En fortælling fra Farsø fra ca. 1900-1945Fortalt af Axel Ingvordsen, Aalborg. De sidste tre vintre har jeg skrevet en del op om, hvad jeg husker fra min barndomstid og ungdomstid. Jeg vil forsøge at berette om, hvorledes tiden var dengang på tyve- og tredivetallet. Ja, også hvad jeg kan huske, og hvad jeg er blevet fortalt fra den tid. Det, jeg skriver, har vel nok mest interesse for mine børn og børnebørn. Mine bedsteforældre, min farmor og farfar, boede i Vendsyssel - i udkanten af Brønderslev lidt vest for byen. De havde et husmandssted vel på ti tønder land. Jeg mindes, at jeg har været der nogle gange. De boede i en vinkelbygning med beboelse i den ene fløj og lade og stald i den anden fløj. Farmor hed Else og farfar hed Tommas - ja, mor kaldte ham "Tammas". Jeg har nok været der tre gange, jeg kan mindes. Første gang jeg kan mindes, at jeg var der, levede min farmor. De boede i en lille lejlighed i enden af beboelseshuset - en aftægtslejlighed, som det hed dengang. Anden eller tredje gang jeg var der, var det sammen med min far og min søster, Else. Efter et fotografi, som blev taget dengang, at dømme, var Else vel en tre eller fire år. Så det må have været i 1923-24, for Else var født i 1920. Engang var jeg der alene sammen med min far. Jeg kan huske vi kom til Ålborg med toget og skulle så videre med tog til Brønderslev. Men der var nogen ventetid, og det, syntes far, var for lang tid. Så vi gik op til rutebilstationen på Vesterbro. Der kom vi op i en rutebil, som varstuvende fuld . Der var varmt i bussen og vi stod op. Så kørte vi over pontonbroen til Nørresundby. Bussen standsede på torvet, og der kom endnu flere passagerer på, og varmt var det. Så ville far ikke med mere - vi kunne jo ikke stå op hele vejen til Brønderslev. Vi krøb af bussen og tog så toget derfra. Far har vel vidst, at der var god tid, for vi gik ind på en restaurant. Jeg kan huske, at den lå på første sal. Der fik far kaffe, og jeg fik sodavand, og vi fik også wienerbrød. Undertiden kom der nogle, som far kendte, og de fik en øl sammen. Omsider var det togtid, og vi kom til Brønderslev. Farmor og farfar havde fire børn som alle var sønner. Rækkefølgen kender jeg ikke, men jeg tror, far var den ældste. Far hed Carl Christian, og de tre andre hed Johan, Anton og Peter. Far var udlært murer og arbejdede som murer i flere år, inden han begyndte med de ulige butikker - men det kan jeg berette om senere. Far var fra Vendsyssel, Brønderslev-egnen. Forældrene havde et lille husmandssted. Én af de bebyggelser, som var bygget i en vinkel, med beboelse, som gennem et bryggers gik over i en lille lo, hvor kornavlen blev opbevaret. Derfra var der adgang til stalden med det lille ko- og grisehold, og vel et par - ikke for grådige - heste. Deres føde bestod af hakkelse, halm skåret i centimeter lange stykker, hvor der i bedste fald var blandet lidt korn i. Jeg kendte ham vel i femten år, inden vi rigtigt fandt hinanden. Før den tid stod han for mig som én, jeg var lidt bange for. Han var hård i udtalen og havde kun lidt tid til børnene. Men der var jo også nogle stykker, og der skulle nok også kæmpes for at holde indtægten oppe på det nødvendige, så alle kunne få hvad de behøvede. Far var udlært murersvend, men det blev ikke hans virke. Nej, det blev mange andre ting, som han kom til at beskæftige sig med. Før han kom i lære som murer, var han på landet, hvor han tjente som tjenestekarl. Det fortalte han om en gang imellem, og det var interessant at høre om. Søskendeflokken i det lille husmandshjem var på fem drenge, så vidt jeg husker. Carl Christian, som jeg skriver om. Peter på Sjælland blev også murer. Johannes overtog husmandsstedet. Og to emigrerede til Amerika. Den ene hed Anton, og den anden - hvis der var fem, kan jeg ikke huske hans navn. Carl Christian, fik, som jeg nævnte, flere forskellige erhverv og det ret ulige erhverv. Murerfaget som han havde lært. Derefter - nu nævner jeg dem som jeg kan huske dem - cementstøber, afholdsvært, husbyggeri, træskohandler, cykelhandler. Cementstøberi havde han to forskellige af. Om det var i fortsættelse af hinanden, ved jeg ikke. Som afholdsvært kan jeg ikke erindre ham, af den gode grund, at det var, før jeg blev født. Det sidste cementstøberi, kan jeg så dunkel huske lidt af. Når han, sammen med sin medhjælper, stod og blandede beton til de forskellige cementvarer, som de fremstillede. Det hele foregik med skovle og håndkraft. Grus blev trillet ind i det, af cement tilstøvede lokale, og tilsat den mængde cement, som emnet nu krævede, for at få den nødvendige styrke. Det var så toppet op i en dynge midt på gulvet. Man begyndte så fra hver sin side af dyngen med en skovl, at vende det op i en anden top, for at blande cement og grus så omhyggeligt som muligt. Det