Lokale Historier / Dyrlæge Hans Jensen
 
 
Jernbanen

Dyrlæge Hans Jensen

 Denne fortælling om Hans Jensen blev udsendt til alle arkivets medlemmer i et medlemsbrev i 2007. I medlemsbrevet gives der en skildring af dyrlægen og hans spiritistiske oplevelser.
Dyrlæge Hans Jensen døde pinsedag 1923 og fru dyrlæge Jensen døde pinsedag 1926. Der er på Farsø Kirkegård rejst en mindesten for dyrlægen ved familiegravstedet.
 
 
 

Johannes V, Jensens far, den gamle distriktsdyrlæge i Farsø Hans Jensen, var en mærkelig og begavet mand.
Hans hele liv gik hen indenfor den samme lille kreds på den Himmerlandske steppe, men han udviste sjældne evner i mange retninger, og for den store børneflok blev hans betydning overvældende.
Han havde sin slægts styrke, men var samtidig en mild mand.
Ofte fulgte hans drenge ham ad Himmerlands smalle veje, når han i sin slidte fjedervogn agede langvejs for at bistå bønderne med deres dyr.
Han var tætsluttet og havde vældige armkræfter. Ofte så drengene ham tøjle en urolig hingst ved at holde den i næsebrusken, så det stejlende dyr til sidst stod musestille.

Men en mærkelig mildhed udviste han, når han en frodig sommerdag med sin botaniserkasse under armen gik ude i kærene mellem kærpil og høje græsser og plukkede kongelys og engelsk græs.
Hans datter forfatterinden Thit Jensen fortæller, at hendes far engang under en tur til Løgstør med ét sprang af vognen. Han havde fået øje på en plettet gøgeurt, en botanisk sjældenhed.
Strålende, forskerglad kom han løbende tilbage til vognen med et eksemplar.
Man havde troet den var uddød i Danmark. Nu måtte botanikken revideres.

Hans Jensen, der var af gammel Vesthimmerlandsk bonde æt, nedsatte sig i Farsø i 1871. Samtidig ægtede han Marie Kirstine Jensen, som han havde truffet, mens han læste i København. Hun var lille og mørk, hendes slægt, så langt den kan føres tilbage, er lokaliseret til Møn og Falster. Johannes V. Jensen mente at hun stammede fra gamle vendiske befolkningselementer.
Distriktsdyrlægens hustru fødte og opfostrede elleve børn. Hun røg efter sigende altid pibe.
Johannes V. Jensen og Thit Jensen blev kendte navne. En datter Louise Deuvs fik et navn som tegnerske.
En søn Hans Deuvs, var en lovende maler, men døde ung.
Også en anden søn Andreas døde ung, efter en langvarig og smertefuld sygdom. Den bedst begavede af mine børn, sagde dyrlægen om ham.

Distriktsdyrlægen var også astronom. For et stipendium han engang havde fået for en afhandling om kvægets mælkesygdomme rejste han til Schweiz og kom hjem med linser til en stjernekikkert, han selv konstruerede.
Han studerede himlen, løftede sine børn op og lod dem se bjerglandskaber på månen, Saturns ringe osv.
En af dyrlægens sønner, der arvede kikkerten, viste den siden frem for fagfolk, der erkendte, at kun en mand med virkelig forståelse for astronomi kunne sammenstille linserne på en så genial måde.

Hans Jensen var også et sprogtalent. Gav sig endog til at lære finsk.
Hele hans hus flød med skrifter på fremmede sprog. Han beordrede sine børn til at læse interessante artikler og stille i hans værelse for at genfortælle indholdet.

Han skrev noveller på den gamle himmerlandske mundart som han kendte bedre end nogen anden, og bevarede på den måde den oprindelige bondedialekt, så belæst var han, at hans børn tyede til ham som et leksikon. De gik ind i hans kontor og stillede ham spørgsmål om alt mellem himmel og jord, endog også i matematik. Aldrig gik de forgæves, og deres ånd berigedes af hans logik og viden.

Hans billedsamling og samling af verdenskort var lige så blændende. Han udfandt selv sit store stereoskop, stirrende deri berejste han i sin fritid hele verden. Som forsørger af en stor familie var denne form for rejser den eneste der stod ham åben.

Et af Himmerlands mest særprægede ansigter var han, siger Thit Jensen. Muligvis havde han ved sine rige evner opnået verdensry, hvis han ikke tro mod sin borgerpligt var gået op i sin virksomhed og sit arbejde som forsørger.
 
 
Hans Jensen havde også spiritistiske oplevelser:

Meddelelser af dyrlæge Hans Jensen, Farsø, vedr. oversanselige fænomener, uddrag af S. von Huth: Spiritisme contra materialisme, 1919, Side 56.
I samme tidsskrift (Sandhedssøgeren) meddeler den meget unsete dyrlæge H. Jensen, Farsø, Himmerland, Jylland, en selvoplevelse i sit eget Hus:

Det var en Vinternat, da jeg vågnede ved at der gik nogen inde i Dagligstuen, lige ved siden af mit Soveværelse. Jeg troede til at begynde med, at der var Pigen, der gjorde rent i stuen, og antog altså, at det allerede var Morgen, endskønt det endnu ikke var lyst. Så en Tid laa jeg og hørte paa Uroen derinde. Det var tydelige skridt, Fodtrin som af en Person, der gik frem og tilbage på Gulvet. Saa gik der en dør op og saa en anden, og snart var Personen inde i et af de tilstødende Værelser, snart tilbage igen.
 
