Gå en tur 
i Søndergade
Læs om lokale originaler
Lørdag d. 11. november 2017
 
Arkivernes Dag
 
Så er der igen ny udstilling i "butikken" i Rådhuscentret, og vi holder åbent hus kl. 10.00  - 13.00.
 
I år bliver det udstillingen "Handel og Haandværk" i 1937 i søanlægget, samt Fransgård Maskinfabrik A/S, vi sætter fokus på.
 
 
---------------
 
 
Fredag d. 27. oktober 2017
 
 Bogudgivelse
 
I Arkivets lokaler i Rådhuscentret udgiver vi bogen:
"Farsø Kommunalbestyrelses Krønike 1970 - 2007"
 
Alle er velkommen  -  se program 
 
 
------------------
 
Hele juni måned 2017:
 
Udstilling på Farsø Bibliotek
 
Fra d. 6. juni, og måneden ud har vi en særudstilling om kongefamilen i Vesthimmerland med særlig fokus på jagthytten i Trend.
 
I år er det netop er 80 år siden Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid modtog folkegaven, der blev til fristedet i Trend.
 
Udstillingen er samtidig arkivets bidrag til kulturarvsmåneden 2017.
 
 
---------------
 
 
Torsdag d. 9. marts 2017
 
Generalforsamling og "Historisk aften"
 
Ved generalforsamlingen aflagde formand H.P. Sauer beretning for ca. 30 fremmødte medlemmer. Regnskabet blev fremlagt af kasserer Torben Guldager.
 
                       
 
Såvel beretning som regnskab blev godkendt.
 
H.P. Sauer ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen, så derfor blev Søren Ebdrup nyvalgt. Der var genvalg til Bodil Nielsen og Bendt Thorup.
 
Efter generalforsamlingen blev der afholdt "Historisk aften", som også er åben for ikke-medlemmer, og der blev her vist gamle billeder/filmklip med tilhørende historier.
 
 
------------
 
 
Lørdag d. 3. december 2016
 
Åbent Hus 
 
Vi holder Åbent Hus i "butikken" i Rådhuscentret kl. 10.00 - 13.00.
 
I år sætter vi fokus på Farsø Maskinværksted / Farmas i anledning af virksomhedens 75 års jubilæum.
Der vil også være billeder fra Traktorkompagniet og Kaj Pedersen.
 
 
--------
 
 
Mandag d. 4. juli 2016
 
Æresmedlemmer
                  
 
Aksel Jacobsen og Christen Havemose blev d. 4. juli 2016 udnævnt til æresmedlemmer af Lokalhistorisk Arkiv.
 
Begge har gennem flere år ydet en stort indsats for arkivet og byens historie, idet Aksel Jakobsen bl.a. har overdraget kassevis af gamle fotos til arkivets billedsamling  -  uvurderligt materiale, som viser lokale begivenheder og motiver. Christen Havemose har gennem flere år kæmpet en kamp for genrejsning af den gamle stationsportal, hvilket lykkedes i efteråret 2015.
 
De har begge fuldt fortjent denne æresbevisning.
 
 
Udover diplomet, var der også en flaske Kræn Spillemands Bitter til hver.
 
 
------------
 
  
Fredag d. 3. juni 2016 kl. 19.00
 
Byvandring i Farsø - historierne bag skiltene.
 
 
På denne byvandring vil historien bag de forskellige nyopsatte gadeskilte blive fortalt. Turen går bl.a. forbi Mortensgade, Johannes V. Jensens Vej, Cathrinesvej, L. Heidemannsvej og Th. Eriksensvej.
 
Der afsluttes med en smagsprøve på den specielle Kræn Spillemands bitter, som er en særlig kryddersnaps arkivet har ladet fremstille med inspiration fra de legendariske og helbredende dråber, som Kræn Spillemand opfandt og producerede.
 
Mødested: "Perronen" ved Portalen 
                                                                                                                            
 
 ----------
 
 
Søndag d. 29. maj 2016 kl. 10.00
 
Sommeren kommer til Hvalpsund
 
Info-Hytten åbnes, og der tages hul på 22. sæson.
 
Fra kl. 10.00 til kl. 16.00 vil der være mange forskellige former for underholdning, og Lokalhistorisk Arkiv udstiller billeder fra Hvalpsund.
 
 
 
 
 ----------
 
 
 
Torsdag d. 26. maj 2016 kl. 16.00
 
Afsløring af Jens Vestergaards Mindesten
 
Museumsdirektør Broder Berg, Vesthimmerlands Museum holder tale, og "Portalgruppen" giver et glas sommervin.
Der vil være nogle af Jens Vestergaards efterkommere til stede ved afsløringen.
 