blev så gentaget tre til fire gange, indtil det havde en ensartet cementgrå farve, og man ikke kunne se grus fra cement. Derefter blev det jævnet ud i en rundkreds på gulvet, som en krans med en lavning i midten. Der blev hentet vand i spande og fyldt i midten af kransen. Skovlene blev så taget i brug igen. Man gik rundt om kransen og tog lidt af denne, som man så blandede med vandet, indtil alt var blandet med vand og havde en ret kraftig konsistens - ikke for flydende. Så begyndte påfyldningen i formene. Cementrør, brøndrør og cementtagsten var vel nok det, der blev fremstillet mest af. Og det er de artikler, jeg kan huske blev fremstillet. Der var nok andre ting, som blev tilvirket. For mig, var det en vældig avanceret teknik, der blev taget i anvendelse, når de forskellige emner blev fremstillet. Især når det var cementtagsten, der blev lavet. Alt foregik med håndkraft; indstilling af formene, påfyldning af beton, formningen af tagstenen med en stållineal formet som tagstenens overflade med greb i begge ender. Den blev trukket nogle gange frem og tilbage over betonen, så den var fuldstændig glat. Derefter blev der sigtet tørt farvestof, rødt eller sort, hen over den glatte beton, og så igen glittet ud i en jævn ensartet farve med stållinealen. Derefter blev den færdige sten, som lå på en buet kontrastålform, med et håndgreb løftet op af maskinen, og kunne lægges på en tremmereol til afhærdning. Der skulle fremstilles nogle sten dagligt, når der, til et hus bygget på denne tid, vel medgik to til tre tusinde. Brøndrørene blev brugt til brønde. De brønde, hvorfra man optog alt det vand, der blev forbrugt. Brøndrørene var vel 125 centimeter i diameter, eller to alen. Dengang anvendte man jo tommer, fod, alen og favne. Om metersystemet var indført i Danmark på dette tidspunkt, kan jeg ikke huske. Brøndrørene var vel 80 til 90 centimeter høje. Jeg kan huske, at vi som drenge kunne kravle op i dem. Det var en herlig legeplads, vi havde, når de da ikke var for nystøbte og tog skade - så kunne der godt vanke nogen på ørene. Brøndrørene blev fremstillet i to stålforme, en indvendig og en udvendig. De kunne hver deles i to halvdele med bolter og kiler, for at få dem fri efter nogen tids hærdning. Betonen blev fyldt imellem formene med en lille skovl, og blev stampet meget omhyggeligt med en stålstang. Der var ingen jern i rørene til at styrke dem, så de skulle jo støbes meget omhyggeligt, for at kunne holde til transport og til nedgravning. I byerne var der fælles vandværk. Peter var også udlært murer. Han boede i Ringsted og arbejdede dér som murer. Om han var murermester eller murersvend, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set hverken ham eller nogen af hans familie. Anton har jeg heller aldrig set. Han udvandrede til Amerika engang i begyndelsen af århundredet. Om det var Syd- eller Nordamerika, det ved jeg ikke. Johannes arbejdede på gasværket i Brønderslev, og så overtog han husmandsstedet. Det har vel været omkring 1920-tallet. De gange jeg var på besøg i Brønderslev, var det Johannes, der stod for landbruget, samtidig med han arbejdede på gasværket. Engang var vi inde at se på gasværket, hvad han jobbede med. Gasværket gik vi lige forbi, når vi skulle ind til Brønderslev. Min mormor og morfar boede i Års. Dem har jeg noget mere kendskab til. Der var afstanden ikke så stor, vel 12 kilometer fra min fødeby, Farsø. Mormor og morfar havde også et mindre landbrug, som lå lidt vest for Års. Det solgte de imellem 1910 og 1915, så det er før den tid, jeg kender til. Morfar havde også et bierhverv ved siden af landbruget som landpostbud. Dengang var det med postsækken på ryggen og stokken i hånden, og så gik han turen hver dag, seks dage i ugen. Og turen var sikkert lang, den tog nok det meste af dagen. Det var sommer som vinter, i al slags vejr. Mor fortalte om, at når der var vinter og koldt, så blev morfar budt på brændevin på gårdene, han kom til, og så kunne bedstefar godt være lidt toppet, når han kom hjem. Efter mormor og morfar havde solgt landbruget, flyttede de ind til Års. Ind i et dobbelthus der ligger på Havbrovejen, hvor de boede, indtil de i 1931 flyttede til Farsø, ind i en lejlighed i fars og mors hus. Ja, morfar døde et par år forinden. Jeg må lige berette en tragisk tid, som mormor måtte igennem. Mors yngste broder, tror jeg nok, det var, hed Ludvig og var udlært tømrer. I de første år af tyvtallet havde han arbejdet i Esbjerg en tid, mener jeg. Da kom Ludvig hjem. Det var nok fordi han var syg, jeg mindes ikke rigtig hvordan det var. Det var i de år, da min to år ældre broder, Knud, og jeg var på sommerferie hos bedstemor, som vi sagde dengang. Vi var der hver sommer når skoleferien begyndte. 