Axel Sonne - beretning fra 2. verdenskrig

Axel Sonne, dyrlæge i Farsø fra 1916

(Beretning afgivet efter 2. verdenskrig).

Axel Sonne

Allerede fra Danmarks Besættelse den 9. april 1940 ved jeg, at min Stilling var klar med Hensyn til, hvorledes vi skulde opføre os over for Tyskerne. Jeg husker, at jeg allerede selve Besættelsesdagen kom i Diskussion med forskellige af Beboerne i Farsø, som efter min Mening ikke indtog den reserverede Holdning over for Tyskerne, som jeg fandt, var den passende og eneste naturlige og værdige. Det var som om Folk slet ikke havde Forstaaelse af, hvad der var sket, og det varede længe, inden det gik op for dem, hvilken Holdning vi Danske naturligvis burde indtage. Jeg husker, at jeg udtrykte mig omtrent saadan, at vi nu var i Krig, og i Krig paa den forkerte Side. Følgerne af Besættelsen viste sig maaske også ret kraftigt i Farsø, idet vi meget tidligt, allerede den 10. April, fik Indkvartering i Farsø af tyske Tropper. Mit Indtryk er, at Befolkningens Holdning gennemgaaende viste, at de slet ikke havde den Forstaaelse af Situationen, som man burde have. Mange havde nærmest ondt af de tyske Tropper, der skulde til Norge, og var ulykkelige herover, og de gav paa forskellig Maade Udtryk for denne Holdning.

Det første jeg bemærkede til en begyndende Modstandsbevægelse var, at jeg gennem mine fire Børn og deres Venner og daværende forlovede – jeg nævner heriblandt Christian Ulrik Hansen, der var en af mine Børns gode Venner og Spejderkammerat – begyndte at modtage illegale Blade. Den ene af mine Sønner, Jørn, studerede paa Polyteknisk Læreanstalt. Den anden, Per, studerede paa Akademisk Kursus. Bent var Gymnasiast i Odense, og Datteren, Else, var Sygeplejeelev paa Bispebjerg. Børnene sendte Blade hjem, og i Ferien forstod jeg paa Samtaler med dem og ogsaa paa anden Maade, at de alle fulgte stærkt med i det voksende nationale Arbejde. Det kom mig ikke paa nogen Maade overraskende, idet vort Hjem altid havde været stærkt nationalt indstillet, og de ligeledes var præget stærkt i national Retning gennem deres Spejderliv og igennem det Kammeratskab, der herigennem var blevet udviklet.

Jeg ved saaledes, at de alle deltog i nationale Møder, F. Eks. ogsaa de, der var arrangeret af Dansk Samling. Bent var Medlem af Odense Terrænsportsforening, og Per og Jørn deltog i Demonstrationerne i Anledning af Antikomintern-Pagten November 1941. Igennem disse fik jeg Besked om, hvad der skete. En Følge heraf blev, at vi her i Hjemmet i stigende Grad fik Føling med det voksende Modstandsarbejde, og dette førte naturligt til, at vi selv efterhaanden droges direkte ind i Arbejdet. Arbejdet bestod paa et tidligt Tidspunkt som for saa mange andre herhjemme i Distribution af illegale Bøger og Blade, der blev sendt til mig i 50 eller 100 Eksemplarer eller mere. Saa vidt jeg husker, blev dette Arbejde oprindeligt fremkaldt netop gennem den Føling, mine Børn havde med det internationale Arbejde. Men naturligvis fik vi efterhaanden selv direkte Føling med Organisationen. Jeg husker blandt andet foruden de mange Blade de to Bøger ”Maanen er skjult” og ”Niels Ebbesen”.

Også andre Opgaver meldte sig naturligt. Saaledes husker jeg, at Arbejdet i Begyndelsen var præget af Pengevanskeligheder, og at jeg lejlighedsvis deltog i Arbejdet med at skaffe Penge til Veje. Jeg husker en Indsamling til fordel for paarørende af de, der var arresteret af Tyskerne. Et særligt Minde om, hvilken Rolle Pengevanskelighederne spillede, har jeg, da min Søn Per i sin sommerferie 1943 cyklede til Skagen og Hirtshals blandt andet for at skaffe Penge, og jeg husker hans Stolthed over, at han kunde vende tilbage fra Hirtshals med 5-600 Kroner, som han havde indsamlet blandt Fiskerne der. Distribution af det tilsendte illegale Materiale.

