+45 24 85 12 70
Daglig drift

 

DEN DAGLIGE DRIFT

Efter den festlige indvielse begyndte den daglige drift. Som nævnt under banens historie skulle Aars-Farsø-Hvalpsundbanen have driftsfællesskab med Aars-Nibe-Svenstrupbanen, og medejendomsret til denne banes materiel og faste anlæg. De to baner fik driftsfællesskab og tog navneforandring til Aalborg-Hvalpsund Jernbane, forkortet ejendomsmærke AHB.

Banegårdsforholdene i Aars blev ændret, således at det blev DSB, der overtog ekspedition af gods og passagerere til privatbanen, før forlængelsen til Hvalpsund havde privatbanen sin egen station i Aars, samt et remiseanlæg. De første tog på Aars-Nibe-Svenstrupbanen kørte kun til Svenstrup, hvor de rejsende så måtte skifte til DSB tog for at komme til Aalborg. Disse forhold blev også ændret således at AHB togene blev videreført til Aalborg, hvor der normalt blev benyttet samme perron som DSB togene mod syd.

 

GODSTRANSPORT PÅ BANEN

I AHB’s opland var der ved banens åbning ikke meget industrivirksomhed, det var en såkaldt ren landbrugsbane, det blev ved banens åbning af den sydligste del en lettelse for landmændene at sende deres svin til slagteriet i Nr. Sundby, ligesom transport af korn, foderstoffer, smør fra mejerierne og almindeligt købmandsgods blev lettere. Under begge verdenskrige spillede tørvetransporter også en ikke uvæsentlig rolle. Gennem en så lang driftsperiode ændrede transportartiklerne sig, også i takt med at lastbiler kunne tage mere på af de blev større, men så kom der til gengæld andre transportartikler. Godthåb station: Zincks fabrikker, Albert Andersens maskinfabrik, alle virksomheder med direkte spor. Nibe var banens største mellemstation med slagteri, kvægstald, og J.Petersens beslagfabrik. Aars station: slagteri, foderstoffer, kunstgødning og øl fra DFDS i Aalborg. Farsø station: korn, foderstoffer, maskingods, pyntegrønt, juletræer og kartofler, privat sidespor til foderstofpakhus og kartoffelmelcentral. Hvalpsund station: fisk, muslinger, cement og foderstofvogne videre med færgen til Sundsøre. Blære station og Havbro havde også foderstofvogne. Til Ullits var der foderstofvogne til den lokale forening, samt Gedsted lokalforening.

Tømmervogne fra Sverige fandt også vej til flere AHB stationer. Den samlede godsmængde lå i de fleste dritsår på mellem 22000 tons og 25000 tons og 18000 tons i det sidste driftsår. Det bør også nævnes at med åbningen af AHB var noget af det første der blev transporteret til Hvalpsundegnen mergelbanemateriel. Disse små lokomotiver og vogne på 600 mm skinner kom til at køre mange steder rundt om i det sydvestlige Himmerland fra et mergelleje ved Hestbæk.

 

PERSONTRAFIKKEN

Persontrafikken på AHB var under gennemsnittet for privatbanerne, egnen som banen gennemløb var også tyndt befolket. De første år var det svært at nå ret langt over 100.000 rejsende, i krisen omkring 1929 og først i 1930erne sank det yderligere. Rejsende på abonnementskort mellem hjemby og arbejdsplads blev aldrig det helt store på AHB. Da der blev oprettet realskole i Farsø, blev der en del rejsende til denne fra Hvalpsund og Ullits. I 1960 da der blev oprettet amtsgymnasium i Aars, gav det flere rejsende dertil fra hele strækningen Hvalpsund-Aars. I 1937 efter at krisen var ved at vende, blev det besluttet i Farsø at lave en storstilet udstilling i Farsø søanlæg. Byens håndværkere og handlende ville vise hvad de formåede. Denne udstilling varede en uge og blev besøgt af 35000 og i den uge blev der kørt særtog mellem Aalborg og Farsø.

Fra alle tre Aalborgbaner var der forbindelse til DFDS’s rutebåd mellem Aalborg og København og der blev solgt direkte gennemgående billetter. Denne rejseform til hovedstaden var noget billigere end med DSB, og blev da også benyttet af en del rejsende, selv i banens sidste år.

Udflugter med skolebørn i særtog bør også nævnes og det var ikke kun fra Himmerland, men også skoler fra det østlige Salling (Sundsøre, Junget m.m.) havde rejser til Aalborg for deres elever.

Efter åbningen af dragonkassernen i Holstebro var der en del militærpersonel nordfra, som tog rejsen med AHB frem og tilbage i weekenden, da billetprisen var billigere end med DSB over Langå.