1920 til 1923 var nok årene, hvor vi holdt vores sommerferier hos bedstemor. Knud blev konfirmeret i 1924, og kom året efter ud at tjene på landet. Jeg mindes, at Ludvig var kommet hjem og var syg. Vi spillede kort med ham. Han var lidt langsom i bevægelserne, når han skulle behandle kortene. Det blev mere og mere udpræget for hver gang, vi var der. Efterhånden, som det blev værre, så overtog bedstemor hans udspil af kortene, hun satte også kortene op i hånden på ham. De sidste gange, vi spillede med Ludvig, kunne han ikke selv spille kortene ud. Da tog bedstemor kortene, der skulle lægges på bordet, mens han selv sad med kortene. Bedstemor stod ved siden af ham, og hun var jo en filur til at spille kort, så vi havde jo besvær med at klare os. Men kortspillet tog også slut. Efterhånden var han så forlammet, at han kun kunne gå ude i haven, frem og tilbage, på en gang, der lå midt i haven. Jeg mindes endnu hvorledes det var. Bedstemor fik ham ud med meget besvær, og fik ham sat i gang, op ad gangen, og så kunne han selv, ved egen kraft, vende sig ved enden af gangen. Det gjorde han på den vis, at han stoppede op, gik et par skridt baglæns, vendte kroppen lidt, så et par skridt fremad, drejede sig lidt igen, og så tilbage igen. På så sæt kom han så rundt og kunne gå gangen tilbage. Han tvang sig selv til at gå, ved at bøje sig frem eller tilbage, til han var ved at få overbalance, så han blev tvunget til at flytte benene. Jeg ser det endnu, han gik der hver dag. Vel et par timer om formiddagen og igen om eftermiddagen. Der var slidt en dyb gang, der hvor han gik, og især hvor han vendte sig ved begge ender. Hvor lang tid det stod på, mindes jeg ikke. Som tiden gik blev han mere og mere forlammet og kunne kun side på en stol, indtil det blev sådan, at han hele tiden lå i sengen. Han lå i sengen i bedstemors dagligstue, og flere gange om dagen blev han sat op i siddende stilling, og bedstemor klemte hans fingre fast om en strop, et stykke tøj, der var fastgjort til enden af sengen. Nu er vi fremme ved 1930-tallet, hvor bedstemor flyttede ind i lejligheden i fars og mors hus. Far havde bygget en etage på den fløj af huset, hvor forretningen lå. Så flyttede far og mor derop, og bedstemor og Ludvig fik fars og mors lejlighed. som var på stueetagen. Da havde Ludvig været syg i 10 år. Jeg tror han døde i 1933 eller 1934, da jeg lå inde ved søværnet i København. Det var mange år. bedstemor måtte pleje ham. Jeg tror bedstefar døde i 1927 eller 1928, for i 1929 havde mine forældre sølvbryllup, og da var bedstemor alene med. Som jeg har nævnt, havde bedstemor og bedstefar et lille landbrug. Morfar hed Christen Poulsen og blev kaldt Kræn Poulsen. Jeg tror han kommer fra noget, der hedder Dybvad Mølle, lidt nordøst for Års. Mormor hed Maren Binderup, og var fra en gårdmandsslægt fra Hvorvarp mellem Års og Havbro. Mor var den eneste datter, og havde fem brødre. Ludvig var jo nok den yngste, og de fire andre hed Marinus, Jens, Carl og Christian. Marinus blev udlært i manufaktur i Nykøbing Mors. Han købte en tøjforretning i Farsø, som han havde til han blev pensionær. Jens kom til jernbanen, og var stationsmester på Sjælland i Munkebjergby og senere Herfølge. Som pensionær flyttede han og hans kone til København. Carl udvandrede til Argentina i Sydamerika, vel før første verdenskrig imellem 1900 og 1914. Enten blev han der, eller han var blevet inden han rejste, gift med en dansk. Det er jeg ikke rigtig klar over. De havde et landbrug i Argentina. Efter billederne, jeg har set derfra, så der meget øde ud. De fik 5 eller 6 børn og moderen døde kort efter den sidste fødsel. De havde det vist ret svært i flere år. En af pigerne var en tid i Danmark, hvor hun fik en uddannelse som sygeplejerske. En af sønnerne var her i Danmark på besøg, men jeg hilste ikke på dem. Christian udvandrede til Kanada, og han blev aldrig gift. Christian arbejdede ved de Kanadensiske jernbaner i al den tid, han var derovre. Da han var pensioneret kom han hjem på besøg. Og så var der den ene datter i huset, min mor. Pouline Christine Poulsen. Far og mor blev gift i 1904. Far, som var udlært murer, arbejdede på jernbanestationerne, da jernbanen blev anlagt mellem Aalborg og Hvalpsund. Far talte om Blære, Haubro, Holme og Farsø stationer, men hvor mange han arbejdede på, ved jeg ikke. Mor var i huset hos en enkefrue i Års by. Det er det eneste, jeg ved om mors arbejde, inden de blev gift. Men det har heller ikke været så lang tid, mor havde som ung, for mor blev gift, da hun var 19 år. Jeg mener, at far og mor blev gift i Års, og kort tid derefter flyttede til Farsø. De har boet i et ældre hus, der lå nede ved den gamle skole. Man skulle over jernbanen, lige i kanten af heden, hvor der lå et stråtækt hus. Der mener jeg, de boede en kort tid. De har også boet i Cecilies hus.
