|
Jeg er født den 23. august 1932 i Hejring i Klejtrup sogn og blev døbt i Hersom kirke af sognepræst Harald Sandbæk og fik navnet Peder Bent Andersen. Jeg bruger kun Bent Andersen, som mit navn. Jeg har 2 storesøstre, henholdsvis 12 og 14 år ældre end mig. Det blev kun til en kort tid af min barndom i Hejring. I 1936, da jeg var 3 år flyttede vi til en landejendom i Firhøje ved Gedsted. Jeg er opvokset på landet og havde en dejlig barndom, hvor jeg fik lov til at lave de ting, som der var på den tid. Skolegangen startede i Bystrup skole – en mindre, men god landsbyskole. Bystrup skole var en 2 klasses skole. Der var én lærer. Han havde de store børn om formiddagen og de små om eftermiddagen. Vi fik en rimelig lærdom. Vi lærte da så meget, at vi har kunnet klare os. Vi lærte jo ikke sprog. Det var ikke ”in” dengang i de små skoler. Når det var rigtig godt vejr, så blev vi sendt hjem og hente badetøj, og så gik vi ud til fjorden ved Gedsted og badede. Det var en dejlig tid. Vi havde jo ingen gymnastiksal. Så vi lavede gymnastik ude på græsset. Der var hårde vintre med megen sne. Vi gik til skole - de ca. 5 km. Der kunne ikke fås gummistøvler. Vi gik i træsko, og om vinteren havde vi et par strømper udenom træskoene, så sneen ikke hang ved. Der var tit så meget sne, når vi skulle i skole, at vi blev advaret over radioen om morgenen, om at vi ikke måtte røre ved de elektriske tråde, for sneen blev somme tider stablet op i 3 etager, for at få den væk fra vejen. Når sneen ikke var blevet kastet færdig, så satte man 2 skovle, én i hver side af vejen og bandt en halmviske imellem, så der var en længde imellem de to skovle. Det betød, at vejen ikke var farbar. Der var hårde vintre og masser af sne. Sneen kunne somme tider ligge helt op til tagskægget. Vi byggede snehuler, som vi kunne have i flere måneder, for der var ikke tøvejr i lange perioder. Det hyggede vi børn os rigtig med. Der blev også kørt med slæde. Det var jo sådan, at når man kom fra skole, skulle man gerne hjælpe ved landbruget. Det var naturligt, og det var sundt og godt for os. Dengang var arbejdskraften ved hjælp af heste. Jeg var ikke ret gammel, før jeg fik lov at køre med hesten, både med plov og harve. Det var altid interessant for en dreng. Jeg var med ude at tynde roer, og jeg skulle hjælpe i høsten. Og jeg skulle flytte kreaturerne, som stod i tøjr på marken. Hvert forår, når roerne var sået, skulle vi ned og grave tørv. Vi havde en eng nedenfor Vesterbølle lige op ad åen nedenfor kirken. Tørvene skulle bruges til at opvarme huset hele vinteren og til komfuret. Vi børn hjalp til med at køre tørvene ud på tørrepladsen, hvor vi skulle vende dem, så de kunne tørres på begge sider. Om sommeren skulle vi samle kvas ovre i skoven i Vesterbølle, hvor jeg i mellem træerne samlede grenene, som så blev læsset på vognen og kørt hjem. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg hugge kvas, som blev brugt i komfuret til om formiddagen at koge kartofler til grisene og lave middagsmad. Omkring høst, hvis der havde været hård blæst, så blæste nogle af aksene af. Så blev vi børn sendt ud med en spånkurv for at samle aksene op. Alt skulle jo med. Sådan var det jo. Kornet skulle slås med le. Der blev ikke brugt maskinkraft på nogen måde. Vi deltog i alt. Jeg fik også lov at køre med hesten og pløje, selvom jeg ikke var ret gammel. Og ikke større end, at jeg gik med hovedet mellem håndtagene. Så hvis ploven ramte en sten, kunne det give et stød til hovedet. Men det gik godt nok. Hesten kunne selv finde rundt. Når jeg kom til enden af marken, vendte jeg ploven. Hesten var klar over, at jeg lige skulle have tid til at rejse ploven op, før den satte i gang igen. Der blev også tid til at komme til børnefødselsdage og ellers til at lege. Det var en selvfølge, at vi børn deltog i de forskellige aktiviteter.
