Årsskrift 2009 – Vesthimmerlands Lokalhistorie – Den kongelige jagthytte i Trend
 
Bertel Bavngaard fra Overlade og Omegns lokalhistoriske Forening / Arkiv skrev om:
 
Fra hedebakker til storskov.
Trend Skovs historie fra tilplantningen til tider, der endnu huskes.
 
              -----------------------------------------------------------------------------
 
Overlade Lokalhistoriske forening sniger sig ind på Strandby-Farsø med denne beretning om Trend Storskovs tilblivelse og historier fra Gunderupgaard og Trendgaard. Dette er fordi forfatteren Bertel Bavngaard, Lunden Skov, Overlade, af en særlig grund interesserer sig for Trend "i gamle" dage". Bertel Bavngaards far, senere skovridder i Gatten, Johs. Th. Bavngaard, var inspektør for den nye Trend Skov og Trendgaard fra 1912 til 1921. Forfatterens fire søskende fødtes på Trendgaard i årerne 1914-1920, og gennem hele tilværelsen har Bertel B. hørt om de år, han ikke oplevede, men som afspejler tiden omkring Første Verdenskrig. 
 
                  -------------------------------------------------------------------------------

Byggemøde hos Jens Kieldsen, Trendhus, d. 19. maj 1938. Den kongelige jagtejendom er under opførelse, og fra venstre ses kammerherre og hofchef for kronprinseparret J.V.F. Vest, fru Ellis Kieldsen, bygmester A.P. Ebbesø, kronprinsesse Ingrid, Jens Kieldsen og kronprins Frederik.

 
 
Kong Frederik og dronning Ingrid var flittige brugere af Jagtejendommen i Trend. De interesserede sig ikke alene for skoven og dens drift, men også for de ansattes ve og vel.
Således besøgte de under længere ophold altid de ansatte i de til skoven hørende huse, dronningen fortsatte hermed efter kong Frederiks død, og da en ny skov-arbejder var kommet til Østerhus, modtog han en dag dronningen og bød hende ind med ordene: Vil københavneren ikke med indenfor?
Det var ikke lige den tiltaleform, majestæten var vant til, men hun var så stor en menneskekender, at hun var klar over, at dette med ”københavneren” var det højeste, denne sindige jyde kunne svinge sig op til, når der skulle tales i tredje person. Uden at fortrække en mine takkede majestæten venligt for invitationen, og det blev til et både langt og hyggeligt besøg med kaffe og kage på bordet.

Mere end 120 år
Når talen er om Trend Storskov, falder manges tanker på kongeparrets trofasthed og besøg, mens færre kender historien om Trend Skov, dens tilblivelse og dens historie gennem godt 120 år. Den vesthimmerlandske storskov, hvor næste generation af kongelige stadig kommer, dækker gamle hedebakker med engang vide udsigter og blev plantet, da Dalgas ville ”indad vinde, hvad udad tabtes”. Dertil står den som minde om det tusindårgamle sted Gunderupgaard og dets svindende storhedstid. Herregården Gunderupgaard ejede vidtstrakte enge, marker, heder og hele to kirker: Strandby og Foulum – men ingen skov. Trend Storskov, som vi kender den i dag, opstod som resultat af tre markante tidsbilleder af 1880-erne, nemlig konjunkturer til skade for landbruget, hærgende sandstorme og den berømte Enrico Mylius Dalgas`s historiske skovrejsning, som det ville hedde i dag.

Plantningen blev til intet mindre end en fædrelandssag. Landet skulle genrejse værdier efter tabet af Sønderjylland i 1864, hvor Dalgas havde deltaget i krigen. Skovhistorien tager udspring i 1885, i den periode da Gunderupgaard ejes af ”den yngre Weinschenck”, Ivar Kierulff Weinschenck og hustru Nikoline, i 1842 født Kieldsen fra Mølgaard i Haubro. Ivar Weinschenck var en respekteret og overordentlig driftig landmand, for hvem det dog gik så galt, at Den Danske Landmandsbank, den senere Danske Bank, måtte overtage herregården med omfattende tilliggender.

