Denne beretning om Farsø Kro blev udsendt til alle arkivets medlemmer i et medlemsbrev i 1999. Der er i medlemsbrevet gengivet en række forskellige former for annoncering, som blev brugt i datiden, som viser at der blev gjort flittigt brug af kroen.
En lille biografi af kroejer Pedersen er der også blevet plads til, en mand fra Svoldrup samt degn sammesteds fra, ligesom en håndværker fra Farsø er skildret som hyppige gæster på kroen.
Der er brugt flere navne gennem tiderne, såsom Farsø Kro, Farsø Gæstgivergård, Farsø Hotel og Hotel Farsø.
|
|
Farsø Kro før branden d. 21. april 1908
|
Løgstør Avis 25. juni 1882
Efter forlydende har Indenrigsministeriet nu meddelt forhenværende Kroejer i Års, N. R. Andersen, tilladelse til at anlægge Kro i Farsø, imod at han inden 1. November godtgør at have opført den fornødne Bolig og Rejsestald på en dertil egnet Plads i Farsø by.
På Aalborg Amtsråds Møde i Torsdags forhandledes følgende sager....
Andragende fra Kroejer Niels Rimmer Andersen i Farsø om, at den af ham opførte Rejsestald, der blev bygget ind på Landevejens Grund, desuagtet må blive stående.
Andragenet var anbefalet af Strandby-Farsø Sogneråd og en del Beboere.
Andrageren fik i sidste Møde tilhold om at nedrive Rejsestalden, medens Vejinspektørens Forslag gik ud på, at Rejsestalden blev stående, mod at Andrageren udvider Vejen a 6 alen og brolagte 3 alen langs Rejsestalden og ligeså for begge ender af den.
Skeel måtte bestemt holde på at Rejsestalden blev revet ned. Blume foreslog at gå ind på Vejsekretærens forslag, og få desuden en Mulkt. Knudsen mente, at Andrageren måtte underkaste sig enhver fordring fra Vejvæsenets side og så desuden idømmes en Mulkt. Han havde ganske vist i sidste Møde stemt for et Pålæg om, at Stalden skulle nedrives, men havde ikke ment, når det kom til stykket, at ville holde derpå.
Hvis Manden havde søgt om tilladelse dertil, ville han muligvis have fået lov til at bygge under Vejvæsenets tilsyn, som han nu havde gjort. - Blume såvel som Vestergård fandt det ikke nødvendigt, at Vejen, som foreslået af Vejinspektøren skulle udvides. En dræning under fortovet, ligesom under Vejen syntes tilstrækkeligt. - Skeel måtte holde på, at Stalden, efter at der er sket en så eminent overtrædelse rives ned. Man kommer ellers ind på et farligt Skråplan.
Manden har ikke ansøgt om noget, før han har bygget. Formanden anførte som analogi, at der gives Dispensation, får lov til at beholde Bygningen, men mod at betale en Mulkt. - Skeel havde en følelse af, at manden havde vidst, at han ikke ville have fået tilladelsen, og derfor havde han bygget på egen hånd uden at spørge sig for.
For offentligheden måtte sagen fremstille sig således, at man godt kunne gøre overgreb, for man vidste, når man gjorde det, ville man slippe med en Mulkt. - Knudsen betragtede den foreslåede afgørelse med en Mulkt som en slags Benådning. Frost ville lade ham slippe med en Mulkt og så tillige en læst Deklaration, hvorpå han forpligtede sig og efterfølgende ejere til at vedligeholde Vandafledningen.
Formanden foreslog en Mulkt af 100 kroner. - Nielsen syntes, at det var temmelig meget, og foreslog 25 kroner. - Knudsen mente, at når Amtsrådet gik ind på at lade ham beholde Stalden, kunne Mulkten ikke være mindre end 100 kr.. - Andragendet om, at Stalden må blive stående, bevilligedes efter omstændighederne, mod at man sørger for, at den nødvendige Vandafledning efter Vejinspektørens Forslag og udsteder en tinglæst Deklaration, hvorved han forpligtiger sig og efterfølgende ejere til at vedligeholde Afledningen, samt endelig betaler en Mulkt af 100 kr. til Amtsfattigkassen, alt inden 1. juni d.a. Hvis disse vilkår ikke opfyldes, vil Bygningen være at nedrive. Skeel begærede tilføjet, at han fastholdt den i sidste Møde tagne beslutning, hvorefter det ikke kunne tilstedes, at Bygningen bliver stående.