Jeg vil også nævne, at jeg havde nogle dejlige forældre, som gav mig en dejlig fri opvækst. Jeg mistede min far, da jeg var 20 år. Det var jo en tidlig alder, at stå uden far. Min første cykel, som man kan kalde en omlakeret cykel, fik jeg i konfirmationsgave. Jeg har aldrig haft en ny cykel. Indtil konfirmationen brugte jeg så min fars cykel, når der skulle køres et ærinde. Så kørte jeg med det ene ben ind under stangen. Vi havde en lille ejendom på 7 tdr. land og så en tørvemose eller eng på ca. 1½ tdr. land. Vi havde som regel 3 køer, en griseso, en hest og 20 høns. Det levede vi fint af. Vi manglede ingenting. I 1940 kom krigen. Det var den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark.Jeg husker tydelig den dag. Himlen var sort af flyvere. De kom fra Viborg mod Aalborg. Det er en tid, som man aldrig glemmer. Når der var luftkamp om natten, ville vi gerne i seng, før vi kunne høre de bombede. Om morgenen, når vi gik til skole, kunne vi finde en masse sølvstrimler på jorden, som skulle vildlede flyvernes radar. Vi fandt også faldskærme. Jeg husker, da mine søstre skulle giftes. Det var ikke til at få stof til brudekjole. De blev syet af faldskærmsstof. Det var også dengang, det var på mode, at pigerne havde en ræv om halsen, og det så rigtig spændende ud. Jeg mindes, når tyskerne kom marcherende. Det var altid taktfast og med sang, og det lød helt fantastisk. Om søndagen kom de ud på landet, og der ville de gerne have æg. Og så kom de med enten chokolade eller tobak til gengæld. Når der var øvelse i Gedsted, var vi drenge henne og samle patronhylstre op. Det var en drengesport. Soldaterne var gode ved os. De kunne jo ikke gøre for, at de var i krig. De var jo sendt ud af ledelsen i Tyskland. De var flinke ved os drenge. Men det var alligevel en grim tid. Vi mærkede ikke så meget til det her ude på landet. Det har da været slemt for mange mennesker, som led under det. Der var også nedkastninger fra englænderne til frihedskæmperne af materialer, der kunne bruges til sabotage mod tyskerne. Det var sådanne ting, som jeg husker svagt. Der var en flygtningelejr i Gedsted. Der var lavet en indhegning, hvor kvinder og børn måtte opholde sig. Jeg kan også huske, da tyskerne kapitulerede i 1945 og drog afsted sydpå. I Gedsted blev de behandlet for vabler og lignende af dr. Lundkvist. Han stod i en gård inde i Gedsted på en gammel arbejdsvogn, hvor smækkene var taget af. Han stod på bundfjeldene og behandlede soldaterne. Under krigen var det ikke nemt at få almindelige koste til at feje med i stalden. Derfor måtte man hente revl i heden. De skulle lignes i bundter. Vi stod i et lille hønsehus, hvor vi ikke kunne stå opret. Vi fik en lille skilling for hvert bundt vi lignede. Bagefter skulle blomstervævet fjernes, og det skulle gøres ved hjælp af en brummer. Da vi var de eneste i Firehøje, der havde elektricitet, fik vi en brummer, som lignede en rulle, der kørte frem og tilbage og fjernede blomstervævet. Efterfølgende skulle materialet samles og sendes på fabrik for at blive lavet til koste. Dengang lavede de fleste landmænd, som havde selvbinder, også selv reb. Det oplevede jeg, da jeg kom ud og tjene. Jeg husker også fra tiden på landet, at arbejdet jo foregik med hest. Der var traktoren jo ikke rigtig kommet frem, i hvert fald ikke på de mindre gårde. Vi hjalp til med alt forefaldende arbejde. Når en so skulle fare, så måtte vi sidde ude ved den hele natten og tage imod smågrisene. Det var drøjt, men det gik jo også, for det gjorde vi alle sammen. Der hvor vi boede var et lille område, som hed Firhøje. Det lå et par kilometer udenfor Gedsted. Jeg husker også, at jeg sammen med min far fik lært at bruge plejl. Når vi kørte rug ind om vinteren, blev det plejlet, så det kunne bruges til stråtag, som man om sommeren lagde på tagene. Jeg har også været med til at sy for tækkemanden. Vi børn blev sat på en rund bjælke, som vi kunne flytte frem og tilbage, så vi kunne række nålen ud til tækkemanden, som så kunne binde taget sammen med snor. Det var også en sjov ting at være med til. På vores lille ejendom, havde vi ikke så mange maskiner. Vi havde en lille tærskemaskine, en halvrenser. Når vi var færdig med at tærske, skulle kornet over i en rensemaskine. Det var mit job at køre den. Avnerne blev blæst væk og kornet blev fyldt i sække. Det var under krigen, at det alt sammen foregik i min barndom. I begyndelsen af trediverne var der ikke elektricitet. Senere kom der et elektricitetsværk i Gedsted, som blev drevet ved vindmøllekraft, og senere blev der bygget motorer på, som lavede jævnstrøm. Først senere efter krigen blev det til vekselstrøm, som var en stor nyhed. Tilbage i tiden havde man flagermuslygter, som man havde med rundt i staldene og laderne, og hvor man ellers færdedes. Jeg kan huske i min barndom, at jeg skulle ud til hønsene med en lampe, når det var mørkt. Den skulle så hentes ind igen, når vi gik i seng. For hønsene skulle have