Lokale Historier / Pioneren Søren Piesen
 
 
Jernbanen

Pioneren Søren Piesen

– fortalt af P. Bach.

En historie, som var i Himmerland og Kjær i 1952 (på dialekt) er blevet "oversat" ved Karsten Liengaards hjælp.

 

Pioneren Soren Piesen, hvis livserindringer her genfortælles af svigersønnen P. Bach, Syd Dakota blev født i Havbro den 29. juni 1852 som søn af Peder Jensen, der var murer under Mølgaards Gods og gik under navnet Pir Muurmæjster. I 1880erne udvandrede Søren Pedersen med kone og en anselig børneflok til staten Syd Dakota, som da var overtaget af Staterne fra Indianerne, udstykket i parceller på 160 acres til udlodning som frijord til jordsøgende pionerer. Farmen, som Søren Pedersen valgte, havde været optaget før, men forladt igen, og foruden en næringsrig og fed jord bestod hele herligheden kun af en jordhule, som vel nok fristede familien en del, idet den ved få materialer og personligt arbejde gav mulighed for sparsomt husly.

Det blev trange og slidsomme kår, familien gik ind til. Det omliggende landskab var dækket af mandshøjt præriegræs og jorden rodbundet og vanskelig at behandle. Et lyspunkt var der dog: I de mange damme og småsøer vrimlede det med vildænder og på prærien med præriehøns, harer og vilde kaniner, og Søren var en habil jæger.

Som årene gik, fik han jorden kultiveret, først ved dyrkning af hør og senere ved at avle hvede og majs; der blev bygget skure – og et beboelseshus over jordhulen, som blev ved at tjene som soveplads i mange år efter. Væggenes sider, der var kalkede, bestod kun af det solide, fede ler, hvori rummet i sin tid var dannet. – Med årene strømmede så mange landmænd til, at de dannede flertal i kommunalstyret, hvoraf Søren Pedersen også var medlem, og de økonomiske forhold bedredes i kolonien til almindelig velstand – også for Søren Pedersens vedkommende. Th. Thomsen, Aars.

” Mine forældre boede i et bette hus vesten for Havbro på Mølgaards hede, og der blev jeg født.

Min far var murermester og var jo ude på arbejde det meste af tiden. Han var en mand med et gemytligt sind, og alle folk kunne lide ham; men min mor var anderledes, hun var dygtig, men hun var stram i det, og vi knægte havde det ikke for godt hjemme ved hende.

Men så en dag kom der bud, at min far var faldet ned fra Havbro kirketårn og havde slået sig ihjel. Det var den første gang, at jeg kan huske, at jeg har grædt. Vi havde jo ikke meget før den tid, og nu fik vi jo mindre. Jeg var den gang lige ved seks år gammel, der var tre børn hjemme yngre end mig, og de der var ældre var ude at tjene. Da det her hændte med min far blev der jo rent småt til huse nede hos os; det var hårdt at få det daglige brød. Så blev jeg sendt til Mølgaard og skulle være gåsehjord. Der fik jeg da nok at spise, men at passe på gæssene var nu ikke så rart. De skammelige gæs tog sommetider til at flyve, og det hændte, at de fløj helt over til Holme. Jeg måtte jo så rende efter og drive dem tilbage igen, og åen gik jo lige forbi gården, og snart var gæssene på den ene side af åen og snart på den anden, og jeg måtte rende efter dem hele tiden. Mine fødder og hoser var altid våde. Hoserne blev slidt op, og jeg måtte hjem til min mor og have dem syet sammen. Men da blev min mor skam arrig, hun troede at jeg havde rendt efter gæssene i mine hosefødder. Så tog hun hoserne og klaskede mig ordentlig omkring ørerne med dem; jeg begyndte jo at vræle, og så rendte jeg væk fra hende og af sted tilbage til Mølgaard igen. Da jeg kom til gården, traf jeg først på Anmari. Hun var stuepige, og hun kunne se, at jeg havde grædt. ”Hvad er der i vejen, bette Soren? ” siger hun; jeg fortalte hende da, at min mor troede, at jeg havde rendt efter gæssene i mine hosefødder, og hun slog mig så meget, at jeg vil aldrig hjem til hende mere”.

”Ja, ja, det skal du ikke sige bette Soren,” sagde hun, ” men når der bliver noget i vejen med dine klæder, kom så over til mig, så skal jeg se, om jeg kan gøre det i stand for dig.” Anmari strøg mig over håret og klappede mig lidt for at styre mig tilfreds.