Det jeg skriver her, er noget, jeg har fået igennem fotografier og beretninger. Det er sket før, jeg blev født - omkring 1910-tallet. Jeg nævnte, at vi kaldte huset for ”Frederik Lassens Hus”. Da jeg var barn, boede der en af dette navn sammen med sin hustru i huset. Og blandt os drenge var der en historie om ham. Han havde et mundhæld, som vi sagde. Var der en eller anden afgørelse som skulle træffes imellem ham og hans kone, så sagde han gerne:” Så tykte Metmari det, og så tykte a det jo også!”. Hvor længe mine forældre boede der, er jeg ikke helt klar over. Jeg tror, de flyttede derfra og ned på afholdshotellet. Far var hotelvært en overgang, hvor længe ved jeg ikke.
Jeg mindes, min to år ældre broder Knud og jeg diskuterede, om at han var født, da de boede på afholdshotellet, og jeg var født i det hus hvor far senere fik sin træsko og cykelforretning. Vi syntes nok, det var lidt mere at være født på et hotel. Min broder er født i 1910 og jeg 1912, så de har boet der i tiden 1908 til 1911. Far og mor flyttede fra afholdshotellet og ind i huset ved siden af apoteket (Nørregade 31a). Jeg tror det var et bytte med Morten Nielsen, han havde en cykelforretning dér. (Endnu i min drengetid kunne der skimtes en reklame fra den tid.). Over de rundbuede vinduer - i trekanterne - var der malet cykler. Far har nok kalket det over, men det var synligt i mange år.
Han havde også et cementstøberi senere. Jeg kan mindes, at jeg var der og så på de støbte cementvarer dér. Det var tagsten, kloakrør og brøndrør. Brøndrørene var nok den store artikel dengang. Blandingen af beton var med skovle og foregik inde. Jeg mindes, at de stod der hver dag og blandede på samme sted på betongulvet. Der var en hel forhøjning, hvor de blandede cement, fordi al den cement afsatte et lag for hver gang.
I 1914 startede verdenskrigen og varede til 1918. Det husker jeg ikke så meget fra. Dog husker jeg nogle enkelte ting. Der var militær indkvarteret privat i Farsø. Men det har måske været ved krigens slutning eller lige efter. Vi havde en infanterist boende, men hvor længe mindes jeg ikke. Han boede i et lille værelse, der lå ind til køkkenet. Han var Bøssemager, sagde han. Vi drenge syntes, det var lidt mere end at have en almindelig fodtudse boende. Der var også indkvarteret Feltartilleri i byen. Der var en del hos Morten Nielsen. Der lå nogle landbrugsbygninger ud mod den mark, der senere blev til fodboldbane. Eller det var den måske allerede dengang. Jeg mindes, at der var kanoner og andre militærkøretøjer der. Dengang var de jo hestetrukne. Ved alle bosteder og landbrug udenfor byen blev der gravet en brønd for at få vandforsyning. På egnens dialekt blev en brønd benævnt en Kjæll. Mange steder var brøndene meget dybe. Jeg var som fjortenårig tjenestedreng på et lille husmandssted i byens udkant. Det var et udstykket brug fra en større gård, hvor sønnen derfra var etableret. Markerne var nyopdyrket hede. Jeg tror, det var året inden, at alt jorden var blevet pløjet og behandlet for første gang. Der var gravet en brønd, og den var meget dyb. Det var vel fordi, det hele var beliggende på et højdedrag. Efter hvad jeg kan huske, var den over fyrretyve alen dyb, ca. 24 meter. Al vandoptagningen foregik ved, at der over brønden var anbragt en bom med et håndsving i begge ender. Omkring bommen var der lagt et par omgange reb, som hængte ned i brønden og havde en spand i begge ender. En speciel brøndspand, som havde tøndefacon. Det havde den for, at den kunne vende rundt, når den ramte vandoverfladen i brønden og fyldes med vand. Når den ene spand var nede i vandet, var den anden næsten helt oppe. Så der var en fyldt spand i rebet næsten hele tiden. Det var drøjt for en fjortenårig, at trække vand op til besætningen af køer, heste og grise. Cementrør i forskellige dimensioner blev der også fremstillet en del af; men det var ikke den store artikel dengang. Al afløbsvand blev ledt ud i haven i en sivebrønd eller en grøft, hvis der var en i nærheden. Fremstillingen foregik på samme måde som ved brøndrørene, i stålforme. Der var også en produktion mere, jeg har glemt, og det var fremstilling af cementmursten. Det var vel også en ret stor produktion i den tid. Det foregik også i en form, som blev fyldt op med beton og stampet fast. Derefter blev der trykket en stålramme igennem betonen og murstenenes facon fremkom. Efter at have været cementstøber i nogle år, erhvervede Carl Christian Ingvordsen, min far, som jeg skriver om, en træskoforretning i samme by. Ja, det var en blandet forretning, som indeholdt lidt af hvert. Den var baseret mest på bønderne og deres tjenestefolk, der næsten dagligt