Men det undrede mig mere og mere, at jeg ikke kunde høre Pigen udføre noget Arbejde inde i Stuerne. Til sidst faldt det mig ind, at jeg vilde se, hvad Klokken var. Jeg tændte en Tændstik og saa til min store Forbavselse, at den var omtrent to. Underlig til mode stod jeg op og tændte en Lampe, gik ind i Pigekammeret og fandt Pigen trygt sovende i sin seng. Indbrudstyve?

Imidlertid tog jeg mod til mig og aabnede Døren til Dagligstuen med Lampen i Haanden. Jeg gik videre fra Stue til Stue gennem hele Lejligheden. Jeg eftersaa alle Døre, men alt var i den bedste Orden, Døre og Vinduer lukkede, ikke ringeste Tegn paa, at der havde været nogen Fremmede inde i Stuerne.

"Skulde du da virkelig have drømt det hele?" tænkte jeg og gik atter til Sengs. Men straks samme skridt hen over Gulvet og Lukken op og i med Dørene. Og saaledes blev det ved endnu en tid. Saa hørte jeg den mystiske Person lukke Døren op til Forstuen, derefter ind til "Skolestuen", hvor en halvvoksen Søn sov paa den tid om Natten, og tydelige skridt lød nu hen over Gulvet derinde. Et Øjeblik efter kom min Søn styrtende ind til mig: Fader, der gaar en herinde i Skolen." Nu maatte jeg med ham derind. Men heller ikke der saas nogen. Dørene var lukkede og Hasperne paa Vinduerne overalt.
 
Min Søn forklarede nu, at han baade havde hørt og set et Mandfolk komme ind i Stuen, og, som det forekom ham, forsvinde henne ved Vinduerne. Jeg beroligede ham med, at det hele kun havde været en Drøm, og fortalte ham ikke ved denne Lejlighed, at jeg selv to gange havde hørt samme person gaa omkring derinde i Stuerne. Resten af Natten forløb nærmest søvnløs for mig, men uden at jeg hørte eller saa nogen som helst usædvanligt.
 
Skønt min Søn ikke havde set Skikkelsen saa tydeligt, at han kunde kende den, havde jeg dog straks en Formodning om, at Begivenheden maatte betragtes som et Dobbeltgænger-fænomen. Et medlem af Familien, et ungt menneske, som for Tiden opholdt sig i Slesvig, havde nemlig ved tidligere Lejligheder vist sig som Dobbeltgænger.

En Tid efter fik vi Besøg af nævnte unge Fyr. Forinden nogen herhjemme med et eneste Ord havde ydet begivenheden hin Nat, begyndte han et fortælle os om en "grinagtig" Drøm, han havde haft en Nat, da han var faldet i Søvn i Toget mellem Kolding og Fredericia. Han var her i Huset og gik en halv Times Tid eller længere omkring i Stuerne i ivrig samtale med min Hustru om en Fortrædelighed, der nylig havde ramt ham. Og det var rent ud forbavsende, hvor den Drøm havde været levende, sagde han. Til sidst var han ogsaa inde i Skolen, og dermed vaagnede han. Og det var netop den Nat, da min Søn og jeg havde hørt og set den gaadefulde Person her i Lejligheden. Det bemærkes, at min Kone ikke mærkede noget til Spøgerinatten, og at hun heller ikke kunde errindre at havde drømt noget om Affæren.

Der er højst sandsynligt, at vi i dette Tilfælde har haft med et Dobbeltgænger Fænomen at gøre, selvom Personen ikke blev genkendt tydeligt af min Søn, der saa Skikkelsen. Og Sandsynligheden vinder i styrke ved, at jeg selv flere Aar i Forvejen tydeligt havde set og med absolut sikkerhed genkendt den samme Persons Dobbeltgænger.
Det var en Eftermiddag i Februar Maaned. Just som jeg befandt mig i et Portrum i min Ejendom, hørte jeg en Loftslem lige over mig blive smækket op eller kun halvt op og ser i det samme meget tydeligt Personens Ansigt og noget af Kroppen øverst oppe i aabningen, altsaa med fuldstændig mørk baggrund. Han ligesom lænede sig lidt ud af Loftsrummet. I den mening, at det var Personen selv, raabte jeg op til ham, at han skulde lukke Lemmen igen, da det blæste stærkt. Han trak sig langsomt tilbage, men uden at svare. Jeg gentog endnu et par gange mit tilråb, men fik intet Svar.
 
Forundret over, at han ikke kunde høre, hvad jeg sagde, gik jeg lige med det samme rundt om Huset og op ad den eneste trappe, der førte til Loftsrummet, for selv at lukke Lemmen. Men endnu mere forundret blev jeg, da jeg hverken fandt ham eller noget andet Menneske paa Loftet. Jeg gik da ned igen og mødte – selve Personen. I stor travlhed kom han løbende ovre fra Naboens. Der var noget, han skulde foretage sig paa Loftet i en Skynding, og det havde han "tænkt stærkt paa" i det Øjeblik, da jeg saa hans Dobbeltgænger i Lemaabningen.

