Erindringer

 

Jeg er født den 15. juni 1888 i Grønnerup, Strandby sogn, i et lille hus, som for længst er revet ned, og en asfalteret vej går lige over den plet, hvor huset lå.

Jeg er opvokset hos en slægtning i Granliden i Fragtrup, hvor jeg kom som ganske lille, og hvor jeg har mine første erindringer fra.

Min mor er født den 28. april 1861 og rejste efter min anbringelse hos familien i Fragtrup til Bælum, hvor hun havde forskellige pladser, fik til sidst et lille hus og ernærede sig ved at hjælpe folk og vandt sig mange venner, hvilket kom tydeligt frem på hendes begravelsesdag den 26. november 1936 på Bælum kirkegård, hvor en stor venneskare var mødt op, og ved mindesammenkomsten efter begravelsen blev det givet rigeligt til kende. Hun var en stor dyreven, og havde derfor modtaget diplom.

Mine plejeforældre i Fragtrup, hvor jeg fik et godt hjem, havde flere større børn og var ældre folk.

Plejefar hed Laust Kr. Jensen, kaldet Nøhr Laust Kristian, og plejemor hed Ane Katrine. Hun var fra Holmgård og var en søster til min bedstemor.

Deres yngste datter, Else Marie Jensen, var da 10 år, og det var sikkert hende, som fik alt tumlet med mig de første år, og siden blev hun min store velgører.

Gården var dengang kun en vinkelbygning (nu er den en firlænget gård) tækket med strå, lavloftede stuer 2 i alt og køkken, spisekammer og bryggers. Stuerne havde lergulve, indbyggede senge, de øvrige gulve var lagt af små marksten, kaldet pikning. Der var en have mod syd (kaldet kalgen), men dette var ikke det eneste, det jeg kom til at sætte stor pris på, var en stor dam syd for haven, hvilket senere omtales.

Min tidligste barndom erindrer jeg ikke meget af, det første minde, jeg har, var vist min 2-årige fødselsdag, hvor en nabokone gav mig en porcelænskat, hvilket var en mægtig gave på den tid, hvor der ikke blev ofret noget på legetøj for børn.

Senere, da jeg kunne begynde at sysle med noget, samlede jeg tomme tænd-stiksæsker, af dem kunne jeg bygge huse, lave møllehjul m.m. Senere hen, da jeg blev større, fik jeg bøsser lavet af hyldetræ, hvor marven var taget ud, og der kunne så med en ladestok skydes med papirpropper, som vi tyggede sammen i munden. Ja, det var den tids legetøj, og vi fandt det glimrende.

Da jeg var 6 år, døde min plejefar, og jeg husker endnu, at min største sorg var, at han havde lovet mig en trillebør og en skovl, og det gik jeg nu glip af.

Endnu mindes jeg hans begravelse på Farsø kirkegård, hvor daværende pastor Kragh kastede de tre skovlfulde muld på kisten, hvilket jeg ikke syntes om, det gav anledning til mange spørgsmål.

Tiden, som nu var gået, husker jeg ikke meget om, dog har jeg de lange aftener i frisk erindring, hvor der blev kartet og spundet m.m. Jeg skulle lægge drillerne på plads, som de andre kartede, og var jeg dygtig, fik jeg et stykke mad med fedt før jeg kom i seng.

Særlig mindes jeg festlige aftener om efteråret, når fårene var slagtet, og vi støbte lys af talgen, det var en oplevelse, særlig det trearmede Helligtrekongerslys havde min opmærksomhed.

Jeg mindes også et år, vist 1894, hvor der den 13. november kom så kraftigt et snevejr, at husene næsten var føget efter, og vi måtte kaste tunneler til brønd og stalddør for at komme frem.

Da min plejefar nu var død, måtte gården sælges, hvilket skete til et par nygifte, nemlig Niels Kr. Kristensen og hustru Petrea. Prisen var 7000 kr. + lidt aftægt i form af mælk og kartofler samt husly for plejemor, plejesøster og mig.

Der blev bygget til gavlen af stuehuset to stuer, små, køkken og gang. Her var der bræddegulv i stuerne, og det var flot den gang. Her flyttede vi alle tre ind.

Nu var jeg altså 6 år, og skolekundskaberne skulle nu til at tilegnes. Det voldte mig ikke større vanskeligheder, hverken med læsning, skrivning eller regning. Jeg fik en gammel A B C, som havde været min onkels (jeg har den endnu) samt tavle og griffel. Jeg blev så holdt til, særlig af plejesøster, og stor var dagen, da jeg skulle have min første skoledag i Grønnerup skole, og en nabodreng ved navn Per Thorsgaard tog mig med og forklarede, hvordan jeg skulle forholde mig, både i timerne og det ene lange frikvarter, vi dengang fik.

Jeg tror nok, det var en stolt dreng, der den dag traskede af sted i træskoene, med en taske over skulderen, den var syet af sækkelærred, og i den befandt sig en bibel¬historie, en tavle og lidt mad.

I skolen blev jeg sat til at skrive tallene til 100, og det kunne jeg ikke forstå, da jeg hjemme var kommet igennem sammenlægning og var begyndt på fradragning, hvilket læreren snart opdagede. Med hensyn til læsning, da havde jeg en tid i forvejen selv været gående til Farsø for at købe en bibelhistorie, i hvilken jeg allerede kunne læse.

Det var jo kun en toklasset skole, hvilket det er endnu, så det var jo godt for læreren, at vi kunne lidt af hvert, når vi kom i skole, og jeg tænker tit på, om børnene i vor tid, 1957, får så meget lært i skolerne, som vi gjorde, selvfølgelig havde vi ikke så mange fag, men lærte de fag, der var mest nyttige, særlig regning og skrivning blev der lagt meget vægt på.

Der blev altid begyndt med morgensang og Fadervor, hvorpå der fulgte en religionstime, hvor vi blev indprentet kristendommens store betydning for et lykkeligt liv.

Ja, der kunne skrives meget om min skoletid, men der skal foreløbig kun lyde en stor tak til afdøde lærer Pedersen, Grønnerup, som har givet mig alle mine skole-kundskaber. Jeg har kun gået i denne ene skole og har aldrig været på nogen anden, udover lidt aftenskole.

Der var kun hverandendags undervisning, og den dag, jeg var hjemme, måtte jeg spole for min plejesøster, idet hun var væverske, ligesom jeg også selv måtte stoppe mine strømper og sy lidt på tøjet, idet jeg fik forklaret, at når jeg kom ud at tjene, var det gavnligt for mig.

Ja, så var der den før omtalte dam. Når den var tillagt med is om vinteren, så fik jeg en time eller mere til at glide på isen sammen med et par nabodrenge, som jeg har været knyttet til siden. Var jeg ikke hjemme til den fastsatte tid, fik jeg til straf at skulle strikke strømper, og det passede mig ikke.

På den tid måtte der ikke ofres megen tid på leg, idet børnene skulle gøre noget nyttigt arbejde.

Den 1. maj 1896, kun 8 år gammel, skulle jeg så ud at tjene mit brød og var fæstet bort til en husmand, Anders Jensen, Grønnerup (nu er det en gård). Jeg var fæstet for en løn af 10 kr. for sommeren.

Her måtte jeg op ved 4½-5 tiden om morgenen, idet jeg skulle have fårene flyttet og køerne på græs m.m., inden jeg skulle i skole, hvortil der var ca. 3 km. Husbond og madmoder var vel nok gode imod mig, men det kneb at få den føde, jeg havde brug for. Når jeg gik til skole, var der tit kun et halvt stykke mad i pakken. Hvor jeg glædede mig, når jeg skulle i kæret. Så skulle jeg omkring bedstefars, og kunne måske smutte derind og få et stykke mad med fedt, men det var desværre ikke tit, at tiden tillod det. Særlig lykkelig var jeg, når jeg hver anden søndag havde fri og fik lov at gå hjem til Fragtrup, da kan det nok være, at de små ben løb hurtigt de fem seks kilometer, der var mellem mit hjem og pladsen.

Den første november havde jeg så udtjent og fik de 10 kr. udbetalt.

Jeg flyttede så hjem, men skulle selvfølgelig i samme plads igen næste sommer, da det på den tid hørte sig til, at man skulle være i samme plads to år for at være et hæderligt menneske, men godt var det, at have vinteren fri, særlig for skolens vedkommende, da der var for lidt tid til lektierne om sommeren.

Jeg husker endnu en vinter, vi kom omkring en mose med is, og da var der en dreng, en stor dreng, ved navn Laust, som fik mig til at glide i en bestemt retning, hvor isen var særlig glat, men den endte med et væld, der ikke var frosset til. Det vidste jeg ikke, og jeg gled i hullet og stod i vand til armhulerne. Det kan nok være, det gøs i mig, jeg mangler bare et fotografi af situationen, men det var meget lidt brugt på den tid.

Ved at skrive om at fotografere, mindes jeg, at jeg sikkert i 4-års alderen, skulle fotograferes i Farsø hos dyrlæge Jensens datter, som havde atelier, men jeg var ikke dristig nok til at lade mig stille op til fotografering, så jeg løb min vej.

Tilbage til min ynkelige tilstand. Da jeg endelig kom på fast is igen, da kan det nok være, at det gik rask hjemad, men det var ikke blide ord, der mødte mig, da jeg trådte ind ad døren. Jeg kom af tøjet og kom i seng og fik så isen forbudt i nogle dage.

Ellers gik denne vinter som de forrige.

Maden var rigelig, men mest mælkemad, flæsk og kartofler, en sund kost for en dreng, og da min plejemor fik godt med mælk og kartofler i aftægt, var det jo en given kost. Kaffe eksisterede næsten ikke, kun på helligdagene fik vi en knaldtår om eftermiddagene.

Den 1. april 1897 flyttede jeg så tilbage i min gamle plads i Grønnerup, og for denne sommer skulle jeg foruden de 10 kr. have et par træsko og lidt uld som løn. Min plejesøster kunne jo selv forarbejde ulden til tøj, og alt skulle jo på den tid tages i betragtning.

Denne sommer gik som den forrige. Mit arbejde bestod i at passe hest, kreaturer og får samt lugning m.m.

En dag var jeg i kæret efter køerne. Det var et øsende regnvejr, og da jeg kom hjem, var der ikke en tør trevl på mig, hvorfor jeg knuggede lidt, men min husbond sagde, at jeg tilkom en på hver side af hovedet, når jeg ikke kunne tage en smule regn en sommerdag.

Ja, sådan var det dengang.

Min næste plads fik jeg i Refsgården i Fandrup. Den tiltrådte jeg 1. april 1898, knap 10 år gammel, heldigvis i Grønnerup skoledistrikt, så jeg kunne søge den samme skole.

Her var mange folk. Foruden mand og hustru var der to voksne sønner, en mindre karl og noget af tiden to piger, så her var liv og glade dage for en knøs som mig. Vi fik en tilstrækkelig kost, så jeg, der var meget lille, begyndte at vokse lidt.

Jeg var næsten alles kæledægge og fik en god behandling, så jeg var i denne plads til november 1903.

Men der var et men, jeg har aldrig været ynder af grønkålssuppe, og når vi fik det, blev suppen kogt i grubekedlen, så der var til 3-4 dage, men heldigvis var der sul også, og det har altid smagt mig.

Her var også nok at se til for en dreng som mig. Om sommeren måtte jeg før skoletid rundt i mark og eng for at flytte får og kalve m.m. og derefter gå de ca. 3 km til skole. Hvor har de slemme får tit drillet mig og kostet mig mange tårer. Der var ca. 20, to i hvert tøjr, og når jeg så fik dem samlet sammen og skulle til at trække dem, til vanding eller til et andet sted i marken, ville de hver sin vej. Jeg husker en vædder, der var så slem til at bukke. Den måtte jeg tage når den stod yderst i tøjrslaget, og tage fat ved hovedet, når den skulle flyttes eller omplaceres.

Kalvene, der var 8, var også tvære at trække, når jeg endelig fik dem koblet sammen. Hvor kunne de drille mig, de har også kostet mig mange tårer.

Nu om dage går kreaturerne løse i indhegninger, og børn i den alder leger med jævnaldrende, men mon ikke en middelvej er bedst. Det er gavnligt, en stor gave, at få lært at arbejde, jeg har fået det rigeligt belønnet.