Den Anmari var nu en sjælden og pæn pige, hun var ikke sådan som det andet skravl til piger og karle, de havde der på gården. Når der var ballade i karle- eller pigekammer, så gik hun altid op i ammestuen og sad og syede, og i mange år holdt hun mine klæder og syede for mig. Ja, Anmari var en gæv og god pige; havde det ikke været for hende, så ved jeg snart ikke, hvordan jeg var kommet igennem.

Men de andre karle og piger var nogle forskrækkelige mennesker. Rå, dumme og dvaske; du skulle ha` hørt deres snak i folkestue eller karlekammer; de var værre end dyr. De gik træge og slappe til deres arbejde; de var som slaver eller øg og stude, der blev drevet med en pisk, og der var ingenting, der kunne få dem ud af denne rå og dumme træghed uden brændevin, og så når karle og piger kunne komme sammen i karle- eller pigekammer; så gik det sku løs med hujen og skrålen og noget forskrækkeligt snak.

Når karlene kunne få en munk brændevin op i folkestuen, kunne de blive nogle farlige kæmper; de kunne slås med og banke hele sognet om det skulle være; men Pir Syv, en ældre en, som til daglig passede køerne, når han fik brændevin, så troede han altid, at han kunne flyve. Han kravlede op på bænken og baskede med armene, og så tog han af sted, men landede gerne nede under bordet eller ovre i en krog og måtte slæbes op i karlekammeret.

Det kunne også nok hænde, når de fik brændevin, at der kunne blive spektakel og slagsmål mellem dem; men det var gerne, når en karl var gået i sengen til en pige, som en anden karl troede var hans kæreste. Ja, der var et leben, og du kan sku tro det, om du vil, men jeg har mere end en gang som dreng siddet i et hjørne i karlekammeret og set og hørt på en unge blive lavet.

Ja sådan gik det sku til på herregården. Det eneste folkene brød sig om, var brændevin og hor. Men jeg havde det nu ellers godt nok der i Mølgaard. Herskabet og Anmari var gode ved mig. Ja, det kunne jo nok hænde, at en af karlene eller pigerne smak mig en lussing; men jeg var måske også næsvis engang imellem. Men en gang kan jeg huske, at Kræn Ullits, - en af bette karlene – gav mig en ordentlig dragt prygl, så min næse kom til at bløde, og da jeg løb fra ham, stak jeg ned til Anmari. Hun vaskede mig af, men hun blev skam gal og sagde: ”Den slåen på dig kommer vi til at ha` standset!” Og da jeg så gik over gårdspladsen, ser jeg, at herren kommer ud fra kontoret med hundepisken under armen. Han gik op til karlene, og fandt snart ud af, at det var Kræn Ullits, der havde banket mig; greb ham i nakken og gennemtærskede ham med hundepisken og siger: ”Den slåen skal forvalteren og jeg nok passe, og dersom du nogensinde rører den dreng igen, så skal du få mere, end du fik i dag. ”Han gav så Kræn Ullits en omgang til og gik ind. Men jeg var sku glad for, at Kræn Ullits fik de tærsk, for nu kunne man vel gå for ham. Han var nu også en tølper.

Ja, herskabet var nu altid god ved mig, de gav mange gange Anmari en gammel frakke, hun kunne sy klæder til mig af, et par hoseskafter kunne også træffe at komme, som Anmari rinkede op og bandt hoser til mig af. Men jeg kom aldrig til at gå i skole. De mente vel, at når en knægt fik lært at bestille noget, så var det nok. Og det hjalp godt, når de gav præsten i Aars en fed gås, så kunne de jo behandle mig, som de ville. – Ja, jeg måtte sku selv bære den gås, som holdt mig væk fra skolen, hen til præstegården i Aars. Ja, sådan gik det til, ja-e det gjorde.”

Søren var standset for at stoppe og tænde piben, men så tog han fat igen: ”Ja, det var mine barndomsdage, og sådan var min opdragelse, men det er vel noget, at du forstår ikke meget af? – Som jeg sagde til at begynde med, var jeg gåsehjord, og siden kom jeg til at passe fårene og derefter kreaturerne. De opdrættede mange gæs på Mølgaard, og jeg døjede med at forstå, hvorfor de gjorde det, for engang oppe i køkkenet hørte jeg fruen sige, at en gås var en sær unyttig fugl, - den var for meget for en at æde, men ikke nok til to, men en god fed and, sa` hun, var lige tilpas til en. Hun var nu også sådan en tyk, forædt madamme, men hun var god ved børnene og fattigfolk.