At jeg tydeligt nok saa og genkendte hans rødmussede Ansigt deroppe, mens han endnu befandt sig hos naboen, er selvfølgelig en Paastand, der kun har fuld Gyldighed for mig selv. Men jeg tør sige med Sikkerhed, at jeg aldrig nogensinde har kundet identificere en Person tydeligere end ved den Lejlighed. Det var lys Dag, og Ansigtet var kun fjernet nogle faa Alen fra mig. Endnu skal kun tilføjes, at samme Person i barnealderen var optraadt som Søvngænger. I øvrigt var han i alle Henseender frisk og sund.

Side 158 i samme Bog:

Forvarsler- Ligseere og lignende ForteeIser:
Af hans Jensen, dyrlæge i Farsø, den 15. marts 1911 (i Sandhedssøgeren)

Den psykiske Evne man paa Dansk kalder Synskhed ( paa Fransk: Claivoyance eller maaske bedre her Prevoyance), er ikke ualmindelig, navnlig hos Landbefolkningen paa den jyske Halvø. Paa Himmerland, den største del af Aalborg Amt mellem Limfjorden og Kattegat, har jeg i ca. 40 aar haft rig Lejlighed til at iagttage Udslaget af denne Evne hos mindst halv snes individer.
 
"Svagheden", som de fleste af Evnens Indehavere er mest tilbøjelige til at kalde den, fordi den i sine ytringer næsten altid er forbundet med Forskrækkelse og Uhygge, synes absolut at være arveligt, og de Begivenheder, der ved Syns- eller sjældnere ved Hørelses-Hallucinationer varsles for, er næsten altid tragiske.
 
Det er i Reglen forestående Dødsfald eller mykker, f.eks. Ildebrande, dog særlig Dødsfald, Seeren eller Seersken - Evnen synes at være ligeligt fordelt mellem kønnene - i den stille Nat, kun undtagelsesvis ved højlys Dag, pludselig faar øje paa, lad os sige et Optog af saa og saa mange Begravelsesvogne - en Ligskare, som det benævnes her - der med Iigvognen i Spidsen bevæger sig lydløst, spøgelsesagtigt hen ad en vej. I maanelyse nætter kan Synet stundom vise sig meget skarpt og tydeligt. Vognenes antal kan nøjagtig tælles, Personer genkendes, Hestenes Aftegning som alle andre Enkeltheder tydeligt ses. Og Toget kan følges i længere Tid af den skrækslagne Seer. Saaledes til sine Tider. Men stundom varer Synet kun et øjeblik, ligesom Genstandende kun ses utydeligt, taageagtigt, udflydende.

Sammenligner man en Række Iagttagelser fra ind- og Udland, da maa man forundres over det stereotype Billede, der gentager sig i alle Beretningerne. Den jyske og den skotske og den frisiske Seer synes at være den samme Person. Fænomenet, Fremtids- Fatamorganaer synes at være næsten ens overalt i verden. Dog ser det ud til, at synerne her i landet er særlig ondartede, idet glædelige eller ligegyldige Hændelser, saavidt mig bekendt, forudskues af vore Seere.
Alle synske Mennesker er enige i at skildre de i Synerne optrædende Menneske-Fantomer som yderligt afskrækkende, forsaavidt som Skikkelsernes Ansigt og Hænder altid viser sig hvide og Iigagtige, stive og ligesom ubevægelige. Ingen af mine Hjemmelsmænd har med sikkerhed kundet besvare mig det spørgsmaal, om f.eks. Hestene flyttede deres Ben eller om Vognhjulene drejede rundt. Hele Optoget synes derfor nærmest ligesom at glide eller svæve henad Jorden. I Reglen er Bevægelsen lydløs, men dog ikke altid.
 
Enkelte paastaar med stor Sikkerhed, at Fantomoptoget kan frembyde en vis Modstand, hvis man stiller sig i Vejen for det. Personen skal kunde tvinges i Knæ eller endog falde for hver Vogn, der glider hen over ham. Her maa man dog vogte sig for ikke at forveksle et ren subjektivt Indtryk med objektivt. Men paa den anden side mangler der heller ikke Eksempler paa, af Folk, der ikke kunde "se noget" alligevel mærkede Modstand. En Mand har saaledes berettet, at han en sen Aftenstund paa en vej tæt udenfor hans Bolig mærkede et Stød imod sig af en usynlig Forhindring, saa at han var lige ved at falde. Dette gentog sig fem gange med korte Mellemrum. Han saa absolut ikke noget. Nogle Dage efter passerede et Ligtog paa fem Vogne Vejen!

Et paar lignende, men endnu mærkeligere Tilfælde omtales af Prof. Max Perty i hans skrift: "Die sichtbare und die unsichtbare Welt".
 