Tiderne var som nævnt blevet ugunstige, og på Gunderupgaard blev situationen forværret af to ting:
Weinschenck forbyggede sig på en kæmpe-kostald, som aldrig blev færdig. Han satsede på en dengang uhyrlig besætning på 100 køer. Men både murstenene og pengene slap for tidligt op, og samtidig var det gået tilbage for et anseligt brændevins-brænderi, som hørte til gården. Det måtte lukkes, og i 1885 var konkursen for Gunderupgaard en kendsgerning. Ved en tvangsauktion måtte man ydermere frasælge Trendgaard og vandmøllen i Trend Å.

Denne historie og det meste, man kan finde om Gunderupgaards fortid, blev skrevet i 1992 af nu afdøde sparekassedirektør i Farsø, Søren Bugge Vegger, som gennem mange år , og endnu på dette tidspunkt, ejede og beboede resterne af storgården. Bugge Veggers bog ”Gunnis Torp – Historien om Gunderupgaard og Trend Storskov” er kilde til denne del af beretningen, hvori det nævnes, at Trend vandmølle i øvrigt købtes tilbage af Landmandsbanken, som længe beholdt Gunderupgaard. Åmøllen fungerede indtil 1905.

Gunderupgaard 1840, maleri af R.M. Kruse. Perspektivet er ikke korrekt, idet         

Rønbjerg hoved i baggrunden ligger længere mod vest (til venstre) og mindst fire km. væk i luftlinje.
 

En af tidens store danskere, C.F. Tietgen, var op til tvangsauktionen ved at komme ind i billedet, idet Landmandsbankens direktør Isak Glückstadt forsøgte at afstå brændevinsbrænderiet til Tietgens ”samling af brænderier”, som han opkøbte, og som kom til at danne grundlag for De Danske Spritfabrikker. Men Tietgen var ikke interesseret i Gunderupgaards brænderi, måske fordi kundegrundlaget på egnen var for utilstrækkeligt.

Hellere skov end snaps
Og på en måde begynder Trend skovs historie lige her, for da brænderisalget var på tale, frarådede den indsatte inspektør på Gunderupgaard, Lars Hansen, på det kraftigste bankdirektør Glüskstadt at satse på brændevinen og salget af brænderiet. Hansen blev ofte senere citeret for udtalelsen, at skov på hederne ville være både mere nyttig og smukkere at se på end fulde folk!
Inspektør Hansen så ret i mange ting og har for både sin udtalelse og sine gerninger en mindesten på Kongenshus hede, bærende navnene på ægteparret Louise og Lars Hansen.
Når ”Gunderupgaard Plantage” blev grundlagt i 1887, havde det således baggrund i Lars Hansens holdning, desuden i tidsånden, i voldsomme jyske sandstorme samme år og i Gunderupgaards økonomiske skæbne. På flere måder passede dette med, at Hedeselskabet, stiftet af Dalgas, i 1887 fik skovrider Poul Georg Morville som chef for de store tilplantninger i bl.a. Himmerland. Han var en ven af Dalgas, stod bag mange af E.M. Dalgas´s initiativer og blev også gift med en Kieldsen, nemlig den senere lige så markante Johanne Kieldsen fra Lynderupgaard. Hedeselskabet havde således fra start den ledende og rådgivende rolle i forbindelse med tilplantningen af Gunderupgaards bakker, og det gik stærkt.
 
Mange fra egnen deltog, også kvinder, og allerede i 1894 kunne man lade tinglyse deklaration for 915 tdr. land fredskov. I 1907 var 1200 tdr. land blevet beplantet ved Trend, idet man afbrændte hede, efterhånden som opgaven skred frem. En voldsom, ukontrolleret brand kom i den forbindelse i 1893 til at knytte sig til historien, idet ilden løb fra Gunderupgaards heder mod syd og østpå til den tidligere præstegård Vadgaard, videre til Tandrup og Fredbjerg. Beretningen handlede dog mere om dramaet end om skaderne, for lyngen skulle jo væk, og gårde gik nogenlunde fri af ilden.
 