 
Sted: "Perronen" ved portalen
 
 
----------
 

3. marts 2016
 
Generalforsamling
 
Ved generalforsamlingen aflagde formand H.P. Sauer beretning for en lille snes fremmødte. Regnskabet blev fremlagt af kasserer Bodil Nielsen.
 
                     
 
 
Såvel beretning som regnskab blev godkendt.
 
Ida Ravn Hansen ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen, i hendes sted blev Tanya Jensen nyvalgt, medens der var genvalg til Torben Guldager.
 
Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig, se HER
 
 
----------
 
 
3. marts 2016

"Historisk Aften" i Thit Salen

 Efter generalforsamlingen var der mødt mange til billed- og foredragsaften i Thit Salen.
 
Per Torp (tipoldebarn af Kræn Spillemand) holdt et spændende et foredrag om Kræn Spillemand, især familien omkring ham og de hændelser, som er tilknyttet "den kloge mand".
 
 
Efter kaffen blev der vist gamle billeder fra Farsø Hotel og Klubhuset.
 
Det var en god aften, og mange gav udtryk for at de glædede sig til næste 
"Historiske aften".
 
 
 
 
----------
 
 
14. november 2015

Arkivernes dag

Mange gæster lagde vejen forbi vores udstilling på Arkivernes Dag.
 
Denne gang havde vi fokus på Farsø Sygehus, og mange af gæsterne kunne hjælpe med at sætte navne på personer på de mange billeder.
 
De mange billeder fra Sygehusets historie kan i en periode ses i vores "butik" i Rådhuscentret. 
 
 
 
---------- 
 
 
17. september 2015
 
Indvielse af Portalen fra den gamle stationsbygning. 
 
Rigtig mange var mødt op til den festlige indvielse med jernbaneorkester, taler, perronplatte m.v.  -  næsten 200 personer var mødt op for at deltage.
 
Selv om det regende næsten konstant, blev det en indvielse lige efter bogen.
 
 
 
 Læs tale af H.P. sauer her
 
----------
 
 
7. maj 2015
 
Ny mand i bestyrelsen
 
På generalforsamlingen i marts blev Jens Nøhr afløst af Bendt Thorup i bestyrelsen, som ellers fortsætter uændret.
 
Se hele bestyrelsen HER
 
--0--
 
21. februar 2015
 

Arkiv.dk

 
I mange år har næsten 550 danske lokal- og stadsarkiver set frem til den dag, hvor vi samlet kunne præsentere vore mange billeder og øvrige registreringer for offentligheden.
 
Takket været en donation fra A.P. Møller Fonden bliver det nu endelig til virkelighed, når formidlingsportalen Arkiv.dk går i luften med Danmarkshistoriens største fotoalbum og alverdens andet spændende materiale fra de mange arkiver.

På hjemmesiden arkiv.dk kan man søge på navne og steder. Søgningen vil ske i alle de arkiver, som har registreret og arkiveret deres materiale i den centrale database.
 
 
--0--
 
2. april 2014
 
Generalforsamling
 
Ved generalforsamlingen i Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn aflagde formand H.P. Sauer beretning for en lille snes fremmødte. Regnskabet blev fremlagt af kasserer Bodil Nielsen. Såvel beretning som regnskab blev godkendt.
 
Lis Jessen ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen, i hendes sted blev Torben nyvlagt, medens der var genvalg til Ida Ravn Hansen.
 
Bestyrelsen har konstitueret sig med HP Sauer som formand, Torben Guldager næsrformand, Bodil Nielsen kasserer og Ida Ravn Hansen som skretær. Jens Christian Nøhr er menigt medlem og Ole Jensen er suppleant.
 
--
 
 
5. marts 2014
 
Færger og huse i ord og billeder 

Næsten 100 lokalhistorisk interesserede mødte op, da Lokalhistorisk forening for Farsø og Omegn inviterede til en billed- og foredragsaften i Thit Salen. 