kom ind til byen. Når de kom kørende med hest og vogn - det var transporten dengang - skulle de ind til møllen for at få malet korn til foder, eller til foderstoffen efter kraftfoder og til andre handlende. Hver morgen kom mælkekuskene ind til mejeriet med mælken og kørte tilbage igen med returmælken. Jeg husker endnu de tidlige morgener, hvor jeg blev vækket ved, at mælkevognens skramlende jernringe på hjulene larmede mod chaussebelægningen på gaden. De kom ind til bestemte tidspunkter og kørte så retur, når mælken var behandlet. Mejeriet var det eneste sted, man kunne få et bad, hvis man ikke havde bademuligheder i hjemmet; men det var kun et fåtal der havde bademuligheder i hjemmet. Det kunne let tælles på en hånd, dem der havde eget baderum i byen og oplandet. Den butik, min far havde, var en træskoforretning. Han lavede nye træsko og ombundede gamle træsko. Han tog læderet af de gamle træsko, som bønderne kom med. For hvis det var i god stand kunne det bruges igen, og så monterede han det på nye træskobunde. Al træet blev så lakeret et par gange med sort træskolak, og der blev sat jernbeslag nedenunder og på næserne, hvis det var franske træsko. Der var to slags træsko. Franske træsko var en model med læder på hele den øverste del med undtagelse af en hæltrækappe. Bassard træsko var en model, som hollandske træsko. Spids trænæse og træ ind over tæerne med en afslutning af læder over vristen. Læder, der var syet dobbelt tynd spalt på indersiden, og så stoppet med træuld for at give et blødt tryk på vristen. Prisen på et par træsko var ca. 3 til 4 kroner. Butikken, som vi benævnte den, indeholdt jo mange andre varer end træsko; træskostøvler - det var før gummistøvlernes tid - tøjsko syet i tykt sort klæde med såler af brugte cykeldæk, sivsko, som var flettet af en art siv eller søgræs, tobak, snus, skrå i stang, skrå, skipper skrå, mellemskrå, skråtobak, pebermyntedråber til at dyppe i snusen, cigaretter, cerutter og cigarer. Ja, i forretningen var der alt for de kunder, som kom dér. Det var jo som nævnt bønderne og deres karle og tjenestepiger, som var de største kunder. Butikken var vel også et lille samlingssted, hvor man kunne få lidt snak om de lokale begivenheder og vel lidt sladder ind imellem. Lukketiderne var ikke ret præcise, og især ikke lørdag aften, hvor det godt kunne blive sent, inden der var lukketid. Og ”sent” er ved 10 eller 11 tiden om aftenen. De fleste kunder kom jo ikke før ved syv til ottetiden. Før det, var karlene jo ikke færdige til at tage ind og handle. Karlene skulle jo fodre hestene godt efter dagens hårde arbejde i marken. Så kom de ind til byen; forvalterne, forkarlene, andenkarlene, fodermestrene, drengene, som lige var begyndt at tjene på landet, og daglejerne. De fleste kom på cykel og nogle gik. Der var ikke noget med motorcykler og knallerter dengang. Så kunne der godt være en del for far at lave i butikken, hvis der var cykler, som havde nogle akutte reparationer, som skulle ordnes, for at karlen kunne køre hjem. Det kunne være lapning af et hjul, en kæde der var rykket over under den hårde tramp op ad bakken ind til byen. Der er jo uanede kræfter i en ung karls ben, når det endelig er fyraften. Noget af det mest besværlige for far at arbejde med, var nok i den tid, der skulle køres med lygte på cyklen, og i de år hvor karbidlygter var i brug. Det var en cykellygte fremstillet af metal. Den bestod af en brænder, som havde tilslutning til en beholder, hvori der var karbid. Der dryppede lidt vand, fra en vandbeholder, ned i karbiden. Mængden af vand kunne reguleres med en fingerskrue. Så dannedes der gas i karbidbeholderen til brænderen. Lygterne lyste godt, når de var i orden, men det var næsten umuligt at holde dem i orden. Den opløste karbid ætsede lygterne itu, og tilstoppede brænderne i løbet af ganske kort tid. Jeg var en del i butikken for at hjælpe til, når far havde reparationer at gøre. Der var tit så mange i det lille lokale, at det var fyldt. Så sad de overalt; på disken, på malkestolene, som var til salg, ja, på alt som kunne bruges til at sidde på. Så blev der snakket, svoret, pralet og bandet og enkelte løgnehistorier kom der også frem. Der blev pulset tobak, skrået og karduset - og snus blev der brugt med masser af pebermyntedråber i. Alt blandet med karlenes uddunstning fra deres tøj, af opholdet nær hestestald og kostald. Selvom de var i stadstøjet og havde vasket sig, kunne de ikke få den svage lugt af, lidt muggen og lidt jordet dyrefoder, lidt hov og klov lugt, ko og heste lugt, en lidt varm lugt; Men det var ikke en ækel lugt, den hørte til. Der blev spist æbler og flødeboller (Negerkys).