Løgstør Avis 12.12. 1882
I Aalborg Amtsrådsmøde i torsdags behandledes bl.a. følgende Kroejer Niels Rimmer Andersen af Farsø havde fremsendt et Andragende om tilladelse til at opføre Kørestalden til Kroen umiddelbart op til landevejskanten, således at landevejsgrøften på den dertil fornødne strækning må blive opfyldt og benyttet som byggeplads samt til ind- og udkørsel af denne.
Andragenet var ledsaget af en af Vejinspektøren afgiven erklæring ifølge hvilken Rejsestalden allerede er opført således, at både Vejlinjen og det meste af Grøften er indtaget dertil. Under forudsætning af, at Amtsrådet vil samtykke i at den allerede opførte Bygning bliver stående, foreslår Vejinspektøren, at der pålægges Kromanden at udvide Vejen til den modsatte side med en bredde af 4-6 alen i rigeligt Rejsestaldens længde samt at brolægge i 3 alens bredde foran Rejsestalden, og for begge ender af den, ligesom alt arbejdet skulle udføres efter Vejvæsenets nærmere anvisning på stedet samt indenfor en vis fastsat frist.
Formanden fandt det begåede selvtægt så grov, at Stalden efter hans mening ikke kunne blive stående. Men når man nu vedtog at den skulle fjernes, gjaldt det kun om, at man ikke senere lod sit gode hjerte stemme for en anden Beslutning.
Skeel ville betænke sig på at stemme for andet, end at Stalden skulle fjernes. Den forseelse, som vedkommende havde gjort sig skyldig i ved uden nogen helst Tilladelse at tilegne sig grøften og den på dennes udvendige side beliggende og Vejvæsenet tilhørende, han burde statueres et eksempel.
De fra forskellige sider faldne udtalelser vidnede om, at Amtsrådet i sin helhed betragtede den fulgte fremgangsmåde som et stærkt stykke, og formandens forslag om, at den ansøgte tilladelse ikke kunne indrømmes, men at Bygningen som følge deraf atter måtte borttages, vedtoges enstemmigt.
Løgstør Avis 13. juli 1891
Folkefest i Farsø Kro
I Farsø Kro forsamlings sal bliver Lørdagen d. 25. Juli, Eftm. Kl. 3 afholdt Fest i anledning af Istedslaget. Som Talere er indbudte d’Hrr Folketingsmænd J. Vestergaard, Gøttrup og Sørensen fra Vardekredsen m.fl. Adgangstegn faas v. Indgangen a' 25 øre. Festkommiteen.
P. Mortensen, Fandrup, Jens Nielsen, Ettrup, Byrieal Nielsen, Bager Nielsen.
Løgstør Avis 18. Oktober 1891.
Farsø
De af Farsø Bys og Omegns Beboere, der interesserer sig for Telefonanlæg her til Byen, indbydes til Møde i Farsø Kro Søndagen den 25. Oktober, Eftermiddag Kl. 4 Løgstør den 17. Oktober 1891.
Telefonselskabet.
Løgstør Avis 10. April 1891
Farsø Kro Kan med tilliggende Jorder og fuldstændig ind- og udvendig Besætning paa Grund af Ejerindens Sygdom erholdes til Kjøbs strax, nærmere Oplysning erholdes hos og Handel afsluttes med undertegnede.
Løgstør den 8. April 1891. C Ewald, Herredsfuldmægtig.
1891
Dans afholdes i Farsø Kro Søndag den 10 ds. I Tiden fra Kl. 7 til 2 udskjænkes ingen spiritus. N.C. Pedersen.