Det var i den strenge Vinter 1812-13, da den danske Løjtnant Lange laa i Garnision i den holstenske By Glueckstadt med en afdeling Infanteri. En Aftenstund blev en Underofficer og nogle Menige sendt ud som Bonde for at efterse Vagtposterne. Nogen Tid efter blev det tilmeldt Løjtnanten, at paa et bestemt sted der i byen var Mandskabet blevet standset af en usynlig Forhindring.
Denne Melding gentoges to Gange. Løjtnanten stillede sig nu selv i spidsen for sine folk, som han ansaa for fulde eller gale. Men heller ikke han kunde trænge igennem. "Der var foran mig", siger han, "en levende Bevægelse, en Tumlen og en Trængsel, en Modstand, ikke materiel, men dog kraftig. Jeg saa intet, hørte intet, men iIk alligevel det Indtryk, at der foran mig var en tilfældig og travl Løben frem og tilbage. Forsøget maatte opgives. Nogle Timer efter var Forhindringen borte, saa Gaden frit kunde passeres."
Fire uger efter knækkede en Ligvogn sammen paa dette Sted. Kisten gik itu, og et uhyggeligt Ophold paa næsten en hel time fandt Sted.

Det andet Tilfælde berettes af en Skolelærer Rejhal, ogsaa i Holsten:
 
En mørk Efteraarsdag ved Aftenstid forlod Rejhal, der den Gang var Seminarist, sammen med andre af Kammeraterne Skolen for at søge ud i det fri. Yderdøren stod vidt aaben men da Rejhal, der løb foran, vilde til at overskride Tærskelen, Kunde han ikke. Det var for ham, som om noget var spændt tværs over Døren. Og lige meget hjalp det, hvor stærkt han trængte paa.
Faa Sekunder efter var Forhindringen pludselig forsvunden. Ugen efter døde der en i Huset.
Atter ville Seminaristerne forlade Klassen, og atter var Rejhal foran. Men lige uden for Døren var et par Kvinder beskæftigede med at lægge et stort Tæppe til rette over Ligkisten, hvorfor Døren først kunde passeres efter nogle Sekunders forløb.
Altsaa: en Materalisation af Ting, der endnu knapt nok er i deres Vorden, en reel Forhindring af en Akt, som endnu ikke er en Akt! Her svimler det for Tanker- her staar Forstanden stille. Eller om blot og bar Følelses-Hallucination? Men hvorledes opstaar saa den, og hvorfor opstaar den, hvad er Meningen med en saadan Premonition?
Her er det betydeligt lettere at spørge end at give Svar.
 
Seerevnen er en Sensitivitet i en ejendommelig Retning. Om den staar i en nær Forbindelse med andre mediske Ytringer er vel uafgjort. Sikkert er det, at den ligesom Mediumiteten i sin Helhed hører hjemme i visse Familier som en arvelig Drøst, en stnndom, men langtfra altid livsvarig Plage for den Paagældende. Jeg kender saaledes flere Seere, der i en mere fremrykket Alder slap helt fri for Synet af "Ligskarer". Ingen af de Seere, jeg har kendt, er Epileptikere eller i øvrigt abnorme Individer. De er fuldt ud normale i det Øjeblik, det uventede Fænomen optræder, men bagefter, naar Sindsbevægelsen har gjort sig gældende, kan de angribes af heftig Skælven eller endog Opkastninger, altsaa de almindelige Følger efter et hvilket som helst stærkt Nervechok.

I Reglen er fremtoningerne ved Forvarslet saa realistiske som vel muligt. Med fotografisk nøjagtighed svarer Fantombilledet til Virkeligheden, selv om det varer Aar og Dag, inden det træder ud i Livet. Symbolske Forvarsler kan ogsaa indtræffe men langt sjældnere.
Tiden mellem den imaginære og den virkelige Iscenesættelse af Begivenheden synes at kunde være højst forskellig, fra nogle Dage til flere aar, og Seeren har kun sjældent nogen bestemt Forestilling om, naar Forvarslet vil gaa i Opfyldelse, med mindre Enkelthederne i Synet kan virke vejledende. E jysk Seer saa saaledes en Sommernat en lang Vognrække dreje ud paa Marken og atter ind paa Vejen igen, idet en stor Snedrive spærrede for Færdselen et stykke af Landevejen, da Begivenheden et halvt Aar efter virkelig fandt sted.

Og der fortælles mange lignende Tilfælde. Gaar den slags haandgribelige Profetier altid i Opfyldelse?
Det ser stærkt ud til det; og det ligger maaske i Sagens Natur, er de nemlig en simpel Afspejling af Virkeligheden, hører de jo selve Virkeligheden til, hvor vanskeligt man end har ved at fatte et saadant Forhold.
Det er Fænomener, uhyggelige for selve Seeren og næsten lige saa uhyggelige for os udenfor staaende, da det maaske ikke kan nægtes, at de, i alt fald tilsyneladende, fører os Skridt for Skridt hen imod den mest trøsteløse af alle Livsanskuelser, nemlig Fatalismen. De synes meningsløse i samme Grad, som de er ubegribelige. De kommer, fordi de vil og skal komme en Gang imellem ligesom Stormflod og Jordskælv.

De er selvfølgeligt Naturfænomener, men de er af fysisk. fysiologisk eller ren psykisk Natur? Ingen kan sige det. De synes i Virkeligheden at sætte sig ud over alle hidtil kendte Naturlove, lige saavel som at stride mod vor sunde Fornuft.

