Fjorden var deres levebrød

Fiskerlejet Risgårde, der ligger ud for den lavvandede Risgårde Bredning, har siden Arilds tid lige som de fleste andre fiskelejer ved Limfjorden været hjemsted for en befolkning, der erhvervsmæssigt kombinerede fangst, fiskeri og landbrug. Fiskeriet havde her på stedet sin storhedstid fra ca. 1925 til 1955, hvor ikke mindre end 4 motorbåde var hjemmehørende her. De beskæftigede 8 mennesker, der havde fiskeriet som hovederhverv.

Før denne tid fiskede man ikke med motorbåde, men fiskeriet foregik fra pramme og sejlbåde, den såkaldte Limfjordssjægt. Dette gælder f.eks for Niels Josef Nielsen og hans broder Per, som tilhører den store Nielsenfamilie (antalsmæssigt, den største del af beboerne hernede) . De har levet her i landsbyen i siden midten af 1800 tallet. Et kendt medlem af familien var den gamle fisker, Niels Kristensen Josef(født1813 i Louns og bosat i Risgårde 1854), der med sine ramsaltede historier spredte glæde og humør omkring sig. Omtalt i Evald Tang Kristensens ”Gamle Kildevæld”, hvorfra det ophængte portræt stammer.

De fire bådlaug bestod af fiskerne Kresten Sørensen og Christian Nielsen(Pister) (Lilly Nielsens fader), Hans Nielsen (Smedehans- faderen smed) og hans broder Niels Peter Nielsen, Jens Sørensen (Knotjens)* og Kræn Hviid (Kræn Auret) (vendte trøjen avet om), Svend Sørensen (Kresten Sørensens søn) og Hans Nielsen (Lilly Nielsens halvbroder).

Fiskerne blev oftest kun kaldt ved deres øgenavne.
 
Risgårde bredning udgjorde med sit lave vand og bælter af ålegræs et udmærket miljø for fladfisk, især skrubber, som kom ind tidligt forår for at gyde.
Med de hurtige motorbåde kunne fiskerne komme vidt omkring. Således satte de bundgarn helt oppe i Vejlerne i Hanherred, og fangsten blev også meget varieret, der fangedes f.eks hornfisk, pighvar, brisling, laks og naturligvis skrubber, ål og ålekvabber. Louns Bredning var ofte destinationen, især når sildestimerne trak ind. Man trawlede også med åletrawl, ofte trak to både samtidig. Om vinteren satte man garn under isen, og ålestangeri fra isen forekom også. Fiskerne sejlede ikke længere væk, end at de kunne være hjemme samme dag.

Når fiskeriet var sløjt, kunne man få kredit hos købmanden i Strandby. Man betalte så tilbage, når fiskesæssonen for alvor startede i begyndelsen af april. Undertiden kunne fisk også udgøre betalingsmidlet. Der kørtes også fisk til Ålborg med hestevogn, og man vendte så først tilbage næste dag. Til køling af fisk kunne man bruge havis, som man opbevarede meget længe ved at begrave det under tang. De travleste måneder var juni, juli og august (ålefiskeriet, som var det, der gav den bedste fortjeneste). Kræn Hvid, belært af dårlig erfaring,forbød sin kone at føde i disse måneder.

Nede ved stranden lå der indtil 1985 3 redskabsskure, som tilhørte fiskerne. Her blev garnene renset for krabber og søstjerner og om nødvendigt bødet og istandsat. Ved et af skurene var der en gruekedel, hvori man varmede tjære, som blev hældt ud over garnene som lå på en trærampe .Efter endt behandling blev garnene trukket ud med hestekraft til tørring. Grunden er i dag erklæret for særlig forurenet område, ifølge amtets journaler. Hesten lånte man på et husmandssted nede ved fjorden (Regnars forældres husmandssted og Murersvends gamle hus).

Et af redskabsskurene eksisterer stadig. Før i tiden var huset dobbelt så langt som nu, idet det oprindeligt var bygget til produktion af cementartikler til byggeriet, f.eks. cementsten, cementtagsten og kjeldrør (brøndringe). Virksomhedsejeren var en bror til Kræn Hviid. Man kan stadig se ruinerne af den ikke længere eksisterende halvdel af cementstøberiet. Materialet (sandet), skrabedes på markerne foran den nu nedtagne 55KW.vindmølle, hvoraf man endnu kan se fundamentet. Nogle af fiskerne, således Knotjens og Kræn Hvid gav i den stille tid på fjorden en hånd med ved produktionen. Prisen pr mursten var 1 øre. Produktionen ophørte i 1930, og huset blev solgt til Knotjens, som brugte det som redskabsskur til sit fiskergrej.. Mange af husene i Risgårde er bygget af disse cementsten og Poul Ginnerups hus er stadig tagdækket med tagsten hernede fra.