Der kunne være meget at berette om de år, jeg tjente der. Det var interessant en sommermorgen ved 5-tiden, når jeg var ude i marken ved kæret. Her var der mange rævegrave, og jeg så tit rævene lege med deres unger, undertiden mange i tallet. I en høj på den anden side af marken boede der en grævlingefamilie, men dem var jeg lidt bange for. En enkelt ræv har også sat sig op mod mig, og det var godt jeg havde køllen med.

Om vinteren måtte jeg hjælpe til i kreaturstalden m.m., og jeg blev også tilbudt at lære malkning, men det kom jeg aldrig efter, da det på den tid var kvindernes arbejde. Der skulle malkes tre gange daglig, sidste gang ved 21-tiden, hvor karlene så samtidig skulle skære hakkelse til hestene. Maskinerne dengang var kun en hakkelsesmaskine og en rensemaskine, men inden jeg forlod gården, havde vi også fået en rivemaskine samt en tærskemaskine til håndkraft.

Hele avlen blev på denne tid tærsket med plejl og var høstet med le. Det var højtideligt om sommeren, når fire mejere og fire til at binde op kom i række på marken, og hvor var det interressant, når vi nød vor mellemmad ude i marken. Så blev der fortalt noget af hvert, og vi morede os, på den tid måtte vi selv yde morskab og underholdning.

Jeg mindes også, hvordan vi kunne more os ved bordet, hvor vi altid spiste af samme fad, pillede vore kartofler ved bordet og drak af samme krus m.m. Det gjaldt om at være snedig, så vi fik det rigtige på skeen fra fadet.

Der var to senge i den stue, hvor vi spiste. I den ene lå tredjekarlen og drengen (det var mig), og i den anden lå pigerne, Jeg har tit været med til at hive i pigernes dyne, når vi var kommet i seng, men når latteren blev for voldsom, mødte husbond i bar skjorte i døren til soveværelset og bød stilhed og hvile.

Da jeg nærmede mig konfirmationsalderen, begyndte jeg at køre med studene som forspand. Jeg husker en dag, det var i juli måned, jeg havde dem for tromlen. Pludselig blev de, hvad vi kaldte bejsgale, de stak halen i vejret og løb med tromle og mig, alt hvad de kunne, hjemefter. På vejen kom vi tværs over et stykke byg, som var færdig til at høste, det var ikke så godt, og jeg var ulykkelig.

Min konfirmation

Efteråret 1902 blev jeg konfirmeret i Strandby kirke. Jeg havde fået nyt tøj og nye sko (men selvfølgelig til at vokse i) til festen.
Jeg blev kørt i fjedervogn de 6-7 km til kirken i Strandby. Jeg mindes endnu den store højtid i kirken, da jeg aflagde det store løfte. Præsten var afdøde provst Egeløv. Festen var ikke stor, vist kun et par gæster. Gaverne bestod af 4 kort, 1 kr. og en bog.

 

Handelsmand

Mens jeg endnu gik i skole, og mens jeg gik til præst, havde jeg drevet en del handelsvirksomhed i skolen med alle mulige ting, kun småting, og undertiden lavede jeg tombola og bortloddede de ting, der var vanskelige at sælge.
Da jeg gik til præst, solgte jeg forskellige ting på vejen, blandt andet kaffe til en-kelte gårde.

Kaffe var jo på den tid kun en søndagsdrik, helst med brun kandis til, da der skulle spares.

Varerne forskrev jeg fra København.

Landmand

Nu var jeg altså blevet konfirmeret, og det følgende år fortsatte jeg i min gamle plads som tredjekarl for en løn af 90 kr. for et år.

Skønt jeg var lille af vækst, gik det godt, og de to sønner var gode mod mig, de var også gode læremestre, blandt andet fik de mig også lært at skrå, ja, det sidste år havde jeg altid noget i lommen til skole.

Denne vinter måtte jeg svinge plejlen og tror ikke, at det ville volde mig større vanskeligheder endnu.

Om sommeren måtte jeg så bruge leen .

Dengang var dagen lang, om høsten blev vi tit ved til kl. 22, og når vi så stod op kl. 4.30, var dagen noget lang. Men vi forsømte ikke noget med det, da der på den tid ikke var biograf eller lignende, vi skulle til, men vi befandt os udmærket og var, synes jeg, mere tilfreds dengang end folk i vore dage.

Skulle vi endelig med til noget, var det gerne i Farsø, og vi var nødt til at gå. Det var skik på gården, at der skulle nogen til kirke hver søndag, og vi fulgtes to-tre, ja, undertiden flere den lange vej til Farsø kirke, ca. 12 km frem og tilbage.

Om efteråret fik jeg min første cykel, en med fast gummi med større forhjul end baghjul, og da den var meget høj, kneb det stærkt at lære den kunst at køre på den, for benene kunne dårligt nå pedalerne. Den var billig, købt ved Morten Nielsen for 30 kr., men det var jo også den ene tredjedel af lønnen, jeg tjente det år, resten var der brug for til tøj m.m.

Jeg har mange gode minder fra de år, jeg tjente på Refsgården. Jeg mindes min husbond og madmoder, sønnerne og de, jeg tjente sammen med, med stor taknemmelighed.

Mit store ønske var at komme i handelslære, men i mit hjem kunne de ikke forlige sig med den tanke, og de fortalte mig, at kommiserne var nogle vigtigpetere, og sådan øn¬skede de ikke at se mig. Desuden skulle jeg jo helst selv tjene både føde og klæder, da mit hjem ikke kunne hjælpe mig, det ville gå ud over den smule, min plejesøster tjente ved væven. Dog sørgede de for at holde mit tøj, og hvad der var nød-vendigt, såsom vask og strømper. Ja, hvor var plejemor og plejesøster gode mod mig.

November 1903 flyttede jeg så til gårdejer Niels Krogh i Risgårde, hvor jeg fik pladsen som enekarl for en løn af 160 kr. for et år, og nu syntes jeg selv, at jeg var steget betydeligt.

Her var meget at bestille, men vi fik en god forplejning. Om morgenen fik vi en tallerken med øllebrød med en spegesild til samt en snaps, om vi ønskede det, bagefter fik vi kaffe og sigtebrød med smør. Snaps var på den tid ingen luksus, idet en hel flaske kun kostede 27 øre.

Mit værelse var ved hestestalden, og da jeg skulle fodre hestene, var det praktisk, men det var ikke særlig sundt, en fasttømret seng med halm i, et bord slået op i det ene hjørne med 1 ben, brolægning til gulv.

Værst var det, at der var fåresti på den ene side og følbox på den anden side. Det skete undertiden, når jeg kom i seng, at rotterne strejfede over den, idet de løb fra fåresti til følbox og omvendt, og vejen gik over min seng, men de gjorde mig aldrig noget, og jeg vænnede mig snart til det.

Jeg husker en aften, straks jeg var kommet der, at husbond ville se, hvad jeg duede til. Da jeg denne aften sad i kammeret og reparerede lidt på seletøjet ved lygtens skær, mødte der en gammel grim stodder i døren. Så uhyggelig så han ud, at jeg greb en bøsse, der hang ved loftet, for at skyde ham, men så trak han sig tilbage. Stodderen var nemlig husbond, der havde taget et maskerade ansigt på sammen med noget gammelt tøj og så forfærdelig ud, så jeg har sikkert vist ham et bange ansigt.

Jeg befandt mig godt i pladsen, og der var mange unge karle og piger i byen, så her blev meget morskab, men det gik undertiden ud over nattesøvnen.

Om vinteren var jeg til gymnastik i Strandby forsamlingshus og undertiden til anden underholdning der.

Arbejdet på gården gik udmærket, dog kneb det lidt om høsten, særlig med at meje rug, det var høj rug, vi havde på gården.

Fru Krogh var god imod mig og var tit parat med en ølhøvl om aftenen, når vi kom hjem.

Derefter skulle jeg altid ud til hestene for at få dem anbragt for natten, som regel i engen, der lå temmelig langt borte.

 

Håndværker

Landbruget var interessant nok og et frisk liv, men jeg syntes, jeg måtte lære et hånd-værk, og da jeg ikke måtte komme i handelslære, besluttede jeg at lære bygge¬faget, hvorfor jeg til november 1904 tog plads hos gårdejer Chr. Bach, Dammergård, idet han var håndværker og arbejdede en del med det, og jeg lod mig fæste til ham for et år for en lille løn, idet aftalen var, at jeg skulle med ham på håndværksarbejde al den tid, vi kunne undvære fra landbruget.

Da han nu opdagede, at selv kunne passe landbruget, tog han selv ud, og jeg fik lov at blive hjemme, så den lære fik jeg ikke meget ud af. Pladsen var heller ikke den vanlige, her skulle spares ved bordet og arbejdes i mark og gård. Mit værelse var ganske vist bedre, betydeligt bedre, end det vanlige, men frygtelig koldt, så det kneb stærkt med at klare den om natten og længtes undertiden efter, at det skulle blive dag.

Vi havde også en del grisesøer, som jeg skulle våge over en à to nætter før de fik grise, og to à tre nætter efter, så jeg har tilbragt mange nætter i en svinesti på en sæk fyldt med hø og med soen til hovedpude, så det er forståeligt nok, at det blev sidste år ved landbruget.

Den kommende vinter gik jeg rundt ved landmændene og tærskede avlen for en del af dem.

Jeg mødte ved 7-tiden om morgenen, fik en lygte og arbejdede så lidt, inden vi skulle spise davre, og blev ved til ved 18-tiden om aftenen. Prisen var 1 kr. for en trave rug = 120 neg og lidt mindre for havre og byg. Jeg kunne her tjene 1 kr. om dagen, når jeg hængte i.

Min plejemor var nu død, og lejligheden af den grund opsagt. Min plejesøster fik en lejlighed i Fragtrup mølle, bestående af en stue med kammer og køkken. Her tilbragte jeg så min fritid og mindes den tid med glæde. Her var lavloftede stuer, cement og sten til gulv, ingen tapet eller gardiner, ingen lænestole eller sofaer m.m., men hver havde vi nogle hyggelige aftener, særlig når mølleren fik harmonikaen frem og vi andre sangbogen, så var der højtid. Ikke sjældent var vi en del unge forsamlede om det lange bord, og sangen lød af friske stemmer til musikkens toner.

Det var altid Indre missions sangbog, vi benyttede. Jeg tror, det var disse aftener, der kom til at præge mit liv.

Her mødte jeg første gang hende, der blev min hustru, ven og hjælper gennem livet.

Da foråret kom, havde jeg fået læreplads hos bygmester Skammeritz i Alstrup for 3 år. Jeg skulle have 1 kr. 50 øre om ugen det første år, stigende til en ugeløn af 6 kr. det sidste år, alt plus kost og logi.

Jeg mødte i pladsen 15. marts 1905, og min første arbejdsplads blev i Foulum på en brændt gård, hvor murene blev opført af kampesten. Koldt og fugtigt var det, så efter et par dages arbejde var der hul på alle fingrene, og det var knapt, at jeg selv kunne tage tøjet på om morgenen, men blev hjulpet af en ældre forbundter, nu murermester P. Chr. Hougaard i Ullits.

Når vi begyndte arbejdet om morgenen, fik jeg det råd at stikke hænderne ned i kalkbaljen, det sved stærkt, men gav bevægelse i fingrene. Bedre gik det, da jeg fik lært at tage på stenene,

Sommeren gik udmærket, og med stor sparsommelighed og med min pleje-søsters hjælp til vask og syning m.m. fik jeg til jul et sæt tøj, der blev købt i Gedsted for 25 kr. Det var jo ikke det allerbedste, men det klædte mig.

Den gang mødte vi på arbejdspladsen kl. 5 om morgenen, arbejdede så lidt, kom ind til morgenmaden, arbejdede igen et par timer og fik så formiddags mellemmad. Fra kl. 12 til kl. 13.30 holdt vi middagspause. Kl. 16 fik vi eftermiddagskaffe. Kl. 20 var det fyraften, hvor vi igen spiste.

Der var ingen lange aftener, dog syntes vi, at alt gik udmærket, og vi var til-fredse, men alligevel blev arbejdstiden forkortet i min læretid fra kl. 6 morgen til kl. 19 aften.