I tirsdags afholdtes Møde paa Farsø Kro efter Indbydelse af Strandby - Farsø Sogneråd. Ca. 100 Mennesker var til stede. Alle var enige om at yde 3 Kr. pr. Td. Hartkorn til Ulstrupbannen, medens der ingen Stemning var for Aarsbannen. Komitemedlem, Proprietær Simonsen, Helminggaa var mødt.
Den 25. Juli 1892
Folkefesten i Farsø i Søndags var besøgt af omtrent så mange, som Salen kunne rumme - ca. 300, hvoraf dog Halvdelen var unge Karle og Piger, der rimeligvis ikke var mødte for Politikernes Skyld alene, men også for den efterfølgende Svingom.
Den 12. Januar
Stort Jernbanemøde
Afholdes i Farsø Kro Tirsdagen den 17. ds., Eftermiddag Kl. 1, hvortil alle Kommunens Beboere indbydes, for at forhandle om den projekterede Jernbane over Svenstrup - Nibe - Ulstrup. I af Kommitemedlemmerne og I af Amtsrådsmedlemmer vil komme til stede.
Sognerådet holder Møde Kl. 11.
For Strandby-Farsø Sogneraad d. 10. Januar 1893.
Kr. Kjærsgaard.
Den 13. November 1894
Farsø Haandværkerforening
Afholdt i Søndags et Møde i Farsø Gjæstgivergaard for at forhandle om Postordningens Forandring derpaa Egnen. Det blev enstemmig vedtaget at arbejde paa at faa en Postforbindelse fra Østrup til Farsø og Strandby. Der blev nedsat et Udvalg paa tre Medlemmer til at arbejde videre i Sagen, og disse indbyder i et Avertissement, der findes omstaaende i Bladet, til et Møde ved Østrup Station førstkommende Søndag.
1895
Salg af Kro
Den Axel Hansens Enke tilhørende Kro i Farsø er solgt til Kellner Niels Chr. Pedersen, Vestervig i Thy, for en Kjøbesum af 21.000 Kr. - I Handelen er indberettet Besætning samt Inventarium.
Tiltrædelsen sker 1. Maj. 1895
Den 1. November 1895
Theatret i Farsø (Gjæstgivergaardens Sal)
2 Forestillinger af Personalet fra Sommertheatret i N-Sundby. Torsdag den 4. November og Fredag den 5. November, Kl. 7½. Lørdag og Søndag spilles i Aars.
Otto Rohde.
Landboforening
Afholder Forhandlingsmøde i Farsø Kro Søndagen den 20. ds. 1895 Kl. 3 Eftm.
Emner:
1. Er der Trang til at skaffe mere Jord til flere Huslodder?
2. Hvor stor Jordlod mener man er mest passende?
3. Paa hvad Maade tilvejebringes Jorden bedst til Leje eller Eje?
4. Hvordan kaffes Pengene og Prioritetsforholdene ordnet?
Talrigt Møde forventes, specielt indbydes Sogneraad, Husmænd og Liebhavere til Huslodder.
J. Nielsen, Ebdrup
Kredsdirektør
Den 23. Januar 1896
Husmandslodderne.
I anledning af at der i denne Tid af "Nibe - Løgstør Landboforening" indvarsles til en Del Møder rundtom i Kredsen for at drøfte ovenstaaende Spørgsmaal, var der til Mødet i Farsø Kro i Søndags Mødt en talrig Forsamling, der ogsaa tog livligt Del i den 3 Timer lange Forhandling. Af Talerne skal nævnes: Snedker Johansen, Murer Nielsen, Chr. Bak, Chr. Brun, o. m. fl..
Vestergaard paaviste, hvorledes Tanken om Husmandslodder var opstaaet sammen med Havelodderne, men Han tænkte sig i øvrigt Tanken realiseret i Lighed med hvad Redaktør Lassen havde fremsat i sin i Fjor udgivne Pjece, og paa Grundlag af den drejede Diskussionen sig færdig.
Det blev enstemmigt erkjendt, at der var Trang til Huslodder, derimod vare meningerne delte med Hensyn til om Jorden skulde være Selveje eller Fæste.