Så kom da endelig tiden, at jeg skulle konfirmeres. Men jeg gik sku aldrig til præst. Ja, det vil da sige, jeg var derhenne to gange, men jeg tror nok, at det kostede herremanden et par dalere og måske en anden fed gås, for at få mig sluppet igennem konfirmationen. Jeg stod godt nok forneden på kirkegulvet den dag, men det havde jo ikke så meget at sige. Herskabet havde godt nok givet mig et nyt sæt klæder til den dag og et par støvler. De var godt nok ikke nye. Det var et par, deres egen dreng var vokset fra, og de var for store til mig, men det var da støvler. Jeg kan huske, at den sidste dag, jeg var til præst, gav han hver et nyt testamente, og så siger han: ”Ja, lille børn, her er en lille bog. Tag den med jer, og læs flittigt i den, og skulle I nu træffe på noget deri, som I ikke rigtig forstår, da skal I ikke tage jer det nær; men vil I absolut have besked, gå da til en sjælesørger, og han vil sikkerlig nok vide at forklare det for jer på rette måde.” – Det kunne han godt spare sig, og det kunne han sagtens sige til mig, for jeg kunne jo ikke læse den gang.

Jeg blev i Mølgaard indtil jeg var 16 år gammel. Der i karlekammeret var jeg vokset op og opdraget. Det var sku en simpel opdragelse, men sådan var det jo, og tiden gik.

Det var en sommersøndag efter jeg var fyldt 16 år, at jeg kom ind i køkkenet. Så kaldte Anmari på mig. Hun sad i ammestuen og syede, og som vi kom i snak, så siger Anmari: ”Ja Soren,” siger hun, ”nu er det over 10 år siden, vi to kom til Mølgaard, men i efteråret til den første november flytter jeg, og du må hellere flytte også Soren, men jeg skal nok gøre dine klæder rigtig godt i stand før den tid.” Jeg blev noget fornommet ved det, for jeg kunne ikke tænke mig Mølgaard uden Anmari, hun havde været så god mod mig og var det eneste ordentlige menneske, der var på gården. – ”Hvor flytter du hen, Anmari?” spurgte jeg. – ”Ja, det er lidt af en hemmelighed, men dersom du kan tie med det, kan jeg fortælle dig, at jeg skal giftes til november med Johans søn i Jelstrup, så jeg flytter derned, og du må også hellere flytte Soren” siger hun. Jeg tænkte jo noget ved det, og en dagstid efter træffer jeg herren og siger, at jeg vil flytte til den første november.

Jeg blev så fæstet til Just i Svoldrup og flyttede derover, men det var en plads, jeg ikke syntes om. Just og hans kone var nu gamle folk, og så var der to sønner og en datter. Mikkel, den ældste søn, kunne være en 28 år, og datteren, den yngste kunne være en 28 år. De to gamle var rigtige nok, og Mikkel var et sjældent godt menneske, - ham kom jeg godt ud af det med, men den anden søn og datteren, de var nogle djævle, - de ville sku banke mig, hvis de kunne se deres snit til det, men de turde ikke rigtig for Mikkel.

Det var jo ikke meget, jeg fik i løn, 35 dalere om året og to pund uld og et par skovbotræsko, og inden november kom igen, var jeg næsten uden klæder og trængte slemt hårdt til Anmari. Så blev jeg ikke ved Just`es længere, men fik plads ovre ved Soren smed i Havbro. Det kan godt være, at jeg havde tænkt på at komme nærmere Anmari for mine klæders skyld, men det behøvede jeg nu ikke, for ved smedens lappede de mine klæder og gjorde det pænt istand. Jeg var fæstet til Soren smed som bette karl, men det var et godt sted at være, vi fik nok at æde, der var også nok at bestille, men hvem bryder sig om det, når man får en god behandling. Jeg havde været ved Soren smed en fjortendags tid, så var der en aften, at jeg sad ved dagligstuebordet, da kommer smeden ud fra sovekammeret med en avis og smed den hen på bordet til mig, og så siger han: ”Der har du noget at læse i, Soren Piesen,” – han kaldte mig altid Soren Piesen. – Jeg så lidt forlegent op til ham og siger så: ”Den kan jeg ikke læse i.” – ”Hvad kan du ikke læse?” siger smeden. – ”Nej, jeg har aldrig gået i skole.” – ” Hvad, hvad sigter du, har du aldrig gået i skole? Har dem i Mølgaard da ikke sendt dig i skole? Det kan de fanden mistemig ikke være bekendt. Det er sku da noget galt noget, Soren Piesen, og det kommer vi dæleme til at ha` noget gjort ved, - i vore tider, og en knægt er ikke kommet til at gå i skole, - jeg har sku da aldrig hørt noget så galt.” Han tog avisen og gik ind i sovekammeret igen. Nogle dage efter kom smeden en morgen ind i nødset (kostalden) til mig, og så siger han: ”Hør Soren Piesen, når du er færdig med at muge, vil du så ikke komme ned i smedjen til mig, jeg vil snakke med dig.” Da jeg kom ned i smedjen, havde smeden travlt, - han var ved at lave hestesko og havde vældig blus på essen. ”Tag den hammer og slå lidt for mig,” siger han. Jeg tog jo så hammeren og slog til. ”Slå hårdt og kom igen,” siger smeden, ” ja det batter ikke, du har ikke det rigtige tag på det,” - han tog så hammeren og viste mig, hvordan jeg skulle gøre det. ”Ja,” siger han, ”du er jo blot fæstet som bette karl, men dersom du en gang imellem vil hjælpe mig her i smedjen, så skal du ikke komme til at fortryde det, og i går var jeg ovre at snakke med degnen, og han lovede, at han ville holde aftenskole i vinter. og så vil jeg have dig til at gå i aftenskole, det er da noget rent galt noget, at du hverken kan læse eller skrive, det må vi sku have noget gjort ved.”