Der var mange unge på gårdene, og vi oplevede mange dejlige aftener. Var vi nær Limfjorden, badede vi og glivede ål. Var vi på en gård om høsten, hjalp vi dem med at meje kornet de par timer, vi kunne se, for så bagefter at nyde en forfriskning.

Læretiden var lagt an på at bygge et færdigt hus, og det gjaldt derfor både murer-, tømrer- og snedkerarbejde. Om vinteren stod vi på værkstedet, hvor vi lavede vinduer, døre m.m. alt med håndkraft. Der var jo ingen save- eller høvlemaskiner på den tid, undtagen på de rigtig store værksteder. Armene kunne blive trætte, når vi fræ-sede fyldinger, falsede karmtræ, eller vi høvlede gerigter, men alt gik med liv og lyst under sang og fløjtetoner. Nu til dags er det jo maskinerne, der leverer musikken.

Det gik ret hurtigt med at lære håndværket, og det sidste år fik jeg mesters egen søn, nu murermester Chr. Skammeritz, Ullits, med som min undersåt og blev påbudt, at han fik det rigtig lært. Jeg husker, at han tit kom for sent i seng om aftenen og var lidt søvnig om morgenen, hvorfor mester gav mig pålæg om at få ham til at passe sin søvn, men det var vist ikke den rigtige, han henvendte sig til, da vi begge var unge og gerne ville more os.

Med hensyn til økonomien, da slæbte det undertiden på og jeg mindes særlig et efterår, hvor jeg havde cykeldækkene stoppet ud med halm, da der ikke var råd til nye dæk og slanger. Der skulle trædes hårdt på pedalerne, men jeg kom da frem.

Jeg var blevet specialist i opmuring af bageovne. Alle gårde havde på den tid murede ovne, således, at de selv kunne bage alt deres brød. Men der var et men. Jeg husker efteråret 1907, hvor jeg murede ovne i et par måneder. Hver gang jeg kom til et nyt sted, var det almindeligt, at der skulle slagtes hanekyllinger, så jeg spiste hønsekød det meste af tiden, og det har derfor ikke siden været min livret.

Den 1. november 1908 havde jeg så udlært, og jeg mindes min læremester med taknemmelighed, idet han altid vågede over, at vi fik lært at udføre arbejdet rigtigt og at udnytte tiden, altid tage hensyn til både tiden og kunden.

Jeg fik så arbejde hos murermester Søren Jensen, Farsø, og kom til at arbejde på Farsø Kro, som var nedbrændt dette år og arbejdede her til jul.

Efter jul kom jeg til at arbejde ved Marinus Christensen, Støttrup, som sned-kersvend. Der lavede vi roesåmaskinen ”Frem”, den var meget gængs på den tid, og den fremstillet i et antal af 125 stk. hver vinter. Det var en meget anerkendt maskine. Jeg husker en påskelørdag, hvor jeg var ude at sælge dem. Så vidt jeg husker, solgte jeg denne dag 12 maskiner, og det gav mig en mægtig fortjeneste, idet jeg fik 2 kr. for hver, en stor dagløn for den tid.

Efter påske samme år kom jeg i arbejde hos murermester Chr. Årup, Vognsild, og fik her 3 kr. pr. dag plus kost og logi. Vi arbejdede særlig med landbrugsbygninger. Jeg husker, at vi byggede en lade i Morum, men måtte indstille arbejdet 12. og 13. maj på grund af snevejr.

Hen på sommeren 1909 flyttede jeg tilbage til Fragtrup, idet føromtalte Møller også var bygningshåndværker ved siden af mølleriet, som på den tid blev passet af en voksen søn ved navn Jens, kaldet Møller Jens, hans far blev kaldt Møller Hans. På den tid var det almindeligt med disse benævnelser, jeg husker mange mærkelige navne. Omtalte møller havde lovet så meget nybyggeri, at han ikke kunne overkomme det, og tiden gik så denne sommer med at hjælpe ham husene færdige. Tiden gik til hen på efteråret, hvor jeg kom til at gøre en nybygget gård (Vældgården) i Fandrup færdig, og her var arbejde det meste af vinteren. Jeg fik her en hjælper ved navn Jens Chr. Jensen, som jeg tit mindes.

Nægtes kan det ikke, at der blev lavet lidt af hvert. De havde en karl ved navn Thorkild, som altid kom gabende med hænderne begravet i bukselommerne om morgenen. En aften, han var gået i seng, syede vi lommerne sammen, og der mødte os et mægtigt syn om morgenen, da Thorkild var kommet ned af trappen.

Chr. Christensen og hustru, Vældgården, var gode mod os, og jeg har altid siden kunnet betragte dem som personlige venner.

Selvstændig håndværker

Da foråret 1910 kom, havde jeg fået nogle huse at opføre for egen regning, og fik som medhjælper en forbundter, nemlig nuværende murermester Anton Gamborg, Farsø. Der var rigeligt med arbejde, jeg selv, med føromtalte Møller til hjælp, lavede også tømrerarbejdet, hvilket ikke var vanskeligt dengang, da de fleste huse blev tækket med strå.

Mit tilhold var fremdeles hos min plejesøster i Fragtrup Mølle, og her var den føromtalte søn Jens. Med ham har jeg delt mange timer, også når der spilledes fodbold, som dengang var i sin begyndelse. Vi spillede også andet. En juleaften havde vi fået et Halmaspil, og vi spillede til kl. 3 om natten. Kl. 24 var vi dog ude i stalden for at se, om køerne vendte sig, hvilket der gik sagn om. Jeg mindes ham tit, og vi var altid med, når der var møde i Farsø Missionshus,

Denne vinter var jeg også med til sang i Strandby forskole. Sangen blev ledet af lærerinde frk. Kathrine Andersen, og i det tilfælde, at vi var nogle stykker, gik vejen om ad Sjørup, hvor Marie også kom med i følget, hun som senere blev min hustru og bedste ven.

Men tilbage til efteråret 1910. Da sommeren nu var gået godt, og jeg foruden forskellige erhvervelser havde fået 400 kr. sparet sammen, og da Hvalpsundbanen dette år var blevet åbnet, købte jeg for de opsparede 400 kr. en byggegrund ved Fandrup station, der på den tid lå helt alene, da banen var blevet lagt uden om byen, og jeg mente, at det var et passende sted at begynde som mester, idet jeg fremdeles havde tilsagn om nye bygninger for den kommende sommer.

Vinteren gik så med forberedelserne, grave brønd, lave jordarbejde o.s.v. ved hjælp af en arbejdsmand. Vi kom så langt, at jeg kunne flytte ind i huset den 1. april 1911, men den sidste tid fik jeg ikke mange timers søvn, idet jeg måtte arbejde om aftenen, ja lidt af natten med, for at nå målet.

Blandt det arbejde, jeg havde, var opførelsen af Fredgård i Fragtrup. Jeg havde stuehuset og stalden med ajlebeholder, og hvad dertil hørte, i entreprise for den sum af 5200 kr. Det var prisen dengang for et par større huse med alt leveret til indflytning, men selvfølgelig kakkelovnsfyret.

Samtidig havde jeg et par huse i Overlade, men al min fritid gik med at gøre mit eget hus færdigt. Dengang kunne man cykle til Overlade og gøre en dags arbejde, tilbage igen og arbejde til kl. 24, ja undertiden længere.

Hen på sommeren var jeg færdig med huset, så jeg kunne antage en hus¬be-styrerinde. Meningen var ellers, at min søster skulle have klaret det første år, men hun rejste i stedet for til Amerika, hvor hun har boet siden. Det var et slæb at komme så langt, men lykkelig var jeg den dag min første husbestyrerinde ved navn Maren kom i plads hos mig. Hun havde ganske vist et lille barn, men det var ingen hindring.

Lykkelig var jeg nu, at jeg kunne blive fri for at lave mad og den evindelige rengøring, thi det har aldrig været min hobby.

Nu kunne jeg så have et par svende boende hos mig samt begynde at byde gæster hjem.

Blandt disse var den allerkæreste, den, der blev min hjælper gennem livet.

Den 9. december blev vi ringforlovede, det skule ske i stilhed, hvorfor vi tog med et sent tog, vi skulle til Nibe. Jeg tog med fra Fandrup, hun fra Farsø, idet hun tjente i præstegården, Vi var to lykkelige menneske, ja, stor var lykken, idet vi havde lagt sagen frem for vor himmelske fader.

Det var en lørdag aften, og vi skulle så mødes i hendes hjem i Sjørup om søndagen. Her fik vi en god modtagelse, særlig af min svigermor, ja, hvor var hun god mod os og gav os mange vink for livet. Vi savnede hende, da hun ikke var mere. Sviger¬¬far skal også nævnes for sin gode omsorg for os, den vi siden fik at mærke.

Foråret 1912 solgte jeg mit første hus til en smedemester N. Svenstrup, som fik indrettet smedie og fik samtidig den nyoprettede Fandrup Central.

Jeg købte så en anden byggegrund og opførte på ny et hus, som jeg syntes var mere præsentabelt for min tilkommende brud at føre hende hjem i,

1912 var et meget regnfuldt år, og jeg havde ikke så få huse at bygge, men alligevel gik det, da det på den tid var nemt at få svende. Dog var der genvordigheder. En dag var husbestyrerinden og et par svende kommet op at skændes, idet de var kommet sent hjem om aftenen og var gået i viktualiekælderen og havde spist de frika-deller, som vi dagen efter skulle have haft til middag. Det endte med, at svendene rejste, og jeg stod og manglede hjælp, men jeg kendte vejen opad, jeg bøjede mine knæ og lagde det frem for den gud, der hidtil havde hjulpet mig gennem livet, og da næste tog kom til Fandrup, var der en murersvend med, som ville til Ullits at søge arbejde, men stod ud i Fandrup, hvilket jeg tog som svar på min bøn og hyrede ham, og det viste sig, at han var en dygtig mand.

Dengang arbejdede vi 10 timer om dagen, og svendene fik 40 à 42 øre i timen og arbejdsmændene 35 øre. Ja, hvor har jeg altid været heldig, det har næsten altid været ansvarsbevidste mennesker, jeg har haft i arbejde, og de har arbejdet i min interesse, hvilket har bidraget til, at jeg har fået så mange af livets goder.

Sommeren 1912 fik jeg min første motorcykle, en gammel Gritzner på 3 hestes kraft, uden gear og med batteritænding, men den kunne løbe, når jeg først fik den i gang og havde stor nytte af den.

Til søndagskørsel havde jeg en snor med og fik så min forlovedes cykel bundet bagefter, så hun blev fri for at træde i pedalerne. En søndag vi kørte om ad Ranum, fik vi hendes broder i snor også, således at jeg havde dem begge bagefter.

Dengang var jo alt i sin begyndelse med motorcykler og biler, men vi var også lette at tilfredsstille. Nu er der jo pigekammer bag på motorcyklerne, og bilerne er hele glashuse med indlagt varme og radio.

Samme sommer blev der bygget en ny skole her, den fik jeg til nabo og lærer Møller Hansen blev min meget gode ven. Desværre gik der kun 5 år, så måtte han tage sin afsked på grund af tuberkulose.

Bryllup

I efteråret 1912 kom jeg ud for at skulle skifte husbestyrerinde, og nu måtte jeg overtale min forlovede til at tage pladsen, hvorfor det blev bestemt, at vi skulle fejre vort bryllup den 9. december (et år efter vor forlovelsesdag), men da det var en mandag, ville præsten ikke tro forloverne, som bestilte bryllup. Det var ikke skik og brug dengang, at sådan noget måtte finde sted en mandag.

Jeg måtte nu selv gøre rent og pynte op til brylluppet, og da var lærer Mølller mig behjælpelig, så der blev god orden, og bryllupshuset stod klart til at modtage bruden.

Da bryllupsdagen oprandt, var det stille og mildt vejr, men lidt diset. Stor var spændingen, da de første vogne holdt for døren for at følge mig til Sjørup, hvor brylluppet skulle stå. Så vidt jeg husker, var vi 5 vogne i følget, og to havde fået nye fjedervogne i anledningen. Sammen med mine to brudepiger kom jeg i den ene, nemlig Fredgårds i Fragtrup.