Først var det en gennemgang af færgefartens historie over sundet mellem Hvalpsund og Sundsøre. Ib Thor Hansen fortalte muntert og beskrivende om en tid, hvor folk og fæ blev roet over i små både, som til tider var bemandet med ikke helt ædru færgefolk. Gennem årene var der flere forlis med mange druknede til følge. Senere kom der motorbåde på overfarten, som i 1927 fik en rigtig jernbanefærge MF Hvalpsund. Den blev i 1986 afløst af ny men mindre færge, som overtog navnet Hvalpsund, medens den gamle blev til MF Hvalp og sejlede til Caribien, hvor den angiveligt sank i 1991. I 2006 kom den nuværende færge MF Mary så til, medens Hvalpsund via et par mellemstationer er havnet i København, hvor den er ombygget til en moderne husbåd. 

Anden del af foredraget tog udgangspunkt i en del af de billeder, som arkivet ligger inde med fra perioden 1920 til 1940.  Arkivleder Bodil Nielsen gennemgik billederne og ledsagede dem med oplysninger, som man har registreret i forbindelse med arkiveringen. 

Efter et par timer med lokalhistoriske tilbageblik fortsatte snakken om lokalhistorien over kaffen i Dronning Ingrid Hallernes café.

 

Fra færgefartens barndom, hvor biler blev slæbt på en pontonpram efter en lille motorbåd med et lille skur til passagerne. (Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn).

 
--
 
26. februar
 
Billeder i Thit Salen
 
Vi følger de tidligere års succes op, når vi tirsdag den 4. marts inviterer til en spændende billed- og foredragsaften i Thit Salen.

Ib Thor Hansen vil fortæller om færgefarten mellem Hvalpsund og Sundsøre og vise en del af de mange fotos, vi ligger inde med fra færgefartens historie. Blandt andet vil han fortælle om, hvorledes den gamle færge i dag har fået nyt liv som husbåd i København.

Arkivleder Bodil Nielsen har været i gemmerne for at finde gamle billeder fra Farsø. Det har hun tidligere gjort, men denne gang er omdrejningspunktet billeder fra perioden fra 1920 og fremefter.

Efter foredragene er der kaffe og kage i hallernes cafeområde.Pris for hele arrangementet: 40,-.

12. januar 2014
 
--
 
Generalforsamling
 
Husk at Lokalhistorisk Forening for Farsø og Omegn afholder generalforsamling tirsdag den 18. marts 2014 i mødelokalet på Torvet 1 i Farsø.
 
Alle er velkomne til at deltage i generalforsamlingen.
 
---
 
Tillykke til os selv..
 

Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn fik i forbindelse med den årlige nytårskoncert i Dronning Ingrid Hallerne overrakt Nytårsprisen, som er en kulturpris indstiftet af Farsø Kulturråd.

Formand HP Sauer og arkivleder Bodil Nielsen var mødt frem for at modtage prisen, som blev overrakt foran 700 feststemte tilhørere til nytårskoncerten.

HP Sauer benyttede lejligheden til takke alle arkivets samarbejdspartnere og frivillige hjælpere for et godt samarbejde. Han takkede også medlemmerne for deres opbakning og benyttede lejligheden til at gøre lidt reklame overfor de mange tilskuere:

- Vi har i dag omkring 175 medlemmer, men vi har plads til flere, lød det fra HP Sauer.

Nu skal det så blive spændende at se, om der i den kommende tid kommer nye medlemmer i foreningen.

Med prisen fulgte et flot diplom, som skal ophænges i arkivets administrationslokaler på Torvet 1 i Farsø.

 
 
 
 
 
5. januar 2014

Kræn Spillemand

Foreningen har haft rigtig god opbakning i forbindelse med relanceringen af de berømte Kræn Spillemands Dråber, som vi har fået lavet på baggrund af den gamle opskrift. Dansk lovgivning tillader dog ikke, at man anvender æter, så derfor har vi lavet en bitter, som er tillempet de originale dråber.

Kræn Spillemand havde det borgerlige navn Kristen Sørensen og var født i 1808 og opvokset på Stensgård vest for Farsø. Han ernærede sig som gårdmand, spillemand og "klog mand", hvor hans berømte dråber havde ry for at kunne kurere de fleste dårligdomme hos både mennesker og dyr - ja selv en gammel dieselmotor kunne sparkes i gang, hvis den fik et par dråber!

Selv den lokale læge opsøgte Kræn Spillemand for at få gode råd i forbindelse med, at hustruen var syg. Også her kom dråberne i anvendelse, og lægefruen blev rask.

Forfatteren Johannes V. Jensen kom som barn på gården sammen med sin far, som var dyrlæge på egnen. Besøgene inspirerede senere Johannes V. Jensen til at skrive om Kræn Spillemand i sine Himmerlandshistorier.