Jeg kom da til at gå i aftenskole den vinter og det meste af næste vinter også. Det hjalp mig. Nu kunne jeg læse avisen og skrive så nogenlunde, og det var jeg glad for. Den Soren smed var nu en sjælden mand at være ved, og det var den bedste plads, jeg nogensinde har haft, men han var en brøsig herre, alting skulle gå gelik, men han var god mod mig og alle de andre, der ville fremad. Han er mange gange kommet kl. 4-5 om morgenen og sagt til mig: ”Soren Piesen, de kommer i dag fra Mølgaard og skal have skoet. Vil du ikke komme ned og hjælpe mig en smule?”- Nogle minutter efter var jeg i smedjen, og det behagede smeden, men så til gengæld har han mange gange puttet en daler i min vestelomme eller givet mig et par nye træsko.

Hans kone strikkede hoser til mig, og et år op til jul kom smeden en dag og kaldte på mig. ”Soren Piesen,” siger han, ”vi har skrædder i huset, du må hellere komme ind og få taget mål, - jeg har tænkt, at du skulle have et sæt nye klæder til jul.”

Søren standsede lidt for at tænde piben: ”Ja, du kommer til at lade mig få lidt mere tobak, jeg har jo ikke været til bys en hel uge,” Jeg tog posen op af lommen, rakte ham den og bad ham beholde det hele, da jeg havde mere hjemme på mit kammer. – Da piben var stoppet og tændt, tog Søren fat igen.

”Jeg kan huske en morgen, da smeden kommer ud til mig i nødset og siger: ”Det er sku galt med de føl, Soren Piesen, de er syge, og vi kommer til at ha` noget gjort ved dem.” – ”Ja, det har jeg nok lagt mærke til,” siger jeg, ”men hvad mon der er i vejen med dem?” – ”Ja, det ved fanden,” siger han, ”det kan jo næsten se ud til, at de er forgjort. Vi kommer da vist til at sende bud til Kræn spillemand i Farsø og få et råd.” – ”Tror du ikke, at det kunne være lige så godt, at gå til brokonen i Vandrup,” siger jeg, ”der er jo ikke så langt?” – ”Nej, det tror jeg sku ikke. Brokonen kan måske være god nok, når det kommer an på en bullen finger og sådan noget, men gælder det noget, der er forgjort, så tager jeg sku Kræn spillemand eller Maren Håning til hjælp. Maren Håning vil jo nok være den bedste, men der er så forskrækkeligt langt derned, så du må hellere lave dig til, Soren Piesen og gå op til Kræn spillemand og fortælle ham, hvordan det er, og se at få nogle råd, for de føl.”