Ved gården i Sjørup blev vi festligt modtaget, og jeg skulle her møde min brud. Hvor var hun yndig i sin fløjelskjole med det lange hvide slør og brudekransen.

Der trillede vist en glædeståre ved dette møde for livet, dog var der for hendes vedkommende et lille skår i glæden, idet hendes eneste broder ikke kunne være med, da han lige havde tiltrådt et lærerembede på Femø.

Efter en frokost kørte vi alle sammen til Strandby kirke, et ret stort vogntog, hvor jeg sad med min brud på den forreste vogn, og brudepigerne (4 i alt) på næste vogn.

Ved vielsen, som blev foretaget af provst Egeløv, Farsø, blev der talt over ordene fra Davids salme: ”Gud Herren er sol og skjold”, hvorefter jeg så med min unge brud listede ind i damestolene. Det kan nok være, at gæsterne så på os. Det var ikke skik på den tid, at herrerne måtte sætte sig i damestolene i Strandby kirke, men jeg havde jo lige stået og svaret ja på, at jeg ville følge hende i alt, så ville jeg ikke svigte der.

Det var også skik på den tid, at der skulle ofres til præst og degn ved bryllupper, men det ville svigerfar ikke og betalte selv, hvad det kostede.

Da vi kom hjem fra kirke, var der festmiddag med mange taler, og jeg kan huske, at de syntes, at jeg skulle have været landmand, sådan at jeg kunne have overtaget gården, idet sønnen var lærer, men heldigvis havde de en plejedatter, som senere fik den.

 

De første 25 år

Nu begyndte så en ny tid, idet vi var blevet to om livets glæder og sorger, en tid, hvor vi på godt jydsk, spyttede i hænderne og tog fat for at arbejde os frem. Nu mærkede vi først til svigerfars og svigermors omsorg for os.

Det kommende år hjalp de os til at købe en lille landejendom ved stationen, hvor det meste af byen nu er bygget op, og vi fik et jumbekøretøj, så vi kunne køre, når vi skulle ud. Ganske vist fik vi også den jord at passe, men den blev efterhånden solgt til byggegrunde. Også her var min flittige hustru til god hjælp. Jeg kørte også undertiden med min svigerfar. Engang var vi kørende til Ranum, hvor der var auktion. Der var blandt andet en stortrøje, som vi begge kunne ønske os, men da vi var komme til at stå på hver sin side af forsamlingen, stod vi og bød hinanden op. Svigerfar havde jo flest penge og fik derfor det sidste bud, men til alt held kunne han ikke passe den, og det resulterede i, at jeg fik den foræret.

Årene 1913 og 1914 gav godt med arbejde og nogenlunde fortjeneste, så vi havde vort gode udkomme. Sidst i juli 1914 udbrød den første verdenskrig, og mange unge blev indkaldt til tjeneste i hæren. Jeg husker, hvor uhyggeligt det var, når toget kom fra Hvalpsund til Ålborg, thi der var nogle hver dag, der skulle med.

Særlig husker jeg søndag den 1. august, hvor vi havde lejet den eneste bil, der var i Farsø, ud over læge Bjerrums. Det var en tysk åben vogn uden kaleche. Den skulle køre os og andre af familien til Rostrup, og da vi nåede til Arden station, havde de travlt med at losse jernbanevogne, skønt det var søndag. Vognene skulle stå parat i tilfælde af mobilisering, så alle var meget spændte, men heldigvis undgik vi denne krig, men havde en stor sikringsstyrke liggende inde i de kommende fire år.

Tiden satte alligevel sine spor, men jeg var heldig og havde godt arbejde, dog til små penge. Jeg byggede et stort stuehus til sognefoged Bertelsen i Fandrup i 1916. Alt skulle være helt med tiden, og jeg skulle levere alt lige fra grundgravning, til bil¬¬-lederne var hængt på væggen, altså både murer-, tømrer-, snedker- og malerarbejde samt støbegods, ligesom jeg skulle være behjælpelig med ophængning af billeder på væggen. Herfor fik jeg 8500 kr.

De første krigsår var priserne små, men de gik stærkt op, særlig efter 1918.

Ved hjælp af min hustru klarede vi os godt igennem, så der, trods alt, sidst på krigen blev råd til en ny jumbe, overbygget med glas, så vi sad mægtig lunt. Den var forspændt med en sort hest med gul sele med nysølvbeslag og blinker.

1919 fik jeg også en stor motorcykel med sidevogn. Når jeg kom hjem fra arbejdet, var der gerne lidt på værkstedet, og særlig om vinteren dyrkede jeg snedker-arbejdet. Der blev lavet trillebører, kaner og undertiden blev en gammel fjedervogn bygget om til fladvogn m.m.

Ind mod jul vrimlede det med billeder, der skulle rammes ind, så Marie måtte hjælpe til med at pudse glas, for at jeg kunne få arbejdet færdigt til tiden. Foråret 1915 solgte vi vort hus og opførte et nyt ved siden af.

Det blev lidt større, og jeg fik mit eget lille værelse til kontor, hvor jeg kunne ordne mine ting. Forretningen var i vækst, kunderne blev flere, og vi havde svende på kost, så der var arbejde nok til os begge.

Januar 1917 fik vi vort første barn, ham, der siden blev min store hjælper, og som nu fører forretningen videre, nemlig Berg Ebbesø.

Der blev glæde i hjemmet, men et ekstra arbejde for min hustru.

Hvor var han kær, den lille dreng, men lidt urolig om natten. Jeg gav tit gode råd, men min hustru var den klogeste og sparede ikke sig selv.

Året gik som de forrige, jeg havde dygtige medhjælpere og opførte flere nye huse, blandt andet Fandrup Friskole, som har været til stor velsignelse for mange. Vi var med til oprettelsen og har altid følt os hjemme der. Hvor har vi tit i dette hus mærket Guds nærhed og hans velsignelse over os.

Vinteren herefter var Berg så stor, at vi kunne tage ham med og fik af den grund det føromtalte lune køretøj.

Sidst i krigsårene blev byggeriet mindre på grund af de opadgående priser, og mange både mestre og svende slog sig på arbejdet i tørvemoserne, men jeg var heldig og holdt forretningen gående ved hjælp af et par svende og arbejdsmænd.

Priserne var nu steget stærkt. I 1920 kunne en dygtig svend opnå 2 kr. i timen, senere dalede den atter lidt.

I 1918 så vi København for første gang. Vi benyttede et 8-dages kort til banen for rigtig at se os om. I 1920 kørte vi på en uges ferie ned langs Jyllands østkyst om ad Kolding, derfra til Ribe, Esbjerg og Fanø og langs vestkysten hjem. Turen blev foretaget i motorcyklen med sidevogn.

Under disse udflugter var Berg hos sine bedsteforældre i Sjørup.

I 1921 fik vi vor første bil, det var en Ford med messingkøler, men en søndag, vi kørte fra Sjørup, sprang trianglen ud af sit leje, hvorfor styretøjet ikke virkede, og den løb over grøften. Alle mand, min hustru, to unge piger og Berg hoppede ovenud, og da jeg fik den standset, lå Berg foran det ene baghjul. De var alle lidt medtaget, og Marie måtte holde sengen en uges tid.

Tiden gik sin gang, og medhjælperne blev flere, bilen blev fornyet efter uheldet.

I foråret 1923 solgte vi atter vort hjem og byggede et nyt, den nuværende købmandsforretning, og det nuværende bageri, som var bygget til cementstøberi.

Vi fik så lidt mere plads, så jeg kunne købe varer hjem en gros, da vi brugte mange varer, og fik samtidig næringsbevis som handlende.

Juleaftensdag 1923 var der kommet en vognladning lægter på stationen i Fandrup, den måtte vi have losset samme dag. Det tog tiden til hen imod aften, og da vi sædvanligvis var i Sjørup juleaften, var alt også forberedt til at tage dertil denne festlige aften, som vi glædede os til. Julegaverne var købt, og ved 17-tiden var vi klar til afgang. Pakkerne var i bilen, og foruden os tre var plejesøster også kommet for at være med.

Da vi startede var det med lidt ængstelse for vejret, idet det så ud til snevejr, og vi var ikke kommet længere end til Farsø, før sneen kom så stærkt, at man dårligt kunne se at køre, og inden vi nåede Torupgård, var det næsten umuligt, da himmel og jord stod i et, men derfra og til Sjørup var vejen lige ud, så vi besluttede at fortsætte. Vi var knapt kommet en halv kilometer længere, før det blev helt umuligt at køre, dog prøvede min hustru at gå foran vognen for at lede mig, men selv om bilen lyste, kunne hun ikke klare vejen, så nu havde vi ingen anden udvej end at sætte os sammen i bilen og vente på opholdsvejr, da der var temmelig langt til beboelse og ingen lys at se.

Bilen var en Ford 1921 med kaleche og var ikke særlig lun, hvorfor vi alle satte os i bagsædet for at varme hverandre, nemlig vi tre voksne og med Berg og en lille gravhund på knæene. Julegaverne fik deres plads i bunden af vognen. Vi frøs stærkt i begyndelsen, men det varede ikke længe, før vi ikke mærkede det og sad som i en døs, med bilen fuld af sne i ca. fire timer, til vejret ved 21.30-tiden stilnede lidt af.

Da vi var klar over, at vi ikke kunne klare den ret meget længere, besluttede min hustru og jeg at tage hinanden i armen for at prøve, om vi kunne nå gårdejer Jens Jensens (Væv Jens) ejendom, som var den nærmeste, og da vi havde gået et stykke tid, opdagede vi lys i staldvinduerne.

De var ude at malke til kvælds, som det hed.

Humøret steg ikke så lidt, idet vi kunne se vor redning.

Jeg glemmer ikke den stund, vi trådte ind ad stalddøren, hvor var der lunt, jeg ville være taknemmelig for at ligge i en tom bås, ligesom vor frelser hin julenat måtte tage til takke med en krybbe.

Vi blev budt velkommen af hele familien, da de alle var ude i stalden, fordi det kneb med at fyre i kakkelovnen og få varme i stuerne på grund af den stærke blæst. Da de fik vor forklaring, tog Jens Jensen og sønnen Søren godt med tøj på, gik så hen til bilen for at bjerge de to tilbageblevne og hunden. Jens Jensen tog sig af plejesøster og havde en sæk med til hunden, den blev puttet i og voldte ikke besvær. Søren fik så Berg på armen, han stred mod, men lod sig overtale, og vi blev alle bjerget. Dog fik Søren forfrysning i hænderne af redningsarbejdet. Vi blev til dels tøet op i den lune stald, det var sikkert også bedre for os end ved en kakkelovn. Vi kom så ind og fik noget varm kaffe og noget mad, hvorefter der blev redt seng til os alle.

Hvor måtte vi takke Gud og vennerne, at vi blev reddet fra døden. Jeg har senere tænkt på, at det ikke må mærkes videre at fryse ihjel, skulle vi blot have opholdt os i vognen blot en time længere, var vi sikkert sovet stille hen.

Dagen efter var vejret stilnet af, og vi blev i kane befordret videre til Sjørup med alle vore gaver. De havde også lidt under turen.

Så holdt vi en forsinket juleaften.

Bilen kom ikke til at gå, før den fik en ny motor, den gamle var frostsprængt.

Det var altsammen en oplevelse, som man klart erindrer gennem livet, godt at vi alle overlevede den.

I 1924 erhvervede jeg en brugt lastvogn på massivt gummi. Den var langtfra fuldendt, uden førerhus og deslige, så chaufføren sad på en stol i den frie luft. Vi havde charabancsæder til den, og foruden til at køre varer ud kunne den også bruges til udflugter i omegnen og gjorde dermed god fyldest. Vi kunne være op til 25 på den. Den blev brugt som kirkebil til Farsø samt til udflugter til større møder og fester.

Flere af de unge medhjælpere erhvervede kørekort i den. Berg var trods sine unge år blevet en dygtig chauffør og kørte tit en ting ud i den lille vogn, det ville sikkert ikke tolereres i 1957, at en 9-års dreng kørte varer ud i bil.

Da han opførte sig godt og gav os mange glæder, var det vort ønske også at få en pige. Det skete i 1925, hvor vi fik Ninna, og nu glædes vi alle over den lille søde pige, der altid ville sutte på sin pegefinger.