Kræn Spillemand døde i 1891 og blev begravet på kirkegården i Farsø Der kom begravelsesgæster helt fra Tyskland og fra mange egne af Danmark.

Kræn Spillemands Dråber kan købes i Kaffe Laden, Centerkiosken og på turistkontoret Torvet 1.

Læs mere om Kræn Spillemand HER.


 
 
---
 
27. november 2013
 
Årsskrift og bitter
 

Fredag den 29. november kan man i tidsrummet fra kl. 13 til kl 16. afhente det nye årsskrift og evt. bestilt Kræn Spillemands Bitter i arkivets lokaler på Torvet 1 i Farsø.

Lokalhistorisk Forening i Farsø bidrager i år med en historie om den lokale pop- og rockgruppe The Blackbirds, som i begyndelsen af 1970'erne var på de danske hitlister. Historien er erindret og skrevet af guitaristen Lassen Stefansen, som er barnebarn af kongelig vejer og måler Mads Lassen Stefansen, som vi bragte en historie om i sidste års skrift.

Har man ikke mulighed for selv at afhente årsskriftet, vil det blive leveret i postkassen i den kommende uge.

 

--
 
9. november 2013
 
Hvalpsund i fokus
 

Mange gæster lagde vejen forbi vores udstilling på Arkivernes Dag. Denne gang havde vi fokus på Hvalpsund, og dagen igennem var der mange mennesker fra netop den del af kommunen, som kiggede forbi og hjalp med at sætte navne på personer og begivenheder fra Hvalpsund og omegn.

Der kom også lidt billeder ind, bl.a. det her af kutteren A606 Senia, som var ejet af Sigfred Mogensen og Jens Rytter.

 
 
--
 
20. juni 2013
 
Velbesøgt byvandring
 
Interessen var overvældenden stor, da Lokalhistorisk Arkiv inviterede til byvandring i hovedgaden. Se mere om arrangementet HER.
 
--
 
19. marts 2013
 
Et aktivt år
 
Det var et særdeles spændende og aktivt år, som formanden for lokalhistorisk arkiv, H. P. Sauer, kunne berette om på generalforsamlingen forleden.
 
Året har bl.a. budt på en velbesøgt billedaften i Thit Salen, deltagelse i by night i Farsø, Arkivernes Dag, udstilling i forbindelse med en kulturarvsudstilling i rådhuscenteret og meget mere. Der har været mange besøgende i arkivet, og foreningens hjemmeside har årligt 3200 besøgende, mange fra Danmark og Norden men også fra USA og Kina!
 
Fremadrettet arbejder man med planer om at får en portal fra den gamle Farsø Station placeret i bybilledet, man vil desuden gerne have ændret adressen på Torvet 1, så den også er Torvet 1 og ikke Lille Torv 3, som den officielt hedder i øjeblikket. Man er gået i samarbejde med Vesthimmerlands Museum om et kulturarvsprojekt, og på medlemssiden er der sat forskellige tiltag i værk for at hverve nye medlemmer - målet er mindst 200 medlemmer.
 
Arkivleder Bodil Nielsen gennemgik regnskabet, som udviser et underskud på godt 11.000 kr., hvilket hovedsagligt kan tilskrives indkøb af nyt EDB-udstyr.
 
Der var genvalg på alle poster.
 
--
 
5. marts 2013
 
Velbesøgt billedaften
 
Med omkring 80 gæster på plads i den flotte Thit Sal i Dronning Ingrid Hallerne, kunne vi for andet år i træk konstatere stor interesse for det lokalhistoriske arbejde i Farsø og Omegn.
 
Arkivleder Bodil Nielsen havde i samarbejde med Ole Jensen fundet frem til 240 fotos fra de mere end 2000, som nu er registreret og lagt i databaseprogrammet Arkibas. Til alle billeder blev der knyttet kommentarer og fortalt historie. Efter halvanden time kunne tilhørerne bænke sig ved kaffebordene, hvor den lokalhistoriske snak fortsatte.
 
- Vi fik masser af positiv respons på arrangementet og blev opfordret til at lave noget tilsvarende igen. Forleden viste vi fotos frem til omkring 1930, så det kunne være oplagt næste år at tage fat på fotos fra perioden 1930 til 1980, siger Bodil Nielsen, som også har kunnet notere sig en stigende tilgang af medlemmer på det seneste.
 
Formanden for lokalhistorisk arkiv, H. P. Sauer gennemgik planerne om at få en portal fra byens gamle station frem i lyset. Der arbejdes i øjeblikket på at få nedsat en arbejdsgruppe, som kan gå videre med projektet, som tidligere har været tæt på at blive realiseret.
 