lys, for at lægge nogle flere æg. Vi fik elektricitet i mit hjem i krigens tid. Det betød en stor lettelse. Men der var jo ikke noget, der hed køleskab eller fryser. Alt foregik i saltkar eller ved henkogning. Jeg husker om vinteren, når mor ville lave is, så blev jeg sendt ud og lægge beholderen i snedriverne. Der var jo tit sne i 2-3 måneder. Så fik vi den dejligste is dagen efter. Vi børn nød det om vinteren at kælke og lege i sneen. Der var jo ingen fjernsyn eller radio. Radioen kom så lidt senere. Den blev så, før vi fik elektricitet, drevet af et batteri, som stod udenfor vinduet og med en ledning ind til radioen. Sådan foregik det i begyndelsen. Før elektriciteten var der ingen malkemaskiner, så der blev malket med håndkraft. Der fik jeg lært at malke med hånden. Det første sted jeg kom ud at tjene var der heller ikke malkemaskine. Så der skulle malkes mellem 4 og seks køer morgen og aften. Det kunne godt være hårdt ved håndleddene. Men ellers gik det hele jo med håndkraft. Når man skulle have roer ind om vinteren, så foregik det jo enten med trillebør eller med hestekøretøj. Jeg husker de hårde vintre i 40´erne. Der måtte vi børn ind i roekulen og slå roerne løse, før de kunne køres ind. De kunne ikke tøs op i selve roehuset. Så blev roerne lagt langs med gangene bag ved køerne, så de i løbet af natten blev nogenlunde tøet op, så køerne kunne få dem den næste dag. Mælkespanden skulle bringes ud til vejen til mælkekusken. Man kunne også få æg sendt med mælkekusken, så kunne Brugsen eller købmanden hente æggene på mejeriet. Der var en bog, hvor æggene blev noteret op i, og der lå en besked med bestilling af varer. Mens mælken blev læsset af kom købmanden tilbage med varerne, som så kom med retur til landmanden. Man kunne også få en lille spand med kærnemælk med retur. Transporten foregik jo med hestevogn og om vinteren, når der var sne med kane. På den tid kørte postbuddet også rundt på cykel. Det var svært om vinteren. Han måtte slæbe med en cykel med tasker både foran og bagpå. Landmændene skiftedes til at køre med ham, enten med hestevogn eller bil for at aflaste ham. Det var hårde vilkår. Det var en lang arbejdsdag. Han må have været godt træt, når han nåede hjem. Om vinteren var der snekastningspligt. Der skulle man møde med et antal personer alt efter landbrugets størrelse, en husmand var jo kun sig selv. Der var så en snefoged, som red rundt på hest eller kom frem på anden vis og gav besked om, at nu skulle, der kastes sne. På ruten, hvor der blev kastet sne, blev vi tit inviteret ind til fin kaffebord og fik varmen, for det var jo koldt at gå udenfor og skovle sne. Det frøs jo tit hårdt, så det var dejlig at komme ind og få varmen. Som lidt større dreng handlede jeg meget med dværghøns og duer. Og det var sådan, at når det var en lørdag formiddag, så satte man en papkasse på bagagebæreren af cyklen og så afsted ud og bytte duer og dværghøns. Det var min store interesse i mine unge dage. Interessen er fortsat, jeg har haft høns og duer indtil jeg blev 70 år. Da jeg blev syg, holdt jeg op med det. Efter konfirmationen kom jeg ud at tjene på en gård i nærheden af mit hjem. Det var et godt sted, hvor jeg fik lært at omgås dyr. Dengang boede man ude i udhusene. Der var karlekammeret. Der var ikke varmt vand at vaske sig i. Det var koldt vand. Værelset var uden opvarmning. Så det var med at komme hurtig i sengen. Det var en arbejdsplads på hestens tid, og den blev brugt til markarbejdet. Der var køer, der skulle malkes og fodres, grise osv. og høns. På den første plads, jeg havde, var der mange høns og rugemaskiner til at ruge kyllinger ud. Det gav en tjans om aftenen at lyse gennem æggene. Senere kom jeg til at tjene på en anden nabogård, indtil jeg fik mit kørekort. Jeg kom så til at tjene på den 3. nabogård. Der blev jeg, indtil jeg skulle ind som soldat. Arbejdet på gården var stadig ved hjælp af heste til alt forefaldende arbejde. Vi kom ud til mange ungdomsgilder. Det foregik mange gange ude i laderne ude på landet, hvor der kom nogen og spillede op, og så kunne vi danse og lege sanglege, og hvad der ellers var. Vi var også på en del udflugter til forskellige steder. Det var tit i vores unge dage, at KFUM var gode til at tage sig af os. Vi spillede også håndbold et par aftener om ugen. Det foregik gerne ude på en græsmark, vor kørerne havde græsset. Så vi drenge skulle gerne have kokasserne fjernet, før vi kunne spille bold. Det var alt sammen så hyggelig, som det kunne være. Dengang var der jo ingen fjernsyn, så vi børn gik jo sammen og underholdt hinanden og legede. På den sidste plads, jeg havde før jeg skulle ind som soldat, var jeg så heldig, at der var en nabodatter. Før havde vi gået på den samme skole i Bystrup. Vi gik og kiggede til hinanden og gik til håndbold sammen. Vi blev glade for hinanden. Det endte med, at vi blev det, man kalder kærester. Det vedblev vi med at være en halv snes år, indtil vi blev gift i 1961.