Onkel Grog

Onkel Grog, skovridder Poul Grog Morville, tager sig et hvil. Bemærk langpiben, hvis hoved støtter på gulvet.

 
Når talen er om skovrider Morville, var han en markant personlighed, i familien kaldet for onkel Grog. Gennem sit giftermål med Johanne Kieldsen fik han et nært forhold til både Lynderupgaard, andre store gårde og væsentlige dele af Vesthimmerland. Morville var leder af mange jagter, som bankdirektør Glückstadt holdt på Gunderupgaard, og onkel Grog var fuld af spas. En af mange historier går på, at skovrideren kunne finde på, midt under et drev, at råbe: ”Ræv! Ræv i såten”.
 
Så strammede jægerne forude sig op og gjorde klar. Ræve kom der dog ingen af, for som Morville hviskende betroede sig til den nærmeste: ”Der var sgu ingen ræv, men det liver altid op, hvis de tror det”. Efterkommere har billedet af onkel Grog, liggende på en chaiselong og rygende på en lang pibe, som støtter på gulvet. Privat boede han i den smukke Skalmstrup skovridergård ved Stoholm, senere i sit gamle hjem i Viborg, men døde brat som 60-årig under en forestilling i Betty Nansen Teatret i efteråret 1921 i København.

Gunderupgaards opløsning
I 1907 besluttede Den Danske Landmandsbank at skille sig af med Gunderupgaard, og Strandby-Farsø kommune fik tilbud om køb af Gunderupgaard Plantage på 660 ha plus Trendgaard med ca. 75 ha. Skønt pristilbuddet betegnedes som meget fordelagtigt for køber, afslog sognerådet, og følgelig skete en opdeling af Gunderupgaards tilliggender. Herom skrev Søren Bugge Vegger, at hovedparcellen med Gunderupgaard og landbruget blev solgt til justitsråd Evald og proprietær Andreas Holst, og hvordan staldpladsen end blev etableret, drev Holst snart gården med de 100 køer, som Weinschenck satsede for højt på.
 
Man anvendte nu plantagebetegnelsen Gunderupgaard Skov, og et konsortium overtog skoven. Trendgaarden og Strandby kirke, alt under navnet I/S GunderupgaardSkov. Selskabets medlemmer var godsejer P. Bohn, Flensborggaard, geheimeetatsråd, bankdirektør Is. Glückstadt, bankdirektør E. Glückstadt, direktør Carl Ruben og kommitteret N. Schack Eyben. Interessentskabet var etableret 10/3 1910, men allerede i 1912 solgte konsortiet og interessentskabet skoven og Trendgaard til grosserer Carl Holbek, København. I 1912 fulgte ydermere afståelsen af Strandby kirke, idet både kirke, kirkegård og kirkens arkiv overgik til det for kirken beskikkede tilsyn. Gunderupgaard var ikke blot solgt, men også opløst.

Grosserer i yacht
Grosserer Carl Holbek fik fra start en skovtilsynsførende, hvis gerning de følgende 45 år også kom til at dreje sig om plantning i Himmerland. Det var forstassistent og senere skovrider i Gatten, Johs. Th. Bavngaard, som kort tid forinden havde afsluttet sin uddannelse på Hedeselskabets specialskole i Birkebæk, oprettet for at rette forstlig uddannelse mod netop hedetilplantningen og vilkårene for kommende skov. Bavngaard boede på Trendgaard, hvad ejeren og hans familie kun lejlighedsvis gjorde, og forfatteren til artiklen her er det eneste af daværende ”inspektør” Bavngaards fem børn, som ikke fødtes i Trend. Familien flyttede i 1921 til Gatten, og først i 1931 sluttede jeg mig til som efternøler. 