Dengang blev planerne stoppet i forbindelse med renoveringen af bymidten, men nu er projektet altså taget frem fra gemmerne, og man håber, at det nu vil lykkes at realisere det.
 
 
 
24. februar 2013
 
Generalforsamling

Lokalhistorisk Arkiv for Farsø & Omegn

afholder ordinær generalforsamling

mandag den 18. marts kl. 19.00

”Bygningen Torvet 1”, Farsø.

Dagsorden i henhold til vedtægterne.

Forslag, fra medlemmerne, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være formanden eller et af bestyrelsens
medlemmer skriftligt i hænde senest 8 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

På bestyrelsens vegne

H. P. Sauer

 
 
19. februar 2013
 
Vi åbner butik..
 
I samarbejde med Rådhuscenteret har vi netop etableret en permanent udstilling i centeret, hvor vi har lånt et lokale, som tidligere rummede ejendomsmæglerkontor.
 
I udstillingen vil vi vise nogle af de billeder, som vi ligger inde med, og vi vil endvidere bemande forretningen i udvalgte perioder, f.eks. når der er særlige aktiviteter i centeret. Første gang det bliver aktuelt er i slutningen af februar, hvor Farsø Rådhuscenter fejrer 24 års jubilæum.
 
 
 
---
 
15 februar 2013
 
Lokalhistorisk aften i Thit Salen
 

Som en opfølgning på sidste års store succes med 100 tilhørere til en lokalhistorisk aften i Thit Salen, er vi nu på banen med endnu et arrangement i Thit Salen.
 
Mandag den 4. marts vil arkivleder Bodil Nielsen og arkivmedarbejder Ole Jensen vise et udpluk af de mange billeder, som man indtil nu har lagt i databaseprogrammet Arkibas.
 
- Vi har foretaget en søgning på de billeder, som dækker perioden fra 1880 til 1930. Ud fra det har vi valgt en række lokaliteter og personligheder, som vi vil fortælle om samtidig med, at vi viser billederne på storskærm, fortæller Bodil Nielsen.
 
Formanden for Lokalhistorisk Forening for Farsø og Omgen, H. P. Sauer, medvirker også ved arrangementet, hvor han vil fortælle om det arbejde, der foregår i foreningen.
 
Blandt andet vil H. P Sauer løfte sløret for et projekt, hvor man vil forsøge at få indgangsportalen fra den for længst nedrevne stationsbygning i Farsø frem i lyset igen. Portalen har siden slutningen af 1970'erne været opbevaret på kommunens materielgård, men skal gerne frem og stå på en cenral plads i den tidligere stationsby.
 
 
Det er lokalhistorisk forenings håb, at der i forbindelse med arrangementet i Thit Salen vil være interesserede personer, som kunne tænke sig at indgå i en arbejdsgruppe, som skal realisere det spændende projekt.
 
Prisen for at deltage denne aften er 40,- som også inkluderer kaffe.
 
--
 
7. december 2012
 
Nyt årsskrift
 
I disse dage udsender vi de vesthimmerlandske lokalarkivers fælles årsskrift for 2012 - et skrift, som i ord og billeder byder på en række historier, erindringer og fortællinger fra Vesthimmerland.
 
Sammen med årsskriftet sender vi girokortet, som anvendes til at tegne sig for endnu et års medlemsskab - med det er man også sikret et eksemplar af det populære årsskrift i 2013.
 
Vi vil naturligvis gerne have flere medlemmer i Lokalhistorisk Arkiv i Farsø. Er man ikke medlem, kan man indmelde sig her på siden, og man vil så modtage årsskriftet, så snart medlemskontingentet er indbetalt. Der udsendes kun årsskrifter, så længe vi har eksemplarer på lager, og i år har der været stor interesse, så er man interesseret, skal man ikke vente for længe...
 
Dette års bidrag fra arkivet i Farsø er en historie om Mads Lassen Stephansen, som bl.a. var kongelig vejer og måler. Desuden kørte han i flere år som kusk for dyrlæge Hans Jensen, der var far til de berømte forfattere Johannes V. og Thit Jensen. Beretningen om Mads Lassen Stephansen er skrevet af Inger Sørensen, Hornum, som er barnebarn til den kendte Farsø-borger.
 
 
 
 
9 . november 2012
 
Stor interesse
 
Der var igen stor interesse for den lokale historie, da vi i forbindelse med Arkivernes Dag stillede op på Centertorvet med billeder, PC og scanner.
 