Min soldatertid tilbragte jeg henholdsvis i Århus ved artilleriet, og senere blev jeg forflyttet til København. Det blev en rigtig god soldatertid. Vi lærte ”hold kæft, trit og retning” Jeg fik kørekort ved militæret og fik lært at finde rundt i København. Det gavnede mig siden, når jeg kørte til København med varer. I hele perioden kom jeg til at køre med en af militærets større biler. Dermed fik jeg en masse at se af Århus og København og en stor del af Sjælland. Jeg havde fotografiapparatet med, og kunne tage billeder af de forskellige øvelser, og kunne sælge billederne til mine soldaterkammerater. Vi var også afsted med toget med biler og materiel til Oksbøl og Nymindegab, hvor vi var på øvelse i en periode, før vi kom tilbage til vores respektive kaserner. Det var en rigtig god og lærerig tid. Jeg kom ind i 1952 og blev hjemsendt i 1954. Det var 1½ års militærtjeneste. Jeg fik også gode soldaterkammerater, som jeg har holdt forbindelsen ved lige med siden. Som vores børn også har holdt ferie hos. Jeg har været til 60 års soldater jubilæum, hvor jeg fik hæderstegn og diplom. Det er også noget, som jeg er stolt af, at have kontakt med soldaterlivet i så mange år. I næsten 1½ år havde jeg siddet i en lastbil. Derfor blev landbruget skubbet lidt i baggrunden. Jeg syntes, at jeg skulle prøve at komme i gang med at køre lastbil. Det endte med, at jeg fik et job i Sdr. Onsild som chauffør. Der var jeg så et ½ års tid. Min mor boede alene i et hus i Aalestrup. Hun ville gerne have mig hjem i nærheden af Aalestrup. Det endte så med, at jeg fik en god chaufførplads i Aalestrup i 1955. Der blev jeg, indtil jeg købte forretning i Farsø i 1956. Nærmere sagt den 14. juli 1956. Det gav grundlaget til der, vi befinder os i dag. Det blev en vognmandsforretning. Forretningen, som jeg købte i Farsø var uden bolig. Det var en lejlighed og lejet garage. Forretningen gav jeg 41.000 kr. for. Det første halve år, jeg kørte, tjente jeg 42.000. Faktisk havde jeg tjent, hvad forretningen kostede på det halve år. Det var en almindelig land vognmandsforretning. Der var en fast grisetur til Aars, og der var kørsel med kreaturer henholdsvis til Aars eksportstalde og til Aalborg. Der var faste kørsler et par gange om ugen. Der for uden var der en konsolideret fragtrute Farsø-Aalborg. Det var 2 gange om ugen. Der var vi så ude og skulle have fragtmandsvarer med hjem til Farsø. Det blev suppleret med foderstoffer, stykgods, øl, sodavand og malervarer. Det kom fra København med Københavnerbåden. Varerne skulle transporteres til Farsø, bl.a. til øldepoterne, henholdsvis Carlsberg og Tuborg. Når turene var slut, skulle vi hjem og spise og så ellers om aftenen, skulle vi ud og læsse brændsel af i de forskellige hjem i kældre eller på loftet, eller hvor det nu var, vi skulle ind. Transporten med hønsefoder og foderstoffer skete også mange gange om aftenen. Også selvom der var store snedriver, så måtte vi kravle igennem sneen med sækkene på ryggen ind til de respektive landmænd. Det var en tid, hvor vi fra morgen til aften havde værktøj, greb og skovl i hånden. Der var også en kartoffelcentral i Farsø. Vi kørte kartofler fra folks marker fra kulen på marken ind til centralen i Farsø. Her blev kartoflerne sorteret og fyldt i sække, og herefter gik de til eksport. Vi kørte til enten Randers eller Esbjerg havn, hvor de så blev afleveret i skib til de respektive lande. Vi havde også en sneplovsforpligtelse i Farsø. Vi var 2 vognmænd i Farsø, som deltes om Strandby-Farsø kommune. Jeg havde Farsø-området. Det var de år, hvor der var megen sne. Vi var tit udsat for, at vi skulle have folk med fra kommunen til at kaste toppen af snedriverne. Snedriverne var så høje, at sneen ville gå ned bag ved ploven, og så ville vi sidde fast med det samme. Vi måtte også mange gange afsted med dyrlægen ud til landmændene, når han ikke selv kunne køre igennem sneen. Vi måtte ligeledes køre med lægen og jordemoderen. Det foregik jo i lastbilen med sneploven. Vi havde også præsten med til Strandby kirke til begravelse. Vi skulle så også sørge for, at når begravelsen var overstået, så skulle han tilbage til Farsø. Det var en speciel tid dengang, at man hjalp hinanden på alle mulige leder og kanter. Dengang var der mange grusveje i Farsø kommune. Så havde vi gerne vejmanden med. Først skulle vi starte med klæg, som blev sprængt og derefter læsset på. Det var hårdt at arbejde med. Det skulle så køres ud og fyldes i hullerne på vejene. Bagefter skulle der grus på og til sidst sand, for at det ikke blev til smadder, når bilerne begyndte at køre. Jeg glemte også at sige, at vejmanden altid var med ud med sneploven. Der var jo ikke automatik på sneploven, så når vi skulle over en jernbaneskinne, skulle vi ud og hejse ploven op, eller sænke den, hvis den skulle længere ned i vejbanen. Det skete hele tiden med håndkraft. Derfor var vejmanden altid med for at hjælpe. Det var også på den tid, at landmændene fik traktor. Så snart vi fik besked om, at hente en hest, der skulle transporteres til Aalborg, viste vi, at landmanden havde fået traktor. Det var tit, at vi først skulle hente hesten om aftenen eller tidlig om morgenen. For hesten var jo - selvom det var en arbejdshest – så var det et ”kæledyr” for både