|
af Ruth Holme Rasmussen For noget tid siden faldt jeg over et udklip, der hed ”En Julestorm, som nordjyder endnu husker”. Stykket må være kommet i avisen 1973 og beskriver en julestorm juleaften 1923, altså 50 år efter. Stykket i avisen er skrevet af Peter Axelsen, som i 1973 var kustode på lokalmuseet i Nørresundby. Han beskriver det frygtelige uvejr, som ramte Vendsyssel denne juleaften og om hvordan de fik julegæster, der kom fra landevejen og ikke kunne komme længere. Han har også et afsnit, der handler om Himmerland, hvor han skriver, at ved Haubro station kørte toget fast i en snedrive. En kvinde steg ud af toget i den tro, at det holdt ved stationen. Man fandt hende først næste morgen, død af kulde. Her tager min historie over, for den kender jeg fra min familie. Den omtalte station var ikke Haubro, men Holme, som ligger mellem Haubro og Farsø. Banen er jo nu nedlagt, men stationsbygningen ligger der stadig som privat bolig.
Den unge pige, som omkom, hed Dagny, og hun skulle fejre juleaften i min mors hjem, en gård, som ligger ca. 300 meter fra Holme station.Den unge pige, Dagny, var veninde med min moster Anna. De havde begge et arbejde i Aalborg. Dagny var forældreløs, men hun havde som min mosters gode veninde været på besøg flere gange i Holme. Hun var således også blevet indbudt til at holde jul i min mors hjem. Dengang arbejdede folk jo helt frem til selve juleaften, så Dagny kunne først komme med toget til julemiddagen juleaften. Min moster Anna var kommet hjem. Så brød det forfærdelige uvejr løs lige omkring den tid, hvor folk skulle begynde på juleaften. Min bedstefar ringede til formanden på Holme station, som de kendte særdeles godt og kom sammen med. Han bad ham om at tage imod Dagny, når hun kom og så ringe til dem, så ville der komme. Samtidig fik formanden på stationen en opringning fra Haubro station, om han ikke ville stå ude og svinge med en lygte, så de var sikre på at kunne se stationen i det frygtelige vejr. Formanden stod ved stationen og svingede med sin lygte, men toget kørte forbi. Han kunne lige ane den bagerste vogn. Toget kørte nu et godt stykke fra stationen, men togføreren må have haft på fornemmelsen, at det var galt, for toget standsede. Den unge pige spurgte konduktøren, om det var Holme, så han svarede ja, og hun steg ud. Kort tid efter gik det op for både togfører og konduktør, at det ikke var stationen, de holdt ved. Vejret var sådan, at de ikke kunne se noget, og de fløjtede nogle gange i togets fløjte, men uden at Toget bakkede nu tilbage til Stationen med den meddelelse, at en ung pige var stået af ude på Formanden ringede straks til min mors hjem og fortalte, hvad der var sket, og så gik folkene naturligvis ud for at lede efter hende. Der var jo mange folk på gårdene dengang, og i Holme ligger der en del gårde. Dem ringede man til, og der gik folk ud fra dem alle for at lede. De gik i grupper Engang imellem kom de hjem, meget medtaget og med sne og is i skæg og øjenbryn. De fik noget mad og varmt at drikke og så gik de ud igen. Hjemme på gården ventede og ventede man. På gården er der en stor entre. Der stod det pyntede juletræ, som skulle være båret ind i stuen efter middagen. Ved midnatstid måtte der være kommet en trækvind gennem entreen, for pludselig begyndte de små juleklokker, der hang på juletræet at ringe med en spæd klang. Da de hørte det, udbrød en grædende moster Anna: ” Nu er Dagny død”. Når min mor nåede dertil i fortællingen, så måtte hun altid holde en pause. Ud på natten stilnede vejret af. Ved morgengry fandt de Dagny, frosset ihjel i en stor sne dynge. De kunne se, at hun var gået på samme måde, som hvis det havde været ved stationen. Min mor fortalte, at der selvfølgelig blev noget avisskrivning om hændelsen. Med toget havde der foruden Dagny også været to unge mænd fra Farsø, som også skulle hjem på julebesøg. De blev meget ulykkelige over, at de ikke havde fået at vide, at hun var stået af derude på marken. De troede, at hvis de var gået ud at lede der og de havde det varme tog som baggrund, så kunne de måske have fundet hende i live. Det var en begivenhed, som min mor og hendes søskende aldrig glemte. --------------------------------- Om samme Julestorm havde tidligere arkivleder i Farsø: Poul Jørgensen fundet et par andre Juleaften 1923 var det så hårdt vejr, at selv gamle folk ikke kunne mindes, at have oplevet noget lignende. Der havde været ret stærk vind med lidt sne hele juleaftensdag, men ved aftenstid voksede vinden til storm, og den kom så hurtigt og voldsomt, at den overrumplede mange rejsende og vejfarende. Fygningen var så tæt, at mange ikke kunne orientere sig på deres egen gårdsplads, selv inde i byerne kunne man trods gadelygter og oplyste vinduer vanskeligt se fra den ene husrække til den anden. Stormen forårsagede mange ulykker ud over landet og gav anledning til ængstelse hos de mange, som forgæves ventede pårørende og andre gæster til juleaften. Tog og biler sad fast i snedriverne, og mange vejfarende var i livsfare. Nogle rejsende til Farsø, deriblandt kæmner Lorentzens datter Anna, og Ole Jensens søn Jens, måtte gøre resten af rejsen til fods, da toget ikke kunne køre længere. Det havde nær kostet dem livet, idet det tog dem flere timer at tilbagelægge de ca. fire kilometer. De måtte tage hinanden i hænderne og danne kæde for ikke at komme bort fra hinanden. Den sidste del af vejen måtte Jens Jensen bære Anna Lorentzen, der var ødelagt af anstrengelse og kulde. Den voldsomme fygning med jordblandet sne havde slidt huden af deres ansigter og hænder, og de Jens Jensen sagde senere, at de havde måttet ty til en flaske snaps, hans fader skulle have haft i julegave. Flasken gik fra mund til mund. Havde vi ikke haft den, sagde han, havde vi ikke klaret. ----------------------------------- Inge Tvener, der er datter af Lauritz og Cathrine Heidemann, har også fortalt om julestormen: Min mors fætter Niels var lærling hos sin farbror, altså Inge Tveners farfar købmand C. Christensen. Niels var søn af Jens Christensen fra Vognsild. Juleaftens dag satte det i med en frygtelig snestorm. Niels ville imidlertid hjem til Vognsild, selvom købmandsfamilien bad ham blive. Efter mange strabadser måtte Niels opgive sin spadseretur. Han gemte sig i en høstak, hvor redningsmandskabet fandt ham Julemorgen, da det var blevet vejr til at færdes ude. Niels havde klaret natten, og familien, som fandt ham, var glad for, at deres dreng havde overlevet. Et sted står der om sidstnævnte episode, at de var to unge mænd, der drog mod Vognsild? Blindede og ude af stand til at orientere sig, stødte de omsider på en halmstak, og da de ikke turde gå videre, borede de sig ind i stakken og måtte her tilbringe hele julenat. De blev fundet julemorgen, halvdøde af kulde, ganske tæt ved deres bestemmelsessted. |