Årets tema var "Før og nu" og her satte vi specielt fokus på firmaet Morten Nielsen i nye og gamle fotos.
 
Akkurat som, da vi havde Falck som tema, oplevede vi, at mange tidligere ansatte mødte op for at kigge, få en snak eller indlevere fotos og avisudklip. Nedenfor kan man ser lidt af det, vi fik ind på dagen.
 
 
 
 
 
 
--0--
 
23. juni 2012
 
Skole og sport i Arkibas


TennisGennem den seneste tid har der været fokus på skole- og sportsbilleder i arkivet.

- Vi har rundet de første 1000 fotos - en lille milepæl - og fortsætter det nærmest uendelige arbejde med digitaliseringen. Senest er der kommet en del skolebilleder fra Farsø Skole, klassebilleder, skolefester og fotos af lærere, hvilket sikkert interesserer mange. I forbindelse med Sport By Night var det oplagt at fokusere på lokale sportsbilleder, som nu også er ved at blive lagt i databasen, fortæller Per Lyngby, som er med til at scanne og arkivere de mange fotos.

Korpset af folk, som hjælper med at registrere og scanne er blevet lidt større i løbet af det seneste år, og man håber, at flere vil melde sig, så der kan sættes endnu mere fart i arbejdet.

--

2. marts 2012:
 
Stor succes i Thit Salen
 
På forhånd havde vi håbet på 25-30 gæster til vores billed- og foredragsaften i Thit Salen.
 
Med mere ened 100 fremmødte, som stort set fyldte den flotte Thit Sal op til sidste plads, blev vores forventninger klart overgået. En rigtig flot opbakning og interesse, som helt sikkert giver mod på at arrangere lignende ting på et senere tidspunkt.
 
Formand HP Sauer bød velkommen og glædede sig naturligvis over det store fremmøde. Herefter berettede Per Lyngby om idrætslivet i Farsø, især med fokus på den lokale fodboldklub, som startede på marker rundt om, hvor der først skulle fjernes et par kokasser, inden der kunne komme gang i boldspillet. Gennem årene flyttede klubben baner rundt om i byen, bl.a. ved søanlægget og på Gråbølle, inden man i starten af1970'erne fik etableret et flot stadion ved den nybyggede hal.
 
HP Sauer satte fokus på det lokale handelsliv og en række af de messer og udstillinger, der har været arrangeret i byen. Det begyndte stort med en erhvervsudstilling i 1937, hvor der blev bygget en særlig udstillingshal ved søanlægget. Senere blev der arrangeret udstillinger på hotellet, i den lokale kartoffelcentral og i en række nybyggede industribygninger. Da idrætshallen blev bygget, fik man også her et godt sted at arrangere udstillinger.
 
Ib Thor Hansen berettede om jernbanens historie i Farsø, og viste en række flottte billeder af den forlængst nedrevne stationsbygning i Farsø. En meget flot station, som var tegnet af arkitekt Ejnar Packness fra Aalborg, som også tegnede de øvrige stationer på strækningen fra Aars til Hvalpsund. Faktisk er det kun stationen i Farsø, som er væk, alle de andre står den dag i dag.
 
Afslutningsvis gav Per Lyngby og Ib Thor Hansen en demonstration af foreningens hjemmeside og viste, hvorledes man via den kan søge på registreret materiale i arkivprogrammet Arkibas.
 
Efter næsten to timer med gamle billeder og historier samledes de mange gæster til kaffe i Dronning Ingrid Hallernes bistro, hvor den lokalhistoriske snak gik lystigt.
 
Vi håber, at indholdet var interessant. Man er velkommen til at sende kommentarer til os. Man kan blot klikke HER og udfylde kommentarfeltet.
 
 
 
 
 
14. februar 2012:
 
Lokalhistorisk aften
 
Torsdag den 1. marts kl. 19.00 arrangerer lokalhistorisk arkiv en billed- og foredragsaften i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø, hvor man i Thit Salen vil vise billeder fra det gamle Farsø.
 
Aftenens temaer er handelsliv, idrætsliv og Farsø som stationsby.
 
Tidligere herreekviperingshandler H. P. Sauer vil se på udviklingen i Farsøs handelsliv . fra en tid med købmandsbutikker og andre detailbutikker i alle ender af byen til i dag, hvor en stor del af byens handelsliv er samlet i Farsø Rådhuscenter.
 