konen og børnene. Så hestene skulle gerne være væk, før de vågnede om morgenen. Så det var også specielt. Der fik vi tit besked ved midnatstid, at nu havde de handlet heste, og så skulle vi gerne komme om morgenen og køre dem væk, før vi skulle samle kreaturer til eksportmarkedet. Det var også i den periode, at vi skulle køre kalk ud til landmændene. Da var mergel blevet for gammeldags. Nu skulle det være kalk. Og da kørte vi for Hedeselskabet en del år. Det var næsten alt det, vi kunne nå at køre imellem vores almindelige vognmandsforretninger. Så det var også en god tjans. Vi fik det læsset på med maskine, men det skulle læsses af med håndkraft. Jeg opnåede ikke at få tiplad på bilerne. Det skulle læsses af med skovl og greb. Jeg havde også en periode en grusgrav, som vi supplerede med, når vi ikke havde nok at køre. Så kunne vi sortere grus, som vi så også solgte til kunder. Det kunne også være til andre vognmænd. Det gav også aktivitet. Jeg nævnte, at da jeg købte forretningen, var det med lejet garage. I 1958 købte jeg en byggegrund på Tulipanvej, og i 1959 opførte vi den første garage. I 1961 hvor jeg som nævnt blev gift med Elly, blev vi enige om, at vi skulle bygge os et hus. Også på grunden på Tulipanvej. Det blev så bygget det samme år, som vi blev gift. Vi flyttede ind i kælderen i starten af august 1961. Elly lavede en masse af arbejdet med boligen. Hun malede væggene og også radiatorerne med en Nilfisk støvsuger. Vi hjalp hinanden så godt vi kunne, når vi havde tid til overs. Der var også en periode, hvor det var meget tørt om sommeren. Det gav en dårlig høst, og så skulle vi hente halm. Det blev hovedsagelig frøgræs, som vi købte på Djursland eller på Fyn og kørte det hjem til de landmænd, som manglede halm. En del af det blev kørt direkte fra stederne på Fyn og Djursland. Der blev så stor efterspørgsel, at vi ikke kunne nå at køre det hele. Så fik vi det sendt med banen til de respektive stationer. Det kunne være Hvalpsund, Ullits, Haubro og Farsø. Så kunne landmændene selv hente det med vogne. Det blev så handlet igennem Foderstofferne på landmandens konto. Det var en smart måde. Der blev kørt mange læs frøgræshalm på den tid. Min nabo var Farsø Møbelfabrik, som vi havde et godt forhold til. Vi begyndte så også at køre en del møbler rundt i Danmark for Møbelfabrikken. Det var på forskellige dage, at vi kørte med møbler. Det endte med, at vi købte en møbelbus, hvor Farsø Møbelfabrik sponserede reklame med deres navn på. Det var en flyttebus, som man kunne overnatte i. Dengang var det jo ikke så store førerhuse, at der kunne være plads til sovekabine. Så vi kravlede ind over førerhuset til sovepladsen. Når det var fyraften smed Møbeldfabrikken alle fragtbreve og papirer på de møbler, som vi skulle fragte over til os. Vi havde en nøgle, så vi kunne lukke os ind og tage over og læsse efter behov. Der var forskellige biler, der skulle der over. Så var vi fri for at skulle læsse om. Der havde vi et særdeles godt samarbejde med Brdr. Frost – Harald og Verner Frost.
Møbeltransporten udviklede sig. Der var også Severinsen i Farsø, der lavede polstermøbler og Martin Andreasen i Farsø, der lavde meget fine mahognimøbler. Der blev efterhånden mange i Himmerland, som vi kørte for. Vi kørte for Bertelsen i Ullits, og vi kørte for Sandemann i Ranum og for Gøttrup og for Aggersund Møbelfabrik. Jeg husker tydelig den første tur. Det var den 16. december 1959. Der var stærk snestorm, og at komme igennem over til Gøttrup, det var en hård omgang. Det var det første læs med en lukket bil. Vi kørte indtil da møbler ud i de almindelige grisevogne. Vi gjorde vognene grundigt rene og lagde pap i bunden og syntes, det var vældig godt. Men vi kunne ikke fjerne griselugten, når det om sommeren blev varmt. Møbelkunderne blev træt af den lugt. Vi blev således nødt til som nævnt at investere i en møbelbus. Det var en hård tid. Vi var blevet gift, og Elly flyttede hen til mig. Hun havde slet ikke været vant til telefon. De havde ikke telefon i hendes hjem. Nu skulle hun til at passe telefon. Der var en masse ringeri. Grisene skulle tilmeldes og sådan noget. Hun havde så en hjælp fra hende, som havde passet telefonen og forretningen de første år, jeg var i Farsø. Jeg begyndte jo i 1956, og Elly kom først i 1961. Hun blev vant til at passe telefon. Det blev hun glad for, og hun fik jo også regnskabet. Der var en masse at se til. Vi fik 2 sønner, som jo også skulle passes. Der skulle læses lektie med dem, og sørges for at de kom med til idræt, og hvad de ellers interesserede sig for. Der var jo ingen mobiltelefoner dengang. Vi havde kun fastnet telefoner. Hvis der var en meddelelse til mig på vej til Aalborg, så var det mange gange, at de ringede til en købmand eller en brugs, som jeg kom forbi. Og så stod der én udenfor og vinkede, at jeg skulle ringe hjem, eller også var der besked i Aalborg, de steder hvor Elly vidste, at jeg skulle læsse om. På den måde fik jeg ny ordre, som vi skulle se om, vi kunne have plads til på turen hjem. Så når vi kom hjem og skulle spise, skulle det gå hurtigt. Vi kunne kun give besked om, hvornår vi regnede med at være hjemme. Maden blev hurtig varmet op og spist. Derefter gik vi ud og læssede af, indtil vi skulle i seng.