Under et Besøg i 1896 hos min mange aarige ven, Sognefoged Jens Peter Jensen i Risgaarde, meddelte Sognefogeden mig de to efterfølgende Beretninger, som jeg nedskrev straks efter min Hjemkomst. Særlig den første tillægger jeg Betydning, da Syner er blevet omtalt, har endog vakt stor Opmærksomhed, inden Begivenheden indtraf.
De halvt hundrede aar er forløbet. Sognefogeden, der nu er en Mand paa 70 Aar, var dengang et ganske ungt menneske. Hans Fader var ogsaa Sognefoged i mange Aar. Enkelthederne er derfor udviskede, men Pointet i Beretningen staar endnu lyslevende indprentet hos alle derude i det lille venlige Fiskerleje:

En lys Aftenstund paa den Tid havde den gamle Sognefogeds Hustru, altsaa Jens Peter Jensens Moder, et ærinde i Nabogaarden, der stødte lige op til Sognefogedens Ejendom. Inde i Gaarden faar hun pludseligt øje paa en stor lukket Vogn. Hun blev højligt forbavset. Ingen havde i Mands Minde set et saadant Køretøj i det fattige Fiskerleje, 3-4 Mil fra nærmeste Købstad.
Men det viste sig snart, at det heller ikke forholdt sig rigtigt dermed. Bedst som hun stod og betragtede det, var det, som om Vognen tiltog i Størrelse (en simpel Følge af hendes Bestyrtelse) og derpaa forsvandt sporløst.
I Dage og Uger - hvor lang tid errindres nu ikke længere bestemt - drøftede man denne underlige historie. Endnu den Dag i Dag staar det saa lyslevende for J. P. Jensen, hvor bestyrtet hans Moder var, den Aften, da hun kom hjem igen og fortalte om det gaadefulde Syn.
Men Løsningen paa Gaaden var ikke fjern. En stormfuld Dag ankom en Sejler nord fra og lagde sig for Anker ud for Risgaarde Nakke. En kvindelig rejsende, en Sadelmagermadam fra Løgstør, skulde sættes i Land. Jollen, bemandet med et par Matroser, gik derfor ud, men kæntrede i Brændingen, hvorved alle tre Personer druknede. Ligene drev i Land, og der blev gjort Melding til Øvrigheden. Saa kom Politimesteren i den store lukkede Vogn, og han holdt netop inde i den gaard, hvor Sognefogedens Kone havde set den. Ligene var blevet anbragt i en Lade, der hørte til denne Gaard, og Forhørene matte afholdes der.

Den anden beretning lyder saaledes:
For ret mange aar siden havde Sognefogeden en Karl ved navn Anders Jensen. Denne unge Knøs var synsk og fortalte jævnligt et og andet, som dog ingen fæstede særlig Tro til, da man endnu ikke havde havt lejlighed til at kontrollere hans Udsagn, særlig hvad Tidsfølgen angik. Men saa indtraf der et Tilfælde, der ikke ret vel kunde forklares paa anden maade, end som et Udslag af ægte Synskhed.
 
En Dag fortalte han sin Husbond, at han en aftenstund havde set 2 Vogne køre ud af Sognefogedens gaard, den ene af dem med en ligkiste paa, og den holdt en kort Tid ved Nabogaarden, medens den anden kørte videre.
Saa uhyggeligt ildevarslende dette Syn end var, trøstede man sig dog med, at det ganske sikkert ikke fik noget at betyde, da alle Familiens Medlemmer paa den Tid var i bedste velgaaende. Men nogen Tid efter døde Sognefogedens 9 Aar gamle Datter af halssyge. Der kom kun to Begravelsesvogne af sted til Kirkegaarden, og den ene blev opholdt en kort Tid ved Nabogaarden, medens den anden forsatte Turen uden Ophold.
Min Hjemmelsmands fulde Adresse er: Sognefoged J. P. Jensen, Risgaarde pr. Farsø.
Og hvad Mandens Hæderlighed og Sanddruhed angaar, har jeg endnu aldrig hørt den omtvistet. Jeg har kendt ham i 40 Aar.

Et andet Tilfælde blev mig i sin Tid meddelt af en Gaardejer Jørgen Frederiksen i V. Hornum. Denne Mand, der nu vistnok er død, led meget af den slags syner, der tyngede ham som en Mare og først hørte op, da han var bleven en ældre Mand. Det har nævnte Forvarsel blev omtalt, før Opfyldelsen indtraf, og da vistnok nærmest af den Grund, at han i Førstningen slet ikke tillagde Synet nogen Betydning.

Det var en sollys sommerdag, at han engang kom gaaende ad Landevejen Nord for V. Hornum og fik øje paa en lille Gruppe sortklædte folk, der stod udenfor et Hus, som laa ikke ret langt fra Vejen. "der maa være Begravelse eller saadan noget", tænkte han. "Sært nok, at man ikke har hørt noget om det, da det ikke er længere borte".
Da han et Øjeblik efter igen saa over efter Huset, var Folkene borte, "kaldte ind til Maden", tænkte han og grundede ikke videre over den Sag. Men hans Forespørgsel om, hvad der havde været paa Færde, førte ikke til noget. En Tid efter kom han atter forbi Huset og saa det sælsomme Syn. Denne gang var det dog Virkelighed. Der var i mellemtiden indtruffet Dødsfald, og han saa nu de virkelige Begravelsesfolk.