Ib Thor Hansen, som er født og opvokset i Farsø og som nærer en stor interesse for tog og jernbaner, vil fortælle om Farsø som stationsby centreret omkring den smukke stationsbygning, der blev tegnet af arkitekt Ejner Packness, Aalborg. Ib Thor har sammen med sin bror Poul Thor Hansen og tidligere arkivleder Poul Jørgensen udgivet en bog om jernbanenstrækningen fra Aars via Farsø til Hvalpsund.
 
 
Farsøs idrætsliv tages op af Per Lyngby, som i 2004 var redaktør på den lokale fodboldklubs jubilæumsskrift, da man markerede klubbens 100 års jubilæum. Denne del af arrangementet vil også se på, hvor fodboldklubben har haft til huse og sætte fokus på markante personligheder i klubbens historie, ligesom der også vil blive vist fotos fra andre af byens idrætsforeninger, bl.a. gymnastikforeningen.
 
 
 
--
 
 
3. februar 2012:
 
Fotos fra Farsø Skole
 
Vi scanner og registrerer løbende i akivet. For tiden er det en del billeder fra Farsø Skole, som er under behandling. Det drejer sig bl.a. om fotos fra skoleafslutninger og skolefester med indlagt skolekomedie - de fleste er fra 1960'erne.
 
Man kan bruge søgefeltet her på forsiden af arkivets hjemmeside og søge på "Farsø Skole" i feltet til fritekstsøgning. Gør man det vil der åbenbare sig en del skolefotos, som man kan nyde og lade tankerne gå på vandring.
 
Billedet herunder er fra de ældste elevers skolefest i 1969, hvor man opførte "Jeg vil være Miss". Fra venstre ses Nanny Poulsen, Anne Grethe Rasmussen, Lone Jacobsen og Ole Haarbo.
 
God fornøjelse.
 
 
--
 
 
22. januar 2012
 
Vi nærmer os 1000 registreringer i Arkibas
 
Det er et stort og omfattende materiale, vi har liggende på arkivet. Ikke mindst er der rigtig mange fotos, og flere er kommet til i forbindelse med Arkivernes Dag. Vi lægger løbende nye registreringer og fotos ud på Arkibas, hvor vi med hastige skridt nærmer os de 1000 registreringer. Klik ind på forsiden og kig med i Arkibas.
 
---
 
7. januar 2012
 
Lokal vognmandsfilm

På YouTube kan man finde et væld af sjove og interessante film. For den lokalhistorisk interesserede kan her anbefales en halv times sort-hvid film, som følger to chauffører fra vognmandsfirmaet PC Hom Pedersen i Hvalpsund.

Bemærk, at klippes indledes med en reklame, før filmen starter.

Filmen kan ses HER.

 

-- 

 

6. december 2011:

Historien om Leth Eriksen

En af Farsøs lokale iværksættere, entreprenør Thorvald Leth Eriksen, er portræteret i det årsskrift, som de lokalhistoriske arkiver i Vesthimmerland netop har udgivet.

Det er arkivleder Bodil Nielsen, som har været på jagt i de gamle billeder og dokumenter for at kunne skrive den interessante beretning om en mand og et firma, som gennem mange satte et stort præg i lokalområdet, hvor det var en stor arbejdsplads, der udførte mange forskellige entreprenøropgaver med bl.a. kloakerings- og asfaltarbejder.

Leth Eriksen startede egen virksomhed i Farsø i 1927. Han blev i 1936 gift med Martha Marie Nielsen, som var datter af den lokale autoforhandler Morten Nielsen og hustru Anne Margrethe Marie Hansen.

I 1951 blev sammensat en komite med det formål at rejse en mindesten for Johannes V. Jensen. Leth Eriksen var med i komiteen bag dette projekt og stillede også maskiner og mandskab til, da den tonstunge sten skulle bugseres på plads.

I sin beretning om Leth Eriksen har Bodil Nielsen også interviewet tidligere medarbejdere, som er med til at stykke et billede sammen af en dygtig, gavmild og respekteret mand.

Gennem tiden fulgte firmaet med udviklingen, hvilket førte til, at maskinparken blev stadig større - akkurat som opgaverne. For at kunne følge med den teknologiske udvikling blev Bent Ovesen tilknyttet som kompagnon og firmaet skiftede navn til Eriksen & Ovesen.

Bogen med de lokale vesthimmerlandske historier kan købes gennem Lokalarkiv Farsø, som også bruger den som velkomstgave til nye medlemmer. Brug evt. indmeldelsesformularen her på siden - den findes i menuen øverst på siden.