Da hun tog en del af min hustrus tid, og der var 4-5 af de unge mænd i kost og logi, måtte vi have en husassistent og fik en pige ved navn Olga, og siden den tid har vi altid haft pigehjælp.

Vi fik til jul det hvide lys tændt i Fandrup (vekselstrøm fra Ålborg), og alt var i udvikling, vi fik også vor første radio for lysnet.

Året 1926 var et stort år, og en stor stab var i arbejde, blandt andet byggede jeg Farsøs nuværende skole og var af den grund ikke alt for velset blandt mine kolleger i Farsø, men mit tilbud var det laveste, og sognerådet tilslog mig arbejdet.

Dette år fik vi en ny lastbil og en ny Pontiac personvogn.

Alt gik fremad, og Guds velsignelse hvilede over vort hjem og vor gerning.

Jeg måtte ved denne tid tage et ekstra nap, ikke alene om aftenen, men tit til ud på natten. Jeg havde f.eks. den skik, at alt for ugen skulle være ført ind i bøgerne, inden jeg gik i seng lørdag aften, og det blev tit til hen på morgenstunden, men så var jeg til gengæld en fri mand om søndagen og kunne holde helt fri. På denne måde var alt i frisk erindring, så intet blev glemt. Senere hen fik jeg lidt hjælp om eftermiddagen til bogføring af en dame fra byen.

Året forud havde jeg yderligere købt et stykke jord på ca. 3 tdr.land, og samme år byggede jeg den første lagerbygning til Fandrup Tømmerhandel, hvor der var støbegodslager, tømmerlager samt cementlager, i en halvkælder var der cementstøberi.

I efteråret 1926 solgte vi igen vort hus, det var til en købmand, og byggede så et nyt ved den nystartede tømmerhandel. Det blev et fuldt moderne hus efter tiden, med et rigtigt forretningskontor, centralvarme og badeværelse. Det var så vort femte hjem, og det bedste af dem alle. Dette hus påbegyndte vi 6. januar 1927, og det stod færdigt til indflytning 1. april samme år, idet vi havde en meget mild vinter dette år.

Fra dette hjem har vi så mange rige minder, som vi aldrig vil glemme, og det havde aldrig været i vore tanker at flytte derfra, før vore venner bar os derfra.

I årene 1928-29 og 30 var der meget byggeri, og arbejdsstaben var undertiden oppe på 30 mand. Der blev bygget et par lagerbygninger mere og en lejlighed for en lagerforvalter, så nu syntes vi selv, at det var nok, men med tiden kom der en ekstra tømmerlade til.

Der var nu meget at se til derhjemme, og jeg skulle også ud på de forskellige byg¬¬gepladser, men fik det sådan indrettet, at jeg havde træffetid til kl. 14, og efter den tid kørte jeg så ud.

Jeg havde fire formænd, som hver havde sin stab med sig, men da det som før nævnt var ene ansvarsbevidste mennesker, der arbejdede i min interesse, bare der blev vejledet ved de forskellige byggerier, gik det på bedste måde. Jeg har altid haft medhjælperne i flere år og mindes kun een gang, hvor jeg måtte være streng, men da var der tre forbundtere, som måtte gå, idet de havde lavet forskellige tricks, noget som aldrig skete senere.

Hvor havde vi tit glæde af at have de unge mennesker i vort hjem, og herom kunne fyldes flere sider, hvilket jeg dog undlader. Men det gav min hustru meget ekstra arbejde, når vi havde 5-6 mand i kost og logi, det havde vi i mange år.

I 1931 begyndte den svære landbrugskrise, og nu fulgte et par svære år at komme igennem, Mange måtte give op, og mange fordringer gik tabt, og i 1932 var det meget få, der kunne tillade sig at bygge. Indtægterne var meget små, f.eks. kostede en leveringsgris 30-35 kr. og en kælvekvie 75-100 kr. I dag, medens dette skrives, koster en kælvekvie 15 gang så meget. Svendene tilbød at arbejde for 65 øre i timen, bare jeg kunne skaffe dem arbejde. En alen 4x4 tømmer solgte vi for 21 øre, i dag 180 øre.

Der brændte dette år en del gårde og husker særlig Sønderladegård, hvortil jeg fik opgaven at lave tegninger til genopførelsen, og da licitationen blev holdt, var der så mange bydende, at det store stuehus ikke kunne rumme dem, men nogle måtte stå helt ude i gården.

Vi byggede også et stort stuehus i Grønnerup, opført med karnap og kvist, der blev også lagt gulve af pitchpine og installeret centralvarme og badeværelse, alt i bedste udførelse for 7500 kr. Da vi året efter pr. 1. februar 1933 fik vor status færdig, manglede vi 16000 kr. i vor formue, skønt vi havde arbejdet flittigt og havde haft mange leverancer til de føromtalte brændte gårde, så det første af de skæbnesvangre år satte sit præg på alt. Årene efter gik det lidt fremad, men i disse år byggede vi mange beboelseshuse til fra 3000 til 5000 kr., alt iberegnet og færdig til indflytning.

Da min hustru på denne tid begyndte at plages af gigt, formodentlig efterveer af den føromtalte juleaften, og Ninna døjede en del med sine kirtler, blev de begge af kredslæge With, Farsø, indlagt på Frydenstrand Badesanatorium ved Frederikshavn i 1934.

Der var ikke glæde i hjemmet den dag, jeg kørte dem dertil, skønt vi lige havde fået en ny Oldsmobile at køre i. Det var ikke lystkørsel og husker dagen efter. Da jeg kom ud til tømmerstablerne, hvor der var indrettet butik og opstablet en mængde småting, huskede jeg, at her havde Ninna legeplads sammen med jævnaldrende, navnlig en pige ved navn Karla. Ja, da randt der en tåre, det var jo to af mine bedste venner, jeg måtte undvære nogle måneder. Jeg havde to dygtige piger til at styre huset og de mange folk i hverdagen.

Lørdag aften eller søndag morgen gik turen til Frederikshavn, og den nye bil gik hurtigt den lange vej. Efter 3½ måneds forløb fik jeg dem tilbage, og glæden var stor.

I årene 1935-36-37 gik alt fremad, priserne steg stadig, både for landbrug, håndværk og handel, og der var meget at bestille. Berg kom på håndværkerskolen i Haslev og var der i tre vintre og arbejdede så i København om sommeren. Der tog han sit svendebrev med bronze som anerkendelse. I Haslev fik han eksamensbevis som bygmester.

 

Sølvbryllup

Den 9. december 1937 fejrede vi vort sølvbryllup.

Der var gået et stort arbejde forud. Den ene lagerbygning var omdannet til festhal med plads til ca. 200 gæster og opvarmet af en stor kamin. Der var også ind-rettet et rummeligt køkken med komfur og gruekedel.

Da dagen nærmede sig, begyndte vinteren at sætte ind med frost og sne, så det blev kolde dage til forberedelserne. Dagen forud fik de min hustru og mig overtalt til at køre til Aalborg, hvor vi så skulle blive om natten, og så tage min svoger og svigerinde med hjem, de ville komme med båden fra København.

Sagen var, at vore venner ville pynte op i og om vort hjem, og det var jo ikke let om aftenen, når det var vinter. Vi lod os overtale og holdt aftenen før et lille gæstebud for nogle af mine Aalborgkunder på hotellet, hvor vi boede. Mens vi spiste, ringede kogekonen hjemme fra, at hun havde haft 35 til aften. De var alle i gang med at pynte, og nu ville hun gerne vide, om hun også skulle give dem aftenkaffe. Det syntes vi, så de kunne blive varmet lidt op.

Da jeg om morgenen skulle starte bilen, var den så kold, at det kneb med at få den i gang, og da jeg i mørket trådte ud fra hotellet, var jeg så uheldig at sætte den ene fod lige i et fad wienerbrød, som stod på trappen, jeg var jo lidt spændt på, hvad dagen ville bringe.

Jeg fik så fat i de omtalte gæster, og vi var fire lykkelige mennesker, der kørte mod Fandrup.

Der var vi ved 9.30-tiden, og da vi drejede mod byen, var der rejst en lang flagalle til ære for os. Gården var indhegnet med guirlander og en stor æresport.

Alle søndagsskolebørnene dannede to kæder og sang for os, da vi kørte ind i gården, alt sammen et betagende syn og en smuk oplevelse.

Mange var mødt op for at gratulere og en stue var præget af mange gaver.

Vi havde indbudt gennem avisen til kl. 17, og kl. 18 var alle stuerne fyldt med gæster, men der var et men. Efter programmet skulle vi spise kl. 18, men den blev 19, inden vi kom til bords. Forklaringen fik vi først dagen efter. Kogekonen havde brugt nogle 50 l’s stenkrukker til suppen, men da de var frosne, kunne en af dem ikke tåle den varme suppe, den sprang, suppen gik tabt, og der måtte koges ny.

Festsalen var virkelig smukt pyntet, der var lagt et mægtigt arbejde i det.

Over os stod med store sølvbogstaver: ”Gud Herren er sol og skjold”. At de kunne træffe vor bryllupstekst.

Alt ved bordet forløb på bedste måde, dog måtte 12-14 gæster sidde inde i stuerne, da salen ikke kunne rumme dem.

Der blev holdt mange taler og sunget en del sange, så festmåltidet tog ca. 4 timer, men vi havde god varme, og stemningen var god.

Dagen efter var ca. 50 unge gæster, og tredjedagen havde vi børnene om efter-middagen.

Vi var efterhånden godt trætte af at feste, men vi var et godt minde rigere.

 

Jagthuset i Trend

I Efteråret 1937 lød det en aften i radioen, at kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid havde købt det meste af Trend Storskov.

Det kom for mig som en bombe, thi jeg havde så meget sammen med skovejer Kjeldsen og kunne ikke forstå, at han kunne holde den hemmelighed helt for sig selv. Da jeg hørte det, tænkte jeg ved mig selv, at nu kunne jeg muligvis blive hof-leverandør, og sådan gik det. Jeg fik ordre på en vognladning dyrehegn, idet de ca. 800 tdr. land straks skulle hegnes ind, hvilket skete under hr. Kjeldsens ledelse.

Den 2. februar 1938 blev der ringet til mig, at kronprinsparret gerne ville se mig i Trend dagen efter for at drøfte det kommende byggeri sammen med mig,

Det faldt mig underligt at skulle sammen med vort kommende kongepar, men tog det som en gave og glædede mig til det, skønt jeg vist var lidt nervøs, for at jeg ikke skulle opføre mig rigtigt.

Jeg mødte i god tid for at drøfte lidt med hr. og fru Kjeldsen, hvor mødet skulle være, og husker tydeligt, da vognen drejede ind i hr. Kjeldsens gård.

Selskabet bestod af foruden kronprinsparret af hr. hofmarskal J. Vest og greve Schimmelmann, Lindenborg. Efter at have hilst og talt lidt sammen, forelagde hendes kongelige højhed kronprinsessen en skitse for mig, som hun selv havde udarbejdet.

Efter lidt diskussion blev vi dog enige om, at huset skulle være lidt større, men udseendet blev vedtaget, idet der var ønsket bjælkevægge og nogenlunde fladt tag, der eventuelt kunne beklædes med græstørv, om det senere ønskedes, hvorefter vi tog ud i skoven for at finde den rigtige plads.

Hvor var det underligt for mig at have i den ene ende af båndmålet og kronprinsesse Ingrid i den anden ende, og vi gik der og målte ud. Jeg forstod straks, at jeg her havde med en at gøre, som også havde forstand på byggeri og vidste, hvordan det ville tage sig ud, ja, hvor var det kære mennesker, og min frygt forsvandt.

Jeg fik så det job at lave et udkast til de kommende bygninger og tænkte ved mig selv, at dette sikkert mislykkedes, men ville gøre mit bedste og hilste farvel, hvorefter jeg kørte hjem, et stort minde rigere.

Den første tid herefter brugte jeg så min fritid til at løse den givne opgave og fik en del tips af hr. og fru Kjeldsen, så i løbet af et par uger havde jeg et udkast klart. Det blev sendt til Amalienborg, og jeg gik så lidt spændt på at høre derfra, om det kunne falde i højhedernes smag.