Når tiden var inde, til at vi skulle op i tredje klasse, til Læreren i den anden skolebygning, fik vi at vide af de ældre elever, der gik der, at nu blev det alvor. Nu skulle man kunne lektierne på fingrene. Ellers vankede der, og læreren var meget striks. I tredje klasse fik vi flere lektier. En anden regnebog med decimalbrøker, forholdsregning, procentregning og hvad det nu hed. Dét var noget andet end sammenlægning, fradrag, gangning og division. Og den store tabel. Den lærte jeg nu aldrig udenad. Den lille tabel var op til 12x12, den store gik op til 24x24. Skrivning gik over til diktat, genfortælling og fristil. Gymnastik var der ikke meget af i skolen. Ude på pladsen, hvor vi opholdt os i frikvartererne, var der opsat ribber og balancebomme til at udføre gymnastiske øvelser på; men det var ikke meget, de blev brugt - jeg kan huske, at de var rådnet noget. Men vi spillede nogen gange langbold og havde sanglege på pladsen. Botanik var der heller ikke meget af. Jeg tror, vi en dag var ude at kigge lidt på vilde planter. Dét var vores botanikundervisning. Dengang var træsko det mest anvendte fodtøj. På gangen vi kom ind i, inden klasserummet, var der en reol i træ langs den ene væg. Den var inddelt i firkantede rum med plads til et par træsko i hvert rum. Nogle havde hjemmesko med, andre gik på strømpesokker. Ved den ene endevæg i klasserummet var kateteret, og ved den anden endevæg stod en stor kakkelovn med en tørvekasse ved siden af. Derfor var der ikke så mange tomandsborde i de to midterste rækker. Vi sad efter dygtighed eller kvikhed. Dem som kunne svare mest og bedst, sad forrest, og så gik det gradvist nedad. Der var meget stor afstand fra stationsforstanderens datter, til ham der kom fra fattighuset. Stefansaften, nytårsaften og helligtrekongersaften. Det var tre aftener i juledagene, der bringer mange minder frem fra barndomstiden. St. Stefansaften var 1 juledagsaften - 2. Juledag hedder vel St. Stefansdag. Da skulle vi ud og ”flytte”, sagde vi. Det var flytteaften. Kunne vi komme ind ad køkkendøren og fjerne kaffekanden, det var det store nummer. Så anbragte vi den et synligt sted - men gerne et sted, hvor man ikke søgte. Det var jo det første, der skulle anvendes om morgenen, når der skulle brygges morgenkaffe. Ellers var det en trillebør, en trækvogn eller havelågerne, som blev løftet af, og gemt et andet sted, hvor ejeren mindst anede det. Jeg husker endnu, hvordan det lød, når der kom nogen gennem byen med en trækvogn med jernringe, rumlende over chaussebelægningen. Det kunne jo høres langt væk på den hårde granitbelægning. Nytårsaften, er vel nu som dengang, afbrænding af fyrværkeri; kinesere, tudser, sværmere, kanonslag og raketter. En nytårsaften var vi, mine forældre og vi børn, inde hos naboen og fejre det nye års ankomst. Det gik med ,at naboen, som var jæger, gik ud med sit gevær og affyrede et par skud op i luften. Så var det nye år skudt ind. Jeg tror, min far også solgte noget fyrværkeri i butikken et par år, og vi fik vel lidt at prøve med. Dengang var jeg vel lidt ældre, vel 5 eller 6 år. Det var altid spændende nytårsdag at komme ud og søge efter skyts, der ikke var blevet affyret. Jeg tror nu aldrig vi fandt noget. Så havde vi også helligtrekongersaften. Da skulle vi ud at rumle, det var ”rumleaften” som vi kaldte den. Der var noget vi kaldte en rumlepotte. Det var en konservesdåse, hvor der over den ende, som var åben, var strammet en tørret svineblære. Først var der midt i blæren bundet en tynd pind, som stak et par centimeter ned i dåsen. Men ingen hul i blæren. Så blev svineblæren strammet ud over enden af dåsen og fæstet med en snor. Pinden stak 5 til 6 op. Gned man så med en fugtig finger på pinden, frembragtes en rumlende lyd. Den anvendtes tæt op mod vinduer, hvor der var lys indenfor. Der var også noget med en ståltråd, som blev sat på vindueshængslet, og så blev der filet med en anden hård genstand på ståltråden, så det frembragte en skærende lyd. Var juletræet kastet ud inden nytår, endte det gerne oppe i flagstangen, om der var nogen, der kunne se sit snit til det. Ja, der var folkeunderholdning dengang. Jeg tror aldrig, der blev gjort nogen skade dengang, alt var uskyldige løjer. Da jeg var barn, var der ikke meget at underholde sig med i en lille by. Om julen var der ingen biograf, førend 2. Juledag og det var den eneste underholdning, som