Hos en Mand i Landsbyen Hyllebjerg tjente for en del Aar siden Pige ved navn Maren. Maren Lund, som hun senere kaldtes efter at være blevet gift og siden Enke. Maren var synsk, og der blev fortalt mange Historier om hendes Syner. Her skal berettes om et enkelt Tilfælde, dels fordi dette er særlig vel konstateret og en stor Del af Byens Folk fik lejlighed til at forvisse sig om, at hendes Forudsigelser gik i Opfyldelse.

Maren havde fortalt til Folkene, hvor hun tjente, at hun en Aftenstund var kommet forbi Hyllebjerg Kirke, der ligger en halv Fjerdingvej udenfor Byen, og ved denne Lejlighed havde set et Ligtog, bestaaende af en halv Snes Vogne, køre frem foran Indgangen til Kirkegaarden. Hun havde tidligere saa ofte set noget lignende og blev derfor slet ikke urolig, men gav sig til at tælle, hvor mange Vogne der var, og Kransenes Antal paa Kisten.
Efter en Tids forløb døde en Kone der i byen. Begravelsen kom, og den ene Vogn efter den anden rullede ind i Gaarden. Liget blev "sunget ud" efter Landsbyskik; Toget med Ligvognen i Spidsen skulde just køre af sted til Kirkegaarden, da en af mændene udbrød: "Men lad os først tælle Vognene og Kransene paa Kisten for at se, om Marens forvarsel stemmer".
Man talte nøje efter, men der manglede baade en Vogn og en Krans. Paa Vejen op til Kirken sad Folk og snakkede om, at Marens Syner næppe var meget bevendt, da Tallet ikke stemmede bedre. Ved ankomsten til Kirkegaarden var alle enige om, at Forudsigelsen var totalt mislykket. Men som Mændene nu stod og baksede med at faa Kisten af Vognen, kom et køretøj i stærk fart op mod Ligtoget - den var af en eller anden Grund blevet forsinket. Og Vognen medbragte den manglende Krans.
Stundom optræder Forvarslet som et Lydfænomen og ikke en Vision.

Gaardejer Knud Haubro i Torp pr. Gjedsted har saaledes meddelt mig følgende:

For ikke mange aar siden blev Familien der i Gaarden - Mand, Hustru og en ældre Aftægtskone - overrasket ved om Natten at høre Støj oppe paa Loftet over Beboelseslejligheden. Snart var det et tordenlignende Bulder, hvorfor man først, da det var om Sommeren, troede, at det var et Uvejr, der nærmede sig. Snart lød det, som om der blev tumlet med Brædder, hugget, savet, høvlet eller et Menneske gik deroppe. Uroen blev ved at gentage sig flere Nætter i træk, stærkere eller svagere; men saa snart Manden tændte Lys og gik op paa Loftet for at se efter, hvad det kunde være, forstummede Lyden brat. Flere Fremmede hørte ogsaa Lydfænomenet og forsøgte at udforske sagen, men uden Resultat.
Lydene var saa tydelige at de umuligt kunde forveksles med Støj af Rotter eller andre Dyr.

Saa en dag trak et Tordenvejr op over Egnen, Lynet slog ned i stuehuset og dræbte den gamle Kone, medens den øvrige Familie slap med Skrækken. Saa skete det at en Slægtning, som var Snedker, kom til Gaarden for at lave ligkisten - paa loftet; der var nemlig ikke Plads andre Steder. Man fik nu de samme Lyde at høre igen, kun at de denne Gang lod sig forklare.

Paa en Gaard i Landsbyen Hole pr. Gjested skete noget lignende. En dag, da Familien opholdt sig i Dagligstuen og bødede Fiskegarn, fik Tjenestekarlen pludselig nogle sære Fagter paa sig. "Men hør da" udbrød han skrækslagen. Hvad var det, han sad og lyttede efter, og hvorfor blev han saa bleg i Ansigtet? ''Men kan i da ikke høre det ogsaa? De synger jo salmer oppe i Storstuen." Salen eller Storstuen var kun skilt fra Dagligstuen ved en lille forstue. De lo ad ham, for de hørte ingen Salmesang.
 
Endelig tog han Mod til sig og lukkede Døren op ud til Gangen, men kom straks tilbage igen, endnu mere forskrækket. Det var den og den bestemte Ligsalme, der blev sunget deroppe, paastod han, og der var mange Mennesker der sang sammen.
Af Sindsbevægelse blev han syg og maatte gaa til Sengs. Og da man ved en nøjere Undersøgelse af storstuen havde overtydet sig om, at der absolut intet var paa Færde, troede Folkene selvfølgelig, at Karlens underlige Indfald stod i Forbindelse med hans sygdom. Han havde blot fantaseret lidt. Karlen kom sig dog hurtigt, men holdt nu ikke længere af at tale om den Ting og var forstemt og i daarligt humør flere Dage efter.