En skønne dag kom hr. Kjeldsen og meddelte, at de gerne ville se mig på Amalienborg den 24. februar kl. 10 til videre drøftelse af planen og ønskede, at jeg tog en tegning med, der kunne passe til et hus for den kommende skytte, og helst hvor der tillige kunne blive værelser for chaufførerne.

Jeg startede så bilen den 23. februar kl. 14.15 og var i god tid nået til 18-færgen i Nyborg. Da jeg var kommet over bæltet, kørte jeg en lille tur til Haslev, hvor Berg den gang var på skole. Jeg nåede så København ved midnatstid. Der var jeg heldig og fik en god seng og kunne blive godt udhvilet til den store dag, hvor jeg skulle gæste Amalienborg.

Da jeg ikke ønsker selv at køre rundt i København, tog jeg om morgenen en taxa og kørte så til slottet. Jeg blev venligt modtaget, først af en rød lakaj i porten, og han viste mig ind til hr. kammerherre Vest. Efter at have drøftet tingene med ham, blev jeg ført gennem porten og en stor forhal samt et mindre modtagelsesværelse, hvor der opholdt sig en rød tjener og en vagt, ledt ind til kronprinsparret, hvor jeg blev budt vel¬kommen, først af hendes kongelige højhed kronprinsesse Ingrid og dernæst af kronprins Frederik. Jeg blev så anbragt ved et bord, hvor jeg sammen med kron-prinsessen gennemgik planen, og skønt jeg havde lavet huset lidt større end aftalt, blev det efter gennemgangen dog lidt større endnu. Vi diskuterede de forskellige værelser og rum, bestemte deres udseende, hvor radiatorerne skulle anbringes m.m.

Da kl. var 13, foreslog kronprinsessen en frokostpause, og vi tog så fat fra kl. 15 til 17. Da var alt tilrettelagt for byggeriet, dog var det meningen, at det skulle opføres billigt, da de på den tid ikke regnede med at bruge det ret mange dage om året, men jeg har senere erfaret, at det et enkelt år har været i brug 92 dage, og så vidt jeg ved, er det et kært sted for familien, et sted, hvor de er sig selv og kan slappe af.

Da den sidste tegning så var godkendt, gik vi i gang med arbejdet, og mange hænder blev beskæftiget, men så vidt muligt alle af egnens folk.

Der blev rejst en vældig storm mod mig af Aarskredsens mesterforening, der forlangte arbejdet udbudt i licitation blandt egnens forskellige håndværksmestre. En deputation var i København og prøvede at få foretræde for de kongelige højheder, hvilket så vidt jeg ved, blev nægtet af hr. kammerherre J. Vest. I Aars blev der holdt et stort møde, hvor alle egnens håndværksmestre var trommet sammen. Med stor majoritet blev det vedtaget, at jeg skulle blokeres, så at mestrene ikke måtte bruge varer, der var udgået fra min forretning. Det viste sig, at den stemning ikke kunne holde ret længe, alting glemmes hurtigt, også det, og forretningen gik sin gang trods alt, og vore biler havde travlt.

Tværtimod voksede forretningen stille og roligt. Vi solgte på denne tid mange varer til Aalborg og var med i meget byggeri der, særlig ude på Østerbro er der leveret til mange ejendomme.

Jeg var på denne tid indehaver af to næringsbreve, nemlig både som håndværker og handlende, hvilket var i strid med dagens lov, måtte jeg dette år aflevere mit næringsbrev som håndværker og har heller ikke savnet det siden, da handelen så rigelig har optaget min tid.

Da vi nu var kommet så vidt, at fundamenterne var lagt til jagthuset, havde vi besøg af deres kongelige højheder, hvilket de lovede ville gentage sig med 4-5 ugers mellemrum. Løftet blev holdt sommeren igennem, idet de så bedre kunne få deres ønsker opfyldt, jo tiere planerne blev drøftet. Når de kom, var det altid højtid og som regel altid smukt vejr, så vi glædede os til disse dage, og jeg har ikke i al min hånd-værkertid haft mere forstående mennesker at drøfte byggeri med.

Berg var dette forår kommet hjem fra skolen efter endt uddannelse, så jeg fik en god hjælper i forretningen, det passede mig godt, da jeg skulle tilbringe så meget af min tid i Trend skov ved byggeriet, så det kunne blive så tilfredsstillende som muligt til den mindst mulige pris, idet alt var efter løbende regning. Vi byggede først det omtalte hus, hvor hr. skytte Asmussen bor, når de kongelige kom, kunne de holde til der.

Den 20. maj 1938 blev jagthuset rejst, og begivenheden blev fejret med vin og kransekage, som blev givet af kronprinsparret. Fotograf K. Jensen, Farsø, var tilkaldt, da de kongelige ønskede et billede af begivenheden.

2. juli havde vi atter besøg af kronprinsparret og fik da ordre til at lave en tegning til en bilgarage med plads til 6 biler, en opgave, som jeg fik ordnet til den 15. i samme måned, hvor de aflagde besøg igen.

Denne gang var nu afdøde Dronning Alexandrine med, samt et par mere og glemmer ikke denne dag på grund af et lille uheld. Da vi skulle ind i Jagthuset for at tage indretningen i nøjere øjesyn, havde en arbejdsmand stillet en bør mørtel foran døren, jeg skyndte mig at flytte den, men lagde ikke mærke til et stykke båndjern, som havde løsnet sig, det greb fat i mine bukser og rev en lang flænge langs det ene ben, og jeg måtte så følge med det fine selskab med det ene bare ben kendt. Dronning Alexandrine trøstede mig og syntes, det var værst for min kone, der muligt skulle sy dem sammen.

Alt gik ellers vel den dag, og tegningen til bilgaragen var tilfredsstillende, dog havde jeg regnet med udelukkende rulleporte, men kronprinsesssen ønskede et par almindelige bræddeporte med tværpind ved siderne.

Den 16. august kom de kongelige atter, så vidt jeg husker i to vogne, og havde blandt andre Storhertugen af Mecklenburg med. Han var meget interesseret i byggeriet og drøftede det stærkt med mig, men da han talte mest tysk, kneb det lidt med samtalen.

Denne gang var vi nået så vidt, at alle de halvrunde træstammer, der er brugt til den udvendige beklædning, var sat op. Alt fik den dag ros, så jeg havde været heldig i mit valg af bygningernes udseende.

Besøgene var nu hyppige, da kronprinsparret var blevet stærkt interesseret i pladsen og byggeriet.

Den 31. august var de atter i Trend. Denne dag var det særlig de forskellige farver for malingen, der blev drøftet, samt en ny boring, idet sundhedskommissionen havde kasseret vandet, så vi måtte lave en ny boring og pumpestation.

Den 27. september havde vi atter kongeligt besøg, og forskelligt blev drøftet, og en del småskabe blev bestilt hos snedkeren, samt inventar i vinkælder m.m.

Den 29. oktober besøgte kronprinsessen med hofdamer atter Trend for at tage mål til gardinerne samt ordne forskelligt vedrørende inventaret, og den 8. november kom de igen for at hænge gardiner op og ordne skabene m.m. Denne gang var det sivet ud, at de kom, og journalisterne kravlede inde mellem træerne for at få et billede af dem, men jeg tror ikke, det lykkedes. Dog blev der skrevet i pressen om, hvordan gar¬dinerne så ud, hvilken farve m.m., men det meste var grebet ud af luften.

Den 15. november kom så de kongelige flyttevogne, og alt blev møbleret, så det stod færdigt til beboelse, men da der manglede opsyn, måtte hr. Kjeldsen og jeg tit en tur ind at se til det. Jeg erindrer, at det den 21. december satte ind med frost og sne. Hr. J. Kjeldsen og jeg blev enige om, at det gjaldt om at komme dertil og få vandet tappet af centralvarmeanlægget og vandrørene.

Det blev et hårdt job, da snefygningen satte stærkt ind, og på det sidste stykke af hjemturen måtte jeg have Falck til hjælp.

Den 28. januar 1939 var skytte Asmussen blevet ansat som tilsynsførende med skov og bygninger, og jeg kunne så aflevere nøglerne til ham, hvorved jeg blev sparet for mange ture til Trend, men jeg var alligevel dernede for at tilse bygningerne en gang imellem i 1939.

I de første år derefter byggede vi landejendommen Vesterhus om, senere et nyt skovløberhus i skovens østside. Der blev også opført et fårehus, da dronningen elsker får og har nu en ret anselig fårefarm. Der blev også bygget et hus mere ved jagthuset, som gav plads for opholdsstue til personalet samt et større oplagsrum til bagage m.m.

Et årstid efter blev der bygget et ekstra hus med 4 chaufførværelser, opholds-stue, badeværelse m.m.

Da hans majestæt Kong Frederik den 11. marts 1949 fyldte 50 år, fik han som gave en traktor med tilhørende vogn og en mængde maskiner, og for at give plads for disse, blev der opført et større maskinhus i forbindelse med bilgaragen og skyttens hus.

Byggearbejdet har så ligget stille de sidste år, men kloakforholdene er blevet udbedret, der er installeret oliefyr, men ellers kun, hvad der hører til vedligeholdelse.

2. Verdenskrig

1939 blev et mærkeår, idet 2. verdenskrig tog sin begyndelse. Tyskerne havde besat Østrig og Tjekoslovakiet og gik nu 1. september ind i Polen. Vi var klar over, at vort lille Danmark var i fare, men livet gik sin vante gang, og året var et godt år for byggeriet. Vi fik mange varer hjem, og jeg husker, at vi om efteråret havde ikke mindre end 20 store stabler brædder og planker stående ude til tørring, foruden at husene var fyldt, så vi stod godt rustet, men fik også brug for det, da importen næsten stoppede i 1940, idet vi vågnede 9. April 1940 og så det frygtelige syn, at luften var fyldt med tyske flyvemaskiner.

Det var et vemodigt syn, og vi var straks klar over, at de tyske hære havde taget landet i besiddelse. Den dag var arbejdslysten borte, og vi lyttede til de sparsomme meddelelser, vi fik i radioen, men de var jo censureret af tyskerne.

Hvor var det en vemodig dag, og allerede den 10. april nåede de tyske tropper Farsø. De var meget flinke i begyndelsen, de var ikke klogere, end at de var sendt hertil for at beskytte os, men efterhånden som tiden gik, begyndte de at vise kløerne, og her kunne skrives lange kapitler, men da der er skrevet så meget om det, ser jeg det ikke som min opgave og vil kun tage enkelte punkter med.

Vi oplevede, hvor stort det er med et frit Danmark, thi i denne tid havde vi jævnligt udgangsforbud efter mørkets frembrud. Jeg husker en aften, hvor jeg var til menighedsrådsmøde i Farsø, og hvor vi blev for sent færdige. Da jeg skulle hjem til Fandrup, var tiden overskredet til at færdes på vejene, og da jeg i mørke cyklede forbi Farsø st., gik der en del tyske soldater, og for mig var det, som om jeg havde dem bag efter mig helt til Fandrup. Aldrig har jeg tilbagelagt de tre kilometer på cykel så hurtigt som denne aften, selv om det var mørkt og uden lys i lygten, så jeg var godt svedig, da jeg nåede hjem.

En aften jeg sad i kontoret, stod der pludselig 3 tyskere derinde, og da de en tid i forvejen havde været og hentet vor lærer, M. Branden, gik der bange anelser gennem mig. Jeg var jo ikke direkte med i frihedskampen, men støttede af al evne, så man var jo aldrig sikker. Dog, denne gang kom de for at lægge beslag på den ene lastvogn, og lykkelig var jeg. Hvor var vi i disse tunge år lykkelige for at høre den engelske radio B.B.C., hvor vi fik lidt sand orientering om forholdene, og hvor var det godt, at vi havde så mange frihedskæmpere til at møde op, selv om det var med livet som indsats. Deres minde vil altid stå for mig som noget stort.

Jeg husker, hvordan de sprængte broer, eller snarere banelegemer m.m., så at tyskerne blev forsinket i at få deres materiel frem. Tog man med toget til Aalborg, risikerede man ikke at komme længere end til Svenstrup og der leje en cykel for at nå til vejs ende, da skinnerne tit var sprængt. Særlig står den 29. august 1943, da der blev erklæret undtagelsestilstand, for os som en meget mørk dag, senere fængslede de vort politi. Selv om de ikke kunne udrette meget, følte vi alligevel en beskyttelse i dem.