var i byen. 2. Juledag var der også bal på kroen. Ellers havde vi søen at gå til, om der var frostvejr, så den var isbelagt. Eller hvis der var sne kunne vi finde slæden frem. Mellem jul og nytår lukkede alle butikkerne i byen klokken fire. Vi spillede kort og Ludo. Radioen kom vel ikke førend 1922-1924 tallet. Som jeg har skrevet et andet sted, kom jeg ud på landet at tjene i 1927. Da havde mine forældre fået radio et års tid før - måske to år før. Der hvor jeg fik min anden plads på landet, efteråret 1927, købte de en radio hos far. Far havde nogle få radiomærker hjemme i forretningen. Han skulle se, om han kunne få lidt salg af radio; men det var vist ikke mange, han solgte. Da var radioen lidt længere fremskreden med knapper at dreje på og keglehøjtalere ovenpå. Før var det noget med spoler, som skulle skiftes og indstilles i forhold til hinanden - og med høretelefoner. Jeg har en anden fortælling fra radioens barndom i Farsø, men den kan jeg berette om en anden gang,
Vi badede meget i søen om sommeren. Søen var ikke så dyb, der var mest mudder at gå og vade i. Det bedste sted at bade var ved den østlige side. Der var lidt sandstrand og vi kunne gå lidt ud, inden vi kom til mudderet. Hvis vi kom ud i mudderet, skulle vi ikke stå stille for længe, for så sank vi ned i mudderet. De dristigste af drengene vovede sig til at vade eller svømme over søen. Jeg gjorde det ikke, dertil var jeg ikke modig nok. I det nordøstlige hjørne af søen var der et kloakafløb, som kom oppe fra sygehuset. Det blev stoppet, da den store kloakering af hele Farsø by blev gennemført. Det kan jeg måske berette om ved en anden lejlighed. Det var jo ikke just det reneste vand, vi soppede og badede i. Nu var det vel ikke lige fra operationsstuen afløbet kom. Men, det var dog fra sygehuset. Søen var vores bedste legeplads, sommer som vinter. Om sommeren badede vi, og om vinteren kørte vi på skøjter og kælk der. Vi tog et par stykker rundstokke og slog et søm i den ene ende, kneb sømhovedet af og filede det spidst. Vi sad så på kælken og stagede os frem ved at hugge piggene i isen. Var isen blank, kunne vi få god fart på. Et par vintre, når isen lå længe, blev der sat lysmaster op. Da var der meget aktivitet på isen. Ja, om sommeren fiskede vi også i søen. Det var mest en fisk vi kaldte Karusse, og en der lignede sild som vi kaldte Skalle. St. Hans blev også holdt ved søen. En lille flåde med bål på, blev sendt ud i søen, og mange var samlet på kirkebakken. Jeg mindes en St. Hans aften - jeg var vel 8 eller 9 år - der var samlet en del af Farsøs borgere, unge som ældre. Vi sad og stod ved stendiget mod kirkegården med udsigt over søen. Nogen havde arrangeret en gammel leg de kaldte ”At Få Lam”. De havde to poser eller kasser med papirlapper i. I den ene kasse var der skrevet mandenavne, og i den anden var der kvindenavne på papirslapperne. Navnene var på borgerne i byen, unge som gamle. Det var vel mest ugifte. Så blev der råbt to navne op - et fra hver kasse. Det var til megen morskab med den tilfældige sammenkobling. (Her slutter Axel Ingvordsens beretning lidt brat.) |
Efter sommerferien i 1919 begyndte jeg i skolen. Det var den gamle landsbyskole, med fire klasser. To klasser som en Lærerinde stod for, og tredje og fjerde klasse som en Lærer havde. Der var syv års skolepligt, så det bevirkede, at vi gik i samme klasse to år; andet år sammen med elever, der rykkede op fra en underliggende klasse. Fjerde klasse var vanligt et år. Det var vel elevernes antal som afgjorde, hvor mange der skulle flyttes op, for at fordele efter pladserne, der var til rådighed i de forskellige klasser. Jeg gik i fjerde klasse i to år, hvor jeg fik lov til at gå i samme klasse som min to år ældre broder, Knud, i et par måneder. Oprykningen i klasserne skete, når vi begyndte efter sommerferien, og afslutningen af skolen skete for dem, der skulle konfirmeres i oktober måned. Der var ikke så mange elever i byen, at der var parallelklasser. Vi var op mod tyve elever i hver klasse. Skolebordene vi sad ved, var tomandsborde, og der var fire rækker, to for piger og to for drenge. Midt for kateteret var der to rækker og ud mod vinduerne to rækker. Tre borde i de midterste rækker og fem til seks borde i de yderste rækker. Så der var plads til op mod 36 elever. Der var også en stor kakkelovn med en tilhørende tørvekasse, som optog meget plads.