Der gik en Tid hen, hvor længe kan nu ikke erindres, saa skete der en sørgelig Ulykke der i Gaarden. Gaardens Ejer styrtede en Dag ned fra et Fodergulv højt oppe i Ladebygningen og slog sig ihjel paa Stedet. Begravelsen kom, og Liget der var anbragt i Storstuen, skulde "synges ud" af degnen. Da ingen bestemt Salme var forlangt af Enken - den sidst indtrufne sørgelige begivenhed havde saa godt som bragt Historien med Karlen i glemme – valgte Degnen selv en salme, der blev afsunget af ham og Ligfølget. Først bagefter kom man i Tanker om, at det netop var den salme, Karlen havde hørt, længe før Katastrofen med hans Husbond indtraf.

Fra en i Randers boende Dame, hvis Navn jeg dog ikke har Ret til at medtage, har jeg i sin Tid modtaget en skriftlig Beretning om et lignende, men langt mere kompliceret Tilfælde:

Fruen var dengang 14 Aar gammel, Familien bestod af hendes Fader, en ældre Stationsforstander, hendes Moder og en ældre Søster. Nu skete det en dag, at der var sat Tøj i Blød til en større Vask, men Vaskekonen kom ikke, hvorfor de to Søstre besluttede at vaske i løbet af Natten, for næste Morgen at overraske deres Moder med, at alt var i Orden. Som de nu stod i Vaskehuset, hørte de et vældigt Brag. Klokken var mellem 12 og l, De troede først, at det var Porten, der slog i, men kom straks i Tanker om, at den var blevet lukket forsvarligt om Aftenen.
 
Kl. 5 var Arbejdet udført. Triumferende gik de ind til deres Moder og fortalte hende det. Deres Fader sov trygt, men laa og talte højt i Søvne, hvad han ellers aldrig plejede at gøre. Det drejede sig om en "P-Vogn", der skulde til Varde, men som han paa ingen maade kunde faa af sted. De lo ad ham og syntes, at det var meget morsomt.
Næste Dag skulde der gøres rent i hele Huset. Stationsforstanderen opholdt sig derfor mellem Tog tiderne oven paa i Pigernes Værelse, hvor han kunde sidde og skrive uforstyrret.
Op ad Formiddagen hørte Søstrene det samme Brag, de havde hørt om Natten. Og denne Gang fulgte Forklaringen lige med samme. Deres Fader, der var en meget korpulent Mand havde, idet han gik ned ad den høje Vindeltrappe, støttet sig for fast til det temmelig skrøbelige Rækværk, der brast, og det tunge Menneske styrtede ned med et Brag og slog sig fordærvet. Han døde næste Nat mellem kl. 12 og l af en indvendig blødning. I en Godsvogn mærket P blev hans Lig ført til Varde. Men der var en del vanskeligheder med at faa denne Vogn afsendt, der maatte telegraferes flere Gange.

I dette Tilfælde paafulgte Katastrofen altsaa næsten umiddelbart efter Forvarslet, nemlig kun et Døgn efter. Men det synes dog, som om der ogsaa blev varslet for dette Dødsfald paa en anden maade, længe før det indtraf. Den omtalte dame slutter sit Brev til mig med følgende Ord" Endnu en ting var mærkelig. Vi kunde fra Faders og Moders Soveværelse gaa lige ud i Gangen, og Døren til Ventesalen var lige overfor Sovekammerdøren. Paa Døren ind til Ventesalen var der en Lukkefjeder, og smækket af Døren, naar den sloges i, var vi saa vante til høre. Men i et par maaneder før Faders Død hørte vi hver Aften mellem kl. 6 og 7 (netop paa en Tid, da der hverken kom Tog eller Folk) et smæk i Fjederen. Fader kunde ikke lide denne Lyd, og vi undersøgte al Ting forgæves for at finde Aarsagen til den. Da Ligkisten skulde føres ud, faldt det lettest at bringe den den Vej, nemlig gennem Sovekammeret ind i Ventesalen og derfra ud paa Perronen. Dette skete mellem kl. 6 og 7, og vi hørte da det samme Smæld igen. Siden den Tid hørte vi det ikke oftere paa den Tid af Dagen".

Til Slutning skal endnu omtales nogle Tilfælde af formentlig symbolske Forvarsler. Nu afdøde Pastorinde Kragh her fra Byen har fortalt mig følgende:

For mange Aar siden, da hendes Mand var Sognepræst i Gislum, kom deres Forpagter, Niels Hansen en Morgenstund ind til Præstefamilien og fortalte, at han Aftenen i forvejen have set en lille hvid skikkelse ved Hoveddøren. Da han gik hen til den, rejste den sig og listede af sted op mod den nærved liggende Kirkegaard. Han fulgte efter, og den bevægede sig lige ved Siden af ham. Han syntes, at den lignede et lille Barn. Omtrent 14 Dage efter fødte Præstefruen et pigebarn, der døde straks efter fødslen. Liget blev baaret til Graven af forpagteren; han gik med den lille Kiste under Armen.