Mange af fiskernes efterkommere trådte i fiskernes fodspor. Det gælder for de fire af Hviids sønner, som alle slog sig ned i Skagen og for Kresten og Gudrun Sørensens søn, Svend, der efter sit giftermål fiskede videre fra Hvalpsund sammen med sin svigerfader, Niels Skov. Fiskeriet i Risgårde var kulmineret i halvtredserne, og man måtte søge andre steder hen for at skaffe sig det daglige brød. De ophængte billeder, vi har fra Hvalpsund Havn, stammer fra Svends datter, der arbejder i Farsø Sparekasse. Faderen døde først i 1990érne.

Arkæologi

Ligesom Ertebølle er kendt verden over for sine køkkenmøddingekultur, har Risgårde også sine køkkenmøddinger. Der ligger mindst tre synlige østersskaldynger sydvest for Vestasmøllefundamentet. De ses lettest om vinteren, hvor græsset ikke er så langt.

Der er gjort mange arkæologiske fund på disse marker. Henry Nielsen (Nielses fader) ejede en stor flot samling af stenøkser,dolke, krukker etc., genstande som han selv havde fundet under markarbejdet. Samlingen er senere gået i arv til én af sønnerne.

I ældre stenalder boede menIneskene oftest direkte ved stranden, fordi de fik det meste af deres føde fra havet. Nogle steder blev der ophobet indtil flere meter tykke køkkenmøddinger, som især bestod af østersskaller og andre former for husholdningsaffald. Det fremgår af denne anskuelighedstavle, som har været brugt i skoleundervisningen i mange år.

Risgårdes geografi og historie

Risgårde Nakke , der er en lang sand og grustange har et rigt fugleliv.(rødben, hejrer, terner, strandskader osv.) Kystlinien viger i sydøstlig retning og danner Risgårde Bredning. Tæt ved Nakken udmunder Lillemøllebækken, som afvander Sjørup sø, samt et istidshul og nogle eng og tørvemoser i nærheden af Strandby. Her lå tidligere i 1700-1800 tallet tre vandmøller, Kjærsgårds Mølle, Strandbygårds Mølle (Lunds ejendom) og Lillemølle.
 
Alle møller ved Lillemøllebækken menes at være bygget af Vitskøl Klosters daværende ejer, Bjørn Andersen, som ejede alle gårdene, hvorunder møllerne hørte. Det har været en bekostelig sag og har behøvet en formuende mand. Lillemølle var en stampemølle. Stampemøllen er en gammel type vandmølle, hvis hjul drev tykke bjælker, som kaldtes stampere. Den brugtes til valkning af tøj og papir, knusning af hårde emner osv.. Møllen menes at være nedlagt i begyndelsen af 1700tallet. Lille Mølle kaldes i litteraturen et sted for Lille Mølle Boel, og dette tyder på, at mølleren har haft et lille jordbrug der og passet dette ved siden af sit arbejde som møller. Ved bækken kan man af og til være heldig at se oddere. Sognets sydgrænse udgjordes før af Stistrup mølle og bæk. Ved den lå en af Vesthimmerlands store vandmøller med udladningsplads bl.a. af svensk og finsk tømmer.Købmand Simmonsen (Ebbesøes fader) var i slutningen af 1800 tallet købmand i Stistrup og havde mølleriet. Han købte tømmer fra Norge , og dette blev losset direkte på stranden og trukket i land med heste.

På Risgårdes højtliggende marker findes fire smukke bronzealderhøje; de tre har navne: Skelhøj, Grønhøj Ishøj. Man fortæller, at Kong Frederik på vej til sit juleophold i Trend ofte gjorde holdt heroppe, og frydede sig over udsigten ned mod det fjordomkransede Risgårde – en dejlig del af kongeriget.

Lidt mod nord af vejen mod Strandby ligger Hovenbjerg, hvorfra der ifølge overleveringen på visse skumle nætter optræder ”døde” grise uden hovede og længere mod vest har vi Røverhøj, hvor to eller tre ransmænd skal være begravet. Det skulle dreje sig om bl.a. tre sørøvere, som blev pågrebet i Trend nær Gunderupgård og siden henrettet med økse og begravet i røverhøjen. Hviids svigerfar Kræn Thorgård skal efter sigende have opgravet et kranium af højen, men mistede herefter lysten til at grave videre, idet han ikke ønskede at forstyrre gravfreden. (Ejvind)
 
I middelalderen straffedes tyveri normalt med hængning, og til skræk og advarsel anbragtes misdædernes døde kroppe på høje synlige bakker, såkaldte galgebakker, men om Røverhøj også fungerede som sådan, får indtil videre stå hen i det uvisse. 