Undervisningen var meget begrænset, for der var ikke mange emner. I første klasse var det hovedsagligt stavning, læsning, skrivning og regning. Derudover berettet bibelhistorie og danmarkshistorie. I anden klasse blev det mere selvlæsning og skrivning efter diktat, overhøring i bibelhistorie, danmarkshistorie og geografi, som mest var om nordens lande. En ting, vi lærte en del om, var den nordiske mytologi; om Odin og Thor, ja, alle guder og deres pårørende. Om Balder, Midgårdsormen og Fenrisulven. Om Simers gris, som de kunne skære flæsk af, og det voksede ud igen, når de havde skåret et par gode koteletter. Vi lærte også om vikingerne og deres togter til England, og de baltiske lande - alt om deres hærgen i norden. Bibelhistorie var et af hovedemnerne; vi startede med jordens skabelse og sluttede med korsfæstelsen. På så sæt lærte vi det hele to gange, da der kom nye elever hvert år efter sommerferien, og vel halvdelen af eleverne skulle gå et år mere i klassen. Religionsundervisningen, eller bibelhistorien, som vi kaldte den, var ren bibelhistorie og ikke andet. Kristendommen var det eneste trossamfund vi lærte om. Det var meget, meget lidt vi lærte om andre trossamfund. Vi lærte egentlig om vi, de kristne, og alle de andre var hedninge. Geografien i de første to klasser var vel begrænset til Danmark.
Engang var søen i Farsø en del større, end den er i dag. Jeg mindes om våren, når sneen smeltede og den, som regel, bundfrosne sø tøede op. Da steg vandet så meget. at den gik op over vejen, der vel nu hedder søvejen. Det var ved den gamle gård på venstre side, jeg mindes ikke hvad gården hed (Kræmmergaarden red.). Om ikke den tilhørte købmand Christensen dengang, så kom den til det senere. Før søen blev ændret i størrelse til sin nuværende. var der ikke ret meget strand eller søbred rundt om den. Når søen var størst om våren, skulle man ind på marken, der ligger nord for søen. Den mark tilhørte Jens Hansens gård vest for søen, ved vejen til Fredbjerg. Mod østnordøst gik søen op til en mark, som jeg mener tilhørte Kornums landbrug, eller også det gamle hus, som lå ved siden af skomager Jensens have. Der løb for resten en sti tværs over jorden, den mundede ud oppe ved Højgården. Kirkestien, kaldte vi den. Jeg mindes endnu, at Hans Jørgensen og hustru fra Højgård gik den vej til kirke. Langs kirkegården var der heller ikke ret bred søbred. Ind imellem gik søen helt ind til kirkebakken. Jeg mindes ikke rigtig årstallet, da søen blev ændret og anlægget blev anlagt. Det har været i 1918-1919, at man begyndte at lede en del vand bort fra søen. Der blev lagt afløbsrør ned fra den vestlige side af søen, over imod Jens Hansens. Rørene blev vel lagt ud til en bæk eller en grøft mellem gårdene, Korgårds og Niels Nielsens. Endnu er der vel et afløb, men om det fungerer længere, er jeg ikke klar over. Da vandstanden blev sænket, kom der mange ting til syne, der gennem årene var kastet ud i søen. Der var cykler der imellem, mindes jeg. Beplantningen, anlægningen af græsplæner og gange, blev så påbegyndt kort efter. Der blev antaget en mand, som skulle holde rent på gangene og mellem træer og buske. Min far påtog sig det job en overgang. Om det var et eller to år, mindes jeg ikke. Det var et ret stort arbejde at holde så stort et område rent for ukrudt med et skuffejern. Alt voksede godt i den fugtige jord. Far fik en til at hjælpe sig med at rense i rabatterne mellem buskene og de nyplantede træer. Der lå et mindre husmandssted lidt nord for byen. Postbakken ligger parallelt med vejen nordud af byen mod Vannerup. Nedenfor bakken er der en korsvej. Én vej fører til Haubro og én til Torup. Der på hjørnet af Hornumvejen og Torupvejen lå der et lille landbrug. Ejeren til landbruget var en mand, vel i 50 års alderen. Han var lidt handikappet., det ene ben var lidt kortere end det andet, så han haltede lidt. Han hed Åge. Efternavnet har jeg aldrig hørt. På grund af sin halten, fik han tilnavnet ”Lamåge”. Far fik en aftale med Lamåge om, at han skulle rense mellem træer og buske med en radrenser trukket af sin hest. Det var også meget lettere. Men hesten havde en anden mening om det job. Den troede, den skulle æde al løvet af de nye friske træer, så den var ikke let at drive frem mellem træerne. Jeg var 6 eller 7 år dengang, og jeg fik den opgave, at gå og holde i hestens hovedtøj, så den kunne holde sig fra træerne. Det var ikke let. Hesten var vel sulten og egensindig, så vi blev hurtigt uvenner.