Men tilbage til 1941, hvor alt nu var lagt om, og hvor der alligevel blev bygget ikke så lidt, da alle lagre var godt fyldt, men det kneb stærkt med transporten, da vi fik en meget lille benzintildeling for lastvognene og slet ingen til personvogne. Vi fik straks en generator på den ene lastvogn og siden på to vogne, så vi klarede det nogenlunde. Godt var det, at så meget blev brugt til fornuftigt byggeri, thi da der var gået et stykke tid, begyndte tyskerne at bygge barakker i stor stil og opkøbte vore lagre til ret gode priser, og jeg husker, at da de fandt vej til Fandrup og jævnligt holdt i gården for at hente trælast, at jeg ringede til alle vore snedkerkunder om at tage rigeligt hjem, hvilket flere benyttede sig af til stor fordel for dem selv. Blandt andre var der snedkermester Saugbjerg i Fandrup, som tog meget og stablede det op i sin have.

Den 6. maj 1941 holdt vor gode søn, min gode medhjælper Berg Ebbesø bryllup med sin tilkommende Erna Jacobsen, Strandby – måske havde gnisten været tændt siden det omtalte sølvbryllup, hvor hun var opvarter.

De fik nu lagerforvalterens lejlighed, idet han overtog dennes stilling og har siden sat sit præg på forretningen.

I tiden fremover var der mange problemer, da vi gerne ville betjene vore kunder, men lageret svandt stærkt ind, idet vor import dalede måned for måned, og det kneb også for teglværkerne at lave frostsikre sten, da de måtte fyre med tørv og brunkul, så alt skulle tages i betragtning.

1941 og 1942 var et par hårde frostvintre, en enkelt dag var vi nede på –29 grader, så det kneb i disse vintre med brændsel, og vandledningerne frøs. Frosten nåede vore vandrør, skønt de lå 115 cm under jordoverfladen.

Ninna havde denne vinter plads i Hornum, og jeg husker at hun kom cyklende de ca. 13 km hjem den dag, det frøs de 29 gr. og hun var helt forkommen, men vi forstod, at hun elskede sit hjem.

Jeg havde anskaffet en hest med vogn og jumbe, for at den skulle hjælpe med at udbringe vore varer, losning af jernbanevogne og tillige bruge den til at køre i byen med, da min hustru dårligt kunne gå, og skønt hun i 1940 havde et længere ophold på folkekuren Hald ved Viborg, det hjalp en del, så var det alligevel småt. Hun fik sig også en trehjulet cykel, men fik ikke stor glæde af den, hun var kun cyklende til Farsø nogle få gange. Vi manglede vor personbil, som stod uden hjul i tømmerladen, thi da vi opdagede, at tyskerne tog forskellige dele af de gode biler, tog vi hjulene af og brugte dem til hestevognen. Stor var dagen, da vi kunne sætte dem under igen og køre ud i vor til dels nye Kaptajn.

Tiden under krigen var svær at komme igennem, men det store lager vi havde ved krigens begyndelse, gav godt med fortjeneste, og det blev udsolgt, sådan at vi i 1944/45 dårlig kunne levere udenlandsk træ, selv til en vognkasse.

Hvor blev vi rystet sammen, så mange som var imod tyskerne. Vi havde desværre ikke så få, som gik tyskerne til hjælp (de såkaldte landsforrædere), hvilket de senere måtte bitterligt fortryde.

Regeringen gjorde, hvad den kunne og gjorde alt for at mildne omstændighederne. Jeg husker, hvordan min hustru var så glad for at øre handelsminister Halfdan Henriksen i radioen, han havde undertiden et lille tips til husmødrene.

Den 23. februar 1945 fik vi vort første barnebarn, idet Erna fødte en søn (Frits Ebbesø) og den 25. marts holdt vi bryllup for vor datter Ninna. Det blev en dobbelt fest. Da de var blevet viet, stod de fadder til Bergs søn, og skønt alt var rationeret, festede vi alligevel med ca. 125 gæster, familie og venner, under beskedne former. Dog havde vi fået en enkelt ting fra min søster i Amerika, det gik med til festen.

Endelig oprandt den store dag den 4. maj 1945, hvor vi om aftenen som sædvanlig sad og hørte den engelske presse. Vi var klar over, at tyskerne var på tilbagetog overalt, og vi længtes efter befrielsens dag. Så med et, da pressen var ved at være forbi, kom de befriende ord, som fik glædestårerne til at løbe fra vore kinder, nemlig: Al tysk modstand i Nordvesttyskland er ophørt. Feltmarskal Montgomery har meddelt, at alle tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, inklusive de frisiske øer, havde overgivet sig til 21. armegruppe med virkning fra den 5. kl.8 brittisk tid, sommertid. Denne overgivelse på slagmarken omfatter de styrker, der nu står over for 21. armegruppe på den nordvestlige flanke (Danmarks grænse).

Ja, hvor lød de ord befriende – også Danmark.

Ja, der blev højtid, og vore naboer kom og lykønskede os, og vi kunne ikke andet og bedre end bøje vore knæ og takke vor store Gud, fordi han havde grebet ind og gennem vore allierede havde taget denne tunge byrde bort.

Jeg synes, at det var den højtideligste stund i mit liv. Nu fulgte en stor festdag. Den 5. maj stod helt i festens tegn, og arbejdet hvilede, men frihedskæmperne hvilede ikke, de havde travlt med at få de mange landsforrædere sat på plads, og mange af dem måtte vandre i fængsel. Det værste var, at der kom nogle med, som ingen skyld havde.

Da tyskerne kom til Danmark, var det et herrefolk, men da de i maj 1945 drog hjem, var det et slagent folk, de fleste måtte gå på deres ben og undertiden tigge sig frem for at få til livets ophold og sove i halmen om natten.

Efterkrigstiden

I tiden, der nu kom, var der meget at rette, og det kneb stærkt med at få varer, da alle lagre var tømt, men alle var nu lettet for en stor byrde, og det gik frem mod lysere tider, dog måtte Ninna og hendes mand sælge en nyerhvervet gård, da han blev indkaldt til hæren og måtte aftjene sin afbrudte soldatertid som garder.

Først i 1947-49 var der rigtig gang i forretningen igen, og vi havde atter fuld beskæftigelse. Vi leverede til mange byggeforetagender og lavede tegningerne til en del af disse, så vi fik normal omsætning.

Ninna og Simon havde atter erhvervet sig en gård i Ejstrup, og den 10. januar 1947 nedkom Ninna med en pige, atter et barnebarn, der den 23. marts blev døbt og fik navnet Margit Ebdrup.

Jeg havde lavet tegninger og ledet arbejdet ved opførelse af en lejrgård i Dollerup, og da dens fuldendelse var nær til min 60-årige fødselsdag den 15. juni 1948, blev det første, der blev holdt i denne bygning min 60-års dag, hvor vi havde ca. 150 til middag, og hvor der blev holdt mange taler, og selvfølgelig fik jeg en ros, jeg ikke kunne tilkomme. Jeg fik ikke mindre end ca. 80 telegrammer, en mængde blomster og gaver af forskellig slags, så det blev en af vore store dage, men det, der tog os mest, var, at Berg holdt sådan en pæn tale for os og takkede os så hjerteligt, at det blev hans plads at stå ved vor side.

Da det nu bestandig gik fremad med forretningen, købte vi i 1949 en grund af banen, og den samlede banebestyrelse var i Fandrup at få handelen ordnet, ja, vi drak endda lidkøb, men desværre viste det sig, at banernes opsynskontor i København ikke ville godkende købet.

Tanken var, at der på pladsen skulle være bygget en villa for Berg, da de nu havde fået en søn mere, nemlig Kaj Ebbesø, født 1.6.1949

Der havde før været forhandlet om køb af Købmandsgården i Farsø, og da nu byggeplanen glippede, og Fandrup ikke var så centralt beliggende som Farsø, blev det besluttet at købe Købmandsgården, når lejlighed bød sig.

1950 blev et godt byggeår, og vi fik lastbil nr. 3. Endvidere blev børnebørnene forøget med en, da Ninna den 8. februar fik en søn (Sten Ebdrup), så nu havde vi fire børnebørn, og når de nu kommer hjem til os, så er der liv og glade dage.

I de foregående år havde vi ladet udflugterne foregå inden for landets grænser, dog havde vi været på den anden side af den tyske grænse på et 10-øres pas, men 7. juni 1950 var jeg med tømmerhandlerforeningen i Sverrige. Vi sejlede med Kron-prinsessan fra Frederikshavn til Gøteborg, og derfra gik det med tog til det skønne Dalarne, hvor vi boede i Leksand og havde udflugter derfra til forskellige savværker, såsom Insjøn, Vansbro, Mora og Leksand, nogle skønne dage i den herlige natur, hvor vi alle blev godt rystet sammen. Der deltog ca. 50 herrer og knap så mange damer, fem dage, som sent glemmes.

Jeg havde forskellige ting med hjem, som på dette tidspunkt ikke kunne fås herhjemme, blandt andet købte jeg en guldbroche til min lille kone, den fik jeg heftet på en dame gennem tolden.

Ellers gik dette år som de foregående.

I foråret 1951 købte min søn og jeg føromskrevne købmandsgård i Farsø. Selve købmandsforretningen var på dette tidspunkt bortforpagtet, men da det særlig var tømmerhandelen, der havde vor interesse, regnede vi det ikke.

Vi overtog Købmandsgården den 1. april og drev den så i begyndelsen som filial af Fandrup tømmerhandel og benyttede de første år til ombygning og modernisering.

1. april dette år havde jeg tillige 40 års jubilæum som forretningsmand i Fandrup, men da det ikke var almindeligt bekendt, fejrede vi dagen med at byde vore medhjælpere til middag om aftenen, hvor vi havde det hyggeligt sammen. Året var et godt forretningsår, og omsætningen blev over 1 100 000 kr., den største, vi på den tid havde oplevet.

I 1952 begyndte vi med at modernisere den købte tømmerhandel og byggede dette år en stor tømmerlade ca. 48x19 m, ellers gik dette år som foregående.

Dog havde jeg en 16 dages tur til Italien med Skandinavienbus.

Vi startede den 15. juni på min fødselsdag fra Fredericia, og her blev dagen fejret ved en lille frokost på hotel Vasegården sammen med hr. købmand Vasehuus og frue, jeg manglede bare ved den lejlighed min egen lille kone, men hendes helbred tillod ikke at tage med. Vi startede så ned gennem Tyskland og nåede Hannover den første dag. Næste dag nåede vi Augsburg og først 3.dagen om aftenen var vi i Toranto og havde passeret det meget omtalte Brennerpas. Turen fortsattes videre til byerne Venezia, Padova, Firenze, Bologna m.fl. til Rom. Her blev jeg desværre bestjålet en dag, jeg kom ud fra Vatikanet, jeg mistede 13000 lire, ca. 100 danske kroner, og mit kørekort. Heldigvis var der en i selskabet, der havde dollars at låne mig.

Fra Rom kørte vi til Napoli, og her skulle vi nyde en rigtig festmiddag med flere retter og fik blandt andet serveret kattesteg, det smagte udmærket, men vi vidste ikke om katten før bagefter.

Vi var senere i Pompeji og så den udgravede gamle by samt tilbragte en dag på den skønne ø Capri.

Hjemturen gik tilbage over Rom og Pisa til Milano. Nu gik turen igennem Svejts, hvor vi så den skønne Vierwaldstätter sø omgivet af store bjerge, Vi dvælede ved dronning Astrids mindelund og lille kapel.

Det var en anstrengende tur, men rig på skønne oplevelser, men da vi endelig nåede vort udgangspunkt i Fredericia, hvor vi trængte til at få den gode danske mad og havde spist, stod jeg med kun tre kroner på lommen, men var heldig, idet jeg kunne køre med hr. og fru Vasehuus til Nr.Onsild, hvor Berg og min lille kone kom og hentede mig, hvor var det rart at se dem igen.