Per Sonne Christian Ulrik Hansen

I Foraaret 1942 fik jeg Besøg af Rejsesekretæren i Danske Samling, Børge Eriksen. Sammen med ham drøftede jeg Dagens Spørgsmaal, men uden at jeg direkte husker, i hvilket Omfang vi ved den Lejlighed drøftede illegale Spørgsmaal. Han var imidlertid ganske klar over min Indstilling. I Slutningen af 1942 kom Børge Eriksen igen, og han erklærede ved denne Lejlighed, at han kom som Repræsentant for ”secret service”, idet han bad mig være ham behjælpelig med en nært forestaaende Modtagelse af Faldskærmsfolk. Han redegjorde for de nærmere Planer, meddelte Beliggenheden af den udpegede Plads i Nærheden af Farsø, og meddelte mig, at der vilde komme en Mand til Farsø for at lede Arbejdet. Denne vilde introducere sig til mig med et i Forvejen aftalt Løsen. Jeg skulde saa være ham behjælpelig, jeg vilde faa noget Tøj tilsendt til Iklædning af Faldskærmsfolkene som Vandrefugle. Endvidere skulde jeg sørge for en Cykle med Cykletasker samt stille min Bil til Raadighed. Foruden mig skulde Mejeribestyrer Jørgensen, Strandby assistere, og Eriksens oprindelige Tanke var den, at mine to Sønner Per og Bent ogsaa skulde tage Del. Disse var imidlertid paa dette Tidspunkt ikke i Farsø, og jeg fandt det i øvrigt mest hensigtsmæssigt af Sikkerhedsgrunde, at Deltagerne saa vidt muligt ikke boede i Farsø. Jeg aftalte derfor med Eriksen, at der skulde skaffes to Medhjælpere, som skulde ligge i Lejr ude i den tilgrænsende Granskov, og Eriksen paatog sig at skaffe saadanne Medhjælpere. Det blev, som jeg senere konstaterede, Christian Ulrik Hansen og Erik Nyemann.

Den 30. Juli om Eftermiddagen henvendte den unge Mand sig, som præsenterede sig som Hr. Rasmussen (Løjtnant i ”special forces” Christian Michael Rottbøll), i mit Hjem. Han traf mig imidlertid ikke, men lagde Besked om, at han ville komme igen næste Dag. Næste Middag, da jeg kom hjem fra Praksis, sad han i Venteværelset. Da jeg meldte alt klart, ringede han straks til Forstander Stærmose, Støvring Højskole, og bestilte tre Billetter til et Svømmestævne, som skulde afholdes der Søndag den 1. August. Dette var Koden for, at Modtagelsen kunde finde Sted som planlagt. Han fortalte mig, at han var Faldskærmsmand, og at han var kommet ned ved Jyderup samme Foraar. Derpaa kørte han en Tur med mig ud paa Landet, og paa denne Tur aflagde vi Besøg i en Gaard, der tilhørte Chr. U. Hansens Onkel. Her traf vi Chr. U. Hansen og Nyemann. Det blev aftalt, at Chr. U. Hansen skulde komme og hente Cyklen hos mig om Natten Klokken 12, mens jeg selv skulde være paa Pladsen noget før 1 i Bil, saafremt Koden kom fra England i Udsendelsen Klokken 18.30. Det viste sig, at Rottbøll, Nyemann og Chr. U. Hansen den foregaaende Nat havde boet i telt sammen ude i Plantagen.
Rottbøll kørte derpaa igen hjem med mig, og efter at han havde faaet udleveret Sportstøjet og Lygterne, tog han igen ud i Skoven, hvor Nyemann senere paa Aftenen sluttede sig til ham.