 

--

 

Lagt på siden i November 2011:

Stor succes på centertorvet

Vores udstilling på centertorvet i Farsø Rådhuscenter blev igen en stor succes. Fra start til slut var der en lind strøm af mennesker, som kiggede billeder, afleverede billeder og hjalp med at sætte navne på nogle af de fotos, hvor vi mangler oplysninger.

Tidligere medarbejdere ved Zonen, Falck-Zonen og Falck i Farsø mødtes og udvekslede minder og anekdoter fra deres gamle arbejdsplads. Vi fik også et par kontakter, som der skal følges op på. En rigtig god oplevelse.

Blandt de fotos, som vi modtog, var der også et par fodboldbilleder fra Farsø Stadion i årene efter besættelsen. Dengang lå stadion ved søen, hvor der i dag er tennisbaner. På billedet herunder kan man foruden en Farsø-spiller i færd med at score mål også se spejderhuset i baggrunden, ligesom man til venstre kan se fodboldklubbens klubhus, der var indrettet i en gammel rød "tyskerbarrak". Bemærk også indgangsportalen og til højre for den det lille ishus.

 

 

Lagt på siden i Oktober 2011:

Arkivernes Dag sætter

fokus på Falck i Farsø

Interessen var overvældende, da Lokalhistorisk Arkiv i Farsø sidste år lavede en udstilling og informationsstand på centertorvet i Farsø Rådhuscenter. Derfor håber man på en gentagelse, når man igen i år er klar med fotos og lokale fortællinger i forbindelse med Arkivernes Dag lørdag den 12. november.

- Vi har igen i år allieret os med Rådhuscenteret, hvor der er mulighed for at komme i kontakt og dialog med mange mennesker sådan en lørdag formiddag. I fjor havde vi ikke mange ledige stunder, der var simpelthen en forrygende interesse for vores udstilling. Vi oplevede, at folk gik hjem og hentede fotos og gamle dokumenter, som vi scannede ind på stedet, så vi nu har dem i vores store samling, fortæller HP Sauer, der er formand for den lokalhistoriske forening.

Også i år vil man være klar med computer og scanne, så man kan tage imod de ting, som folk måtte bringe til torvs på lørdag. Desuden håber man, at det bliver muligt at demonstrere arkivprogrammet Mini-Arkibas, hvor man nu kan søge efter billeder direkte fra foreningens egen hjemmeside.

- Vi har naturligvis også en række billeder med personer og lokaliteter, som vi gerne vil have folk til at hjælpe os med. Desuden har vi lavet en lille udstilling med fokus på den lokale Falckstations historie i Farsø. Det er faktisk en udløber af sidste års arrangement, hvor man netop modtog en række interessante fotos fra tidligere Falckredder NO Jensen, som lokalt er bedre kendt som “Zone-Jensen”, fortæller HP Sauer.

Lokalhistorisk Forening for Farsø og Omegn har de seneste år oplevet en stigende interesse også på medlemssiden, hvor man i dag har godt 100 medlemmer.

 

--

Maj 2011: 

Miniarkibas

Så er vi koblet på den lille udgave af arkivprogrammet Arkibas. Det betyder, at man her fra siden kan søge på de ting, vi indtil nu har registreret og lagt ind i databasen. På længere sigt er det tanken, at man skal kunne søge i alle de lokalarkiver, som bruger Arkibas.

På nuværende tidspunkt har vi registreret og indscannet godt 500 fotos. Det er en løbende proces, så med tiden kommer der flere og flere registreringer i databasen.

På forsiden kan du nederst til venstre se søgemaskinen - skriv f.eks. sygehus i feltet med fritekst, og se hvor mange registreringer, der dukker op.

God fornøjelse - vi hører gerne, hvis man har problemer med at få tingene til at fungere. Man kan opleve, at der kun kommer tekst frem, da der kan være begrænsninger på, hvilke fotos, vi må offentliggøre.

 

--

 April 2011:

Mange gæster

Tilstrømningen var overvældende, da vi holdt åbent hus i vores nye møde- og administrationslokaler på "Torvet 1". Straks efter at dørene var slået op, strømmede det ind med gæster, og de blev ved med at komme i en lind strøm i de 4 timer, vi holdt åbent.

Mange hjalp med at sætte

Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn | Torvet 1 -2. sal, 9640 Farsø  | Tlf.: 24 85 12 70 | lafarsoe@gmail.com