Da jeg kom op til Kræn spillemand, blev jeg vist ind i sovekammeret. Der sad han ved et lille bord; jeg fortalte ham da, at jeg var sendt herover af Soren smed i Havbro for at få et råd for hans føl. Han spurgte mig så om mange ting angående føllene, som jeg besvarede det bedste jeg kunne, og han skrev en recept, som jeg skulle gå til apoteket med. – Da han var færdig, spurgte jeg, hvor meget han skulle have for det? – ”Ja,” siger han, ”det koster ikke noget, men vil Soren smed give mig noget for det, så kan du putte pengene i den lille revne der i bordet.” – Smeden havde givet mig 2 mark med til spillemanden, og dem puttede jeg så i revnen. – ”Det er skam sandt,” siger jeg, ”jeg havde nær glemt noget; smeden troede nu ellers, at føllene var forgjort.” – ”Kunne det tænkes?” siger han, ”man skulle snart ikke tro det, men jeg kunne vel også godt give dig noget for det.” Han trak bordskuffen ud og tog nogle strimler op. ”Hvad er kuløren på de føl?” spørger han, og jeg fortalte ham, at den ene var rød og den anden brun. – ”Ja, det syntes jeg nok,” sagde han og tog 4 strimler papir, som han skrev sådan nogle sære kruseduller på, og så siger han: ”Jeg kan se, at I skal give føllene medicinen om aftenen ved lys, og det skal være i en lygte med klare ruder og et tællelys i den. Så skal I give føllene deres medicin først og bagefter binde de strimler papir i føllenes man og hale, en i hver, men det skal gøres stiltiende, så I må passe på, at ingen siger noget, - så vil føllene nok komme sig.”

Jeg fik så medicinen på apoteket og gik tilbage til Havbro. - Samme aften gik vi ud og gav føllene medicinen. – Vi var lige blevet færdige og var i gang med at binde strimmelen i halen på det ene føl, så kommer tjenestetøsen ind ad stalddøren og råbte: ”Nætteren er på bordet!” – Det gav et jag i os, for nu vidste vi, at det hele var ødelagt. Vi gik ind til nætteren, og jeg kunne se, at smeden var slemt grum i det, da han satte sig ned ved inder side af bordet og begyndte at læse bordbønnen, og han havde knapt nok fået det sidste ord sagt af bønnen, før han vender sig til pigen og siger: ”Det er da et satans flab, der er på dig, nu mister vi vel føllene.” – Tøsen begyndte at flæbe, og føllene blev ikke bedre. – Tidligt den næste søndag morgen måtte jeg af sted op til Kræn spillemand igen, og jeg mødte ham ude i gårdsledet. – ”Nå bette karl,” siger han, ”hvad skal du så i dag?” – Jeg fortalte ham så det hele, hvordan tøsen var kommet ud og råbt til os, da vi var ved at binde papirstrimlerne i halerne på føllene, og så var det hele jo omsonst, og føllene havde det ikke bedre. – ”Nej bette karl,” siger han, ”det har ingenting at sige, men der er kommet en ny dyrlæge her til byen. Han har lært om de ting. Han kan undersøge jeres føl og give dem de rigtige mediciner. Det kan jeg ikke gøre. Gå du op til ham og få ham med dig hjem til at undersøge føllene, han kan sikkert nok hjælpe jer.”- Jeg gjorde som Kræn spillemand havde sagt, gik op til dyrlægen, som ikke var stået op, men da han hørte om det, siger han: ”Hør bette karl, gå ud og giv mine heste et foder, så skal jeg snart være færdig.” – Vi kørte så sammen til Havbro, og da vi kom til gården, ser jeg, at smeden stak hovedet ud af smededøren, men kom ikke selv ud. Dyrlægen og jeg gik ind til føllene, og han undersøgte dem grundigt. – ”Ja, de har forstoppelse,” siger han, ”og dem skal vi snart kurere.”Tøsen kom nu ud og bød os ind til davre, og mens dyrlægen og jeg sidder ved bordet, kom smeden ud fra sovekammeret. Han havde sin sølvknappede vest på, men den var ikke knappet endnu, men hængte omkring ham, og så siger han: ”Godmorgen hr. dyrlæge, og ænj godt! Nå kan De så finde ud af, hvad føllene fejler, og kan De kurere dem?” – ”Ja, det tænker jeg nok, jeg kan,” siger dyrlægen. – ”Hvad er der i vejen med dem?” spurgte smeden. ”Ja, jeg finder, at de har forstoppelse.” – ”Nej, de har skide, har de, de er sku troldreden, de er forgjort og fordærvede.” – ”Hvad er det for noget, og hvordan kan det gå til?” – ”Ja, det ved da fanden, hvordan det kan gå til, men det kan vel ske ved onde folks øjensyn ved at blæse efter dem gennem et halmstrå eller ved en gnist fra piben, jeg ved sku ikke, hvordan de gør det, men jeg ved, de kan fordærve dyr på den måde.” – ”Uden at de kommer i berøring med dyret?” siger dyrlægen. ”Ja, gu kan de så, de kan sku fordærve et dyr ved øjensyn og med en gnist fra piben og sådan noget.” – ”Nej, det tror jeg skam ikke på. Jeg kan også fordærve et dyr, men jeg skal skam til dem, for at gøre det.” – ”Ja, det er nu lige meget, men der er sku onde folk til, som kan gøre den slags ting, det ved jeg da.” – Dyrlægen havde siddet og grinet af det her, og da han var færdig til at gå, gav han os nogle flere mediciner til føllene, og kørte så hjem. – Tre dage efter var føllene raske igen, og jeg kunne ikke godt dy mig for at drille smeden lidt med at sige, at jeg troede, at dyrlægen var klogere end Kræn spillemand; men han havde jo også selv sagt til mig, at de heksekunster duede ingen ting, men smeden led sku ikke at høre det.