Smed Møller i Vonsild (Vognsild?) beretter, at han som halvvoksen Knøs en aftenstund sammen med et andet ungt Menneske kom gaaende forbi Kirkegaaredsdiget der i Byen. Da saa de begge to et lille blændende hvidt Lam pludseligt komme til Syne foran dem, hvorpaa det sprang over Diget ind paa Kirkegaarden. Han talte med sin Fader, Lærer Møller, om, hvad de havde set, og fik den Besked, at den slags overtroiske Historier om "Kirkelammet" havde han hørt tit nok, men det havde ingenting at betyde.
 
Dette skete om sommeren. Den paafølgende Vinter blev imidlertid et Lig i Kisten, paa grund af stærkt Snelag ved Indgangen til Kirkegaarden, løftet over Diget, netop paa det angivne Sted.
Nu kan det fra Videnskabens Side med en vis Ret indvendes, at de foranførte Meddelelser stammer fra Lægfolk, overtroiske Lægfolk, der, selvom de ikke lyver, dog er uduelige Iagttagere. Nu forholder det sig imidlertid saaledes, at der ogsaa kan træffes synske Mennesker blandt de Lærde, hvilket dog forekommer sjældnere, ganske simpelt fordi der er flere Lægfolk end Lærde.

En Mand som Goehte maa dog anses for god nok baade som Iagttager og Vidne.
I "Aus meinen Leben" skriver han:
 
"Da jeg fra Hesten rakte Friederieke Haanden, havde hun taarer i øjnene, ogsaa jeg følte mig meget nedtrykt. Jeg red hen imod Drusenheim, og en af de mærkeligste Anelser greb mig. Jeg saa nemlig i et indre Syn - ikke i et ydre legemligt – mig selv til Hest, ridende imod mig, men i en dragt, som jeg aldrig havde baaret, den var bleggraa, besat af lidt Guld. Da jeg tog mig sammen, forsvandt Skikkelse, men det mærkelige er, at jeg 8 Aar efter red den samme Vej for at besøge Friederieke og at jeg ved et rent Tilfælde netop bar den beskrevne dragt."

Og en anden bekendt tysk Digter, Karl von Holtei, skriver i sine Livserrindringer Vierzig Jahre:

En Aftenstund, da han stod ved sin Pult og læste Korrektur paa et arbejde, saa han foran sig sin noget svagelige Svigerfader sidde eller næsten ligge i en Lænestol med halvt brustne Blikke og den gule Slobrok overstænket med Blod. Synet anfægtede imidlertid ikke Holtei, der roligt forsatte sit Arbejde, indtil han hørte uro, Klagen og Stønnen i Rummet nedenunder. Fru Holtei var allerede gaaet til Ro, og det samme mente han maatte være Tilfældet med begge hendes Forældre.

Nede i Køkkenet fandt Holtei imidlertid sin svigerfader liggende paa Gulvet i halvdød Tilstand. Han havde længe lidt af brystsvaghed. Holtei skyndte sig af sted efter Lægen. Ved sin Tilbagekomst fandt han den syge Mand anbragt halvt liggende i en Lænestol i Salen. Den tilkaldte Læge foretog straks efter Tidens Skik en Aareladning, hvorved Blodet kom til at overstænke den gule Slobrok, Synet var fuldbyrdet i et og alt. Af Holteis udførlige Beskrivelse, hvoraf foranstaaende kun er et kort Uddrag, syntes det i øvrigt at fremgaa, at Patienten overlevede Kvælingsanfaldet.

Ovre I Sverige er de Lærde særlig slemme til at faa syner. Den højlærde Emanuel Swedenborg havde jo Syner, som andre Folk har Snue, endog ved højlys Dag. Og Victor Rydberg var ikke stort bedre. Folk bar dog over med ham, fordi han var en berømt Digter og Æresdoktor ved 2 Universiteter. Han saa sin afdøde Moder og var troskyldig nok til at snakke om det.

Saa er der en anden svensk Dr. Phil, en Docent Bruhn ved Højskolen i Strengnæs. Han havde ogsaa et syn:

Paa hjemturen til sin Skoleby efter en længere ferieudflugt standser han pludselig sin Befordring, fordi han ser et Ligtog paa Vejen. Kisten bares af 8 Studenter, som han genkendte alle sammen. Det er jo hans egne Elever. Bagefter følger en Skare af Gejstlige og Lærere ved Skolen, blandt hvilke sidste han ogsaa faar øje paa - sig selv; (Bruhn var Docent i Filosofi). Sidst i Toget følger en mængde Folk fra Byen. Kusken saa intet og forstod derfor ikke, hvorfor han skulde holde stille.
 
 
Noget af det første, Docenten erfarede, da han kom hjem, var, at Biskoppen der i Byen for nylig var død, og Dr. Bruhn fik Indbydelseskort til Begravelsen, der fandt sted nogle Dage efter.Og det viste sig nu, at Kisten blev baaret til Graven netop af de 8 Studenter, han havde genkendt i sit Syn ude paa Vejen og som dengang alle var hjemme i Ferien. Ligkisten med dens Prydelser samt hele Processionen var nøjagtig, som Synet havde vist.
Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn | Torvet 1, 9640 Farsø  | Tlf.: 24 85 12 70 | lafarsoe@gmail.com