Klokken 18.30 hørte jeg Koden i Radioen (det drejede sig om en bestemt Variation af Afslutningsbemærkningen fra Speakeren), og ved 12-Tiden om Natten kom Chr. U. Hansen efter Aftale og hentede Cyklerne, og lidt efter kørte jeg med blændede og til sidst slukkede Lygter samt flere store Kufferter til Transporten af det nedkastede Gods ud til et Sted i Nærheden af Pladsen, hvor Bilen blev kørt ind under nogle Graner. Her mødte jeg Gruppen, og sammen cyklede vi nu ud paa selve Pladsen, beliggende Syd for Strandby-Vadgaard-Vejen ca. 4-500 Meter i Sydøstlig Retning fra Sydspidsen af Trend storskov. Vi havde i Forvejen forsøgt paa at grave Huller ned til containerne, men da der paa denne Hedestrækning var kraftig Al, var Forsøget mislykkedes, og vi var saa blevet enige om at slæbe containerne ind i Plantagen. (Til Belysning af, hvilke Problemer man dengang – ganske uden Erfaring i Modtagerarbejdet – kunde staa overfor, kan jeg fortælle, at vi ligeledes havde drøftet, hvordan vi skulde forholde os i Tilfælde af, at en af Faldskærmsmændene blev dræbt. Dette var jo netop Tilfældet, da Bruun 8 Maaneder i Forvejen var sprunget ved Haslev. Vi havde derfor i Forvejen gravet en grav i en nærliggende Plantage og efterladt en Spade derude, saa vi i givet Fald kunde begrave den paagældende. Jeg oplyser dette for at vise, hvilke Detailler man i Forvejen maatte tage Stilling til ved en saadan Lejlighed, saa man ikke stod ganske uforberedt).

Poster blev nu udsat. Modtagelsen var berammet til at finde Sted mellem Kl. 1 og 3. Klokken 2 maatte Mejeribestyrer Jørgensen, der ude ved Bilen havde sluttet sig til Selskabet, tage hjem, da hans kone var højgravid, og han ikke turde være hjemmefra saa sent om Natten. Det maa her erindres, at Konen intet vidste om, hvad der forestod, og han turde ikke ængste hende ved at blive væk længere end til Kl. 2. Som følge heraf manglede vi en Mand. Klokken ca. 2.30 hørte vi Maskinen. Den gik lige hen over Pladsen, men cirklede flere Gange rundt uden tilsyneladende at opdage Lysene paa Jorden i første Omgang. Endelig saa vi tre Faldskærme hurtigt dale mod Jorden, og vi løb efter Skærmene, som var drevet et godt Stykke uden for det afmærkede Omraade. Efter nogen Søgen fandt jeg en enlig Mand, som stod og ledte efter sin Skærm. Vi gik tilbage til Gruppen, der stod og blinkede rødt lys. Her var hele Gruppen forsamlet plus de to andre Faldskærmsfolk, at hvilke den ene i Faldet havde forvredet et Ben. Gruppen havde samlet en Skærm op plus en Kuffert med et Radioapparat m.m. Men desværre havde to af Faldskærmsfolkene forladt deres Skærm, og det gjaldt nu om at finde de resterende Skærme.

Jeg skal her bemærke, at der ogsaa skulde være udløst containers, dem havde vi ikke set noget til, og det viste sig senere, at de var blevet udløst i Nærheden af Ranum, hvor de var blevet udleveret til Politiet, der igen havde overgivet dem til Tyskerne. Vi gik nu ud for at lede efter Skærmene. Jeg gik sammen med Manden med det daarlige Ben, og vi fandt ret hurtigt hans Skærm, hvorefter vi gik tilbage til Centret, der stadig blinkede rødt. Den anden Skærm kunde vi ikke finde. Rottbøll med to Faldskærmsmænd blev nu sendt op til Bilen med Godset for at klæde om, og vi andre optog Eftersøgningen af den sidste Skærm, men maatte til sidst opgive det, da det begyndte at lysne. Herefter samlede vi Cykler og Kufferter op og gik tilbage til Bilen. Her blev Faldskærme, Overtrækstøjet, Kufferter o.s.v. puttet ind i Bilen. Vi skiltes nu efter, at alle Faldskærmsfolkene havde klædt sig om som Vandrefugle. Chr. U. Hansen og Nyemann kørte med mig i Bilen op til Chr. U. Hansens Onkel i Foulum, hvor alt Godset blev læsset af, Hvorefter jeg kørte alene hjem. Det var paa det Tidspunkt højlys Dag.