Jeg havde været nu ved smeden i snart 6 år, og jeg må sige, at det var de bedste folk, jeg nogensinde har været ved. Smeden var nok brøsig, men rettænkende, og vi kom altid godt ud af det med hinanden. Alligevel var jeg kommet til at gå tænke på, at det ville være rart at prøve noget andet. Så en dag siger jeg til smeden: ”Hør, Soren smed,” siger jeg, ”nu har jeg været her ved dig i snart seks år, og jeg kan ikke vide, om du ikke er ved at blive træt af mig. – ”Var det ikke bedst, at jeg fik en anden plads?” – ”Hvad,” siger smeden, ”det har jeg da ikke tænkt. Vi to er da altid kommet godt ud af det med hinanden, Soren Piesen og jeg vil slemt gerne beholde dig, men er det sådan, at du gerne vil ud og prøve noget andet, så må jeg jo være glad for den tid, der er gået; men er det din mening, så vil jeg se mig om efter en god plads til dig et sted, og skulle du få en skidt plads, kan du da altid komme tilbage til mig om et år.” – Der gik et stykke tid. Så en dag kommer smeden og siger: ”Hør, Soren Piesen,” siger han, ”hvordan vil du ku` li` at blive møllerkarl?” – ”Det forstår jeg mig ikke på,” siger jeg. – ”Ja, men det kan du sku lære. Jeg har lige snakket med møller Kjær her ovre, og han vil gerne fæste dig som møllerkarl. Han er jo ved at blive lidt gammel og kan ikke så godt passe mølleriet selv. Han vil give dig det samme i løn, som du får af mig, og det er faneme en god løn, om jeg selv skal sige det, og så vil han ved siden af give dig 30 arbejdsdage i foråret eller i høstens tid, som du kan benytte til at tjene noget ved siden af. Jeg synes sku Soren Piesen, at det er en god plads til dig, og hvis du synes om det, kan vi jo gå op og snakke med ham i aften.”