Vestergaard anbefalede Fæstet som den heldigste Form, hvorunder Jord kunde tilbydes Arbejderne, der skulde ved Indtrædelsen betales et Indfæste af 150 Kr. samt en aarlig Rente af ca. 3 Pct. Af Taxationssummen for Jordlodden og det paa denne opførte Hus.
Taleren var af den Mening, at de af Kommunen saaledes erhvervede Lodder, (enten de nu skulde fremstaa af Præstegaardsjord eller eksproprieret Jord) ikke maatte gaa over til Selveje, hvad dog en Del tilstedeværende Husmænd fandt ubilligt, da en og anden dygtig Bruger, der maaske havde fået sin Lod i særlig god Drift, kunde ønske sig ved Selveje at sikre sine Efterkommere Frugten af sit Arbejde.
Lærer Holst oplyste, at der paa Landet i Damnark var ca. 35000 jordløse Huse, der, fordelt paa ca. 1000 Sogne, vilde give i Gjennemsnit ca. 35 liebhavere i hvert Sogn, dog maatte jo herfra drages et betydeligt Antal Haandværkere, andre Industridrivende, samt en del Husmænd, som ikke var interesseret i Jordbrug.
Den 21. April 1908
Farsø Kro brændt.
I eftermiddag Kl. 3½ i den stærke Blæst opkom der Ild i Farsø Kro, og det varede ikke længe, inden den var nedbrændt til Grunden.
Indboet samt Kreaturerne er reddede. Ilden opkom i Salen, der er sammenbygget med Gjæstgivergaarden, og det menes, at en lille Dreng har antændt et Baal inde i selve Salen, hvor Ilden saa er opstaaet.
Jordemoderboligen vat truet af Ilden, men det lykkedes heldigvis at redde den.
Bygningerne var forsikrede i den Wistoft'ske Brandkasse.
Desværre lider en ung Tømrermester Frost et ikke lille Tab, idet alle Vinduer og Døre til et Hus, som Han agtede opført i Sommer er brændt. Dette var ikke forsikret. Havde Folk haft en anelse om, at Vinduerne og Dørene stod i den brændte Sal, kunde de godt været reddede.
Den 22. April
Branden i Farsø Kro
stammer fra Børns Leg med Tændstikker. Nogle Tømrere havde arbejder i Kroens Sal, og i de Spaaner, som laa der, mener man, at Børnene har antændt Ild. Bygningerne var alle gamle og tækkede med straa og blev derfor hurtigt et Rov for Luerne.
Den nærliggende Præstegaard var truet af Ilden, men Vinden blæste heldigvis fra, saa Faren blev undgaaet.
I Farsø har man ingen Brandsprøjte, og derfor var det naturlig ikke at tænke paa at slukke Ilden. Kroens ejer, N. C. Pedersen, der var fraværende, kom først til Hjemmet, da det var nedbrændt.
De brændte Bygninger bestod af Salen, selve Gjæstgiveriet og Rejsestalden.
Den 11. Juni 1908
Farsø Gjæstgivergaard
Tagstensfabrikant Ingversen, Farsø, har solgt sin Ejendom, beliggende ved siden af den brændte Gæstgivergaard, til Gæstgiver Petersen, Farsø for en Købesum af 6000 Kr. Den købte Bygning vil midlertidig blive benyttet som Gæstgivergaard. Saa snart det er afgjort, hvor den nye Banegaard i Farsø skal ligge, vil der blive taget Bestemmelse om, paa hvilken Plads den nye Gæstgivergaard skal opføres.
Den 14. Januar 1909
Gæstgivergaarden i Farsø
Er nu genopbygget. Den er indrettet meget tidssvarende og opfylder alle Nutidens Fordringer. Der er saaledes indlagt elektrisk lys.
|
|
Farsø Kro d. 14. januar 1909.
|
Kroejer Pedersen, Farsø Kro.
Krow'ermanden, som han i almindelighed blev kaldt, kom til Farsø og købte kroen i 1894. Både han og hans kone var fra Han-herred, hvor Pedersen vist havde været tjener. Pedersen var uden den servilitet og faglige stil, der kendetegnede den tids hotel- og restaurationsfolk.