Det skal også siges, at jeg har købt jord af den lille ejendom, der ligger bag ved Morten Nielsen, Bøgely hedder den. Der har jeg købt jord af Johs. Nielsen og konen af forskellige gange. Jorden blev målt op i skridt. Det var den måde, man handlede jord dengang, uden ejendomsmægler. Tingene blev ordnet igennem Sparekassen, og sådan at det blev lovliggjort. Vi begyndte at køre en hel del til København. Turen gik ned over Jylland og over Fyn og til Sjælland. Men vi manglede at have noget at tage med hjem. Derfor begyndte jeg at interessere mig for at køre fragtkørsel. Det var ikke noget man bare kunne gå i gang med. Koncession var ikke nemt at få. DSB gik altid imod. Det samme gjorde mange kommuner og amter, som støttede DSB. Så begyndte jeg med kontraktkørsel. Vi skulle lave en liste, hvor vi skulle køre rundt og hente underskrifter fra de respektive kunder i alle de byer, vi kørte fra. På det grundlag kørte vi i mange år, indtil vi kunne søge og få tilladelse.Og senere var der koncession på alle de ruter, vi kørte. Jeg købte en del forretninger, som blev lagt til. Så min interesse øgedes for møbeltransport og stykgodstransport. Så i 1962 afhændede jeg min landbrugstransport med bl.a. grise og kreaturer til kolleger. Kørslen blev overdraget ikke solgt. Der var altid nogen, der var gode til at snakke med kommunen om at få kørsel med asfalt og grus. Og andre fik så aldrig kørsel for kommunen. Så oprettede vi et kørselskontor i samarbejde med kommunen. Der var jeg vognfordeler i mange år til vognmændenes og kommunens tilfredshed, mener jeg. For jeg deltog jo ikke i kørslen, da jeg kørte med stykgods. Det kørte godt i en del år. Så gled det simpelthen lige så stille ud. Kort tid efter, at jeg købte forretningen i Farsø, kom jeg ind i Vesthimmerlands Vognmandsforening. Så jeg var organiseret lige fra starten. Der var jeg i mange år som bestyrelsesmedlem. Det resulterede i, at jeg på et senere tidspunkt blev foreslået til bestyrelsen for Danske Vognmænds Arbejdsgiversammenslutning i København. De var ikke medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. De var særskilt og havde 6.000 medlemmer. Der var jeg i mange år, og jeg fik mange forskellige udvalgsposter. Jeg sad også i forretningsudvalget. LVD, Landsforeningen af Danske Vognmænd og DVA var to forskellige sammenslutninger. De blev så sammenlagt til Danske Vognmænd. Der blev jeg valgt ind i bestyrelsen og kom i forretningsudvalget. Min hovedinteresse var uddannelse. Jeg var med til, at vi i Undervisningsministeriet fik en aftale om, at vi skulle lave en EFG uddannelse indenfor fragt- og vognmandskørsel. Det blev vedtaget, og vi var de første, der ansatte en elev, og vi havde op til 11 elever i en periode. Så fra at det var et erhverv, man bare kunne gå ind i lige fra landevejen, krævedes der nu en uddannelse. Det var jeg glad for at få sådan noget sat i gang. Organisationen købte på et tidspunkt Vognmændenes Hus på Gammeltorv i København. Der sad jeg også i ejendomsudvalget, der repræsenterede selve bygningen. Jeg kom i forskellige udvalg. Jeg nævnte, at jeg var i DVA´s bestyrelse og forretningsudvalg, og jeg var også medlem i administrationsudvalget og bestyrelsen for DVA´s ejendomsselskab, altså det vi kalder Vognmændenes Hus. Formand for DVA´s Uddannelsesudvalg, formand for DVA´s Faglige udvalg for chauffører, formand for DVA´s og SID´s udvalg for sikkerhed og miljø. Medlem af fagkommiteen EFG landtransportområde teknisk skole Aalborg DVA, medlem af branchekontaktudvalget for Specialarbejderskolen i Aalborg, udpeget af DVA og valgt af DA som medlem af Nordjyllands Arbejdsmarkedsnævn. Medlem af beskæftigelsesudvalget for Nordjyllands Amt. Og så som jeg nævnte før, fordeler ved fordeler kontoret i Farsø Kommune. Transportopgaverne var som sagt blandet fragt og vognmandskørsel med hovedvægt på fragt. Den nye sammenslutning, som kom til at hedde DV, Danske Vognmænd blev oprettet i 1984, og det kan oplyses, at Arbejdsgivernes Sammenslutning (der hed DVA) blev oprettet og stiftet i 1961, og LDV, Landsforeningen af Danske Vognmænd blev oprettet i 1947. Det blev senere konstitueret til det, der i dag hedder DV. Der var jo en perioden efter krigen, hvor vi var tvunget til at stille vogne til rådighed i krigstilfælde. Der måtte vi stille hele vores vognpark, hvis der blev noget. Og der var nogle øvelser på forskellige tidspunkter. Heldigvis blev jerntæppet fjernet og muren væltet. Så det blev vi fri for, og den tjeneste er