Det gik da sådan, at jeg blev fæstet til Kjær som møllerkarl og flyttede til ham den første november. Kjær var en rar mand at være hos. stille og besindig, men kunne godt snakke. - Når vi arbejdede sammen, så gik knæveren hele tiden. I de to måneder indtil jul gik møllen både nætter og dage, men da så julen kom, var der 2 uger, da der ikke var noget at gøre; så måtte møllerkarlen jo gå omkring og besøge de fleste af møllegæsterne og smage på deres julegodter og dertil en dram. Jo-h, jeg kan huske det også. Men jeg gik mange gange op til smedens, og han led også at se, at jeg kom. – En dag siger smeden til mig: ”Hvordan med det, Soren Piesen, kan jeg få dig til at grave mine skudtørv i foråret, - du er jo god til det.” – ”Ja, det kan du skam godt få mig til, Soren smed.” – ”Det vil jeg sige dig. Jeg vil ikke have dig til at grave mine tørv gratis. Jeg vil betale ordentlig for det, og hvis du tager en rimelig betaling for tørvegravning, så vil hele byen have dig til at grave tørv.” – Vi snakkede så om det, og førend foråret kom, havde smeden skam taget så mange akkorder for mig, at jeg var bange for, jeg ikke kunne overkomme det hele, og han havde også selv bestemt prisen. – Folk skulle selv få graven gjort i stand, ”råen” for mig og holde tørvene fra graven. Det forår lavede jeg penge. Jeg fik 25 øre for hver tusinde indtil titusinde og 20 øre derefter. Jeg kunne grave mange, - flere dage gravede jeg 25.000. – Ja, dengang kunne man bestille noget. En aften om vinteren var jeg nede smeden, og så siger jeg til ham: ”Hør, Soren smed, du må hellere lave mig en tørvespade lige som din, for den kan jeg lide.” – Nej, såmænd vil jeg ej,” siger smeden, ”jeg er ikke så god til den slags ting nu, men når du skal begynde at grave tørv, kom så og få min, den vil jeg give dig.” – ”Ja, sådan var smeden. Han var af den slags folk, vi skulle have haft nogle flere af. – Nå, jeg var der ved Kjær i næsten to år. Så solgte han møllen, og jeg fik mig en anden plads som møllerkarl. Det var hos noget af Kjærs familie i en anden by, men der brød jeg mig ikke om at være, - jeg var måske også lidt forvænt. De folk, jeg kom til, var gode mennesker. Men havde det ikke været for apoteket der i byen, så tror jeg nu ikke, at jeg var blevet der. – Der på apoteket havde de en pige, der hed Kirsten. Hun havde tjent der i flere år, og kunne snart gøre det, som hun ville. Den Kirsten var god imod mig, og om aftenen listede jeg mig gerne derned og fik noget godt at spise, og vi sad og snakkede inde på pigekammeret. Hun var forlovet med en gammel en ude fra Hyllebjerg. Jeg tror sku ikke Kirsten brød sig om ham, men han havde en stor gård, og det var den Kirsten var ude efter. Han var nu også en sær ”Skåwter”. Han gik også og skulede og var usikker på benene. Folk sagde, at han slog lyng med det ene ben, og gravede tørv med det andet. Ja, han var en sær ”stag,” men havde jo en stor gård, og det vidste Kirsten. De blev da også gift, men han døde en tid efter, og jeg ved ikke, hvad Kirsten blev til. – Nå, ja, ja, tiden gik, og det lakkede mod mit sidste år i møllen, En dag kom Niels Skjødt ind i møllen til mig og spurgte, om ikke jeg ville komme ned til ham næste søndag eftermiddag. Der ville komme en, som gerne ville snakke med mig. - Søndag eftermiddag gik jeg så også derned, og der sad manden fra Hornumbro mølle og ventede på mig. Han ville fæste mig til møllerkarl, og han ville give mig en god del mere i løn, end jeg fik nu. Han snakkede frem og tilbage og prøvede på at få mig til at sige ja; men så siger jeg til ham: ”Jeg har hørt, at du har haft noget bøvl med din møllerkarl, - hvordan var det?” – jeg tror skam ikke, det var min skyld,” siger han, ”men hvis du vil komme og passe dine ting, så skal jeg aldrig fornærme dig.” Vi snakkede så en tid om vind- og vandmøller, og til sidst fæstede jeg mig til ham og flyttede derned til november. – Det var alligevel noget andet mølleværk end i vindmøllen. Der var sku kraft, og så gik det hele anderledes støt og jævnt. Det var rart at arbejde med. Jeg havde været der en fjortendagstid, så kom en dag Jens Kristian fra Hornum ned og skulle hjælpe mig at bilde, og som vi snakker, siger jeg til ham: ”Der er et gævt møllerværk her, men jeg lider det ikke så godt her alligevel. Manden er flink og bestemt, men konen er ikke så lidt fedtet. Hun går og snuser og stikker sin næse i alting. Når jeg skal male om natten, kommer hun med en lille knald tællelys, som jeg skal se ved, og jeg går da i mørke mere end den halve tid, og så kommer hun med en tør ostemellemmad uden nogenting at drikke til. Nej hende kan jeg nu ikke lide.” – ”Det er da sært, du ikke er klogere,” siger Jens Kristian, ”gå du op til høkeren og køb dig to gode hængelamper og lad mølleren skrive for dem. Du vil få at se, at der aldrig vil blive sagt nogenting om det; og to tørre grove ostemellemmadder! – Ved du ikke, at lige her nedenfor går døren ind til kælderen, og dernede er der smør og brød og al slags kødmad, øl og spegede ål. Gå du derned og hjælp dig selv, og så fanden med fruen, hende skal du ikke bryde dig om, og kan du ikke lide at have hende til at gå og snuse, så spil hende et puds en gang imellem, sådan at hun bliver ked af at komme.” – Jeg tog også på Jens Kristians råd, og den samme aften, efter vi havde fået stenen lagt og var begyndt at male igen, gik Jens Kristian, og jeg hørte hende komme nedenunder. Jeg greb en melsæk, der lå ovenfor lemmen og sendte den lige ned i hovedet på hende idet jeg råbte: ”Sæt den sæk for tuden Jens Kristian!” – Madammen kom ikke mere den aften, ja, jeg kan den rene smøre mig grine ad det endnu, når jeg tænker på det. Dagen efter gik jeg op til høkeren og fik mig to gode lamper, men jeg skulle sku efter hende en gang imellem for at holde hende på plads. Han sagde jo, da han fæstede mig, at han skulle aldrig fornærme mig, og det har han heller aldrig gjort. Og fruen hun var påpasselig og dygtig; der var ingenting, der gik til spilde, hvor hun var. Ja, de var sku stabile folk, og derfor havde de vel også noget. De ejede jo Hvanstrup også, og der var sønnen og datteren at bestyre den.