Han var sindig og rolig, talte sin hjemegns dialekt og sagde til sine dages ende "Æ" til sig selv.
Til kroen hørte et landbrug, som Pedersen selv drev. Han var en mand, der tog tiden, tingene og pengene i agt, ligesom hans kone herskede uindskrænket i køkkenet, skænken, samt holdt et vågent øje med alt indenfor hendes domæne. Hun havde også ord for at være påholdende, og ved deres død ejede de da også en betydelig formue. De var i det hele taget typer på gammeldags krofolk.
Pedersen tilbragte det meste af sin tid i den såkaldte slyngelstue. Om dette skyldtes, at der her var mere brug for en myndig mand end i de pænere restaurationslokaler, eller om han befandt sig bedst her vides ikke, men her kom jo folk af alle slags: handelsfolk og landstrygere, omegnens bønder og byens borgere, hvoraf en del – af både unge og gamle - havde for vane at sidde over et spil kort eller rafle om genstande.
Pedersen var ofte med i et spilleparti og spillede gerne. Var der ikke nogen at spille med, hvilket der sjældent var om eftermiddagen, lagde han kabaler, hvoraf hen kendte en masse. Da spillene - også de Pedersen deltog i - som oftest drejede sig om genstande, kunne de spillende jo nok nå at blive godt perialiserede i løbet af en aften eller en eftermiddag, men dette skete sjældent for Pedersen, der egentlig var ret afholdende, i hvert fald var han sjældent beruset. Det sidste undrede mange, da det for hans vedkommende blev til mange genstande i løbet af en dag. Kun få anede sammenhængen.
Pedersen drak fortrinsvis kaffepunche, uanset hvad hans medspillere drak. Pedersen drak snaps, som stadig blev hældt i koppen. Så kunne han sige: Nej, nu trowr æ, det blywer lidt for stærk, Ækommer vist til at få lidt mere kaffe i koppen, og så gik han selv ud, tømte koppen i vasken, og fyldte kaffe på i stedet.
Hans medspillere kunne jo ikke se, at koppen kun indeholdt kaffe.
Samtidig havde han et vågent øje med alt, og blev der slagsmål og uroligheder, blev de urolige hoveder omgående smidt ud.
Det hændte, at en og anden bad ham kautionere for et lån. Den slags indlod Pedersen sig ikke på, for som han sagde: Skal jeg kautionere for dig, så ka æ it si næj te ål de anner, som kommer til mig om det samme.
I de tilfælde, hvor Pedersen satte personlig pris på vedkommende, eller det drejede sig om en mand, han havde tillid til, sagde han ganske vist også nej, men tilbød i stedet et lån.
Der kendes mange historier om Pedersen og hans virke som kromand i Farsø gennem de mange år. Ikke alle er lige flatterende. Således fortælles der, at han engang skulle have foretaget noget byggeri. For at spare, der hvor spares kunne, ville han selv læske den kalk, der skulle bruges ved byggeriet. Dette foretoges på markedspladsen lige overfor kroen, hvor nu administrationsbygningen ligger.
Han var da en ældre mand, og har formodentlig ikke orket at håndtere redskabet, i hvert fald æltede han kalken med fødderne. Han pådrog sig derved forbrændinger og blev meget syg.
Den tilkaldte læge hjalp ham så godt som det var ham muligt, men lagde ikke skjul på, at der var fare på færde. Nu blev Pedersen alligevel betænkelig. At han var syg, var han klar over, men at der skulle være tale om fare, havde han alligevel ikke tænkt sig. Han sendte derfor bud efter præsten, som også kom. Præsten kunne jo ikke hjælpe ham fysisk, men ville gerne hjælpe ham med hans sjæls frelse, hvilket dog forudsatte, at Pedersen omvendte sig og angrede sine synder.
Pedersen måtte erkende, at han havde mange synder på samvittigheden, og i sin vånde lovede han præsten, at han ville give 40.000 Kr. til de fattige, missionen eller, hvad præsten nu ville mene af egnede formål, hvis bare han måtte komme sig.