Nogle Timer senere begav Chr. U. Hansen sig ud paa Pladsen for at finde Skærmen. Den var ulykkeligvis allerede paa det Tidspunkt fundet af en Mand, der ved et rent Tilfælde var kommet over den ellers øde Hedestrækning. Han afleverede den senere paa Dagen til Sognefogeden i Strandby. Denne saboterede dog Sagen noget, og først Søndag meldte han det passerede videre til det danske Politi, der straks foretog Udrykning. Som følge heraf ringede Stærmose til mig og spurgte mig, om Redaktør Andresen var i Byen, da han i saa Fald hurtigst muligt skulde komme til Støvring, hvor de savnede ham ved Svømmestævnet. Jeg forstod straks at det maatte dreje sig om Rottbøll, og tilfældigvis ringede han kort Tid efter fra Centralen i Farsø, idet han netop den Dag var taget til Farsø for at se efter den forsvundne Skærm. Han havde under sit Ophold i Farsø indladt sig i Samtale med forskellige af Beboerne, muligvis for at aflede fra den mulige Tanke, at der havde været flere Faldskærmsfolk, og derved skabe Ro for dem, der paa det Tidspunkt allerede var paa Vej til København. Jeg fik ham hurtigt sendt til Støvring på Cykle. Rottbøll vilde selv have taget en Bil, men jeg fremhævede, at dette vilde vække for megen Opmærksomhed.

Herefter var der Ro om Sagen et Par Dage. Men faa Dage efter kom pludselig 300 Betjente til Egnen og begyndte med stor Energi at trævle Sagen op. Det lykkedes dem meget hurtigt at erfare, at en ung Mand om Søndagen var set i Byen og havde talt med mange forskellige. Politiet fik ligeledes konstateret, at han havde ringet til mig. Jeg blev derpaa telefonisk forhørt af Kriminalbetjent Hansen fra Løgstør, der paa den hensynsfuldeste Maade først meddelte mig alt, hvad Politiet vidste om den unge ukendte Mand, der Søndag havde været i Farsø, om den fundne Skærm o.s.v., saaledes at jeg ret let var i Stand til at klare Frisag med en konstrueret Forklaring, der gik ud paa, at der ofte om Sommeren var en eller anden Spejderfører, der henvendte sig i mit Hjem til mine Sønner for at faa lidt at vide om, hvad der var at se paa Egnen o.s.v., og at dette netop var sket den paagældende Søndag, men at jeg i øvrigt ikke erindrede, hvad Manden hed, eller hvem han var. Et Par Dage senere kom der i øvrigt et nyt telefonisk Forhør, og det var dengang min Søn Per, der fik Telefonen, og da jeg paa det Tidspunkt havde sat ham ind i, hvad der foregik, og blandt andet havde bedt ham hente den tidligere omtalte Spade ved Graven ude i Skoven, fik han det denne Gang ogsaa drejet saaledes, at der intet kom ud af Forhøret. Hans Forklaring dækkede ganske min.

Nogle Maaneder senere fik jeg gennem Chr. U. Hansen at vide, at Sagen var sluttet, for atter i Vinteren 1943 at faa Brev fra Stærmose om at Sagen var genoptaget paa tysk Forlangende, og at jeg paa ny vilde blive forhørt af Politiet. Atter her var det en god dansk Mand, Kriminalbetjent Haakon Lauritsen, der forhørte, og det var let at klare Frisag.

I den følgende Tid fulgte vi ogsaa den aktive Modstand gennem vore Børn og deres Aktivitet. Mange Enkeltheder har de selvfølgelig ikke fortalt os, men jeg ved f.Eks., at deres Lejlighed, Adilsvej 13 i København, hvor min Søn Per og hans Søster boede, blev et Samlingssted for Sabotører og illegale Pressefolk. Per var saaledes Redaktør af det illegale Blad ”Dannevirke”, som han grundlagde sammen med Chr. U. Hansen og i Samarbejde med Jørgen Jenk. Juli 1943 skulde Per arresteres af det danske Politi, men gik under Jorden og fortsatte her en forøget illegal Virksomhed.
Lige en Maaned efter Pers Død, kørte jeg to britiske Officerer, Piloten og Navigatøren fra en nedskudt Maskine, til et Stykke uden for Farsø, hvorfra de af det danske Politi blev ført til København og via Sverrig til England. Til Illustration af Forholdene i Danmark paa det Tidspunkt kan jeg oplyse, hvorledes jeg kom i Kontakt med de to Officerer:

En sen Eftermiddag kort før Skumring blev jeg ringet op fra en Gaard ude i Nærheden af Trend, der bad mig se til en syg Kvie. Paa en eller anden Maade forstod jeg, at der var et eller andet alvorligt i Gære. Da jeg kom derud, traf jeg Husets unge Søn, der meddelte mig, at de ude i Hønsehuset havde fundet en ung britisk Officer, nemlig Navigatøren, og at de ikke vidste, hvad de skulde stille op med ham. Vi blev dog hurtigt enige om, at Tyskerne i alt Fald ikke skulde have ham, og skjulte ham foreløbig paa Gaardens Høloft, hvor han i øvrigt kom til at opholde sig en 8 Dages Tid, mens jeg skulde se at finde Udveje for at faa ham væk. Jeg ved, at jeg efter min Søns Død følte det som en Tilfredsstillelse at kunne sætte haardt imod haardt og yde en aktiv Indsats. Mens jeg var i Færd med at finde ud af, hvad vi skulde gøre, kom en Husmandskone til mig og meddelte mig, at ogsaa hun husede en britisk Officer, Piloten, om hvis Skæbne netop Navigatøren havde forhørt sig meget kraftigt, da han vidste, at ogsaa han var sprunget ud med Faldskærm.

Det lykkedes mig at faa Forbindelse med Folk, der vilde hjælpe dem til Sverrig, idet som tidligere nævnt det danske Politi paatog sig at føre dem som Arrestanter til København. Den sidste Aften samledes de to Flyvere i mit Hjem, hvorefter jeg den næste Dag kørte dem til den ventende Politivogn.
Først paa Vinteren 1944-45 kom Læge Ove Høeg Guldberg til mig og bad mig danne en ny Modtagergruppe, som blev dannet og gennemførte Modtagelse af Vaaben i Trend storskov i Marts 1945 – Den eneste Gang det lykkedes Gruppen at faa Kontakt. Gruppens Medlemmer havde ude i Skoven bygget en hule, hvor Omladning i Kasser fandt Sted direkte efter Modtagelsen. Ved de andre Lejligheder, hvor Gruppen rykkede ud, lykkedes det som nævnt ikke at faa Kontakt.

Hertil kom under hele Besættelsen daglige Modtagelser og Forsendelser af illegale Blade samt andet forskelligartet illegalt Arbejde. Jeg kan ikke undlade i denne Beretning at fremhæve den Betydning, Kvinderne havde i Modstandskampen. Det var i mine Øjne langt sværere at sidde hjemme med en halv eller en hel Viden om, hvad der foregik, end det var direkte at tage Del i Aktionerne. Jeg kan til Illustration oplyse et lille vilkaarligt valgt Eksempel: En sen Aften ringede nogle Tyskere paa hos mig og truede mig til at køre for dem paa meget paagaaende og uforskammet Maade, idet de direkte truede med at gøre Brug af Vaaben. Som Situationen var, maatte jeg gaa ind herpaa, og et Par Nattetimer maatte jeg nu køre med dem, saaledes at det dog lykkedes mig pa forskellig Maade at faa Bilen til at fungere daarligst muligt, saaledes at de absolut ingen Glæde havde af mig som Chauffør. Under en saadan Tur følte jeg det som en Sport at genere Tyskerne mest muligt, Men naturligvis maatte i et saadant Tilfælde min Kone sidde hjemme i stor Ængstelse for, hvad der eventuelt kunde ske. Det Arbejde, Kvinderne i Besættelsestiden udførte, har jeg altid fundet meget beundringsværdigt.

Gennemlæst og godkendt. Farsø, den 21-11-48 Axel Sonne

Mindelunden i søanlægget som blev indviet med et relief den 26. september 1948 til minde om Farsø's 2 unge, Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne, der gav deres liv for Danmarks frihed.