opløst nu. Vi opnåede også at få en tilladelse til drift af fragtcentraler i Farsø på Tulipanvej. Det var noget, der var til gavn for Farsø´s erhvervsliv. Man havde nu en central, hvor man kunne indlevere sine varer. Vi holdt på 23 forskellige fragtcentraler fordelt over Sjælland, Fyn og Jylland. Jeg var i bestyrelsen i henholdsvis Hjørring Fragtcentral, Viborg Fragtcentral, Vejle Fragtcentral, Haderslev Fragtcentral og Padborg Fragtcentral. Vi fik også 2 eksportkørselstilladelser, så vi måtte køre udenfor landets grænser. Vi var meget tidlig til at få EDB installeret i forretningen. Det var en bekostelig affære. Det skulle jo hedde sig at gøre arbejdet nemt, men det var svært at få det indkørt. Jeg ved ikke, om det betød en særlig stor besparelse, da der var meget, der skulle oprettes. Vi var også blandt de første, der fik installeret mobiltelefoner i bilerne. Det fik vi gjort mellem jul og nytår, sådan at alle bilerne var hjemme. Jydsk Telefon var villig til at installere dem i juleferien. Så efter nytår var der mobiltelefoner i alle bilerne. Det gav en kolossal lettelse, at vi let kunne komme i kontakt med chaufføren, når der ventede en ny opgave, og kunder, der spurgte om, hvornår deres varer var fremme, eller om de kunne nå, at få noget med osv. Der var også mange, der kom lørdag-søndag for at hente deres varer, som vi så skulle prøve at finde imellem bilerne. Det lykkedes også i de fleste tilfælde. Da vi var på det højeste, var vi oppe på 45 trækkende enheder og havde ca. 100 medarbejdere ansat. Så der var meget at se til, når jeg samtidig havde meget organisationsarbejde. Men jeg havde jo folk til at hjælpe mig. Så kom også den tid, hvor jeg trådte ind i de forskellige lokale organisationer. Jeg blev valgt ind i Farsø Erhvervsråd og blev dets formand i en årrække. Det var vældig interessant. Vi fik kort efter en ny erhvervschef, Laurits Østergaard. Han gjorde et enormt arbejde, og vi fik sat gang i rigtig mange ting i Farsø. De to første virksomheder, som etablerede sig var Storke Vinduer og Silvatec Skovmaskiner. Der blev bygget et Erhvervsudviklingscenter indenfor træindustrien, hvor virksomheder kunne komme og prøve deres modeller af. Hvis de havde fået en god ide kunne det være vanskeligt at få råd til at eksperimentere med en ny ide. Nu kunne de komme i centret og benytte maskinerne der. Det blev en stor succes. Der blev også bygget et erhvervshus til industrien. Og der blev afholdt erhvervskonferencer, hvor vi bl.a. havde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann oppe og berette og støtte os i vores arbejde. Statsminister Poul Schlüter var også til en stor konference i Farsø afholdt af erhvervsrådet. Laurits Østergaard havde god kontakt til erhvervsministeren og industriministeren. Han var langt fremme i skoen, og var dygtig til at få tingene sat på plads. Vi skylder Laurits en tak for at få sat skub i Farsø. Når man først er ”inde” ét sted, så kan man også bruges andre steder. Så de begyndte at interessere sig for, om jeg ville gå ind i kommunalpolitik. De konservative henvendte sig til mig, om jeg kunne tænke mig at stille op. Det drøftede jeg med Elly, og der gik nogle måneder. Så fik jeg besked om, at nu skulle jeg tage stilling, for valget i 1985 nærmede sig. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at stille op til valg. Jeg blev opstillet som spidskandidat på de konservatives liste. De havde aldrig taget valg i Farsø Kommune. Der blev valgt to konservative – undertegnede og Sonja Dinesen. Vi repræsenterede de konservative de næste 4 år. Jeg blev formand for Teknisk Udvalg og kom i økonomiudvalget. Jeg var også repræsenteret i Renovest og i valglisteforbundet. Så jeg havde begge hænder fulde, måske nok rigeligt. Derfor besluttede jeg mig for kun én valgperiode, for jeg syntes, det tog alt for meget af min tid. Det var heller ikke altid let, for man kunne ikke gøre alle tilfredse. Men det var en spændende tid, og jeg lærte en utrolig masse. Jeg har også siddet i Borgerforeningens bestyrelse og i Stiftelsen, som var en gren af Borgerforeningen. Jeg sad også i Svømmehallens bestyrelse, og var med til at finde de egnede lokaler til en svømmehal. Det lykkedes. Vi fik en dejlig flot svømmehal, som går godt, og som er blevet bygget sammen med sportshallen. Vi har alletiders anlæg i Dronning Ingrid Hallerne, hvor der er bygget en ekstra hal til. Vi har godt med sport og mulighed for store arrangementer indenfor rammerne af de to store haller.
