplevelse og leg. – Jo, legene i disse bakker på alle tider af året, på fødselsdage, søndage og hverdage er indprentet i ens bevidsthed som noget rigt og godt.

Men også besættelsestiden satte sine spor i skoven for vi børn og voksne. De tyske soldater brugte skoven til deres øvelser, som om det var deres egen. Der var tydelige tegn på skydeøvelser, og det var ikke altid løst krudt, der blev brugt. Vi børn samlede ofte projektiler op i skoven. Det var jo i alle måder en dyster tid, der også gjorde vi børn lidt bange for skoven. Det overskygger dog ikke alt det skønne, vi oplevede der.

Per Pedersen afslutter sin beretning med en oplevelse, han havde sammen med sin far midt i skoven ved højen i et af de sidste år, hvor han gik og klippede pyntegrønt og solgte lidt juletræer. Han var da ca. 83 år:

Sneen var faldet om natten, og træerne stod så smukke, som de kun kan i helt stille frostklart vejr. Hvert et dyr havde sat sine spor og lydene hang i luften omkring os. ”Du kan ikke tænke dig”, sagde far, ”hvor skønt jeg føler det heroppe. Det er som jeg ser Gud i det hele overalt. Det er ham, vi kan takke for, at vi har det og får lov at låne det for en tid”.
Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn | Torvet 1 -2. sal, 9640 Farsø  | Tlf.: 24 85 12 70 | lafarsoe@gmail.com