                  Trendgaard set mod nordvest. Malet 1919 af M. Hellas.

Grosserer Holbek var kendt for bl.a. sin imponerende lystyacht, hvormed han ankrede op under ferier i Trend. Han ejede både Trendgaard og Trend Skov indtil 1923 og solgte da til godsejer Jens Laursen, Ormstrup, som igen afstod efter fem år og i 1928 overdrog til Kield og Jens Kieldsen, far og søn fra Lynderupgaard. Jens Kieldsen blev den herpå mangeårige ejer af storskoven og flyttede ind i en bolig, opført af grosserer Holbek og beliggende over for Trendgaard.

 Trendhus, Jens Kieldsens det første, opført af Carl Holbek overfor Trendgaard

 
 
Jens Kieldsen blev manden, der i hemmelighed samlede areal til den folkegave, som kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid modtog i 1938, og som blev til Den kgl. Jagtejendom i Trend.
 

Den kgl. jagtejendom fotograferet i påsken 2006, året da skovfoged Vagn Damgaard   Hansen fratrådte.

Arealer og ejere
Gunderupgaard Plantage, senere kaldet for Trend Storskov, var ved Landmandsbankens salg til det nævnte interessentskab og senere ved salget til grosserer Carl Holbek på 666 ha., og det var arealet, som i 1923 solgtes til godsejer Jens Laursen og i 1928 til Kield og Jens Kieldsen. I 1938 afstod Jens Kieldsen 360 ha. Til folkegaven og sammenkøbte ydermere 70 ha. Hedeparaceller, således at området om jagtejendommen blev på 430 ha – senere til indhegning, som dels skulle skærme de kongelige under ophold og dels holde på skovens kronvildt.

Jens Kieldsen ejede nu de tilbageværende 290 ha plus 75 ha sammensat af opkøbte lodder mod øst, et område, der benævnes Kragehøj. Han beboede til sin død huset over for Trendgaard og tilføjede i 1938 en ekstra fløj. Skoven afstod han allerede i 1967 til sønnen Hans Kieldsen. Denne boede først i Vadhuset i skoven mod øst. Senere købte Hans Kieldsen Kaldalgaard ved Louns sø og har fra sommeren 2009 planlagt en tilbageflytning til Trend, til huset over for Trendgaard.

I 1989 afstod Hans Kieldsen de første 200 ha af storskoven til kongehuset, i 1997 Kragehøjs 75 ha til privat købet og i 2008 endnu 40 ha til jagtejendommen. Hans Kieldsen fik den uoverskuelige opgave at løse skovproblemet efter voldsomme stormfald i 1981 og 1983, hvilket førte til vanskeligt gennemførlige pålæg fra Skov- og Naturstyrelsen. Følgelig måtte skovejeren rette lys mod ny indtægtskilder såsom etableringen af dyrekirkegård, anlæg af lejrplads, salg af jagt og udlejning af parceller til sport som splatterkrig. 

Trendhus sommeren 2009, nu tilhørende Hans Kieldsen

Trendgaard var i 1923 frasolgt af grosserer Holbek og fik de følgende 15 år en række af ejere, i 1920’erne bl.a. en, der drev pensionat. På den tid, da kronprinseparret fik ejendommen, købtes Trendgaard med 75 ha vest for landevejen af Per Dornonville de la Cour, kaldet Ville la Cour, som efterfulgtes af Mavissa la Cour, og tredje generation på stedet er stadig advokat Thomas la Cour. Skoven mellem Viborg-Løgstør landevejen og fjorden indgik ikke i Gunderupgaards oprindelige plantningsprojekt og etableredes af de senere ejere. Til gården hører foruden skoven, man ser langs landevejen, et stort forstrandsareal.

 Trendgaard som den vises 1908 i J.B. la Cours Danske Gårde.Til venstre i billedet

  er træer på vej.