Hoveri og Brændevin

De mange egeskove i Risgårde er levn fra den tid ,da bønderne herfra , betalte en del af landgildet til Gunderupgård i egetræ. Laurits Christensens oldefar fik således idømt en bøde på 4 rigsdaler, fordi hans leverance af agern(svinefoder) til Gunderupgård var for mangelfuld.(Viborg Landsarkiv) Dertil kom det egentlige hovarbejde, hvor man måtte slæbe sig af sted til Gunderupgård fra solopgang til den gik i ”syk” bag Fur.
 
Hovvejen i Ertebølle er et trælsomt minde om denne tid. Der foreligger en køreprotokol fra Strandby, som er ført fra 1874 til 1920. Det drejer sig om køre- og gangdage. Alle beboere i Strandby sogn er nævnt deri, og det er ført nøjagtigt regnskab med, hvornår de kørte eller arbejdede.

Gunderupgårds ejer i 1826 var Frederik Wilhelm Weinschenk. En af hans fortjenester var at oprette et dampbrændevinsbrænderi på gården. Dårlige konjukturer i 1880érne bevirkede, at prisen på brændevin faldt fra 40 øre pr pot (ca 0,96 l) til 29 øre.
Ivar Weinschenk (søn af Fr. Weinschenk) gik konkurs og gården og dens tilliggender blev splittet op og frasolgt (således Strandby Kirke 1912). Senere forsvandt brænderiet helt ved en ildebrand. (Ak ja- én ulykke kommer sjældent alene).

Landsbyen Risgårde har også haft en tidligere smugkro, som blev endelig nedrevet i 2003. Der har indtil moderne tid verseret hårdnakkede rygter om sporadisk illegal brændevinsfremstilling hernede, men meget tyder på at disse kriminelle kredse helt har opgivet deres ulovlige aktiviteter efter nedsættelsen af de store danske giftskatter.

Nyere historie

Under 2. verdenskrig blev en engelsk bombemaskine nedskudt af tyskerne over Louns. Mange mennesker fra Risgårde så besætningsmedlemmer i faldskærmen. En blev fanget af tyskerne i Hvalpsund. En anden var mere heldig og kom levende i land i Stistrup, herefter skjult på Kærsgård i Strandby, men senere vist nok pågrebet andet steds i kommunen.
 
Under fiskeri fik smedesønnerne (Hans og Niels Peter) et lig i garnet, som viste sig at være et druknet besætningsmedlem fra den nedskudte bombemaskine. Tyskerne forlangte liget begravet ved stranden, men fiskerne stod fast på, at englænderen skulle have en ordentlig begravelse, og senere blev liget lagt i kiste og kørt til Strandby Kirke. Eneste vidnesbyrd om den døde soldat var soldatens nummer, som blev lagt på graven, men efter 1945, da man fik eftersporet soldatens familie, blev nummeret erstattet med en gravsten i forbindelse med en mindesammenkomst sammen med soldatens familie. Denne hårdt prøvede engelske familie mistede desuden en anden søn over Holland.

Sagn og myter
 
Lys for druknede
En gammel mand fortæller: Min far far fortalt mig, at han engang så tre kraftige lys ud for Risgårde Nakke. En tid efter kom et voldsomt stormvejr. En skipper fra Skive kom sejlende, måtte ankre op ved Eskjær i Salling. Han havde med sig en kvinde og en dreng. Hun ville i land, de var fra Løgstør, men drengen blev tilbage. Da de nu roede tilbage i jollen, tabte de den ene åre, drev for orkanen ned mod Risgårde Nakke, kom ind i brændingen, kæntrede. Både skipperen, matrosen og drengen druknede. Da stormen havde lagt sig, gik sognefogeden ud langs stranden, hvor de fandt en silkehat; lidt efter fandt han liget af skipperen, hatten passede til det. Senere på dagen fandt han matrosen og drengen.

Kildemateriale:
Sigvard C. Sigvardsen:Træk af Strandby Sogns Historie Gennem Tiderne, S. Chr. Andersen: Møller i Strandby Sogn. Historisk Samfund:”Fra Himmerland og Kjær Herred” og mundtlige bidrag fra Lilly Nielsen , Risgårde.