Præsten takkede for løftet om de mange penge og lovede at bede for ham.
Pedersen kom sig dog trods de alvorlige udsigter og glemte løftet.
Engang satte han "Uld-Peter", byens omvandrende uldhandler udenfor, fordi han ikke opførte sig ordentlig. Dette var en kraftpræstation, idet Uld Peter vejede sine 125 kg., men Pedersens buksehag revnede da også derved.
Kun en gang vides det, at kromanden måtte trække det korteste strå. Det var engang i tyverne, da en Trier Andersen yppede klammeri med nogle andre krogæster. Det var en bal aften, hvor politibetjent Korts fra Aars var til stede, som det var hans pligt. Betjenten tog affære og ville smide Trier Andersen ud. Da de nåede døren, satte Trier sig fast her, og betjenten kunne ikke få ham længere. Så trådte Pedersen til hjælp, men det gik sådan, at både Pedersen og betjenten landede på gaden udenfor, mens Trier Andersen, stående i døren, sagde: Er der flere, der trænger til frisk luft, så lad os få det overstået, mens vi er ved det. Det var der ikke, og kromanden og betjenten luskede ind igen.
I sin ydre fremtoning var Pedersen en stille og beskeden mand. Han gik altid klædt i kamgarn af god kvalitet, men ellers jævnt. Kasket med blank skygge, sort lastings krave og fjeder- eller spædestøvler.
En mand fra Svoldrup og degnen sammesteds fra var begge hyppige gæster på Farsø Kro. De var nære naboer og gode venner, og det skete derfor tit, at de fulgtes ad til Farsø i degnens jumbekøretøj.
Engang under et sådant krobesøg satte det ind med stærkt regnvejr, og da ingen af dem kunne lide at blive våde, trak et ud med hjemturen. Regnen varede ved, og da det blev lukketid, og de var nødt til at bryde op, var de blevet godt beduggede.
Mens staldkarlen spændte ''Klaus'' for jumben, aflagde begge mændene besøg i et "forargelsens hus", der var indrettet i køreporten ud mod gården, først degnen, derefter Kræn Lausten, idet der kun var plads til en ad gangen derinde.
Degnen var for længst kravlet i jumben og ventede utålmodigt på at Kræn skulle blive færdig, men det blev ved at plaske derinde. Endelig udbrød degnen: Kommer du snart, Kræn Lausten? Vi kan katteme ikke blive her hele natten.
Jow, svarede Kræn,no æ a snar fære.
Det plaskede stadig, og degnen begyndte at blive irriteret over ventetiden og råbte arrigt: Hvad bestiller du egentlig, Kræn Lausten, så megen vand kan der katteme ikke være i dig; og lidt senere, nu har du pisset i mere end et kvarter. Du må katteme være syg, Kræn Lausten.
Så lød der derindefra: Gud Fåder fri wos wall, dessem de hæer blywwer ve, så dør a saten gale mæ. Det plaskede stadig
Degnen lyttede og mumlede for sig selv: Dette her er katteme mystisk. Mystikken hævedes imidlertid ved, at den grinende staldkarl nu fandt det på tide at gøre opmærksom på, at den vedvarende plasken skyldtes en utæt tagrende lige over det ''bette hus". Så dukkede Kræn Lausten frem med øltårerne trillende ned ad kinderne. Grædende udbrød han: Gud fader i himlen ske tak og i evigheder. A var satten gåleme ve å trow, te der war hegseri å dæwwelskav mæ i spellet. Åh, hur er a endda glå. Klaus var vant til turen og kunne selv finde vejen.
En håndværker i Farsø
Havde været til møde i missionshuset, men på vejen hjem derfra kiggede han lige ind på kroen for at hilse på vennerne der, som han sandt at sige satte større pris på end dem, han lige kom fra.
Det var i begyndelsen af anden verdenskrig, lige inden tyskerne besatte Danmark, og i slyngelsstuen var der ivrig diskussion, om tyskernes muligheder for at vinde krigen.