Jeg havde været i Hornumbro mølle et år, da vi blev gift. Min kone var en bette pige, som tjente ved Kjær`s i Havbro, da jeg var møllerkarl der. Hun var en gårdmandsdatter fra Fovlum, og hun fortjente sku nogle bedre dage, end jeg kunne give hende. – Jeg var jo blot en sølle fattig pjalt, der var opdraget på herregården, og hun måtte tit høre for det; men vi kom da til at bo i et lille hus, de kaldte Hvanstrup huse. Det tilhørte manden på møllen. Og i stedet for at lægge på lønnen, fik vi huset at bo i, og vi måtte have en ko, to får og en gris med foder, så det var jo ikke så galt. Vi måtte også have 12 høns og en kok, men så skulle fruen i møllen hver sommer have en høne med 12 kyllinger. Ja, sådan slog vi os igennem. Jeg var der i møllen i 6 år, men så trængte de så hårdt til en mekaniker på Hvanstrup, og der var jeg så de sidste år, vi var i Danmark. Hvanstrup var en lille herregård, og livet der tjenestefolkene imellem, var ikke bedre end på Mølgaard, men jeg gik jo hjem hver aften og så ikke nær så meget til det.

Ja, sådan havde jeg det i Danmark. Der var slid og slæb, og jeg måtte altid stå på pinde for andre, og vi kunne ikke se, at det nogensinde kunne blive meget bedre. – Så var det at vi rejste herover. – Her har sku også været slid og hårdhed, men man fik da et stykke land at arbejde med. Man kan gøre det, som man vil, - være sin egen herre, og det skal også nok blive godt her, når vi får det rigtigt i gang.”

Søren standsede. Piben var gået ud. Han pressede asken ned i piben, rev en tændstik på bagen af sine overalls, og piben kom i gang igen. Imens stod han og så ud ad vinduet, men siger så: ”Der har vi sku mutter og knægten. Lad os gå ud og spænde fra”. – Snart blev der travlhed udenfor, og Sørens kommando lød overalt.

Jeg slentrede lidt omkring og så på omgivelserne, de syv Piletræer havde tabt løvet, som vinden havde fejet ind imellem ukrudtsplanterne. Syrenbusken havde endnu sine blade, men en tidlig frost havde givet dem en rødlig farve. Men hvad var nu det? Lige ved Syrenbusken var der en lille indhegning på 6 x 8 fod, det så ikke meget ud til at være blomsterhaven, skønt ovre i det ene hjørne stak hovedet af en Dandelion frem. Den gule blomst er søster til den, vi derhjemme kaldte Fandens Mælkebøtte eller Lokkeblomst, og Sørens kone havde plantet den netop der, skønt en skadelig ukrudtsplante.

Ja, ja. Mindernes værdi er uvurderlige. Men hvortil denne lille indhegning med trærafter omkring, der var bundet sammen med snore? Senere fandt jeg ud af, at der havde Søren begravet to af børnene, det ene døde sidste dag på rejsen herover og det andet to dage efter ankomsten hertil, og nu lå de gemt her ved hjemmet. Ja, det var jo ikke så sært, at Sørens kone havde plantet en Dandelion, måske den eneste blomst, hun kunne finde og få til at gro ude på Prærien.

Jeg bør måske oplyse, at jeg fik den lykke at få Sørens næstældste datter til hustru.

Søren Piesens hårde individualisme, som vel nok i nogen grad var en frugt af opdragelse og oplevelser i livets skole, kom særlig til udtryk under diskussioner om sociale forhold, politik og religion. Alle respekterede og ærede ham for hans redelighed i alle forhold og hjælpsom overfor enhver, der var i nød eller på anden måde trængte til støtte; men han var måske nok ikke alles ven, dertil var hans meninger og udtryk for skarpe.

 

Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn | Torvet 1 -2. sal, 9640 Farsø  | Tlf.: 24 85 12 70 | lafarsoe@gmail.com