I 1953 byggede vi videre på den købte forretning i Farsø, og alt gik sin vante gang, omsætningen gik stadig i vejret, og vi købte dette år den 4. lastbil, sådan at vor bilpark kom til at bestå af 4 lastbiler og 2 personbiler.

Dette år havde jeg min 65 års fødselsdag, men ringede til avisen, at jeg ønskede ingen omtale, da min hustru dårligt kunne tage al den tummel, en sådan dag bringer, men trods alt blev der vist så stor opmærksomhed, at vi havde 115 gæster til at spise ål på Hvalpsund hotel nogle dage efter og havde her en dejlig fest, der står som et godt minde.

Den 26. juli var udlængselen atter vakt, og jeg startede sammen med nogle venner i Aars, 2 biler med 9 mand om bord på en otte dages tur til Holland og Belgien. Vi havde bagagerummet i den ene bil fyldt med madvarer og den anden med vor bagage. Det var fint vejr og solskin, så vi nød det rigtigt og havde mange forskellige op¬levelser, men en var særlig spændende.

En dag tog vi den meget smukke tur ned ad Moselfloden, og da vi endelig havde fået kartoflerne skrællet og sat over gasapparatet, udbrød der pludseligt et meget heftigt tordenvejr, og vandet øsede ned i spandevis. Vi kom snart i bilerne, og kartoflerne var nær kogt ud. Hvor lyder det underligt med tordenvejr i sådan en dal med klipper på begge sider.

Ja, vi nød vel nok denne tur og havde mange gode minder og fine små gaver til nære venner med hjem.

 

I 1954 var lagerbygningerne færdige til den nye tømmerhandel i Farsø, og forhuset blev nu påbegyndt, da alle de gamle og forældede skure var fjernet.

Lejemålet for købmandsforretningen blev ophævet, og det, der var tilbage af den gamle købmandsgård solgt, så al den tid, der var tilovers, var beslaglagt i Farsø, særlig var Berg flittig og arbejdede der om aftenen og opfriskede sit håndværk.

Igennem disse år fik Ninna og hendes mand deres i 1947 erhvervede gård (Stenildmosegård) udbygget og sat i god drift, så at de nu har en god og veldreven gård med en besætning på ca. 100 kreaturer, og hvad dertil hører, og vi glæder os over, at de har et så godt og velplejet hjem og et par sunde børn.

Dette år måtte jeg også ud at se mig om og fik en selskabsrejse med det gode skib Batory til Nordkap. Vi lagde fra i København den 20. juni, og efter et par dage besøgte vi Færøerne, hvor vi havde rig lejlighed til at se os om på den stenrige og klippefulde Strømø, hvorefter vi sejlede til Island.

Jeg mindes Sct.Hansaften i smukt og stille vejr, vi sejlede langs Islands sydkyst, vi havde midnatssolen som et særligt syn, idet klipperne med sne på toppen var særlig belyst. Ved midnatstid opsendtes raketter fra skibet, og der var stor fest om bord.

På Island var det særlig Tingvallasletten, som havde vor store opmærksomhed, da det var her kristendommen blev kendt lovlig i Norden, på dette gamle tingsted. Også de varme kilder i Hveragardi interesserede stærkt, vi så, hvordan det koghede vand sprang op i flere meters højde.

Dernæst beså vi det mægtige vandfald og Reykjavik, hvorefter vi sejlede videre mod Nordkap.

Da vi sejlede over den nordlige polarkreds, var der atter fest om bord. Kong Neptun med dronning besteg skibet, og flere fik dåben. Vi var her et døgn ude i stærk storm, og mange var søsyge.

Efter et par dages sejlads rundede vi klippeøen med Nordkap og havde en dejlig tur ad de mange fjorde ved Norges vestkyst.

Hvor var det vidunderligt at gæste Verdens nordligste by Hammerfest og sejle gennem Svartsjøen, Lofoten og Giardangerfjorden ligesom byerne Trondhejm og Bergen blev gæstet.

Da jeg igen stod på dansk jord i Frihavnen, var jeg et væld af gode minder rigere og var veloplagt, da jeg atter kom hjem, thi at sejle er en behagelig ferie, hvorimod det langt fra er hvile at farte rundt i bil.

Dette år fik vi den største omsætning, idet forretningen rundede 1 ¼ million, men det var til gengæld også et meget travlt år, og jeg havde sikkert godt af det hvil, jeg fik på min store udflugt.

Afrika

1955 blev et meget bevæget år, hvor der skete store omvæltninger. Tømmer-handelen i Farsø var nu fuldt udbygget til indflytning, og jeg havde igen fået plads på Batory til ferietogt til Afrika, men forinden jeg skulle foretage denne rejse, skete der det, jeg aldrig havde drømt om. Det havde nemlig altid været planen, at Berg skulle drive forretningen i Farsø, medens vi ville blive i Fandrup og drive en slags filial der. Købmand Holst, der havde købt forretningen af os i Farsø, fandt sig ikke hjemme der og tilbød at bytte med villaen i Fandrup. Det fristede mig, og efter en del overvejelser tog jeg mod tilbudet, idet det har sin vanskelighed at drive to tømmerhandeler så nær på hinanden. Vi fik så handelen i stand og fik skrevet skøde m.m. til overtagelse den 25. juli, inden jeg rejste til Afrika.
Dette skete den 18. juni fra København, og jeg havde atter en dejlig ferie. Vi var ca. 850 lykkelige mennesker, der skulle tilbringe nogle uger på dette gode skib.

Først anløb vi Amsterdam, hvorfra vi kørte til Scheveningen, hvor vi nød frokosten, beså de store Auktionshaller, Frihedspaladset og en udstilling med Rem-brandts malerier. Om aftenen sejlede vi så med Tanger som mål, og den nåede vi 24. juni kl. 10.

Nu rullede sig en hel ny verdensdel op for os med mange sære skikke, særlig Araberne var et underligt og dovent folk, hvor mændene mest sad på hug ved husmurene. Byen var imponerende i den del, hvor europæerne boede, men nærmest uhyggelig i den arabiske bydel. Vi beså de mange moskeer, var inde at nyde lidt på et araberhotel, så vi fik mange indtryk af byen.

Ved midnat sejlede vi til Casablanca. Her blev vi stærkt overrasket ved at se så flot en by med store højhuse og med livlig biltrafik i gaderne. Efter en runde i byen kørte vi ud på landet, og her mødte vi en fattigdom, som vi ikke havde tænkt os. Folk boede i nogle hytter lig vore kreaturfolde, ja selv halmhuse tjente som boliger, og urenligheden var stor. Vi var i Rabat, hvor vi så sultanens stærkt bevogtede palads, og ude ved havet for at få os et bad, thi der var denne dag 40 graders varme, så det bad gjorde underværker.

På hjemvejen gæstede vi London og beså de store seværdigheder, såsom Westminster Abbey, Big Ben, Downingstreet 10, Sct.Pauls Cathedral, Buckingham palace og Tower med sin store våbensamling og juvelerne m.m.

Fra London gik kursen mod Skagen, mod København.

Jeg var atter et stort minde rigere, idet jeg havde set Afrika, både dets skønhed og dets fattigdom, og altid, når man betræder den danske jord efter en sådan tur, bliver man taknemlig for vort skønne land Danmark og vore gode forhold.

Ja, ude er godt, men hjemme er bedst.

Farsø

Da jeg nu var kommet hjem, var der mange problemer at ordne, idet vi skulle være Farsøborgere og flytte, og jeg skulle prøve at være købmand. Det var jeg ukendt med, men fik mig straks fæstet en dygtig kommis, der kunne disponere over både køb og salg.

Tiden, til vi skulle flytte, var travl, men den 25. juli åbnede jeg købmands-forretningen og Berg tømmerhandelen. Det var en stor dag, og vi blev begge budt velkommen, både personlig og med blomster. Vi fik butikken her smykket med ikke mindre end 25 fine buketter og i tømmerhandelen noget lignende, så det var en festdag. Det var en mandag, idet jeg så vidt muligt har begyndt alt en mandag, ja, jeg blev viet en mandag, så jeg kunne ikke gå fra den gode skik.

Nu fulgte det værste, idet vi om onsdagen skulle forlade vort hjem i Fandrup, der hvor vi havde tænkt os at blive båret fra, og der, hvor vi havde levet i 44 år og haft så mange fester, særlig de mange dejlige juleaftener, hvor vi havde festet sammen med vore børn og børnebørn. Her havde børnene leget, her var byen, som i grunden var opstået på vort initiativ, her havde Gud så rigeligt velsignet os og vort virke gennem de mange år, her havde vi indtjent de penge til de to nye forretninger, hvilket meget skyldes min flittige hustru, hvor har hun tit virket over evne gennem mange år, haft en mængde af vore medhjælpere i kost og logi, ja her kunne skrives spalter, men overalt er æren Guds og takken går først til ham og dernæst til vore mange medhjælpere, også vore børn, som har arbejdet fra de var små, særlig til Berg, der har ofret al sin ungdomskraft i vor tjeneste, så det var svært at slå sig løs, og vi var enige om, at der ikke skulle festes eller siges farvel. Da min lille kone og jeg kørte derfra, løb der tårer ned ad kinden, og samtalen gik i stå. Vi forlod mindernes by i nedtrykt stemning, skønt vi fik en bedre lejlighed, så det varede et godt stykke tid, inden vi fandt os til rette.

Ja, jeg skulle så være købmand og hjælpe Berg med tømmerhandelen, men her var så meget at ordne, det optog min tid. Jeg erfarede straks, at jeg ikke kunne klare en købmandsbutik med alle de mange slags varer, som jeg ingen kendskab havde til, særlig de forskellige krydderier kneb det med, men da jeg havde to dygtige eks-pedienter, klarede de det, og jeg så til for at blive kendt med faget. Berg sled så med tømmerhandelen, og min hjælp der var ikke stor.

1956. Da vi havde lavet vor første status for de nye forretninger, nemlig 1. februar, besluttede vi, at Berg skulle overtage tømmerhandelen og jeg klare mig som købmand, dog beholdt jeg cementstøberiet, som stadig ligger i Fandrup.

Vi fik så skrevet overenskomst, og Berg skaffede lidt penge, mit rest¬tilgode-havende ordnes gennem et meget langt åremål.

Denne sommer havde jeg en lille tur til Norge sammen med tømmer-handlerforeningen. Jeg tilbragte 4 dejlige dage i Larvik, Arendal og Kristianssand, men da min hustru aldrig kunne tage på disse ture på grund af hendes dårlige ben, besluttede vi at tage til Bornholm for en uges tid. Det skete den 21. juli sammen med nogle venner fra Aars, de havde bil med, så vi kunne køre omkring og se den skønne ø. Vi beundrede den lille ø og glædede os ved at se den lille plet af vort skønne land.

Året 1957 er det mindst indholdsrige år at skrive om, da en købmandsforretning ikke giver store udsving, alt er gået på normal måde.

Sommerferien benyttede min kone og jeg til at tage til Samsø, hvor vi boede på Onsbjerg hotel nogle dage. Vi kørte derfra og til de forskellige byer og egne, så der vanskeligt er en krog på øen, vi ikke har gæstet, og vi må sige, at det er en vidunderlig skøn ø, hvor alt er velplejet.

Tiden er gået godt, og når man ser tilbage på de mange år, som nu i korthed er beskrevet, har vi stor grund til at takke opad for alt det gode, vi har måttet opleve, og fordi min hustru og jeg har kunnet dele alt sammen, ligesom de to, der blev vore børn, har givet os så mange glæder. Gud har rigeligt velsignet os både åndeligt og timeligt.

Hvordan nu de sidste år vil forme sig, ved vi ikke, men enten årene bliver få eller mange, så lægger vi tiden i Guds hånd.

Tanken med denne bog er at give efterslægten et lille indblik i den tid, vi har levet, da alt glemmes så let. Måtte Gud bevare Danmark, at det må blive ved at være et frit land, og den uro, der er ude i verden, måtte lægge sig, eller i det mindste gå vor dør forbi, men vil Gud ikke hjælpe os udenom, så vil han hjælpe os igennem, det er min erfaring.

Gud give, vi må nå den paradiskyst,

hvor alt skal blive så dejlig lyst,

og vandre med venner på den nye jord,

som Jesus har lovet dem, der tror.

Farsø i november 1957

A. P. Ebbesø