Beck blev budt en bajer, hvad han da også havde håbet, det var derfor han kom, og blev straks inddraget i diskussionen. Beck mente, at tyskerne ville tabe krigen og begrundede sin antagelse med bibelens ord. Han havde jo lige været til missionsmøde og var med hensyn til bibelens ord bedre orienteret end de fleste tilstedeværende, hvoraf flere var nazivenlige.
Disse henviste til "Fædrelandet" og aflirede en masse floskler fra dette blad. Da rejste Beck sig, slog i bordet og råbte: Hvo, som griber til sværdet, skal omkomme ved sværd. Det står i bibelen, og hvad står der er Guds ord, og Guds ord kommer vi fannen bankerne ikke udenom.
Den 3. Januar - Det nye århundrede (1801) begyndte med en folketælling, ligesom det tyvende skal.
Det var den første almindelige Folketælling, der var holdt.
Fra 1830 er der derefter holdt en Folketælling 1. Februar hvert sidste år af tiåret, med den nu forestående er man gaaet med til at lade Tællingen afholde i det første Aar af hvert Tiaar. Den forestaaende bliver saaledes netop på Hundredaarsdagen for den første almindelig Folketælling.
Den 3. Januar - Farsø i Festskrud
Aarhundredskiftet fejredes i Farsø med en sjælden Pragt og Orden, da for en Landsbys vedkommende. Alle Byens Borgere samledes i den sydlige Del af Byen og marcherede i Procession med Musik og Sang i Spidsen til Kirkegaarden, hvor det gamle Aar sænkedes til Hvile under klokkeringning og Drønene af tre voldsomme Kanonskud.
Derefter sattes Kursen til Byens nordlige Del, hvor der tændtes ca. 30 Fakler, og med den - for vor lille Bys vedkommende - så sjældne Oplysning vandredes i Procession gjennem Byen til Gjæstgivergaarden for der at drikke et Glas i Anledningen af Højtideligheden.
Der blev da en af Byens Bedst-Borgere rekvireret det nævnte Glas, som vi nød med Velbehag i den bidende Frost med en Tak til Gud og hverandre indbyrdes for det gamle Aarhundrede, trods dets Brøst og Savn, og med Ønsket om et nyt, lykkeligt Aarhundrede for Byen og det øvrige Land og Folk.
Dette var så Slutningen med Undtagelse af et lille Træk, som vi føler vi skylder et par Ord.
Da nemlig Hundredaarsskålen var udbragt og Rekvirenten vilde betale, nægtede Gjæstgiveren at modtage Pengene.
Han vilde være Vært i Aften, da det glædede ham at se så mange i hans Hjem.
Der var nu nogle, som talte sammen om, at vilde give en afsluttende Forfriskning, men da denne blev forlangt, udbad Værten sig, at han ved denne Lejlighed ønskede at være alene om at give, hvilket man også indvilligede i, mod at han forpligtigede sig til ved næste aarhundredskifte at lade os betale.
Efter denne enstemmig vedtagne overenskomst skildtes den store Forsamling med Ønsket om alt godt for hverandre i det nye Aar, og enhver gik rolig til sit Hjem. Det må bemærkes, at der ikke fandt spor af de almindelige Forlystelser sted, uagtet der jo blev drukket et Glas af de i enkeltes øjne, så frygtede stimulerende Drikke.
Vi syntes, det kunde være noget for alle - både Maadeholdsfolk og Afholdsfolk - at tænke over, om vi ikke oftere kunde tale sammen og opbygge hinanden, saa Egoismen og Egennytten kunde træde tilbage for Njæstekærligheden og Samdrægtigheden, saa vi ikke behøvede at benytte eller bygge flere Restaurationer for at drage saavel Yngre som Ældre fra Hjemmene.
Dersom disse Linier kunde bidrage til, at Hjertelaget og Hjemmene kunde udvide sig en lille smule mere og give plads for de Unge, da var Hensigten hermed naaet.
Paa forhaand takkende for Optagelsen, ønskes Hr. Redaktør et godt og glædeligt Nytaar.
Det kan oplyses at samme år 1901, giver kroejer Pedersen 52,50 kr. i skat.
|