Det var også i den periode, at vi fik bygget det nye rådhus. Vi var heldige, at vi indenfor konservative var med til at skaffe et flertal, så vi fik bygget et godt og flot rådhus til en rimelig pris. Rådhuset var indtil da placeret 3 forskellige steder i byen. Det var ikke særlig attraktiv for nye tilflyttere, at skulle rende til 3 forskellige bygninger. Og det var ikke særlig pæne kontorer. Det blev noget andet med det nye flotte byggeri. Det var en rigtig fornuftig investering. På den tid kom naturgassen også til Farsø. Vi fik renoveret hovedgaden og et nyt projekt med fortov, hvor der blev anlagt cykelsti uden kantsten til vejbanen, så man ikke kørte og væltede. Alt blev renoveret. Ny to-strengs kloakledning. El og vand og tlf.ledninger blev gravet ned i samme ombæring, da gaden blev gravet op. Det var forståeligt nok til stor irritation for forretningsfolkene. Men vi kom igennem, og det blev et godt resultat bagefter. Jeg var også med i den periode, da vi fik bygget butikscentret. Hvor vi var med til at danne et flertal for det byggeri. Det er det, der i dag bærer selve Farsø´s handel. På selve hovedgaden er det begrænset med butikker. De er nu samlet i et dejligt center, hvor man kan gå inden døre. Der er også et cafeteria i centret, hvor man kan sidde og få en lille forfriskning, mens damerne løber rundt i butikkerne og kigger på tøj. Det var en god investering for Farsø. Vi havde i perioder store miljøproblemer. Naboerne klagede over støj både først og sidst. Det var nødvendig at køre hele døgnet, for at vognene kunne blive læsset om. Det gav store problemer, for vi skulle ned i et støjniveau, så vi ikke rigtig kunne drive forretning. Det blev også et økonomisk svigt. Dertil kom, at Bedford, som havde været mit hovedmærke, ophørte med at producere Bedford. Bilerne faldt til 0-værdi, og det betød, at vi måtte til at investere i nye bilmærker, som kostede en formue. Det gjorde det ikke nemmere med de to store problemer – miljøproblemer og investering i nye bilmærker. Vi besluttede så i 1990 at sælge forretningen. Vi købte i stedet en form for køleforretning, som jeg byggede op med mine 2 sønner. Forretningen fik navnet Bent Andersen & Sønner, som nu kører på en udmærket måde. Sønnerne driver den nu efter deres ønske og på deres facon, og det er tilfredsstillende for dem. De kørte store mængder kølevarer til Sjælland og retur til Jylland. En rigtig god forretning. Senere blev der solgt noget fra. Sønnerne ønskede en anden form for forretning, og købe noget til senere, som kunne passe ind i systemet. Så i dag bærer forretningen navnet Farsø Vognmandsforretning A/S og Flyttetransport A/S. Det driver de på bedste vis og med en god indtjening. Det er dejligt at se tilbage på. I dag hjælper Elly stadig til, og klarer kontorarbejdet, og jeg kan gå til hånde med de ting, som jeg kan bruges til, også at snakke med kunder. Vi drev også i en periode Farsø Diesel med særskilt regnskab, hvor vi havde service på plæneklippere med Brix og Stratton motorer. Også en udmærket forretning. Vi var også godkendt til at tage os af fartskrivere, så andre kunne komme og få deres fartskrivere kontrolleret. Jeg har også siddet i Sparekassen Farsø´s repræsentantskab på det tidspunkt, hvor Sparekassen holdt 100 års jubilæum. Senere blev jeg valgt ind i Sparekassens bestyrelse. Jeg har haft mange gode betroede jobs. Jeg har også været i bestyrelsen for forsvarsbrødrene i Vesthimmerland. Ved 25-års jubilæet var det mig, der nedlagde en krans i Mindelunden i Farsø den 29.oktober 1967. Det var der, hvor Per Sonne og Chr. Ulrik Hansen blev mindet. Straks efter jeg kom til Farsø blev jeg meldt ind i donorkorpset. Dengang ringede man, når der var en operation, så skulle man bruge den og den type blod. Så det kunne være om dagen, eller det kunne være om natten, så skulle man bare stille op, men det var en god gerning at yde. Jeg var donor, indtil jeg faldt for aldersgrænsen, så jeg kom op på 75 gange. Jeg var glad for at kunne hjælpe andre.
Min store interesse er en gammel Bedford 1939. Sammen med Elly er jeg medlem af et par veteran klubber. Om sommeren er vi med i forskellige løb, og hvad der nu findes af aktiviteter indenfor Bedford og Vauxhall klubben. Vi er med i en klub i Aalestrup. Det er en af de ting, Elly og jeg beskæftiger os med i vor fritid. Vi er også medlem af pensionistklubben og deltager i det, vi har tid og lyst til. Ellers har vi det rigtig godt, og bor i Trend i sommerhus, som blev bygget i år 2000 og er egnet til vinterbolig. Ellers har vi et hus i Farsø, hvis vi ikke kan køre bil frem og tilbage. Det skal også nævnes, at sønnerne hver især er gift og bor i Farsø. Vi har 5 dejlige børnebørn, som vi har stor glæde af. De begynder nu at blive voksne. Der er efterhånden 2-3 stykker, der er i gang med at tage kørekort. Det er dejligt at opleve disse ting. Den første er flyttet hjemmefra og bor i Aalborg. Der har vi også haft god beskæftigelse, da de var mindre og skulle passes eller køres med. Motion dyrker vi også. Vi går gerne en tur, og jeg vil forfærdelig gerne cykle. Jeg cykler meget i Trend i sommerhusområderne på de små veje. Elly går ture eller også cykler hun sammen med mig. Hun går stadig til gymnastik. Vi havde guldbryllup i 2011, i 2014 udgav vi en bog om vores virksomhed og liv, i 2017 blev jeg 85 år, og samme år fik vi to dejlige oldebørn. I min tid som vognmand, var det for øvrigt dejligt, at kunne reklamere for Farsø (Johannes V. Jensens fødeby) på vores lastbiler. |
